Viser opslag med etiketten En français s'il vous plait. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten En français s'il vous plait. Vis alle opslag

lørdag den 13. oktober 2007

En français, s'il vous plait (del 2)

Lunatic - Black Album

Endnu engang sidder jeg og skimmer min gamle blog indlæg igennem, og lytter til noget god rap for at få noget inspiration, til det næste indlæg. Efter blot 5 minutters skimmen, kan jeg se at jeg har forsømt en del af bloggen, som jeg ellers gerne ville have haft lidt mere gang i. Ikke mindst fordi jeg lovede det.

Det drejer sig selvfølgelig om mine "En français, s'il vous plait" indlæg (hvis i ikke allerede havde læst dagens overskrift), som skal fremhæve lidt fransk rap. (hvad og hvorfor det er på denne blog, kan læses her)

Jeg har valgt én af de mest annerkendt og respekterede rap grupper i Frankrig.
Lunatic; som bestod af rapperne Booba og Ali, udgjorde i perioden 1996 frem til 2003 en af de mest omtalte (i hip hop kredse) grupper i Fransk hip hop. Til trods for at de kun nåede at udgive ét enkelt album, anses Lunatic stadig som noget af det bedste Fransk rap har at byde på. Booba og Ali skilles i 2003 og selvom begge har forfulgt succesfulde solo karrierer (Booba især), formår ingen af dem individuelt at genvinde den respekt som de opnåede samlet.

Lunatic er hardcore, grimey fransk ghetto rap når det er bedst og dette album/mixtape, som udkom i 2006, indeholder remixes, live-indspilninger, unreleased osv. numre fra hårdtslående duo .

Tryk her for at hente: Lunatic - Black Album

fredag den 16. marts 2007

En français, s'il vous plait (del 1)

Jeg har brugt de sidste par dage på at finde på noget at skrive om, det er egentlig ikke fordi jeg mangler noget at skrive om, men det er lidt som om jeg har manglet initiativ til at skrive noget, uden at det virkede som noget rutine præget lort. Så kom jeg pludselig i tanke om at jeg faktisk ikke har skrevet et eneste indlæg om fransk hip hop, selvom jeg havde lovet det. (i dette indlæg)

Scred Connexion - Selexion 99/2000

Min viden omkring fransk rap, er på ingen måde lige så stor, som min viden omkring den amerikanske rap scene. Scenen er den næststørste i verdenen og kan derfor være en ren jungle at finde rundt i, med mindre man er villig til at bruge tid og (ikke mindst) penge på musikken. Dette bliver kun gjort sværere af, at det er nærmest umuligt at fremskaffe fransk rap i Danmark med mindre man snakker om IAM, Saïan Supa Crew eller MC Solaar.
Når jeg er i Frankrig bruger jeg en del tid på at snakke med forskellige mennesker i hip hop forretninger og plade forretninger, på denne måde får jeg introduceret noget nyt musik og så hører jeg også noget, som man ikke kan finde i enhver Fnac (Frankrigs svar på Fona).

Denne CD faldt jeg over på en studie tur til Paris, efter at have snakket i flere timer om fransk rap (og rap generelt) i en lille hyggelig CD forretning, anbefalede ekspedienten mig at købe denne CD, til den nette sum af 50 Francs.

Scred Connexion er en Fransk Parisisk rap gruppe som består af; Fabe, Koma, Haroun, Mokles og Morad. Dette er deres første udgivelse og de har efterfølgende udgivet tre CD'er.
Scred gør sig særligt bemærket fordi de rejser mange spørgsmål omkring den nuværende politiske situation i Frankrig, især på invandrer området og de kæmpe ghetto dannelser der er opstået i Frankrig (ikke mindst i Paris) i løbet af årene.

Det som jeg specielt godt kan lide ved Scred, er at de ikke er totalt aggressive eller revolutionære i deres lyd eller tekst univers. I stedet for at være fordømmende og belærende er de observerende og ærlige, og det giver et helt andet indtryk af de unge indvandrere i Paris, i forhold til det man ser i nyhederne.

Tryk her for at hente: Scred Connexion - Selexion 99/2000

tirsdag den 6. februar 2007

En français, s'il vous plait

Nu befinder jeg mig i den heldige (nogen vil mene uheldige) situation at jeg er halv fransk, det betyder at jeg altid har interesseret mig meget for fransk rap.
Efter en del samtaler med folk om fransk rap, er jeg nået frem til at de fleste tror at det eneste franske rap der findes er IAM, IAM og øh... IAM. Det er lidt vildt når man tænker på at den franske rap scene er den næststørste i verdenen. (så må i selv gætte hvilket land der er størst)

Dette indlæg vil være det første (og måske sidste) jeg skriver om fransk rap... Jeg har nemlig besluttet at lade jer bestemme hvorvidt i vil have mere af det franske. Jeg kan ikke se nogen grund til at skrive indlæg om fransk rap, hvis der ikke er nogen som gider læse dem. Derfor vil jeg fremlægge følgende forslag:

Skriv en kommentar om hvorvidt i vil have mere fransk rap eller ej, så vil jeg lade dette indlæg stå i et par dage (så alle får en chance for at komme med deres mening). Hvis der er nok mennesker som vil have fransk rap, så får i det. (dette er også et plat forsøg på at få flere folk til at krive kommentarer på bloggen... men hey, alle kneb gælder)

Nu skal jeg jo ikke glemme at give jer noget musik, så i kan beslutte jer. Jeg har valgt at give jer en opsamlings CD fra 1997 som hedder "Invasion". På daværende tidspunkt samlede "Night & Day records" alle de største navne fra den franske undergrund, og sammensatte en plade som i Frankrig bliver anset som en klassiker.

Tryk her for at hente: Various Artists - Invasion