Viser opslag med etiketten One time for your mind. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten One time for your mind. Vis alle opslag

torsdag den 11. marts 2010

One time for your mind (del 26) - Gorillaz - Plastic Beach

Jeg overtrumfer lige den igangværende afstemning, med en udgivelse som har fået så meget fokus og opmærksomhed, at jeg ikke ville vente (med risiko for at den aldrig blev stemt igennem). Det kommer nok til at ske et par gange i den nærmeste fremtid, da der er en del udgivelser, som jeg ikke har intentionen om at vente med at køre igennem, såsom den kommende Wu Massacre (Ghost, Rae og Meth) eller Distant Relatives (Nas og Marley).

Der er nok rigtig mange af jer som vil sige "jamen, Gorillaz er da ikke hip hop", men sådan er det bare, I call the shots og med en god håndfuld gæstende rappere, så finder jeg den ganske relevant for denne blog.

Gorillaz - Plastic Beach

1) Orchestrial Intro (Feat. Sinfonia viVA)
Lyden af vand som skyller ind mod en strand, og noget meget filmisk musik som begynder at spille. Strygere, efterfulgt af blæsere og pludselig kicker et beat ind...

2) Welcome To The World Of Plastic Beach (Feat. Snoop Dogg & Hypnotic Brass Ensemble)
Og så er det kørt over i det andet track, med Snoop som giver den med noget spoken word. Masser af synths, og en utrolig funky rytme, minder mig utrolig meget om en blanding af Daft Punk og Air. Super svedigt track, som klæder Snoop rigtig godt, selvom det også havde været røv-svedigt uden ham.

3) White Flag (Feat. Bashy, Kano & The Lebanese)
Helt anderledes lyd, med indiske vibes, små djembe trommer, masser af strygere og et langt hurtigere tempo, det ændrer sig dog til noget midi, reggae, dubstep inspireret noget, hvor Bashy og Kano giver den max gas, og introducere "the island". Overdrevet fed energi, super kompakt og helstøbt nummer.

4) Rhinestone Eyes
Endnu en ændring i lyden, meget minimalistisk, elektronisk men med en bibeholdt funky vibe. Nummeret tager til i energi, og Damon Albarn's stemme, som er forvrænget, passer perfekt til det øvrige lyd-landskab. Igen er der bare en rigtig fed energi over nummeret, som dog ender lidt brat.

5) Stylo (Feat. Mos Def & Bobby Womack)
De fleste kender det her nummer, med mindre de overhovedet ikke har hørt radio de sidste 2-3 uger, hvor det rent ud sagt er blevet gennemkneppet. Nummeret er som titlen antyder god fucking stylo, og jeg er helt vild med det. Mos Def har genfundet sin plads som rapper, efter en længere pause som skuespiller, og Bobby Womack er da bare alt for sej, nuff said!

6) Superfast Jellyfish (Feat. Gruff Rhys & De La Soul)
Langt mere hip hoppet lyd, hvor De La ikke tøver med at starte løjerne, med deres velkendte lyd. Omkvæddet er fuldstændig psyko, minder om en intro sang til en børnefilm, egentlig ville tracket passe perfekt i et afsnit af Svampebob... Jeg elsker Svampebob.

7) Empire Ants (Feat. Little Dragon)
Helt stille og drømmende lydbillede denne gang, Damon Albarn synger sådan rigtig for første gang på albummet. Det er et utrolig stille og beroligende nummer, meget dejligt og et findt afbræk fra det relativt høje tempo som albummet har startet ud i. Halvvejs inde bygger tracket sig dog op, ud i noget decideret italo disco (tror jeg man kalder det), og en kvinde tager over (Little Dragon?), mens trackets meget drømmende vibe bibeholdes. Et nummer som suger en helt ind, og det føles meget længere end det egentlig varede.

8) Glitter Freeze (Feat. Mark E. Smith)
Tunge handclaps, vilde synths og et generelt meget hektisk tempo, kickstarter tracket med manér. Mark E. Smith(?) giver den med noget spoken word, han har en meget karakteristisk stemme som passer perfekt til den hektiske/støjende lyd. Nummeret er virkelig fedt, men jeg vil dog indrømme det er lidt for hektisk, og jeg vil nok komme til at hoppe det over i fremtiden, med mindre jeg er i det helt rigtige humør.

9) Some Kind Of Nature (Feat. Lou Reed)
Stadig en meget elektronisk lyd, blandet med lidt swing. Lou Reed er jo også bare så fucking sej, overdrevet fed stemme. Et rimelig happy-go-happy nummer, som dog får det ekstra twist med seje, seje Lou Reed.

10) On Melancholy Hill
hmmm, lidt cheesy lyd, men ikke på den fede måde. Minder mig lidt om en melodi man ville høre i en Pokemon tegnefilm (ser jeg for meget børnefjernsyn), desuden er Damon Albarns sang og tekst ikke videre interessant... første virkelige misser, er albummet ved at miste pusten? - det håber jeg ikke.

11) Broken
Samme stille tempo, dog en noget anderledes "lyd", som denne gang er meget spacey. Igen er Damon ikke super spændende at høre på, og igen er det noget af et tempo skift fra albummets øvrige numre.

12) Sweepstakes (Feat. Mos Def & Hypnotic Brass Ensemble)
Mos Def er på sit "I Against I" flow, over et simpelt beat, med højt tempo og et snert af meget afdæmpet drum-n-bass. Nummeret tager til med big band instrumentering, og det hele lyder lidt underligt, men på den fede måde.

13) Plastic Beach (Feat. Mick Jones & Paul Simonon)
Lidt af en "Midnight Express" (hvis i kender temaet til den film, som er møg fed - altså både musikken og filmen) følelse over tracket, blandet med en forvrænget Damon Albarn. Det er et okay track, som passer godt ind i albummets øvrige udtryk, men ikke et som skiller sig meget ud.

14) To Binge (Feat. Little Dragon)
Minder mig helt vildt om Balstyrko, med et meget afdæmpet melankolsk udtryk, blandet med noget som jeg bedst kan beskrive som cirkus musik. Little Dragon har en fed vokal til tracket, og hun klæder Damon Albarn godt. Fedt nummer, som passer rigtig godt ind, her hen mod slutningen af albummet.

15) Cloud Of Unknowing (Feat. Bobby Womack & Sinfonia viVA)
Wuhuu Bobby Womack igen, han lyder fantastisk og med en super afdæmpet instrumentering kommer hans vokal virkelig til sin ret. Smukt nummer.

16) Pirate Jet
Sidste nummer, som har en god afslutningsvibe, og egentlig lægger lidt op til blot at være en instrumental. Men Damon Albarn hopper ind, med noget tak for denne gang lyrik. Udemærket afslutnings track, dog lidt anonymt.

Opsummering
Det er egentlig ikke fordi jeg nogensinde har været den vildeste Gorillaz fan, jeg kan lide det opstillede univers, og første album fangede mig meget. Men det andet album var ikke noget som jeg brugte særlig meget energi på, og det er egentlig ikke fordi jeg hører Gorillaz på en daglig/ugentlig basis. Jeg vil dog sige at dette album, virkelig er velpoleret og ganske enkelt fantastisk udført, næsten fra start til slut. Jeg skriver næsten, da der opstår et lidt for tidligt tempo skift, ved track 10 og 11, som virkelig forstyrrer albummets helheds opfattelse, specielt fordi albummet så kører op og ned igen, over de resterende 6 tracks. Det er mega ærgerligt, for hvis de to numre var blevet skrottet, så ville det uden tvivl have været en fænomenal udgivelse.

Bedste track(s): White Flag (Feat. Bashy, Kano & The Lebanese), Stylo (Feat. Mos Def & Bobby Womack), Superfast Jellyfish (Feat. Gruff Rhys & De La Soul) & Empire Ants (Feat. Little Dragon)

Værste track(s): On Melancholy Hill & Broken

fredag den 5. marts 2010

One time for your mind (del 26) - Big Twins - Infamous QB EP

Jeg er som regel ikke så vild med at købe digitale downloads, jeg kan bedst lide at have ting i fysisk format, da det for mig er den ultimative backup. De sidste par år, er det dog blevet hyppigere og hyppigere at kunstnere vælger den digitale vej, dels på grund af det stødt dykkende CD salg, men mest på grund af de meget lave omkostninger.

Dette bliver den første digitale udgivelse, som bliver kørt igennem "One time for your mind", men nok ikke den sidste. Da det er en EP er der kun 6 reelle numre, da de sidste 3 numre er instrumentaler. EP'en er en form for prequel for en decideret "Infamous QB" dobbelt cd, spækket med musik fra diverse QB artister.

Big Twins - Infamous QB

1) How's Big Twin (Feat. Chinky)
En kvinde som synger om Big Twin, og samtidig introducere sig selv - det er så Chinky. Er der ikke også en rapper som hedder Chinky (nej, det er ikke Chingy jeg tænker på). Okay, så er det sgu færdig, lige under 2 minutter, det er kort - specielt på en EP, hmmm. Men okay, så fik man da også lige afklaret hvem både Big Twin og Chinky er.

2) Don't nothin move but the money (Feat. Black Ice & Tymaxx)
Et mere mellow track, med en alvorligere tone end det forrige. Typisk "still don't nothin' move but the money" track. Black Ice(?) er ganske habil, men leverer ikke noget som får skillet ham ud fra den gængse New York rapper. Det gør Big Twin til gengæld, dels på grund af hans meget karakteristiske stemme, men også fordi han faktisk er en rigtig dygtig rapper - inden for genren. Hvem eller hvad er en "Tymaxx" og hvorfor er han/hun/den/det krediteret som feat.?

3) Cash, we got to make it (Feat. Black Box)
Lige på og hårdt fra Big, med et noget anonymt beat, som dog er meget typisk for denne her type rap. Black Box(?) minder lidt om Big Twin, bare med en knap så harsk stemme. Det er et rimelig kedeligt track, med endnu et meget slidt og typisk emne om at få de skrilla uanset hvad.

4) Don't be so amazed
Et speedet soul sample, og en march lilletromme, det lyder lidt underligt og beatet er generelt lidt low-tech, på en mixtape agtig måde. Big Twin leverer til gengæld top-notch lyrik og det er rart at høre ham solo, selvom tracket må siges at være noget kort på 2:45.

5) Black Mobb pt. 3 (Feat. Flame Killer & G.O.D.)
Hold da helt fest hvor lyder Big umotiveret, det gør hans gæster også. et super kedeligt track, som nærmest trækker tænder at høre - ikke så meget mere at skrive, beatet er lige så kedeligt som rappen.

6) Murder (Feat. Amir)
Meget Sid Roams agtig beat, a la dem som var på H.N.I.C. 2, meget, meget dystert - rigtig lækkert. Amir KAN rent faktisk skille sig ud, og leverer både et fedt vers og et fedt omkvæd. Big Twin er tændt og alt i alt, er det et super fedt track - uden tvivl det bedste på EP'en.

7) Don't nothin move but the money (instrumental)
Jeg er så elendig til at beskrive beats at det ikke engang er sjovt, så jeg vil ikke prøve. Beatet er kedeligt.

8) Black Mobb pt. 3 (instrumental)
Endnu et røvsygt beat.

9) Murder (instrumental)
Utrolig dystert, det bedste beat på EP'en.

Opsummering
Det var ikke lige hvad jeg havde regnet med, selvom EP'en kun har kostet mig knap 35 kr., så er jeg rimelig skuffet. Ikke alene er det tydeligt disse tracks blot er left-overs, man har skrabet op fra studie gulvet, men det er også død ærgeligt man ikke har ydet en større indsats for at promovere den kommende "Infamous QB" CD, som må være EP'ens formål. Der er reelt set kun ét godt nummer, og det er ikke fordi det slår benene væk under én. Derudover er EP'en utrolig kort, jeg ved godt definitionen på en EP, er at den maks må vare 25 minutter, men med en varighed på lige over 16 minutter for de 6 reelle tracks, så føler man sig lidt snydt, også selvom de 3 instrumentaler sniger EP'en op de 26 minutter - det giver en gennemsnits længde på 2:45 pr. track, det er sgu for tyndt.

Jeg vil kun anbefale denne EP til hardcore QB fans (som mig selv), men selv de vil nok føle sig snydt (som jeg gjorde). Da det nu er slut med sampleren på "One time for your mind" indlæggene, så fremhæver jeg det/de bedste og det/de værste track(s) fremover.

Bedste track(s): Murder (Feat. Amir)

Værste track(s): Black Mobb pt. 3 (Feat. Flame Killer & G.O.D.)

onsdag den 3. marts 2010

Last time for your mind?

Så skete det desværre igen, jeg er nu oppe på seks "DMCA Takedown" notifikationer, og de er alle rettet mod "One time for your mind" indlæg. Heldigvis er de ikke blevet slettet, som jeg ellers havde hørt Google var begyndt på. Så selve indholdet er stadig i behold, dog uden de respektive "samplere", som indeholde en 3-4 udvalgte numre fra hver udgivelse. Nu er jeg sådan set blevet det som Google kalder en "repeat offender", med andre ord; jeg er i overhængende fare for at få slettet (deaktiveret kalder Google det) hele min blog.

Den risiko vil jeg selvfølgelig ikke løbe, så jeg ser mig desværre nødsaget til at lave om på "One time for your mind" konceptet, og afskaffe "sampleren", da den simpelthen tiltrækker for meget opmærksomhed. Jeg håber ikke det vil afholde jer fra at læse indlæggene alligevel, og jeg tror (håber) at i forstår mit ræsonnement. Da den eneste anden løsning ville være at flytte bloggen, hvilket jeg ikke helt kan overskue på nuværende tidspunkt.

