Last time for your mind?

Så skete det desværre igen, jeg er nu oppe på seks "DMCA Takedown" notifikationer, og de er alle rettet mod "One time for your mind" indlæg. Heldigvis er de ikke blevet slettet, som jeg ellers havde hørt Google var begyndt på. Så selve indholdet er stadig i behold, dog uden de respektive "samplere", som indeholde en 3-4 udvalgte numre fra hver udgivelse. Nu er jeg sådan set blevet det som Google kalder en "repeat offender", med andre ord; jeg er i overhængende fare for at få slettet (deaktiveret kalder Google det) hele min blog.

Den risiko vil jeg selvfølgelig ikke løbe, så jeg ser mig desværre nødsaget til at lave om på "One time for your mind" konceptet, og afskaffe "sampleren", da den simpelthen tiltrækker for meget opmærksomhed. Jeg håber ikke det vil afholde jer fra at læse indlæggene alligevel, og jeg tror (håber) at i forstår mit ræsonnement. Da den eneste anden løsning ville være at flytte bloggen, hvilket jeg ikke helt kan overskue på nuværende tidspunkt.

Hvis i vil se hvilke indlæg det drejer sig om, så kan i trykke her.

One time for your mind (del 25) Freeway & Jake One - Stimulus Package

Så er der sølvbryllup med "One time for your mind" indlæggene, og hvilken bedre måde at fejre det på, end at fremhæve en udgivelse som jeg i hvert fald har glædet mig rigtig meget til. Ud over at have en meget omtalt indpakning, som absolut skal opleves i virkeligheden, så har Freeway imponeret i en sådan grad på det sidste, at der efterhånden er blevet opbygget en del forventninger til albummet. Lad mig straks få forløst spændingen og give mig i kast med:

Freeway & Jake One - Stimulus Package

1) Stimulus Intro (Feat. Beanie Sigel)

Dejlig laid back blacksploitation vibe over introen, meget filmisk og lækker. Freeway introducerer Stimulus Package sammen med Beanie Sigel, som flyder helt vildt over beatet. Virkelig et lækkert nummer. No hype bullshit, det er ganske enkelt et fantastisk introduktions nummer.

2) Throw Your Hands Up

Betydeligvis mere banger beat, med en super tændt og langt mere hypet Free, som reminiscer over hip hoppen. Masser af Wu og Boot Camp referencer, det er sejt og tiltrængt i forhold til de gængse 80'er referencer som præger den type tracks. Free er super, super tændt på det her nummer, der er krydret med lidt cuts. Rigtig fedt track.

3) One Foot In

Lidt mere afdæmpet nummer. Beatet er sådan lidt Rocafella anno 98' agtig, og tracket har lidt en throwback vibe. Freeway reflekterer over sin karriere, og de kampe han har været igennem. Endnu et fedt nummer, som dog er en tand mere anonymt end de to forrige.

4) She Makes Me Feel Alright

Så er det soul sample tid, finurligt omkvæd, mens Free erklærer sin kærlighed. Beatet minder endnu engang ret meget om noget slut halvfemser, start nullerne Rocafella vibe - det gør bestemt ikke noget. Endnu et rigtig godt nummer.

5) Never Gonna Change

Langt mere minimalistisk og beskidt beat, med et rigtig vildt trommespor som nærmest følger Freeways flow, istedet for omvendt - rigtig fedt. Free er i storyteller mode, og er super hardcore men afdæmpet i leveringen, i forhold til den der aggressive måde han normalt fyrer af. Det her er et virkelig, virkelig fedt nummer, specielt beat og levering skaber en overdrevet fed stemning.

6) One Thing (Feat. Raekwon)

Endnu et soul sample beat, som godt kunne minde lidt om noget "Late Registration" era Kanye. Free rapper om falske-røv-negere, og falske-røv-kællinger. Raekwon leverer 100%, og har gjort alt rigtigt siden "OB4CL2". Endnu et dejligt nummer.

7) Know What I Mean

Et lidt mere afdæmpet beat, med et meget kendt vokal sample, som jeg overhovedet ikke kan placere lige nu (jeg er super dårlig til sådan noget). Free skoler lidt med noget hood etikette, det er lige ved at blive kedeligt, men de har simpelthen skåret den helt rigtigt. Lige over 2 minutter, gør nummeret til et rigtig godt break - meget klogt.