Hvis i vil se hvilke indlæg det drejer sig om, så kan i trykke her.

lørdag den 20. februar 2010

One time for your mind (del 25) Freeway & Jake One - Stimulus Package

Så er der sølvbryllup med "One time for your mind" indlæggene, og hvilken bedre måde at fejre det på, end at fremhæve en udgivelse som jeg i hvert fald har glædet mig rigtig meget til. Ud over at have en meget omtalt indpakning, som absolut skal opleves i virkeligheden, så har Freeway imponeret i en sådan grad på det sidste, at der efterhånden er blevet opbygget en del forventninger til albummet. Lad mig straks få forløst spændingen og give mig i kast med:

Freeway & Jake One - Stimulus Package

1) Stimulus Intro (Feat. Beanie Sigel)
Dejlig laid back blacksploitation vibe over introen, meget filmisk og lækker. Freeway introducerer Stimulus Package sammen med Beanie Sigel, som flyder helt vildt over beatet. Virkelig et lækkert nummer. No hype bullshit, det er ganske enkelt et fantastisk introduktions nummer.

2) Throw Your Hands Up
Betydeligvis mere banger beat, med en super tændt og langt mere hypet Free, som reminiscer over hip hoppen. Masser af Wu og Boot Camp referencer, det er sejt og tiltrængt i forhold til de gængse 80'er referencer som præger den type tracks. Free er super, super tændt på det her nummer, der er krydret med lidt cuts. Rigtig fedt track.

3) One Foot In
Lidt mere afdæmpet nummer. Beatet er sådan lidt Rocafella anno 98' agtig, og tracket har lidt en throwback vibe. Freeway reflekterer over sin karriere, og de kampe han har været igennem. Endnu et fedt nummer, som dog er en tand mere anonymt end de to forrige.

4) She Makes Me Feel Alright
Så er det soul sample tid, finurligt omkvæd, mens Free erklærer sin kærlighed. Beatet minder endnu engang ret meget om noget slut halvfemser, start nullerne Rocafella vibe - det gør bestemt ikke noget. Endnu et rigtig godt nummer.

5) Never Gonna Change
Langt mere minimalistisk og beskidt beat, med et rigtig vildt trommespor som nærmest følger Freeways flow, istedet for omvendt - rigtig fedt. Free er i storyteller mode, og er super hardcore men afdæmpet i leveringen, i forhold til den der aggressive måde han normalt fyrer af. Det her er et virkelig, virkelig fedt nummer, specielt beat og levering skaber en overdrevet fed stemning.
6) One Thing (Feat. Raekwon)
Endnu et soul sample beat, som godt kunne minde lidt om noget "Late Registration" era Kanye. Free rapper om falske-røv-negere, og falske-røv-kællinger. Raekwon leverer 100%, og har gjort alt rigtigt siden "OB4CL2". Endnu et dejligt nummer.

7) Know What I Mean
Et lidt mere afdæmpet beat, med et meget kendt vokal sample, som jeg overhovedet ikke kan placere lige nu (jeg er super dårlig til sådan noget). Free skoler lidt med noget hood etikette, det er lige ved at blive kedeligt, men de har simpelthen skåret den helt rigtigt. Lige over 2 minutter, gør nummeret til et rigtig godt break - meget klogt.

8) The Product
Free er "the product" som alle har brug for, hans musik er crack etc. etc. I et tidligere indlæg af denne type, brokkede jeg mig over at Kanye og The Game havde patent på denne type tracks, med mindre der var nogen som kunne toppe "Crack Music". Det gør Free bestemt ikke, heldigvis krydrer han det lidt med nogle sjove og finurlige namedrops (inspireret af Game måske?) - det er dog stadig et ret kedeligt nummer, som er ret middelmådigt, både hvad Jake One og Free angår.

9) Microphone Killa (Feat. Young Chris)
Super banger beat, med cuts og hele svineriet. Free er super tændt, med sit velkendte "jeg-er-super-meget-på" flow, som på "Throw Your Hands Up". Jeg kunne udmærket godt forestille mig Brother Ali på det her track. Free trækker nærmest ikke vejret, det er ret imponerende. Young Chris giver den faktisk lidt Brother Ali flow, synes jeg. Han leverer et rigtig godt vers, og giver et fint afbræk fra Free. Et super tætpakket nummer, som er lige kort nok til at man gider høre det igen, så snart det er slut. Mere kan man vidst ikke forlange.

10) Follow My Moves (Feat. Birdman)
De havde ikke råd til sønnen, så de hyrede faren. Beatet er selvfølgelig meget lig den nye Dirty South lyd, som er ude for tiden. Med Neptunes trommer, og en milliard effekter, såsom et elektrisk orgel (tror jeg) og noget som lyder som en harmonika. Ikke lige min stil, selvom jeg ved det er det de unge vil have, jeg er bare ikke rigtig ung mere - ikke på den måde i hvert fald. Helt klart det værste nummer (indtil videre) på albummet.

11) Sho' Nuff (Feat. Bun B)
Bun B er bare på alt lige for tiden, han er til gengæld en af de få Dirty South kunstnere som kan flyde over ethvert beat. Denne gang over et rimelig West Coast inspireret beat, som Snoop kunne have gjort noget rigtig, rigtig lækkert ud af. Free og Bun gør dog beatet til deres helt eget, men et gæstevers fra Snoop ville virkelig tage det til level 3... Fuck det, det er fandme et fedt nummer uanset, virkelig smooth. Glæder mig til at cruize (nørrebroga', amar'broga' alle broga'er) med det her kørende i baggrunden, jeg har faktisk lyst til at gå ned i bilen lige nu og høre det igen, bare for at få den der sommer vibe.

12) Freekin' The Beat (Feat. Latoiya Williams)
Free er forelsket i musikken over endnu et rigtig mellow og lækkert beat, Latoiya giver tracket en dejlig 90'er soul vibe, og minder helt overdrevet om Tweet. Det er et lækkert track, som stensikkert vil dele vandene, Latoiya's del kunne bruges over enhver hood films sexscene, og det er ikke alle som digger den vibe. Det gør jeg til gengæld, så jeg nyder lige resten af tracket.

13) Money (Feat. Omilio Sparks & Mr. Porter)
Der er finanskrise og alle har brug for penge, også Free. Free reminiscer endnu engang om dengang han var flad, og hvordan han stadig skal knokle for the mullah. Omkvæddet er håndteret af ? (synger Mr. Porter?), og passer fint til tracket. Omilio Sparks leverer et udmærket vers, som hverken blæser en helt væk eller afskrækker, så det er vel okay. Det her track skal lige have tid til at vokse på mig, emnet er okay - alle kan relatere til at være broke, men nummeret er ved første lyt lidt kedeligt. Desuden er det altid lidt underligt når kunstnere nærmest laver en komplet 180, kan i huske "Rocafella Millionaire"? Men sådan er det vel, når man rykker ned på Indie niveauet.

14) Free People
Et speedet soul sample, med noget struggle and hardships vibe. Beatet er super afdæmpet, det samme gælder for Free, som kaster lidt lys over sine trials and tribulations. Det er et meget rart nummer, som dog skal passe på med ikke at blive for langt. Det gør det ikke, og endnu engang bliver det skåret præcis som den slags skal - meget veludført.

15) Stimulus Outro
Anderledes vibe end Introen, og minder denne gang en del om noget "afslutningsmusik". Free gennemgår lidt fanmail, meget inspireret af AZ nummeret af samme navn - But I ain't hatin', det er helt okay og en udmærket lukker.

Opsummering
Da jeg modtog pakken med CD'en, skrev jeg følgende "Endelig! Utrolig fede detaljer, hvis blot musikken er halvt så gennemtænkt, så kan det ikke gå galt", til det kan jeg kun sige; det er den. Ikke alene lever pladen fuldt ud til den hype, som jeg selv havde opbygget omkring den, men man kan virkelig mærke der er blevet kælet for detaljerne, også på den musikalske front. Man kunne godt have frygtet den kreative indpakning blot var for at dække over et halvfærdigt produkt, men det er bestemt ikke tilfældet. Hvert enkelt nummer er skåret præcis som det skal, og man kan mærke at der er blevet arbejdet med helhedsindtrykket, som er exceptionelt godt. Jeg kan ikke andet end anbefale denne plade, indpakningen i sig selv er værd at eje og musikken er det bestemt også.

Som nævnt i toppen, så er dette jo "One time for your mind" indlæggenes sølvbryllup. Som bekendt, plejer jeg jo at fejre bloggen med gaver til jer. Og I og med jeg har købt to eksemplarer af Stimulus Package (one to rock, one to stock - ja, så fed er indpakningen), så har jeg et ekstra eksemplar af "Freelapse" mixtapet, som kun kan erhverves i fysisk format ved at have forudbestilt Stimulus Package. Det eneste du skal gøre for at vinde dette mixtape, hvor Freeway giver den gas over kendte Eminem tracks, er at besvare følgende:
  • Freeway er signet på Cash Money Records, men hvilket selskab udgiver Stimulus Package?
(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk har for et hente: Freeway & Jake One - Stimuls Package (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

fredag den 5. februar 2010

One time for your mind (del 24) - Del The Funky Homosapien & Tame One - Parallel Uni-Verses

Jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke lige snuppede den sidste udgivelse med. Jeg må da ærligt indrømme at, det er den af de fem udgivelser jeg har de største kunstneriske forventninger til, og eftersom de tre sidste ikke just har imponeret, så er det måske ikke så svær en opgave.

Without further ado, og stadig i mono.

Del Thy Funky Homosapien & Tame One - Parallel Uni-Verses

1) Intro (Magic)
Meget funky intro, med nogen som jeg sten sikkert burde vide hvem er, som forklarer synergien ved at arbejde sammen. Tame One kommer ind med et hurtigt lille vers om ham og Dels "dangerous combination", Del fortsætter efter Tame og det er en rigtig, rigtig fed intro. Virkelig en god appetitvækker, for hvad der forhåbentlig venter.

2) Keep It Up
Første reelle track, beatet er super funky, med en rigtig behagelig low-key blacksploitation vibe - rigtig fedt. Tame One ligger ud, med et nærmest spoken word flow og råder alle til at fortsætte med at gøre hvad de gør, men passe på ikke at rode sig ud i problemer (message!), spøj til side, det er fucking fedt. Virkelig et godt nummer, som Del afslutter med et ligeledes godt vers.

3) Flashback
Tame One og Del kigger tilbage på de gode gamle dage, over endnu et stærkt 60-70'er inspireret beat. Alt var bedre før, der var mere sjæl og mindre bling, tracket er knap så belærende som jeg umiddelbart fremlægger det og det bliver bestemt præsenteret på en langt mere smagfuld måde, end andre har gjort det. Hvis jeg var født i 70'erne, ville jeg uden tvivl kunne relatere til det her nummer, med masser af referencer til Roxanne Shanté og Shell-toe Adidas - det er jeg bare desværre ikke. Så skulle de nok have rappet om Wu-Tang og Timberlands i stedet. Stadig et fedt nummer though, og langt bedre end andre i den dur.

4) The Franchise
Så er der lidt Hendrix at spore, i dette meget syrede guitar drevet beat. Tame og Del er et franchise i sig selv, ikke et vildt spændende nummer. Beatet bliver lidt for meget i længden og Tame formår ikke rigtig at fange mig fra starten af, så det bliver lidt svært for Del at hive tracket hjem, selvom han dropper et super vers.

5) Specifics
Beatet bliver lige skruet en tak ned, langt mere afdæmpet og mindre forstyrrende, selvom det egentlig indeholder en del elementer fra det forrige nummer. Tame's vers er endnu engang lidt dovent, hvorimod Del virkelig æder sig igennem med et sygt vers, som nærmest ingen ende vil tage. Umiddelbart et lidt kedeligt nummer, som dog bliver reddet fuldstændig af en meget tændt Del.

6) Before This
Super funky beat, med et rimelig simpelt trommeloop, en vild baslinje og en effekt jeg ikke ved hvad man kalder (jeg er bare så god til det der med beats). Alt i alt et beat som sætter det lyriske i fokus, og hverken Tame eller Del skuffer, selvom jeg begynder at synes Tame halter en del efter Del. Jeg ved ikke om det er deres anderledes flow, som gør udslaget, men Del lyder generelt langt mere flydende og tilpas når han rapper. End Tame, som til tider lyder lidt som om han kæmper. Bortset fra det, er det sku stadig et super fedt nummer, som dog måske bare havde været federe uden Tame.

7) We Taking Over
Tame navnedropper et par af de navne som han respekterer, samtidig med at han dropper lidt knowledge omkring Hip Hoppens nuværende tilstande, beatet er endnu engang stærkt inspireret fra 60-70'erne, og endnu engang så holder det 100%. Del fortsætter navnedropningen, og der er mange navne. Endnu engang er det den slags tracks, som kan går begge veje. Enten bliver det gammelmands ranting, eller også bliver det fedt. Personligt synes jeg de griber det rigtig godt an, godt hjulpet af et fedt beat.