8) The Product

Free er "the product" som alle har brug for, hans musik er crack etc. etc. I et tidligere indlæg af denne type, brokkede jeg mig over at Kanye og The Game havde patent på denne type tracks, med mindre der var nogen som kunne toppe "Crack Music". Det gør Free bestemt ikke, heldigvis krydrer han det lidt med nogle sjove og finurlige namedrops (inspireret af Game måske?) - det er dog stadig et ret kedeligt nummer, som er ret middelmådigt, både hvad Jake One og Free angår.

9) Microphone Killa (Feat. Young Chris)

Super banger beat, med cuts og hele svineriet. Free er super tændt, med sit velkendte "jeg-er-super-meget-på" flow, som på "Throw Your Hands Up". Jeg kunne udmærket godt forestille mig Brother Ali på det her track. Free trækker nærmest ikke vejret, det er ret imponerende. Young Chris giver den faktisk lidt Brother Ali flow, synes jeg. Han leverer et rigtig godt vers, og giver et fint afbræk fra Free. Et super tætpakket nummer, som er lige kort nok til at man gider høre det igen, så snart det er slut. Mere kan man vidst ikke forlange.

10) Follow My Moves (Feat. Birdman)

De havde ikke råd til sønnen, så de hyrede faren. Beatet er selvfølgelig meget lig den nye Dirty South lyd, som er ude for tiden. Med Neptunes trommer, og en milliard effekter, såsom et elektrisk orgel (tror jeg) og noget som lyder som en harmonika. Ikke lige min stil, selvom jeg ved det er det de unge vil have, jeg er bare ikke rigtig ung mere - ikke på den måde i hvert fald. Helt klart det værste nummer (indtil videre) på albummet.

11) Sho' Nuff (Feat. Bun B)

Bun B er bare på alt lige for tiden, han er til gengæld en af de få Dirty South kunstnere som kan flyde over ethvert beat. Denne gang over et rimelig West Coast inspireret beat, som Snoop kunne have gjort noget rigtig, rigtig lækkert ud af. Free og Bun gør dog beatet til deres helt eget, men et gæstevers fra Snoop ville virkelig tage det til level 3... Fuck det, det er fandme et fedt nummer uanset, virkelig smooth. Glæder mig til at cruize (nørrebroga', amar'broga' alle broga'er) med det her kørende i baggrunden, jeg har faktisk lyst til at gå ned i bilen lige nu og høre det igen, bare for at få den der sommer vibe.

12) Freekin' The Beat (Feat. Latoiya Williams)

Free er forelsket i musikken over endnu et rigtig mellow og lækkert beat, Latoiya giver tracket en dejlig 90'er soul vibe, og minder helt overdrevet om Tweet. Det er et lækkert track, som stensikkert vil dele vandene, Latoiya's del kunne bruges over enhver hood films sexscene, og det er ikke alle som digger den vibe. Det gør jeg til gengæld, så jeg nyder lige resten af tracket.

13) Money (Feat. Omilio Sparks & Mr. Porter)

Der er finanskrise og alle har brug for penge, også Free. Free reminiscer endnu engang om dengang han var flad, og hvordan han stadig skal knokle for the mullah. Omkvæddet er håndteret af ? (synger Mr. Porter?), og passer fint til tracket. Omilio Sparks leverer et udmærket vers, som hverken blæser en helt væk eller afskrækker, så det er vel okay. Det her track skal lige have tid til at vokse på mig, emnet er okay - alle kan relatere til at være broke, men nummeret er ved første lyt lidt kedeligt. Desuden er det altid lidt underligt når kunstnere nærmest laver en komplet 180, kan i huske "Rocafella Millionaire"? Men sådan er det vel, når man rykker ned på Indie niveauet.

14) Free People

Et speedet soul sample, med noget struggle and hardships vibe. Beatet er super afdæmpet, det samme gælder for Free, som kaster lidt lys over sine trials and tribulations. Det er et meget rart nummer, som dog skal passe på med ikke at blive for langt. Det gør det ikke, og endnu engang bliver det skåret præcis som den slags skal - meget veludført.

15) Stimulus Outro

Anderledes vibe end Introen, og minder denne gang en del om noget "afslutningsmusik". Free gennemgår lidt fanmail, meget inspireret af AZ nummeret af samme navn - But I ain't hatin', det er helt okay og en udmærket lukker.

Opsummering

Da jeg modtog pakken med CD'en, skrev jeg følgende "Endelig! Utrolig fede detaljer, hvis blot musikken er halvt så gennemtænkt, så kan det ikke gå galt", til det kan jeg kun sige; det er den. Ikke alene lever pladen fuldt ud til den hype, som jeg selv havde opbygget omkring den, men man kan virkelig mærke der er blevet kælet for detaljerne, også på den musikalske front. Man kunne godt have frygtet den kreative indpakning blot var for at dække over et halvfærdigt produkt, men det er bestemt ikke tilfældet. Hvert enkelt nummer er skåret præcis som det skal, og man kan mærke at der er blevet arbejdet med helhedsindtrykket, som er exceptionelt godt. Jeg kan ikke andet end anbefale denne plade, indpakningen i sig selv er værd at eje og musikken er det bestemt også.

Som nævnt i toppen, så er dette jo "One time for your mind" indlæggenes sølvbryllup. Som bekendt, plejer jeg jo at fejre bloggen med gaver til jer. Og I og med jeg har købt to eksemplarer af Stimulus Package (one to rock, one to stock - ja, så fed er indpakningen), så har jeg et ekstra eksemplar af "Freelapse" mixtapet, som kun kan erhverves i fysisk format ved at have forudbestilt Stimulus Package. Det eneste du skal gøre for at vinde dette mixtape, hvor Freeway giver den gas over kendte Eminem tracks, er at besvare følgende:

• Freeway er signet på Cash Money Records, men hvilket selskab udgiver Stimulus Package?

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk har for et hente: Freeway & Jake One - Stimuls Package (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

tenykS re elgooG

Der er gået et par dage siden mit sidste indlæg, hvilket skyldes en lidt kedelig nyhed, som ramte Internettet for en lille uge siden. Google er nemlig begyndt at bruge deres "magt", som ejere af Blogger/Blogspot til at administrere hvilket indhold de vil acceptere på deres platform.

Med andre ord Google er begyndt at slette indlæg, eller hele blogs, som de har en begrundet mistanke om bryder med DMCA lovgivningen, anmeldelserne kommer fra IFPI, og bliver som sagt håndhævet af Google, i form af en øjeblikkelig sletning af det "ulovlige" indhold. Dette er en klar procedure ændring, hvor Google tidligere har "draftet" det pågældende indlæg - som de gjorde det i mit tilfælde, så man har en mulighed for at fjerne linket selv, samtidig med at man kan redde det primære indhold.

Det største problemet opstår dog, idet der ikke er nogen filtrering i anmeldelserne, hvor blogs som har fået tilladelser fra kunstner/pladeselskab til at videregive musikken også bliver ramt, i og med IFPI ikke er bekendt med sådanne aftale - hvilket der selvfølgelig er et væld af årsager til.

Som sagt, har jeg selv oplevet i hvert fald 3 henvendelser fra Google, hvor jeg har slettet alle links dertil. Hvis man kigger på hvilke indlæg der er blevet "slået" ned på (her, her og her), så er der et klart mønster, i og med alle indlæggene omhandler nyt/nyere udgivelser, fra relativt store kunstnere/labels (selvom Brother Ali indlægget overraskede mig). Personligt har jeg ikke noget problem med at fjerne nogen links, uanset hvilke det skulle dreje sig om - jeg har jo sådan set en mail, hvis der er nogle links i savner. Jeg har dog et problem i at få slettet indhold fra bloggen, især når jeg (som regel) bruger en del tid/energi på at skrive om hver enkel udgivelse. Jeg ville rent ud sagt blive rimelig ked af det, hvis enkelte dele eller - i værste tilfælde, hele bloggen skulle gå hen og blive slettet uden at jeg så meget som havde en chance for at rette op på forseelsen.

Nu ved jeg godt at de mest ramte blogs, har haft betydeligvis mere traffik end min, men i og med jeg i forvejen har været på deres radar, så er der absolut ingen grund til at tro det ikke kan ske igen. Jeg vil virkelig gerne undgå at skulle flytte min blog væk fra Blogger/Blogspot, men hvis der er så meget som et indlæg der bliver fjernet, så er det klart jeg rykker. Det kan også bare være jeg rykker uanset, da det er skide irriterende at skulle tænke over hvorvidt ens blog bliver pillet ved.