8) Life Sucks
Del og Tame er trætte af en del ting, ikke mindst af livet og dets realiteter. Det er hårdt at være rapper, at blive gammel og pludselig at have et ansvar, når man bare gerne vil rocke shows. Beatet er fedt, og lyrikken er også i orden, men jeg kan ikke rigtig lide selve nummeret. Det er præget af sådan en "jeg-vil-være-tyve-for-evig-selvom-jeg-er-langt-over-tredive" mentalitet, som desværre rammer fuldstændig ved siden af, for mit vedkommende.

9) Teddy
Tame og Del deler lidt af deres eskapader med diverse rus-midler, hvis i har hørt "Leak Bros.", så ved i det ikke er fremmede land for Tame One. Endnu engang er beatet virkelig on point, og både Tame og Del leverer underholdende rim, til et noget udslidt emne.

10) Special
Tame kommer endelig lidt op i tempo, og dropper (nok) det bedste vers på hele pladen. Del følger lige i hælene, og hans Cali flow efterlader næsten Tame i støvet - kun næsten, for Tame kommer igen 100% korrekt, på sit andet og TREDJE vers. Uden tvivl det lyrisk bedste track jeg har hørt på albummet indtil videre, selvom det dog bliver lidt langt, med hele tre vers fra Tame og to fra Del.

11) Gaining Ground
Sidste track, har et meget syret og spacet beat, som minder mig om Aceyalone's "Space Cowboy", bare meget mere afdæmpet. Del lyder faktisk også lidt som Ace, på det her track.
Del dropper et nærmest uendelig langt vers - som jeg ærlig talt lige skal høre en gang til for at få det hele med, stærkt efterfulgt af et fantastisk omkvæd. Tame fortsætter med sit spoken word flow, som han gjorde på "Keep It Up" og leverer et mindst lige så langt og lytteværdigt vers. Umiddelbart et super fedt track, som virkelig passer perfekt som afslutningsnummer, men som fortjener mere end blot en enkelt gennemlytning.

Opsummering
De sidste par år, har der været en klar tendens til at lave denne her slags kollaborative albums, hvor det enten er to rappere eller en rapper og en producer, som sætter sig i fokus for at danne en samlet sonisk oplevelse; Buck/KRS, Edo/Ace, KRS/Marl, Canibus/Keith, Torae/Marco, 9th/murs, 9th/Buck, Jake/Free og jeg kunne blive ved og ved. Ikke fordi det er noget nyt, men tendensen er vokset eksponentielt de sidste 5-6 år, og virker nærmest som en ny trend, som alle lige skal prøve af. Med denne udgivelse er der faktisk ikke tale om en duo, men derimod en trio (eller helt nøjagtig en quartet), da Tame og Del, bliver ledsaget af producer duoen Parallel Thought, som står bag alle produktioner - hvilket den kvikke vil have fanget i albummets titel.

Albummet bliver dog præsenteret som en Del og Tame udgivelse, derfor sammenligningen med de øvrige albums. Derudover er hovedvægten af albummet lagt på netop dette nye samarbejde, som bringer det bedste fra east coast undergrunden, sammen med det bedste fra west coast undergrunden.

Da både Del og Tame er to rutinerede herrer, kommer det næppe som nogen overraskelse, at de overvejende leverer varen. Dog vil jeg fremhæve at Del efterlader et mærkbart større indtryk på mig end Tame, som til tider virker umotiveret og rusten. Det er ærgerligt for albummet har ellers en klar musikalsk retning, som virkelig bliver båret frem, og bundet sammen, af nogle virkelig gode produktioner. Det er uden tvivl et rigtig godt album, som stensikkert vil blive meget bedre ved flere gennemlyt, men det kunne have været meget bedre fra start af, hvis Tame lige havde steppet sit game lidt op.

One time for your mind (del 23) - Snoop Dogg - Malice N Wonderland

Så er det blevet den kære Snoop D O double G's tur, og jeg glæder mig altid til at høre et nyt Snoop projekt. Snoop er for hip hop, hvad Madonna er for pop musikken, han ændrer sig konstant, følger udviklingen (på godt og ondt) og formår altid at lave et kvalitets album, uden at gå på kompromis med den fastsatte formel. Jeg kan ikke sige jeg altid er på helt samme bølgelængde som Snoop, men jeg har til gengæld aldrig nogensinde tøvet med at købe nogen af hans udgivelser - ikke engang mens han var på No Limit (det var trods alt der han lavede "Bitch Please").

Snoop Dogg - Malice N Wonderland

1) Intro
Typisk Snoop intro, med Snoop's søn som lige præsenterer første track - med et lille twist.

2) I Wanna Rock
Det her er jo det nye "A Milli" eller næsten da, det bliver det først officielt når Nik og Jay hopper på beatet. Jeg har hørt tracket før, man kan nærmest ikke undgå det. Jeg er super nede med det, det minder mig en utrolig mellow version af Nas's "Made You Look".

3) 2 Minute Warning
Lille to minutters track, hvor Snoop gør det han er bedst til over noget som minder om et modificeret Dre beat. Meget lækkert, jeg er især nede med beatet - men Snoop leverer bestemt også varen.

4) 1800 (Feat. Lil Jon)
Lil Jon! lever han endnu? HEY! NAH! YEAAAH! WHAAAT! han kører stadig sin velkendte stil. Rimelig ligegyldigt klub-track, ikke super catchy eller noget. Beatet er nogle handclaps og en stortromme, blandet med lidt synths, meget minimalistisk Neptunes wannabe agtigt (det kunne selvfølgelig godt være Neptunes, det tror jeg bare ikke). Ikke særlig spændende, jeg hopper videre.

5) Different Languages (Feat. Jazmine Sullivan)
Er det ikke hende som ødelagde det der Wale nummer, som egentlig var meget godt? Nej det var det ikke, det var hende som lød som en kopi af Miss Blige, det gør hun egentlig ikke her. Det her er så Snoops obligatoriske "love track". Der er en fed vibe og Jazmine giver faktisk tracket noget god adspredelse, da hun har en lidt mere speciel vokal end først antaget. Udmærket track, inden for sin niche, selvom det er ved at være et lidt udslidt emne hos Snoop.

6) Gangsta Luv (Feat. The Dream)
"Radio killer, Big Snoop D O Dub" så er det vidst blevet tid til radio hittet. Det her er super skod, The Dream er, og bliver, en forfærdelig "sanger". Så jeg hopper bare videre, ingen grund til at risikere høreskader på mit sunde øre.

7) Pronto (Feat. Soulja Boy Tell 'Em)
Det bliver så det første Soulja Boy nummer jeg nogenside hører, jeg forventer ikke meget. Okay Souljah Bay synger med autotune, jeg trykker på "next" med det samme... Så, nu kan jeg bibeholde mit perfekte track-record, med aldrig at have hørt et Souljah Boy nummer, pyha det var tæt på.

8) That's Tha Homie
Beatet lyder som noget Cool & Dre dirty south chopped n screwed agtig noget, Snoop rapper noget typisk "alle kender mig, jeg kan gå i alle hoods" type ish. Desværre lyder han lidt umotiveret, og tracket forbliver rimelig uinteressant.

9) Upside Down (Feat. Nipsey Hustle & Problem)
Noget drum-line agtig noget, med en rimelig tung rytme. Rimelig fedt beat, og Snoop er tændt. Nipsey Hustle ødelægger tracket, med noget autotune rap/sang på omkvæddet, irriterende. Problem kan jeg meget godt lide, og han ligger heldigvis et rigtig fedt vers. Hvis bare ham Nipsey Hustle var blevet hjemme, så havde jeg været glad.

10) Secrets (Feat. Kokane)
Fed vibe, med en super tung og funky basslinje, percussions og lidt handclaps - det er vintage pimp Snoop, når det er bedst. Tracket er underbygget af noget afdæmpet pimpin' sang, og Kokane starter løjerne, det er fandme dejligt at høre Kokane igen. Virkelig et fedt nummer, som fører tankerne tilbage til det fantastiske "The Last Meal". Virkelig et klasse nummer.

11) Pimpin' Ain't EZ (Feat. R. Kelly)
Jeg har savnet R. Kelly lidt, ja han er halv-pedo, og ja han har en tisse fetish, men kan vi ikke alle genkende lidt af det i os selv? Derudover så kan han synge så det driver ned med fissesaft fra væggene, jeg har altid forestillet mig at en R. Kelly koncert kunne sidestilles med en tur på skøjtebanen (hold for laughter). Nu er tracket sku slut, jeg glemte helt at lytte til tracket, under normale omstændigheder, ville jeg lige gå tilbage og lytte igen. Men nu er det jo ikke "Two time for your mind", så sorry - i kan sikkert forestille jer hvordan en Snoop/Kellz collabo udspiller sig.

12) Luv Drunk (Feat. The Dream)
Ah, The Dream igen, the plot thickens. Jeg gider sku ikke rigtig, jeg trykker "next".

13) Special (Feat. Brandy & Pharrell)
Er det Brandy med autotune? Er det Pharrell med autotune? nu har det altså taget overhånd, men det beviser dog at Jay ikke har samme indflydelse, som han har haft. Ikke noget "special" ved det her track.

14) Outro
Typisk telefonsvarer skit, som så er en outro her.

Opsummering
Det var da en kedelig affære, men ikke nogen egentlig overraskelse. Et hurtigt kig på tracklisten røber det meste som er at vide om denne udgivelse. Der er bestemt nogle fede numre, og selvom de er rigtig fede, er der bare ikke mange/nok. Albummet er, som forventet, vel produceret, vellydende og holder en rød musikalsk tråd - og det er meget sværere end man lige umiddelbart skulle tro. Til gengæld er den musikalske tråd, noget være lort - rent ud sagt. Faktisk kan jeg uden tvivl sige, at dette er hans absolut dårligste album til dato. Jeg er dog ikke i tvivl om at Snoop, som man kender og elsker ham, venter lige rundt om hjørnet. Han har simpelthen leveret for mange klasse præstationer, til at blive afskrevet - Jay-Z derimod...

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: Snoop Doog - Malice N Wonderland (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

One time for your mind (del 22) - Obie Trice - Special Reserve

Jeg fortsætter ufortrødent med det mini-marathon jeg har påbegyndt, og denne gang er jeg nået til Obie Trice's nyeste album, som er lavet i samarbejde med produceren MoSS(?). Dette er Obie's første CD efter afgangen fra Shady/Interscope, men består faktisk af tracks som alle blev indspillet inden han kom i Eminem's lejr. Som Obie selv fremlægger det "this album was actually recorded before Shady(...) and this is what we were recording when Shady called(...) This is pre-Shady music. This is basic Obie".

Obie Trice - Special Reserve

1) Welcome
Et lille velkomst nummer, Obie benytter lige muligheden for at præsentere sig selv. Ikke det vildeste, men man kan høre han er på og det opvejer en del.

2) Got Hungry
Har han ikke også lavet et nummer som hed "Got Teeth"? Obie er endnu engang på, men desværre bliver det lidt kedeligt og anonymt. Beatet er egentlig også rimelig anonymt, dog tillagt lidt cuts, som pepper det en del op. Overhovedet ikke et dårligt nummer, bare lidt kedeligt uden at tilføre noget nyt eller originalt.

3) You Have Been Slain
Fed titel... Total militær beat, med calypso - det lyder bedre end man skulle tro, meget dystert. Obie's vokal er lidt lav, men det er nogle fede og hårde rim han får fyret af.

4) On And On
Der sker rimelig meget i MoSS' beats, minder mig lidt om DJ Muggs på Soul Assassins II. Obie Trice er helt klart tændt på de her tracks, men indholdet siger mig ikke det vilde. Materialet er så småt ved at være over 10 år gammelt og det kan bestemt godt høres.

5) I Am
MoSS' beats begynder at trætte mig lidt, og det gør Obie egentlig også. MoSS kan godt lide at krydre sine beats med cuts, det var okay de første 2-3 gange, men nu bliver det lidt ensformigt. Det er vel egentlig et fedt nok nummer, men har vi ikke allerede hørt et "ya'll know the name" nummer fra Obie før?

6) 4 Stories
Igen er vokalen ret lav, lidt irriterende i forhold til beatet. Titlen ligger op til noget godt, og umiddelbart lyder det godt, men det er faktisk ret svært at koncentrere sig om hvad der bliver rappet når han er mixet så lavt i forhold til beatet.

7) Roughnecks (Feat. Deuce Wonder)
Woahh mit øre, så røg volumen lige helt i vejret. Det er ligesom at se fjernsyn og så kommer der reklamer. Meget hardcore lyrik, i forhold til hvad man er vandt til fra Obie, det er fedt nok. Beatet er til gengæld lidt irriterende, med noget som lyder som et orgel loop i baggrunden. Hvis det ikke er Obie, så er det beatet, der er nok en grund til at en del af disse numre ikke kom ud da han kom til Shady.

8) Cool Cats
Igen et vildt volume udsving, det er sgu lidt irriterende at skule skrue op og ned. Det her track minder lidt mere om den Obie man kender fra sine Shady udgivelser, det er faktisk rigtig fedt og jeg kunne 100% forestille mig Eminem eller Royce over. Der er faktisk lidt af en "Bad Meets Evil" over tracket, virkelig fedt.

9) What You Want
Obie laver lidt frem og tilbage rap med sig selv "what you want Obie?" Det så stensikkert meget bedre ud på papiret, end det endelige produkt. Ikke specielt imponerende, eller interessant.

10) Jack My Dick
Obie synes lige vi skulle indvies i hvad der får ham til at "jack my dick off", det er faktisk meget underholdende, men sjovt nok er både beat og levering lidt for alvorligt i forhold til indholdet, det giver tracket en lidt underlig feel.

11) Dope, Jobs, Homeless
Obie har åbenbart både prøvet at sælge dope, holde et job og været hjemløs, han er jo en regulær blanding af Jay-Z, Rhymefest og KRS-One. Obie gennemgår de forskellige stadier af sit liv, og det er, som de fleste andre tracks, rimelig kedeligt.

Opsummering
Slev om det umiddelbart virker som om jeg er rimelig negativ, så vil jeg egentlig starte ud med at sige at, der faktisk ikke er ét decideret dårligt nummer. Problemet er dog at, der egentlig heller ikke er ét decideret godt nummer. Alle numre er anonyme, usammenhængende og egentlig ret uinteressante. Obie er dygtig på mikrofonen, men den udvikling han har undergået på Shady har helt klart været tiltrængt. Hvis man er Obie fan, så skal man da selvfølgelig ikke snyde sig selv for at anskaffe sig noget tidlig Obie inden han blev påvirket af Shady lejren. Hvis man derimod ikke er så vild med Obie, så skal man nok bare springe over, eller lige hente sampleren og se om den tidlige Obie er mere tiltalende.

torsdag den 4. februar 2010

One time for your mind (del 21) - Wale - Attention Deficit

Der er absolut intet i fjernsynet, så jeg benytter muligheden for at krydse endnu en udgivelse af listen. Wale er en af de nyere up-coming rappere, som jeg rent faktisk interesserer mig for. Ikke alene har han i mine ører leveret nogle fantastiske mixtapes, men jeg er specielt begejstret for hans flow og struktur, som jeg synes er dejlig forfriskende og ikke mindst original. Så håber jeg blot han kan leve op til min egen selv opbygget hype.

Wale - Attention Deficit

1) Triumph
Rimelig bombastisk beat, med blæsere, bongo trommer og midilyde. Wale lægger ud med sit velkendte flow, og jeg er rimelig vild med det her. Beatet er helt vildt funky og Wale rapper med masser af overskud og selvsikkerhed. Rigtig god åbner.

2) Mama Told Me
Selvom tempoet er sat ned, er det stadig satans funky og minder mig lidt om et åbningstema fra en 70'er politi serie - det holder. Wale holder det lidt mere low-key, og er tydeligvis inspireret af Kanye på det her track - ved ikke helt hvad jeg skal synes om det, der er jo en del som har taget hele Kanye rap tingen til sig. Det er et fedt nummer, men det skal nok lige vokse på mig.

3) Mirrors (Feat. Bun B & Alex Greenwald)
Endnu et super funky beat, med noget bass "waka, waka" i baggrunden, som man kender fra Shaft temaet. Bun B flyder så overlegent på beatet, det er virkelig lækkert. Det er altså virkelig et stilet nummer, selvom jeg må indrømme at Wale ikke leverer sit lyriske A-game.

4) Pretty Girls (Feat. Gucci Mane, Weensey, Tre & Ms. Kim)
Uhhh, ved ikke lige hvad der sker her. De dejlige vibes er byttet ud med et betydeligvis mere "larmende" beat, Wale er igen stærkt inspireret af Kanye og tracket bliver en utrolig dårlig kopi af Kanye, som (til trods for hvad man måtte synes om ham) rent faktisk kan finde ud af at lave det, som dette nummer forsøger på. Jeg har ingen kommentarer til de øvrige medvirkende, det her nummer stinker rent ud sagt.

5) World Tour (Feat. Jazmine Sullivan)
Et klaver som spiller noget som minder mig om noget jeg måske burde genkende. Han gør det sgu igen, lyder fuldstændig som en dårlig kopi af Kanye - Hvad sker der! Det er fandme ærgerligt, super kedeligt og han lyder virkelig ægte umotiveret. Jazmine Sullivan er jeg ikke videre bekendt med, men hun lyder som en dårlig kopi af Mary J.

6) Let It Loose (Feat. Pharrell)
Pharrell er med, men det lyder ikke umiddelbart som en Pharrell produktion - måske har han udviklet sig. Pharrell leverer sin velkendte falset, og Wale giver (endelig) igen en smag på sine kundskaber, med hensyn til levering og struktur - desværre halter han enormt på det lyriske, hvor nummeret absolut intet tilføjer til genren og desuden ikke umiddelbart lyder særlig klub-venligt. Meget underligt og utrolig formålsløst (og så er det meget langt).

7) 90210
Nu gør han det sgu igen, måske har jeg været galt på den med Wale fra starten af, måske har han altid været en halv-dårlig Kanye klon, og så har jeg bare aldrig lagt mærke til det fordi hans mixtapes var så skide originale og tætpakket... Denne gang er det en typisk "black girl lost" fortælling, med et forfærdeligt autotunet "90210000hhhh" i baggrunden. Damn.

8) Shades (Feat. Chrisette Michelle)
Jeg er rimelig vild med Chrisette Michelle, hun har virkelig en lækker stemme og giver heldigvis dette track et godt løft. Jeg må ærlig indrømme Wale har gjort mig lidt sur, men jeg må også indrømme at det her er et meget lækkert track, med et lidt cliché emne "shades doesn't matter, we're all beautiful", som dog bliver grebet godt an.

9) Chillin (Feat. Lady Gaga)
Jeg har hørt om det her track, jeg har dog undgået det. Jeg er ikke helt vild med Lady Gaga, selvom hun måske er denne generations Madonna. Tracket er ikke super, med et rimelig irriterende beat og et super irriterende omkvæd fra Gaga, til gengæld er Wale super tændt og det er nok det mest irriterende, hvorfor spilder han det på det her track? - nok fordi han tænkte det kunne blive hans store breakthrough og han hellere måtte give den alt hvad den kunne trække. I skal ikke misforstå mig, det er et forfærdeligt nummer, men i det mindste er Wale tændt.

10) TV In The Radio (Feat. K'Naan)
Rimelig up-tempo beat, krydret med blæsere som giver den lidt af en "show" feel (jeg ved godt det slet ikke giver mening, men hey jeg har kun et øre at gøre godt med). Nummeret er fedt og både Wale og K'Naan leverer varen, selvom ingen af dem imponerer helt vildt.

11) Contemplate (Feat. Rihanna)
Lige nu har jeg bare lyst til at slukke, "play this shit while you contemplate". Så giv mig dog noget at "contemplate" over, og undlad for helvede at bruge Rihanna, som har den mest ulidelige stemme, som de har formået at gøre endnu værre på det her nummer, ved at køre det igennem en eller anden form for forvrængning... Bah!

12) Diary (Feat. Marsha Ambrosius)
Nåh Wale 3 numre tilbage, skal du slutte som du startede? Stille beat, som har lidt middelalder jester vibe over sig. Sjovt nok giver det her nummer langt mere at "contemplate" over, end det forrige. Det er faktisk et rigtig fedt nummer. Men - og det er et ret stort men, Marsha Ambrosius giver simpelthen nummeret et virkelig cheesy præg, med et meget storladent ballade omkvæd, som virkelig ødelægger det hele. Virkelig ærgerligt.

13) Beautiful Bliss (Feat. Melanie Fiona & J. Cole)
Endnu en Kanye vibe, med en klar "Good Life" inspiration. Kanye vidste godt at der kun var plads til et "Good Life" nummer, det er derfor han ikke lavede flere - hans vil blive husket, det vil det her bestemt ikke (og så varer det 5 fucking minutter!!!)

14) Prescription
Hvis første track var introduktionen (duh?), så er det her afskeden. Super afdæmpet, super underspillet, super gennemført og virkelig et fantastisk afslutningsnummer.

Opsummering
Nåh, hvad skal jeg skrive, som ikke allerede er blevet skrevet. Jeg kan i hvert fald starte med at afklare, hvorvidt Wale endte med at leve op til min egen selv opbygget hype. Som i nok har gættet er svaret et resonant; NEJ! Til gengæld, havde jeg nok bare for store forventninger til en kunstner som måske ikke vil være, hvad jeg troede han ville være. Jeg troede nemlig Wale ville være den der lidt nørdet, lyriske, spøjse, intelligente rapper, a la Lupe bare med betydeligvis mere karisma og kant, som ikke går på kompromis og som giver en fuck-less med et radio hit, idet han ved det vil komme før eller siden, alene på grund af hans talent. Med den her udgivelse virker det til gengæld som det stik modsatte, han lefler for mainstreamen og hans album virker sammensat af hitliste analytikere og A&R's. Nu skal i ikke tro, jeg ikke kan lide den slags musik, for det kan jeg, men Wale er simpelthen bare ikke dygtig nok til at gøre de rigtige dygtige kunsten efter - ikke endnu i hvert fald. Wale skal holde op med at følge trenden, og blive en trendsætter, noget som han faktisk var på vej til at blive efter Seinfeld mixtapet, men som han har sat en enorm dæmper for med dette makværk. (som til gengæld kunne være blevet en vild EP, hvis han selvfølgelig havde valgt de rigtige numre)

Ikke dermed sagt der ikke er nogle gode numre, der er bare meget få, så gør jer selv den tjeneste at spare håndørene og hent de bedste numre her. Så kan i bruge jeres penge på denne, i stedet.

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: Wale - Attention Deficit (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

One time for your mind (del 20) - The Black Keys - Blakroc

Som nogle af jer ved, så har jeg desværre sprunget min trommehinde for godt og vel to uger siden. Derfor valgte jeg at udskyde disse indlæg, indtil jeg havde fået min hørelse tilbage. Nu har jeg i mellemtiden været hos lægen, som desværre måtte meddele at der i hvert fald ville gå en måned, inden jeg kunne høre igen. Hvis jeg venter så længe, så vil en del af udgivelserne blive stærkt forældede (hvis de ikke allerede er det), samtidig med at jeg ikke får dem hørt.

Derfor genoptager jeg indlæggene for en stund, dels så jeg endelig kan få hørt dem, men også så i ikke går glip af noget. Jeg kører derfor listen ned (eller en stor del af den), og så sætter jeg en ny omgang udgivelser til afstemning når øret har det bedre.

Første udgivelse er med The Black Keys og en samling hip hop artister, jeg kan ikke helt placere The Black Keys, og selvom jeg købte en anden CD med dem - for at høre hvad det gik ud på, så har jeg ikke fået den hørt. Derudover er dette den første udgivelse fra Damon Dash, siden hans famøse brud med Jay-Z, så det bliver spændende at høre hvad han har at byde på.

Here goes endnu en gennemlytning, nu i mono.

The Black Keys - Blakroc

1) Coochie (Feat. Ol' Dirty Bastard & Ludacris)
Jeg kender da godt det her nummer, jo det tror jeg helt bestemt. Det er et super grineren nummer, der oprindeligt har været på et eller andet Ludacris mixtape. Tracket har fået lidt af en rock/electro makeover, som fratager lidt af trackets oprindelige energi. Men det er stadig et fedt track.

2) On The Vista (Feat. Mos Def)
Er det en hyldest til Windows Vista? Mos kicker nogle rim, som mest af alt minder om noget freestyle - det er lidt dovent. Heldigvis er det musikalske lydtæppe helt i top, og derfor bliver tracket som en slags ultra svedig jam session, med noget freestyle fra en af de bedste. Det kan jeg ikke hade på, specielt sidste halvdel er helt suverænt.

3) Hard Times (Feat. NOE)
Hvem er NOE? Han har i hvert fald et utroligt Hova inspireret flow og ikke mindst stemmeføring, det er faktisk ret forstyrrende, da det lyder som om han anstrenger sig for at lyde som Jay gjorde i midt-slut halvfemserne, selv ad-libsene er nærmest en tro kopi af hele Jay's schtick. Nummeret i sig selv er super funky, og Back Keys leverer endnu en gang varen, men NOE's inspirationskilde er svær at abstrahere fra.

4) Dollaz & Sense (Feat. Rza & Pharaohe Monch)
If it don't make dollaz, it don't make sense, ah jeg savner mig noget DJ Quik.... Rza starter tracket med noget "rulla zig zag, this is Bobby, not the ordinary" type ish, me like. Rytmen er dyster, syret og lidt ond (a la noget twistet Nick Cave), det passer perfect til Rza og Pharaohe. Jeg ville dog ønske jeg kunne høre tracket med begge ører, da det er lidt svær for mig at differentiere imellem instrumental og vokal.

5) Why Can't I Forget Him? (Feat. Nicole Wray)
Black Keys har sgu en meget vild lyd, super gennemført. Jeg ved bare ikke helt hvordan Nicole Wray passer ind i det her, hendes vokal er ikke helt stærk nok, desværre. Jill Scott havde passet bedre, meget bedre. Det er overhovedet ikke et dårligt nummer, bare noget anonymt, og spild af en super instrumental.

6) Stay Off The Fuckin' Flowers (Feat. Raekwon)
Raekwon over et funky backdrop, det er hørt før med El Michels Affair, men jo mere jo bedre. The Black Keys gør dem bestemt kunsten efter, og lykkedes på alle fronter. Raekwon er, som han har været det sidste års tid, on fucking fire, han kan ikke gøre meget galt. Super fedt track, jeg digger virkelig The Black keys' lyd, skal helt klart huske at tjekke den CD jeg har købt med dem.