Jeg har sådan set allerede flyttet hele bloggen over på en Wordpress blog, og taget adskillige backups både i tekst og html på harddisken, så selve indholdet vil altid kunne re-udgives. Men det er også klart at enhver flytning af bloggen vil være skide besværlig og tidskrævende, så jeg håber da at det ikke bliver nødvendigt.

Til dette indlæg tænkte jeg at jeg ville dele et lille mixtape med jer, fra Lupe Fiasco. Mixtapet udkom lidt før julen 2009 og var oprindelig én lang MP3, som jeg delte med jer via min Twitter. Men mixtapet kom åbenbart et par dage efter i en splittet udgave, som jeg så i dagens anledning deler med jer på bloggen.

Tryk her for at hente: Lupe Fiasco - Enemy Of The State: A Love Story

One time for your mind (del 23) - Snoop Dogg - Malice N Wonderland

Så er det blevet den kære Snoop D O double G's tur, og jeg glæder mig altid til at høre et nyt Snoop projekt. Snoop er for hip hop, hvad Madonna er for pop musikken, han ændrer sig konstant, følger udviklingen (på godt og ondt) og formår altid at lave et kvalitets album, uden at gå på kompromis med den fastsatte formel. Jeg kan ikke sige jeg altid er på helt samme bølgelængde som Snoop, men jeg har til gengæld aldrig nogensinde tøvet med at købe nogen af hans udgivelser - ikke engang mens han var på No Limit (det var trods alt der han lavede "Bitch Please").

Snoop Dogg - Malice N Wonderland

1) Intro

Typisk Snoop intro, med Snoop's søn som lige præsenterer første track - med et lille twist.

2) I Wanna Rock

Det her er jo det nye "A Milli" eller næsten da, det bliver det først officielt når Nik og Jay hopper på beatet. Jeg har hørt tracket før, man kan nærmest ikke undgå det. Jeg er super nede med det, det minder mig en utrolig mellow version af Nas's "Made You Look".

3) 2 Minute Warning

Lille to minutters track, hvor Snoop gør det han er bedst til over noget som minder om et modificeret Dre beat. Meget lækkert, jeg er især nede med beatet - men Snoop leverer bestemt også varen.

4) 1800 (Feat. Lil Jon)

Lil Jon! lever han endnu? HEY! NAH! YEAAAH! WHAAAT! han kører stadig sin velkendte stil. Rimelig ligegyldigt klub-track, ikke super catchy eller noget. Beatet er nogle handclaps og en stortromme, blandet med lidt synths, meget minimalistisk Neptunes wannabe agtigt (det kunne selvfølgelig godt være Neptunes, det tror jeg bare ikke). Ikke særlig spændende, jeg hopper videre.

5) Different Languages (Feat. Jazmine Sullivan)

Er det ikke hende som ødelagde det der Wale nummer, som egentlig var meget godt? Nej det var det ikke, det var hende som lød som en kopi af Miss Blige, det gør hun egentlig ikke her. Det her er så Snoops obligatoriske "love track". Der er en fed vibe og Jazmine giver faktisk tracket noget god adspredelse, da hun har en lidt mere speciel vokal end først antaget. Udmærket track, inden for sin niche, selvom det er ved at være et lidt udslidt emne hos Snoop.

6) Gangsta Luv (Feat. The Dream)

"Radio killer, Big Snoop D O Dub" så er det vidst blevet tid til radio hittet. Det her er super skod, The Dream er, og bliver, en forfærdelig "sanger". Så jeg hopper bare videre, ingen grund til at risikere høreskader på mit sunde øre.

7) Pronto (Feat. Soulja Boy Tell 'Em)

Det bliver så det første Soulja Boy nummer jeg nogenside hører, jeg forventer ikke meget. Okay Souljah Bay synger med autotune, jeg trykker på "next" med det samme... Så, nu kan jeg bibeholde mit perfekte track-record, med aldrig at have hørt et Souljah Boy nummer, pyha det var tæt på.

8) That's Tha Homie

Beatet lyder som noget Cool & Dre dirty south chopped n screwed agtig noget, Snoop rapper noget typisk "alle kender mig, jeg kan gå i alle hoods" type ish. Desværre lyder han lidt umotiveret, og tracket forbliver rimelig uinteressant.