7) Ain't Nothing Like You (Hoochie Coo) (Feat. Jim Jones & Mos Def)
Fed titel, mon det er en kærlighedserklæring til hindanden? Jeg har altid haft svært ved at beslutte mig omkring Jim Jones, på den ene side er han fucking underholdende, på den anden side er han bare ikke en særlig god rapper, hvilket virkelig skinner igennem på dette track (altså det med de manglende evner). Det er faktisk super ærgeligt da tracket i sig selv er fedt, med et super svedigt omkvæd fra Mos Def, som i sig selv kunne have båret tracket.

8) Hope Your Happy (Feat. Q-Tip, Billy Danze & Nicole Wray)
Meget minimalistisk lyd fra The Black Keys denne gang, det passer selvfølgelig helt perfekt til Q-Tips ligeledes minimalistiske flow, musikken tager dog til i omkvæddet, som jeg ikke er helt vild med. Der tilføjes lige lidt ekstra elektrisk guitar, idet en super tændt Billy Danze hopper på mic'en - det er godt M.O.P. endelig har frigjort sig, og får udgivet nogle ting igen. Tracket slutter rimelig pludseligt, det er lidt underligt, men gør ikke så meget da Nicoel Wray ikke får muligheden for at fylde for meget.

9) Tellin' Me Things (Feat. Rza)
Rza lyder som om han er på syre, hvilket musikken nemt kunne give indtrykket af. Rigtig fedt nummer, ikke så meget andet at skrive. Rza er en af de vildeste, når han gider.

10) What You Do To Me (Feat. Jim Jones, Billy Danze & Nicole Wray)
Vi skifter lige Q ud med Jim Jones. Tempoet er sat gevaldigt ned, til et langt mere soulfull/blues agtig vibe, krydret med lidt funk... super fresh. Nicole klæder faktisk tracket super godt, og bliver hjulpet af en mandlig vokalist. Hun giver den virkelig alt hvad den kan trække, på den old school blues agtige måde og det lyder super godt, sådan skulle hun have gjort første gang. Billy Danze leverer varen, mens Jim Jones er utrolig hurtig glemt.

11) Done Did It (Feat. NOE)
Der er ham H to the Izzo, F to the Facko igen, det er altså ret vildt. Samme problem som hans øvrige nummer, så jeg kan kun henvise til track 3.

Opsummering
Der er faktisk ikke så meget at skrive, det er umiddelbart en super fed skive. The Black Keys leverer et fantastisk musikalsk lydtæppe, som egner sig suverænt til Hip Hop. Jeg ved som sagt ikke hvor meget de er gået på kompromis med deres oprindelige lyd, for at arbejde med Hip Hop artister, men det er, for så vidt denne udgivelse angår, fuldstændig ligemeget. Jeg kunne endda forestille mig at høre instrumental versionen af den her plade, og det plejer ellers ikke at være min kop thé.

Heldigvis leverer de inviterede kunstnere også varen fuldt ud, og bortset fra ham NOE (som jeg sikkert bare lige skal vænne mig til), så er der ikke et nummer som jeg ikke kunne tænke mig at høre igen. Jeg glæder mig faktisk allerede til at høre den igennem en gang til, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at den kommer til at være i seriøs rotation både i stuen og bilen.

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: The Black Keys - Blakroc (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

søndag den 27. december 2009

One time for your mind (del 19) - Rakim - The Seventh Seal

Så kom dagen som jeg ærlig talt ikke havde regnet med ville komme, jeg skal nemlig til at lytte til et nyt Rakim album. Efter OB4CL2 og nu dette album, så er der måske stadig håb for Detox. Nu bliver det til gengæld spændende at høre, hvorvidt Rakim kan gøre Raekwon kunsten efter og levere et solidt album efter så mange års pause.

Without further ado...

Rakim - The Seventh Seal

1) How To Emcee
Banger beat, med et guitar riff og et højt tempo. Rakim skoler fra første vers, hvis du vil lære at "emcee" så er han the go-to guy. Det er et forventeligt track, taget Rakims omdømme og status i betragtning, og det fungere super godt som åbningstrack.

2) Walk These Streets (Feat. Maino)
Så går det betydeligvis ned i tempo, et mørkt Dre inspireret beat, som giver plads til noget grimey east coast shiat. Maino er en fed rapper, som ikke får særlig meget opmærksomhed og han følger rigtig fint med Rakim. Rigtig fedt track.

3) Documentary Of A Gangster (Feat. IQ)
Endnu et mørkt beat, med et klaver loop - minder mig om noget af det Prodigy rapper over nu om dage. Et rimelig kedeligt track, hvor Ra lyder uoplagt og ikke lige formår at flippe fortællingen om "the american gangster" på en særlig finurlig måde.

4) Man Above (Feat. Tracey Horton)
Et rimelig forvirrende beat, som minder lidt om noget Pharoahe Monch (på Desire pladen) med et west-coast vibe?!? Der er en fyr som drops i baggrunden, med "uh-uhs"og generelle bemærkninger, minder lidt om Timbaland på et Aaliyah track, det er mega irriterende. Derudover er omkvæddet rimelig langt (men ikke dårligt), og det gør det svært at koncentrere sig om rappen. Alt i alt et rimelig forvirrende nummer, som nok bare skulle være blevet barberet lidt ned.

5) You And I (Feat. Samuel Christian)
Stille men tungt beat, med noget pan-fløjte (ikke så slemt som det lyder) og nogle strygere, omkvæddet er med en reggae dude, som desværre er rimelig anonym, han lyder som en fattigmands udgave af Stephen Marley eller Jahdan. Tracket handler om Ra's eneste ene, måske er det musikken, jeg nær-lytter ikke ligefrem, da tracket er rimelig kedeligt og han bestemt ikke leverer hjernevridende lyrik... " You was hot as hell, now it's me and you like Barack and Michele"

6) Won't Be Long (Feat. Tracey Horton)
Fedt beat, som igen har lidt af et west-coast vibe. Der er en fed vibe over tracket og Ra lyder bekvem. Omkvæddet bliver igen håndteret af sangeren Tracey Horton (som er en mand), og han fylder lige tilpas til ikke at forstyrre tracket. Tracket re-præsenterer Rakim anno 2009 og det er fedt, han er knap så lyrisk men tracket har en super fed vibe og jeg er i hvert fald vild med det.

7) Holy Are U
Det her track har jeg hørt før, jeg er rimelig vild med det. Beatet er rimelig hysterisk, men passer super godt til Rakim, som uden problemer forsvarer sin titel som "God MC".

8) Satisfaction Guaranteed
Lidt specielt beat, som minder lidt om nogle af de tracks AZ nogen gange rapper over, hvor der foregår lidt for meget. Rakims musik = crack, opsummere rimelig meget trackets koncept. Det er meget kedeligt, det er meget uoriginalt og det er noget af et anti-klimaks til det foregående track, ærgeligt. Det her track har sat standarden for hvordan den slags numre skal gøres, så med mindre det kan matches eller gøres bedre...

9) Working For You
Et dejligt mellow beat, med et guitar sample (lyder som det fra Ludacris' Growing Pains, men jeg tager nok fejl). Tracket er en kærlighedserklæring til wifey. Det er et fedt nummer, som bliver federe af det dejlige beat.

10) Message In The Song (Feat. Destiny Griffin)
Et speedet og chopped soul sample, med strygere og et relativt højt tempo. Rakim dropper "knowledge" og flyder super lækkert over beatet, han lyder helt på toppen og omkvæddet, som er sang, klæder tracket rigtig godt.

11) Put It All To Music
Endnu et rimelig funky beat, som giver Rakim gode muligheder for at fange flowet i tracket. Fedt track, med en dejlig care-free vibe.

12) Psychic Love
Meget hårdere beat, med en klar NY lyd, som man kender fra Prodigy, CNN, Cormega etc. Endnu et "love" track, dog med en betydeligvis mere grimey vibe, det nok til hans ride-or-die-NY-bitch. Det er et fedt track, men alle kærlighedserklæringerne til det modsatte køn, begynder at fylde lidt.

13) Still In Love
Så kommer der endnu en kærlighedserklæring, denne gang er det dog til musikken. Beatet er rimelig bangeren, med et chopped sample. Rakim giver den gas, og på lige under tre minutter virker det lidt som en rigtig veludført interlude.

14) Dedicated
Sidste track, og Gwen Stefani er det første man hører. You and me, we used to be together... bla. bla. i kender resten, det er hittet fra No Doubt (som jeg ikke lige kan huske hvad hedder). Det er et rimelig kedeligt beat, og selvom trackets indhold er meget personligt virker No Doubt samplet fuldstændig malplaceret (oh, den hedder "Don't Speak"), specielt når det bliver brugt som omkvædt. Ærgelig måde at slutte pladen på. Hvem havde troet at de sidste linjer på en Rakim plade ville komme fra Gwen Stefani "I c'ant believe this could be the end", hmmm.

Opsummering
Det her er måske den sværeste opsummering jeg har skrevet, på den ene side er Rakim en levende legende, som af mange bliver betegnet som "the holy grail of all lyrical rappers", på den anden side er det 10 år siden Rakim sidst har udgivet en plade, hvor han allerede udviste alderdomstegn. Lad det være sagt med det samme, Rakim er ikke længere det lyriske vidunder han engang var, MEN det betyder ikke at dette er et dårligt album. Rakim er måske ikke på niveau med sit gamle jeg, men hvordan skulle det også kunne lade sig gøre? Det som gjorde Rakim nyskabende op igennem firserne og start halvfemserne har influeret 99% af alle rappere, det ville være urealistisk at tro han kunne gøre det samme i 2009.

Albummet som det står, er ganske udmærket og helt klart pengene værd, der mangler dog noget variation og det skuffer især at det ikke har været muligt for Rakim at hive nogle lidt mere anerkendte og dygtige producere til bordet. Ikke at produktionerne er dårlige, det hiver bare helhedsindtrykket ned til det middelmådige, hvor især det overordnede lydbillede virker formålsløst og uden større "vision". I det hele taget er det albummets største problem at, det prøver at være (og bliver introduceret som) Rakims "chef d'oeuvre", når det i virkeligheden bare er albummet som SKULLE udgives, så han endelig kunne få gang i karrieren. Raekwon lavede også "Immobilarity" og "Lex Diamond", før han genfandt gnisten på OB4CL2, så lad os lige lade tvivlen komme Rakim til gode, det har han om nogen fortjent.

tirsdag den 1. december 2009

One time for your mind (del 18) - La Coka Nostra - A Brand You Can Trust

Så er det ved at være sidste udkald for det kuld udgivelser i har stemt om i denne omgang. Jeg holder en pause (med de her indlæg, ikke generelt) frem til d. 15 dec og så vil der komme 4-5 nye udgivelser op i kan stemme om, så vil jeg derimod glæde mig over jeg endelig kan få lyttet til de tre andre udgivelser, som jeg må indrømme har været lidt af en pine ikke at få lov til at høre - specielt den der Steve-O.

La Coka Nostra - A Brand You Can Trust

1) Bloody Sunday (Feat. Sen Dog & Big Left)
Noget rimelig ond guitar riff river mine ører til smader, skynder mig lige at skrue lidt ned. Everlast starter løjerne og der er ingen kære mor her, det er utrolig rocket (på en heavy måde) men samtidig også meget bouncy, hvilket nok skyldes den måde de flower hen over beatet. Super fedt åbningsnummer, som virkelig sætter et højt energi niveau fra starten af.

2) Get You By
Tempoet bliver sat en del ned, den rockede lyd fortsætter og er knap så vellykket. Slaine dropper noget dystert depri shit efterfulgt af et forfærdeligt omkvæd af Everlast. Hele tracket følger samme opskrift og det er sku lidt tyndt, omkvæddet ødelægger virkelig tracket for mig, blandet med et kedeligt beat og nogle halv-tynde tekster, så er det desværre noget som jeg helt klart vil springe over i fremtiden.

3) Bang, Bang (Feat. Snoop Dogg)
Er det Snoop? Ja, det er det da (jeg skriver track titler på til sidst, så jeg ved som regel ikke hvem gæsterne er når jeg lytter første gang). Rart at høre ham igen, selvom det virker som om han kun tager sig af omkvæddet. Trackets titel siger måske lidt sig selv, blærerap som den slags nu skal leveres, desværre er det bare ikke vildt spændende, det have måske været federe hvis de lige var gået sammen som "Voltron" (WU!) og lavet et vildt "Coka Nostra ain't nothin' ta fuck wit" agtig track, i stedet bliver det bare tre fyre som fortæller hvor vilde de er hver for sig, alt imens Snoop Klarer omkvæddet og det bliver egentlig ret ligegyldigt og kedeligt.

4) I'm An American (Feat. B-Real)
Lidt quotes fra diverse presidenter om at være Amerikaner, Everlast sparker tingene i gang over et rimelig hektisk men afdæmpet beat. De forskellige medlemmer giver deres bud på at være "an American", på godt og ondt (mest ondt, selvfølgelig). Egentlig et meget fedt nummer, som minder mig helt vildt meget om noget Canibus ville rappe hen over, og ville kunne gøre god figur (remix?). Wuhu B-Real, han er produktiv for tiden, jeg var faktisk super vild med hans nyeste plade "Smoke & Mirrors", han dropper et udemærket vers, men bliver ærlig talt sat lidt til skamme af de andre, det virker lidt som om han ikke rigtig kan følge samme tilgang som de andre. Fedt nummer.

5) Brujeira (Feat. Sick Jacken)
Det kan da være, det her er det der "Coka Nostra ain't nothing ta fuck wit" track jeg efterlyste tidligere, super bangeren beat, a.la. Beatnuts møder DJ Muggs, rigtig, rigtig fedt. Super fedt track som desværre er alt, alt for kort jeg har allerede lyst til at høre det igen.

6) Once Upon A Time
Meget simpelt beat, stortromme loop, en enkelt handclap og lidt violin - som lyder af meget, meget mere. Everlast er fandme blevet hardcore og sur, der er ikke meget country hygge onkel over det her. Troede egentlig det her ville være noget story teller rap, men istedet bliver det bare endnu engang blære rap, som heldigvis holder et relativt højt lyrisk kvalitetsniveau. Endnu et nummer som tilgengæld lyder fuldstændig som noget Canibus ville passe ind over, det kan være de skulle overveje ham som æres medlem. Et udemærket track, som dog bliver lidt langt til sidst.

7) Cousin Of Death
I never sleep, cause sleep is the... nå tilbage til La Coka Nostra. Uh, oh Everlast er tilbage i Country mode, det må være nemesis. Utrolig stille og melankolsk beat, som passer fint til emnet. Til gengæld vil jeg sige lige netop det her nummer absolut intet vækker i mig, det er simpelthen for følelsesporno agtig og smagløst for mig, det kunne de have eksekveret meget bedre.

8) Choose Your Side (Feat. Bun B)
Bun B? okay, det prøver vi. Han er overalt for tiden, er det fordi han har fået tid til at rejse lidt rundt nu hvor han ikke har Pimp C at arbejde med længere. Der er noget indisk agtig aaahaahaha i baggrunden, men hold kæft hvor rapper de langsomt på det her track... det er vildt irriterende, det er som om de lige rapper en brøkdel af et sekund langsommere end beatet. Det kunne næsten lyde som om de oprindelig har rappet over et andet beat. Bun B er sej som sædvanlig og løfter faktisk tracket en del, det er bare ærgeligt med det beat for man sidder faktisk og bliver lidt rastløs.

9) Hardcore Chemical
Så gange vi lige rap temoet med 10 og beatet bliver nærmest overhalet, det er ren machinegun levering over et meget simpelt men hektisk beat. Omkvæddet er tilgengæld super dårligt, jeg hader når Everlast "synger", han lyder som lort. Uden omkvæd ville det her track være ren hardcore lyrik, måske der er nogen som vil klippe det sammen så omkvæddet bliver udeladt. Indtil da, så vil jeg nok skippe den fremover. (ja, så meget irriterer det mig)

10) Soldiers Story (Feat. Sick Jacken)
Noget helt andet end jeg havde regnet med, jeg troede det ville være noget Rugged Man "Uncommon Valor" agtig noget, i stedet er det mere blære rap om deres egne og gadens "krigs" historier, egentlig meget sej tilgang, Everlast er igen på omkvæddet, men det gør ikke helt så meget. Faktisk et rigtig fedt track, som helt klart fortjener mere end et enkelt lyt.

11) Gun In Your Mouth
De er godt nok hardcore, på en hardcore agtig måde. Der er godt nok meget vi-siger-ikke-rigtig-noget-men-er-mega-hårde tracks på det her album og 11 numre inde begynder jeg i hvert fald at savne noget indhold.

12) Nuclear Medecinemen (Feat. Q-Unique & Immortal Technique)
Hold da kæft det virker nærmest som om der er nogen som kan læse mine tanker, så kommer der endelig et track med noget indhold, som går ud over hvor hårde og seje de er. Det er ikke lige min smag, det er typisk Immortal Technique, som jeg i forvejen har meget blandede følelser omkring og så råber de helt vildt - men ikke på den der fede M.O.P. måde. Jeg tænder helt af på den her slags tracks og har kun én ting at sige; rah, rah, rah no one understand you she bear.

13) That's Coke
Lyder helt vildt som noget Jadakiss ville rappe over, endda med hans velkendte hyl i baggrunden. Skal du have Coke så ring til La Coka Nostra, det leverer de nemlig enten i form af musik eller i sække. Okay jeg er lidt træt, det er faktisk et meget fedt track, men 13 tracks og det her album begynder at trække tænder.

14) Fuck Tony Montana (Feat. Sick Jacken & B-Real)
Endnu et vi er fuldstændig psyko track, til gengæld leverer Ill Bill endelig et fuldstændig bananas vers, som Everlast slet ikke kommer i nærheden af, det er der faktisk ikke nogen af dem der gør. B-Real leverer et ret kedeligt vers, som desværre ødelægger trackets klimaks lidt, Sick Jacken kommer til gengæld correct og jeg har det lidt som om det bare skulle have været ham og Ill Bill på det her track, da resten af crewet bare var fyld.

Opsummering
Lad det være sagt med det samme at jeg ikke er den vildeste fan af hele Ill Bill lejren, ud over et par enkelte tracks så er der aldrig et helt album som har fanget mig, og jeg synes det hele bliver lidt for surt og i sidste ende plat. Faktisk kan jeg kun lide Ill Bill når han er ekstra psyko og ond horrorcore agtig, som man oplever ham på det sidste track. Overordnet er albummet rimelig godt, og jeg er overbevist om at fans af genren vil elske det. Personligt bliver det dog lidt for meget og 14 tracks føles pludselig som 30, jeg ville slet ikke kunne overskue at kæmpe mig igennem hele pladen lige foreløbigt og jeg har allerede memoriseret de 3-4 tracks, som jeg vil pille ud til playlister etc.
Sidst men ikke mindst, synes jeg godt de kunne have gjort lidt mere ud af de overordnede temaer i teksterne da det bliver meget ensformigt i længden og man i sidste ende står med en del tracks som er nærmest umulige at differentiere fra hinanden.

tirsdag den 24. november 2009

One time for your mind (del 17) - Def Jam - 25th Anniversary Box

Der kommer ikke nogen ny udgivelse på afstemningen, da jeg tænkte det kunne være rart lige at køre nogle af de andre udgivelser i bund, for derefter at nulstille med fem friske udgivelser. Ellers ender det bare med at man kører rundt i de samme 3-4 udgivelser uge efter uge.

Denne uge er afstemningen faldet på en lidt speciel udgivelse, hvilket betyder at jeg er blevet nød til at gribe det lidt anderledes an. Da det drejer sig om en opsamlings udgivelse, har jeg med højst sandsynlighed allerede hørt en stor del (dem alle sammen) mange, mange gange før. Derfor bliver dette en mere traditionel anmeldelse af hver enkelt CD og pakken som helhed, det håber jeg i kan leve med, da jeg simpelthen ikke gider sidde og skrive kommentarer til 60 numre, som jeg i forvejen kender - hvilket en stor del af jer sikkert også gør.

Def Jam - 25th Anniversay Box

Pakken
Pakken (billede) indeholder 5 CD'er, med i alt 12 numre på hver CD. Hver CD kommer i en utrolig flot digipack, hvorpå der er trykt klassiske billeder fra Def Jam arkiverne. CD'erne kommer i en mini vinyl "crate", og er stærkt inspireret af Tommy Boy's Greatest Beats pakken (billede), hvilket egentligt er ret uoriginalt. Derudover er der inkluderet en t-shirt, som er lavet i samarbejde med Adidas. T-shirten er i rigtig god kvalitet, men gør ellers hverken fra eller til for mit vedkommende. Sidst men ikke mindst er der en lille bog om Def Jam's historie, som er en fin lille tilføjelse.


CD1 - 1984/1988
Første CD dækker fint de første år ved Def Jam, de første (vigtigste) singler fra selskabet er at finde på CD'en, men det er lidt underligt at inkludere to numre med Beasties og så udelade deres første single på selskabet "Rock Hard". Ellers dækker den fint nogle af de vigtigste skridt for Def Jam, eksempelvis med inkluderingen af Oran "Juice" Jones' "The Rain", som var det første hit under deres RnB afdeling. LL, Slick Rick, Beasties og Public Enemy er alle fint repræsenteret, men kickeren for denne CD må dog siges at være inkluderingen af "It's The Beat" af Run-DMC, som måtte gå under navnet "Hollis Crew", da Priority ejede rettighederne til deres navn og ikke ville give tilladelse til at udgive på et andet selskab under Run-DMC navnet.

CD2 - 1989/1993
Så rykker det stille og roligt op i 90'erne og man kan straks mærke at der skal gøres plads til lidt flere kunstnere, EPMD, Redman, Warren G, LL, Method Man, ONYX, Nice & Smooth, 3rd Bass plus et par knap så velkendte artister pryder tracklisten, men der er ikke meget plads til andet end "the hits". "Room To Breathe" med Downtown Science, må siges at være denne CD's overraskelse. Et super smooth nummer, fra en udgivelse der har været ude af tryk i mange år efterhånden.

CD3 - 1994/1998
Så bevæger vi os op til der hvor Def Jam virkelig begynder at ramme (og ikke mindst sigte efter) mainstreamen. Taget i betragtning af de udgivelser der var på dette tidspunkt, så er der nogle meget tvivlsomme valg. Kunne man ikke have fundet et "vigtigere" DMX nummer end "Party Up In here" eller et bedre Jay-Z nummer end "Hard Knock Life"? Derudover er der ikke ét nummer, som umiddelbart skulle være specielt på nogen måde, intet remix, ingen obskur 12", ingen ting. Desuden er Meth og Red totalt fraværende, ud over deres "Da Rockwilder" track (meget underligt).

CD4 - 1999/2003
Ah årtusindskiftet, måske den sidste gode periode i rap. The Roc er i top og der er gjort plads til intet mindre end fem numre med Jay-Z, ud af tolv...??!???! Det er jo åndsvagt, ikke engang Scarface får lov til at få et solo nummer. Selv Beanie Sigel får sit eget nummer, samtidig med at han er på to andre numre, jeps i læste rigtigt tre numre med Beanie, men kun ét med Luda. Det specielle cut, skal nok findes i "Is that your chick (The Lost Verses)" med en version hvor Memphis Bleek gæster. Bonus info: tracket var møntet mod Nas med hensyn til at Jay havde knaldet hans baby-moms.

CD5 - 2004/2008
Sidste CD og måske også den mest uinteressante periode hos Def Jam (hvis man spørger mig), ikke at der ikke er nogle gode (og vigtige) numre i denne periode, de er bare ikke på denne CD, hvor man udelukkende har valgt de største hits. Rihanna, Ne-Yo og The Dream (?) viser virkelig Def Jam's udvikling. Ellers er der nogle numre med Ghost, Nas, The Roots og Kanye, men det er kun de absolut sikreste valg som er her. Endnu en CD uden noget nummer som skiller sig ud.

Opsummering
Det altovervejende spørgsmål, som de fleste af jer nok søger svar på, er sandsynligvis hvorvidt man skal skrive denne box på sine juleønsker. Spørgsmålet kan besvares ud fra to perspektiver A) du kan (ligesom mig) godt lide denne slags udgivelser, du er ligeglad med selve musikken men vil gerne have pakken. B) Du vil gerne have en gennemført opsamling, fra et af vore tids vigtigste Hip Hop labels. Hvis du er en A'er, så er du alligevel fuldstændig ligeglad med hvad jeg skriver, faktum er at pakken er utrolig veludført og flot, og ville være en fin tilføjelse til samlingen. Der er desuden en Diamon udgave, med nyler og det hele, som jeg desværre ikke havde hørt om før. Hvis du til gengæld er B'er, så skal du holde dig langt væk fra det her makværk. Det er virkelig en skam at indholdet på CD'erne ikke matcher den flotte indpakning, og udgivelsen rejser flere spørgsmål end den søger at besvare.

Den første CD er uden tvivl den bedste, hvor man virkelig får indtrykket af at man har forsøgt at fortælle lidt om Def Jam's opstart. Derefter går det stærkt ned ad bakke, med flere og flere tvivlsomme valg. Hvorfor er der kun 12 numre på hver CD, når der er udeladt så meget? Hvorfor er Jay-Z overeksponeret i en grad hvor det virker som om han har haft en finger med i spillet? Han er på syv numre, ud af 60 - det er over 10% og han udgør altså ikke 10% af hele Def Jam's historie. Der er så mange mangler at jeg ikke vil gennemgå dem alle, den største mangel for mit vedkommende må dog siges at være manglen på noget ekstra shit. Den ovennævnte Tommy Boy boks, var spækket med særlige versioner af tracksene samtidig med at der var en bonus remix CD. Man må da forvente at det hovedsageligt er samlere som køber denne boks, hvorfor er der så ikke noget for samlerne, der højst sandsynlig i forvejen har alle Def Jam's udgivelser som er værd at have - jeg forstår det simpelthen ikke. (Jeg vidste det selvfølgelig godt i forvejen, da tracklisten har været offentliggjort længe - men det betyder ikke jeg forstår det).

I sampleren har jeg valgt de tre numre, som jeg nævner der skiller sig ud fra mængden. Der er blevet fjernet tre samplere fra bloggen, da det virker som om disse nye udgivelser rejser nogle flag hos enkelte instanser. Hvis jeg får en til henvendelse, så må jeg ny-tænke samplerne i disse indlæg (kom gerne med bud).

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: Def Jam - 25th Anniversary Box (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

tirsdag den 17. november 2009

One time for your mind (del 16) - K'Naan - Troubadour

Jeg kan meget godt lide denne her måde at gøre det på, jeg får hørt noget af det musik jeg køber ordentlig igennem, samtidig med at jeg føler i har noget medbestemmelse og læser om de udgivelser i har lyst til at vide noget mere om. Som i kan se er der kommet en ny udgivelse på afstemningen, og denne vil løbe indtil næste tirsdag.

K'Naan er en kunstner som jeg først lærte at kende, da jeg var inde for at se Damian Marley i Vega. Det var K'Naan som varmede op og han var alene på scenen, kun bakket op af sin guitar og en meget stor fyr med en endnu større djembe. Opvarmningen gik rent ind hos mig, som uden at tøve købte en CD af en meget venlig K'Naan ude i forhallen. I mellem tiden er K'Naan vokset sig ganske stor, den CD jeg købte i slim-line cover er nu blevet "ordentlig" udgivet, derudover er der kommet en live CD og nu denne her, hans opfølger.

K'Naan - Troubadour

1) T.I.A.
Super banger beat, som lyder meget verdsligt (på en eller anden braziliansk fodbold anthem agtig måde). K'Naan byder velkommen til Afrika, med alt hvad der dertil hører. Det er et fedt nummer, som virkelig banger - et virkelig godt åbningsnummer.

2) ABCs (Feat. Chubb Rock)
Det her track har lidt samme føling som tracket forinden. Cubb Rock er sej, det er et spøjst valg, men det holder 100%. K'Naan har gang i noget dobbelt tempo agtig noget, det lyder lidt forceret, men det gør ikke så meget for helhedsindtrykket. Kort og fedt nummer, som helt klart bliver løftet helt vildt af Chubb Rock.

3) Dreamer
Et ret hurtigt beat, som lyder lidt rodet i starten, men som køler lidt ned når K'Naan begynder at rappe. "I'm a dreamer... bla. bla. bla." ret kedeligt track, han siger en masse uden at sige noget som helst - og så er det meget langt.

4) I Come Prepared (Feat. Damian Marley)
Et meget strippet beat, som virkelig bumper. K'Naan dropper noget ren blære rap, som virkelig holder på den der jeg-har-set-alt-fordi-jeg-er-somali facon. Det ville faktisk slet ikke have gjort noget hvis Damian ikke var droppet forbi. Men han er også super sej, så han giver tracket et ekstra boost. Super fedt nummer.

5) Bang Bang (Feat. Adam Levine)
Et lidt rock-poppet agtig beat, som ikke er særlig godt. Det her lyder som et Maroon 5 nummer, hvor K'Naan gæster og det er ikke særlig godt. Jeg ved godt Adam Levine (Maroon 5) er ligeså hip hop som Coldplay, fordi de har fået et remix af Chris Martin (ikke Coldplay, men DJ Premier) og Q-Tip, men indtil videre er det altså kun Kanye, som har formået at få et godt nummer ud af det. Et alt for påtaget forsøg på at få noget MTV spilletid.

6) If Rap Gets Jealous (Feat. Kirk Hammett)
Var der ikke et nummer som hed det samme på hans sidste CD. Jo det var der, denne gang er det bare med ham guitaristen fra Metallica. Det stinker - BIG TIME. What the fuck, K'Naan er vist lidt forvirret omkring hvad han helt præcist vil, det her er i hvert fald bare larm.

7) Wavin' Flag
Meget simpelt afrikansk inspireret beat, K'Naan tager den afrikanske accent helt ud i denne omgang og laver et nummer der lyder fuldstændig som et nødhjælpsnummer. Det er virkelig slemt, jeg forventer at høre dette track på CNN som backdrop til et inside-africa indslag om den næste udsending af læger uden grænser til udsatte områder af Somalien. Det er kedeligt, det er uambitiøst og det er en OM'er.

8) Somalia
La, la, la, laaa, la, la, la, laaa, over et meget fedt beat, som switcher over til noget rimelig asien inspireret stryger noget - lidt underligt. K'Naan rapper om det hårde liv i Somalien, det er lidt underligt at beatet minder mig om Shogun. Det er aldrig rart at høre K'Naan rappe om livet i Afrika, og det er noget af det han er bedst til, men tracket er meget kedeligt og det underlige beat valg passer bare overhovedet ikke til det land han rapper om - måske det bare er mig?

9) America (Feat. Mos Def & Chali 2na)
Nu er beatet over i noget jive/swing agtig noget, et super fedt beat og K'Naan rapper på ?somalisk?, det lyder svedigt as fuck, men nu switcher han over på engelsk med et switchet flow. Omkvæddet er på ?somalisk?, det lyder stadig svedigt. Mos Def er dejlig nonchalant i sit vers, nu sagde han swagger - øv, men det var stadig et stilet vers. Chali 2na er min yndlings Jurrassic 5'er, han er også sej og hans vers er helt klart det bedste. Det her er helt klart et af de vildelste numre jeg længe har hørt, det holder hele vejen.

10) Fatima
Endnu et beat der lyder som noget fra inside-africa, et forfærdeligt kærlighedstrack. Der er ikke noget godt at skrive her, det varer 5 min. og jeg benytter lige mulighedden for at tisse og hente et glas vand.

11) Fire In Freetown
Kun en akustisk guitar, så kommer der lidt trommer ind og det hele tager lidt til efter ca. et minut. Meget afdæmpet og vellydende, K'Naan synger på det her track. Et meget fedt nummer, som giver indtrykket af et jam-session. Det minder lidt om en blanding af The Police, Bob Marley og Saul Williams - ganske udemærket.

12) Take A Minute
Endnu et ret stille beat, som også har en akustisk fornæmmelse. Brug et minut til at sætte tingene lidt i perspektiv, det er trackets overordnede budskab. Her er endelig et nummer, hvor han lyder lidt sur og som om han har noget han virkelig gerne vil fortælle - ligesom hans første plade. Det holder.

13) 15 Minuttes Away
Et track om at vente 15 minutter på at pengene går igennem, det er da et sjovt emne. Endelig en rapper som har lige så hårdt brug for penge som mig. Desværre er det et rigtig dårligt nummer, som er alt for langt og virkelig dårligt udført.

14) People Like Me
Et meget tungt og trist beat, med strygere og det hele. K'Naan rapper som soldat i Irak, gad vide om næste vers handler om at være Iraker og næste vers igen om at være familiemedlem til en soldat i Irak? (det håber jeg ikke) At nævne Bush er lidt passé, han hedder altså Obama nu - og hed det vist også da denne CD udkom. Okay andet vers handler om en "working-class" kvinde, som er blevet fyret... livet er hårdt med finans-krisen, der er nogen som ikke fik "hope" memoet. Tredje vers handler om K'Naan selv og hans fætter, K'Naan kommer ud af Somalien - men det gør hans fætter ikke. Tredje vers redder dette track fuldstændig - og det ville have været bedre hvis han bare havde lavet et meget kort nummer, måske en interlude med det ene vers, som så kunne have været outro. Nu er det bare et meget langt og meget kedeligt afslutningsnummer.

Opsummering
Umiddelbart var det en ret kedelig affære, albummet er fyldt med numre som aldrig skulle være kommet længere end det papir de blev skrevet på. Derudover virker K'Naan ægte forvirret omkring hvilken musikalsk retning han ønsker at tage, Adam Levine? ham fra Metallica?? I don't get it. Der er dog nogle enkelte fede numre, i særdeleshed nummeret med Mos Def er helt klart et af de bedre numre der er blevet lavet i år. Derudover har han nogle fede gæster med, altså ud over de to ovennævnte missere. Overordnet vil jeg sige albummet er under middel, jeg ville ikke selv have købt det hvis jeg havde lyttet til det først.

mandag den 9. november 2009

One time for your mind (del 15) - Fabolous - Loso's Way

Så er det blevet tid til bloggens første demokratisk valgte gennemlytning. Fra nu af, kommer gennemlytningerne på denne måde, men det betyder ikke at der ikke kan være enkelte "afstikkere", når der eksempelvis kommer et album som jeg bare SKAL køre igennem. Derudover kan det godt været at enkelte udgivelser forsvinder fra listen, hvis jeg absolut ikke kan dy mig fra at lytte til dem og de aldrig rigtig fik nogen stemmer.

I denne uge blev det så Fabolous som skulle gennemlyttes. Jeg har ikke det vilde forhold til Fab, en god debut, blev fulgt op af nogle lidt vandede albums, med meget få solide numre. Jeg har hørt Loso' Way skulle være hans hidtil bedste album, men jeg har faktisk ikke hørt et eneste nummer derfra, så det bliver spændende at høre hvad det kan blive til.

Der er kommet en ny udgivelse på afstemningen, og de "gamle" er blevet nulstillet. Afstemningen løber igen frem til næste tirsdag.

Fabolous - Loso's

1) The Way (intro)
"And now for our feature presentation" Loso står foran en flok fotografer og interviewere, lidt ligesom det der skit med ghost som jeg ikke lige kan huske hvor er fra, hvor han ender med at give en gammel mand nogle Wallies, nåh fuck det... Fab spytter nogle rim om at klare sig uden nogens hjælp, hans typiske flow, blandet med lidt ligegyldhed. Det tænder ikke rigtig noget i mig, og han har allerede sagt swagg. Blærerøvs rap kan gøres meget bedre, han har lige brugt 4 minutter uden omkvæd and he ain't saying nothing (endnu).

2) My Time
Auto-tune omkvæd, med nogen som sig hey, hey, hey i baggrunden. Jeg giver lige Fab en chance før jeg skyder mig selv, han disser børnerimsrappere, men dropper selv noget af det mest infantile rap jeg længe har hørt frivilligt. Jeg har aldrig hørt et helt Souljah Boy nummer, men jeg forstiller mig præcist det her. Forhåbentlig er dette bare den obligatoriske auto-tune radio single. Jeg formåede dog at høre det helt igennem, mest fordi jeg skulle vægte mine ord, så jeg ikke kom til at skyde mig selv i foden, hvis dette skulle gå hen og blive en certified classic.

3) Imma Do It (Feat. Kobe)
Endnu et auto-tune omkvæd, what the fuck! De to sidste numre har handlet om at klare sig og bla. bla. bla det gør det her også, har han ikke lavet 4 albums og solgt millioner, han har da klaret sig. Indtil videre kan jeg absolut ikke forstå hypen, jeg gider ikke engang skrive om det her lort. Beatet lyder som noget Joey Moe shit og lyrikken er direkte pinlig. "

4) Feel Like I'm Back
Nah, nah, nah, nah, nah, et meget bombastisk beat, med nogle handclaps, kirkeklokker og nogle blæsere/strygere. Fab rapper om at være tilbage på scenen, ligegyldigt blær. Et fuldstændig tåbeligt omkvæd og Fan lyder fuldstændig umotiveret. Det kan være han skulle gå væk igen, og så komme tilbage når han gider. Jeg bliver lige nød til at tælle til ti, 1... 2... 3... 4... 5... 6... 7... 8... 9... 10... Ahhh... Okay, nu prøver jeg lige at lade som om jeg ikke har hørt de første 4 numre, da jeg er bange for det bare bliver et meget negativt indlæg.

5) Everything, Everywhere, Everyday (Feat. Keri Hilson)
Et meget sjovt beat, med midi lyde og lidt Mario Bros lyde spredt ind, blandet sammen med handclaps og en tung tromme. Udmærket party track, selvom jeg virkelig synes at Fab lyder totalt umotiveret, jeg ved godt at det er hans stil, men så skal musikken og lyrikken også bare holde 100%, ellers bliver det sgu for dovent. Det her nummer er bestemt ikke godt, det skal i ikke tro, det er bare det bedste indtil videre. Et minut tilbage, jeg hopper videre.

6) Throw It In The Bag (Feat. The Dream)
Fuck det jeg bruger ikke tid på det her lort, der er meget få som kan lave gode tracks om at flosse. Fab er ikke en af dem, det er så dumt og ligegyldigt. Lyt til Poppin Tags med Big Boi, Jay-Z, Twista og Killa Mike, hvis i vil lære hvordan man gør. Han prøver endda at lave sit eget lille call-out hook, men han lyder så fucking umotiveret at han ikke engang kan komme ud over beatet. Under normale omstændighedder så ville jeg slukke nu, seks numre og de er alle seriøst dårlige. Fab har 10 numre at gøre godt ved nu, Illmatic var også kun 10 numre, så jeg krydser fingre.

7) Salute (Feat. Lil' Wayne)
Lidt militær trommer, med nogle blæsere og nogen som siger hey i ny og næ. Fabolous giver sin bedste Lil' Wayne lyrik, og den er faktisk ikke dårlig. Wayne lyder til gengæld fuldstændig smadret, den mand lever så meget af sit flow, at jeg undrer mig om der overhovedet er nogen som lytter til noget af det lort han nogengange kan få fyret af. Dette vers var nu ganske udemærket. Titlen siger lidt sig selv, men lad det være sagt med det samme et collabo mellem disse to herrer kan ikke rigtig komme op ved siden af Nas X Jay-Z eller Ghost X Doom.

8) There He Go (Feat. Paul Cain & Freck Billionaire)
Fuck det jeg stopper nu...

Opsummering
Jeg er ked af, det men jeg har kæmpet mig halvvejs igennem og nægter simpelthen at høre den sidste halvdel. Jeg er typen som bryster mig af, at jeg giver alt musik en chance og at jeg kan se alt musik i en sammenhæng, eksempelvis Souljah Boy, som appellerer til folk som godt kan lide personlige ringtoner og vellavet dansevenlig rap. Hvis jeg nogensinde skulle anmelde en Souljah Boy plade, så ville det være ud fra disse kriterier (og ingen andre). Men det her er ikke en anmeldelse, det er en gennemlytning af noget, som jeg selv har købt og som jeg håber på i det mindste indeholder hvad den lover. For det første hvorfor fuck hedder den Loso's Way og har en stærk mafia undertone på coveret, hvis den ikke leverer grimey fortællinger om gadelivet og gennemtænkte raps om at nå toppen, kæmpe sig tilbage etc. etc. Derudover har jeg læst sindsyg god omtale omkring plade, hvem fuck har seriøst synes at den var god? seriøst, jeg spørger? er der nogen som læser denne blog som synes den er god? det kan godt være jeg mangler 8 numre, men dem skal jeg nok få gennemlyttet en anden dag, og de 8 kan vel ikke være dem som løfter hele svineriet. Indtil videre har jeg hørt 8 dårlige numre, med fuldstændig ligegyldigt indhold, som ikke engang ville kunne få god respons i klubberne. Hvor er visionen? hvor er konceptet?hvor er målsætningen? Jeg er mest af alt sur over at jeg rent faktisk har brugt 149,- på den.

Sampleren plejer at være noget som i kan pejle jer efter inden i går ud og bruger penge. Da jeg ikke synes i skal spilde jeres penge, vil jeg ikke smide en sampler op. I stedet smider jeg bare hele skiven op. Så kan i selv bedømme de sidste 8 numre - og hvis i kan lide den, så behold den bare med god samvittighed og betragt det som en gave fra mig.

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: Fabolous - Loso's Way (lidt mere end en sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

tirsdag den 3. november 2009

One time for your mind (del 14) - KRS-One & Buckshot - Survival Skills

Først og fremmest var der en som skrev i kommentarerne, om jeg ikke lige gad at opsummere mine oplevelser med opdatering af min computer, fra Vista til Win 7. Først og fremmest vil jeg anbefale at man køber en upgrade (hvis man har vista) gennem den engelske Microsoft side, da man kan spare en del penge, cirka 400 kr.

Selve opdateringen gik super godt, alt gik smerte frit, selvom det tog godt og vel 14 timer (uden at medregne backup). Jeg har altid været super utilfreds med Vista, men var afhængig af det, hvis jeg ville udnytte min computers "tablet" mulighedder. Windows 7 er virkelig hurtigt, i hvert fald 3-4 gange hurtigere, og det er med Aero kørende, som jeg tidligere har slukket, da det optog alt midt hukommelse. 7'eren minder mig meget om XP (det er godt), dog opgraderet med nogle virkelig smarte tiltag. Derudover er alt super clean og stilrent, med et meget stramt layout der gør det nemt at finde det man skal bruge, samtidig med at det "besværlige" er gemt væk, fedt for nybegyndere, som undgår fuckups, fedt for lidt mere øvede brugere, som kan styre ændringerne uden at skulle bruge RegEdit konstant. Start værktøjslinjen er overdrevet velfungerende, på en virkelig nyskabende måde. Selvom denne er blevet kritiseret af Mac brugere, som kalder det en dårlig kopi, så er jeg virkelig uenig. Ikke alene er de total anderledes, Apple's er pynt og egentlig ubrugelig når man har mange dokumenter åbne, hvorimod Win 7 er funktionel og meget neutral. det eneste reelle kritik punkt (indtil videre) er de såkaldte Gadgets (eller Widgets), de passer virkelig ikke i et Windows miljø, som desværre prøver lidt for meget at ligne en Mac OS.

Uden tvivl det mest nørdede jeg nogensinde har skrevet på bloggen, lad os straks vende tilbage til hip hoppen...

KRS-One & Buckshot - Survival Skills

Her kommer så anden udgivelse af de i alt tre, som jeg lige har købt. Denne gang er det en udgivelse, som jeg umiddelbart ikke havde tænkt mig at købe lige med det samme, på grund af KRS-One's sidste kollaboration med Marley Marl, som i mine ører lød ganske forfærdeligt. En hurtig mulighed for at købe denne CD med en anden for 50,- stykket, gjorde dog at jeg slog til.

Buckshot har altid været en fantastisk lyrikker, der dog er afhængige af gode beats for ikke at blive alt for anonym, som man oplevede på en del af numrene fra hans 9th Wonder projekter. KRS-One har dog den "charme", som Buckshot umiddelbart mangler. Hans mange rants og postulater omkring hip hop, får ham dog ofte til at virke som en sur bitter gammel hip hopper, hvilket forhåntlig ikke gennemsyrer dette album. Det bliver spændende at høre hvordan de to MC's komplimenterer hinanden.

1) Survival Skills (Feat. DJ Revolution)
Lidt scratch af "survival skills". Buckshot hopper ind med omkvæd, Så starter det reelle beat og KRS-One starter løjerne med et vers om skills og hvordan han ikke lyder af pop. Buckshot overtager straks efter KRS, det er dejligt at høre ham igen, med en fortsættelse af hvad KRS rappede om. Så vender det tilbage til scratchen, mens Buck opremser alle de rappere som er "down with us", KRS overtager efter buck. Et super fedt nummer, som er en virkelig god "opener".

2) Robot
Det her er nummeret som Buckshot mener Jay-Z har "lånt" emnevalget til "D.O.A" fra. Jeg har hørt det her nummer en del gange, jeg er bestemt ikke vild med det. Det lyder lidt underligt at de bøffer med autotune, når det her nummer generelt lyder meget "radio" venligt. Det er bestemt ikke et dårligt nummer, jeg er bare ikke så vild med det.

3) The Way I Live (Feat. Mary J. Blige)
Got at høre Mary J. er tilbage på nogle undergrunds udgivelser. Mary starter ud med omkvæddet, over et rigtig fedt beat, som holder fint plads på alle de lag som det indeholder.
Tracket handler i bund og grund om hvordan Buckshot og KRS lever, jeg kan sige at de hovedsageligt lever for Hip Hop og har det godt. Fedt nummer, begge rappere lyder helt i top. Indtil videre holder Buckshot interessen, understøttet af gode beats. Alt imens KRS lyder i særdeles god form. Så er det også bare rart at høre Mary J. stadig kan claime titlen som "the queen of RnB hip hop".

4) Clean Up Crew (Feat. Rockness Monstah)
Dejligt simpelt beat med et stryger loop, og noget som lyder som en trækbasun. Rock aka. Rockness Monstah (ham som ikke er Sean P fra Helta Skeltah). Starter ud med sit meget velkendte flow, som jeg altid har været hel vild med. Alle tre rappere agerer som rengørings hold, hvor dårlige rappere får cleanet deres act. Endnu et fedt nummer, med et rigtig svedigt beat.

5) Oh Really (Feat. Talib Kweli)
Beatet er igen super fedt, som i nok har bemærket så kigger jeg aldrig rigtig på hvem som producere. Indtil videre er det nogle super gode produktioner, som virkelige passer godt til lyden. I denne omgang er det et rimelig simpelt beat, med et klaver loop, som minder lidt om Still DRE, lagt over et fedt bass-line. "Other MC's just don't compare to us" opsummere fint hvad dette track handler om. Selvom det kan virke som om det er det overordnet emne i albummet, så fylder det faktisk ikke så meget. Desuden switcher de det lige tilstrækkeligt op, at man har lyst til at høre næste nummer.

6) Connection (Feat. Smif-N-Wessun)
Uhhh, mine yndlings Boot Campere, glæder mig. Et ret typisk Smif-n-Wessun beat, kan ikke rigtig forklare det bedre. Coacoa Bros. starter løjerne med nogle ret typiske vers, det er rart at dem over et ordentlig beat. Til gengæld virker det som om de er alene på dette track, nåh nu kommer KRS, med et vers om fakere og hvor real han er. Tracket varer 5:23 men det kan man faktisk ikke mærke. Nummeret afsluttes med lidt acapela fra KRS, som bryder nummeret fint, så det ikke trækker i langdrag (selv om det er meget langt).

7) Runnin Away (Feat. Immortal Technique)
En lilletromme med et speedet soul sample, og en mellemøstlig vibe... total militær. Faktisk et ret forstyrrende beat, som gør det svært at koncentrere sig om rappen. Buckshot kan i hvert fald ikke komme igennem, Immortal kommer til gengæld klart igennem, han har da også en lidt mere autoritær fremtoning. Emnet er selvfølgelig, krig, politik etc. etc. KRS er sidste mand, han fomår også at bryde igennem beatet, lidt black power rap fra ham. De skulle have droppet Buckshot på det her track, hans vers var spildt. Ellers et ganske udmærket nummer, det er svedigt at høre KRS chante "Bucktown - Downtown" til sidst.

8) Think Of All The Facts (Feat. K'Naan)
Jeg er vild med K'Naan, men han burde switche sit flow op en gang imellem. Beatet er noget lidt typisk soul sample ish, hvis det ikke er 9th Wonder som har produceret, så er det nok den bedste 9th Wonder imitator. Omkvædet er taget fra "Cat's in the craddle" og tracket handler om skilsmisse børn, black girl lost, idiot fædre, privatlivet etc. Et rigtig fedt nummer, meget chiller og god lyrik. KRS-One stjæler fuldstændig tracket, han overrasker mig virkelig.

9) One Shot (Feat. Pharoahe Monch)
KRS-one starter nærmest inden beatet får en chance for at starte, KRS-One spytter et (rimelig tupisk) vers om den nuværende situation i rap og hvorfor han er anderledes. Pharoahe fortsætter i samme stil som KRS, desværre et lidt kort - men super godt, vers fra ham. Buckshot får 2 vers og han leverer da også de to bedste vers, han er virkelig undervurderet. Nok et af de bedste tracks indtil videre, ikke mindst fordi alle involverede virkelig leverer varen.

10) Amazin (Feat. Sean Price & Loudmouf Choir)
Loudmouf choir er for seje, bla. bla. bla. is some amazin shit, hele vejen igennem tracket. Overdrevet banger track, super fedt med det kor og P!!! stjæler selvfølgelig tracket fuldstændig tracket fra de to andre. Det her ER uden tvivl albummets bedste track (indtil videre).

11) Hear No Evil
Ingen gæst på denne, dejligt. Blæsere, bass, en lilletromme, samt små effekter i baggrunden. Lidt uinteressant track, som overhovedet ikke fanger mig. Måske den første reelle misser, men ikke nok til at man umiddelbart ville skippe det i fremtiden.

12) Murder 1 (Feat. Bounty Killer)
Ah the token reggae appearance, okay KRS vi har fattet du ikke kan lide den nuværende rap scene og at du er the teacha, masta etc. et vildt beat med klaver, strygere og et dejlig tromme-loop. Beatet er fedt, Bounty er som sædvanlig sej på omkvæddet. Buckshot rapper med lidt reggae flow, det er fucking fedt at høre, minder mig super meget om de gode gamle Duck Down udgivelser. Buck rapper om det samme som KRS, reggae omkvæddet, buck der switcher flow og KRS som ikke fylder alt for meget = super, overdrevet fedt track. Very impressed so far.

13) We Made It (Feat. Slug)
Så er der sgu kun 2 tracks tilbage, selv hvis de fucker helt op nu, så er det stadig en super fed udgivelse. Beatet er lidt orgel, over et rimelig typisk tromme loop krydret med lidt klaver. KRS klarede det, Slug klarede det, Buckshot klarede det. Et rimelig typisk afslutningsnummer, Slug er sej og fungere som et perfekt mellem led, fra KRS's rimelig cliché præget lyrik og Buckshot's kompromisløse lyrik. Godt nummer, som virkelig udfylder sin rolle, som næstsidste nummer, helt perfekt.

14) Past Present Future (Feat. Melanie Fiona & Naledge)
Overdrevet fedt fløjteloop, som jeg ved er blevet brugt i flere andre ting. I baggrunden er der den der twinkle effekt som Premo brugte på Classic tracket, dem af jer som har hørt det track, ved godt hvad jeg taler om? Jeg har ikke rigtig besluttet mig om Naledge, enten er han super fresh eller også prøver han lidt for meget. Desværre er Fiona vildt irriterende på omkvæddet, hende skulle de helt sikkert have droppet, så hellere bare droppe hende helt og bare lade beatet køre med en lille pause i mellem hvert vers. Ellers et godt track, afslutter albummet helt perfekt.

Opsummering
Først og fremmest vil jeg bare sige... wow! Ikke alene formår KRS og Buck at putte alle mine fordomme til skamme, men det virker som om KRS endelig har forstået at dæmpe sig lidt, så han vers ikke er total selvmodsigende, derudover er Buck endelig kommet videre fra de relativ kedelige 9th Wonder albums, samtidig med at han skruer lige tilpas nok ned for sit über lyriske niveau, så han ikke virker alt for utilnærmelig.
Jeg har det faktisk fuldstændig som da jeg skrev om Scarface, jeg havde regnet med at Brother Ali ville være et af årets bedste, og istedet blev det de to garvede underdogs, der løb med den plads. Når jeg kigger tilbage på det jeg har skrevet, er der reelt set kun to "dårlige" numre, hvoraf det ene (Robot) er blevet meget vel modtaget. Så mon ikke de folk også er vilde med resten af albummet. Selvom albummet måske er lidt ensformigt indholdsmæssigt, så formår de heldigvis at switche det op, så man ikke kører træt i det.

Vi nærmer os snart min fødselsdag, dem af jer som har fulgt bloggen længe, kan godt begynde at gøre deres ønsker klar, da det bliver lidt anderledes i år.