9) Upside Down (Feat. Nipsey Hustle & Problem)

Noget drum-line agtig noget, med en rimelig tung rytme. Rimelig fedt beat, og Snoop er tændt. Nipsey Hustle ødelægger tracket, med noget autotune rap/sang på omkvæddet, irriterende. Problem kan jeg meget godt lide, og han ligger heldigvis et rigtig fedt vers. Hvis bare ham Nipsey Hustle var blevet hjemme, så havde jeg været glad.

10) Secrets (Feat. Kokane)

Fed vibe, med en super tung og funky basslinje, percussions og lidt handclaps - det er vintage pimp Snoop, når det er bedst. Tracket er underbygget af noget afdæmpet pimpin' sang, og Kokane starter løjerne, det er fandme dejligt at høre Kokane igen. Virkelig et fedt nummer, som fører tankerne tilbage til det fantastiske "The Last Meal". Virkelig et klasse nummer.

11) Pimpin' Ain't EZ (Feat. R. Kelly)

Jeg har savnet R. Kelly lidt, ja han er halv-pedo, og ja han har en tisse fetish, men kan vi ikke alle genkende lidt af det i os selv? Derudover så kan han synge så det driver ned med fissesaft fra væggene, jeg har altid forestillet mig at en R. Kelly koncert kunne sidestilles med en tur på skøjtebanen (hold for laughter). Nu er tracket sku slut, jeg glemte helt at lytte til tracket, under normale omstændigheder, ville jeg lige gå tilbage og lytte igen. Men nu er det jo ikke "Two time for your mind", så sorry - i kan sikkert forestille jer hvordan en Snoop/Kellz collabo udspiller sig.

12) Luv Drunk (Feat. The Dream)

Ah, The Dream igen, the plot thickens. Jeg gider sku ikke rigtig, jeg trykker "next".

13) Special (Feat. Brandy & Pharrell)
Er det Brandy med autotune? Er det Pharrell med autotune? nu har det altså taget overhånd, men det beviser dog at Jay ikke har samme indflydelse, som han har haft. Ikke noget "special" ved det her track.

14) Outro

Typisk telefonsvarer skit, som så er en outro her.

Opsummering

Det var da en kedelig affære, men ikke nogen egentlig overraskelse. Et hurtigt kig på tracklisten røber det meste som er at vide om denne udgivelse. Der er bestemt nogle fede numre, og selvom de er rigtig fede, er der bare ikke mange/nok. Albummet er, som forventet, vel produceret, vellydende og holder en rød musikalsk tråd - og det er meget sværere end man lige umiddelbart skulle tro. Til gengæld er den musikalske tråd, noget være lort - rent ud sagt. Faktisk kan jeg uden tvivl sige, at dette er hans absolut dårligste album til dato. Jeg er dog ikke i tvivl om at Snoop, som man kender og elsker ham, venter lige rundt om hjørnet. Han har simpelthen leveret for mange klasse præstationer, til at blive afskrevet - Jay-Z derimod...

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: Snoop Doog - Malice N Wonderland (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

One time for your mind (del 20) - The Black Keys - Blakroc

Som nogle af jer ved, så har jeg desværre sprunget min trommehinde for godt og vel to uger siden. Derfor valgte jeg at udskyde disse indlæg, indtil jeg havde fået min hørelse tilbage. Nu har jeg i mellemtiden været hos lægen, som desværre måtte meddele at der i hvert fald ville gå en måned, inden jeg kunne høre igen. Hvis jeg venter så længe, så vil en del af udgivelserne blive stærkt forældede (hvis de ikke allerede er det), samtidig med at jeg ikke får dem hørt.

Derfor genoptager jeg indlæggene for en stund, dels så jeg endelig kan få hørt dem, men også så i ikke går glip af noget. Jeg kører derfor listen ned (eller en stor del af den), og så sætter jeg en ny omgang udgivelser til afstemning når øret har det bedre.

Første udgivelse er med The Black Keys og en samling hip hop artister, jeg kan ikke helt placere The Black Keys, og selvom jeg købte en anden CD med dem - for at høre hvad det gik ud på, så har jeg ikke fået den hørt. Derudover er dette den første udgivelse fra Damon Dash, siden hans famøse brud med Jay-Z, så det bliver spændende at høre hvad han har at byde på.

Here goes endnu en gennemlytning, nu i mono.

The Black Keys - Blakroc

1) Coochie (Feat. Ol' Dirty Bastard & Ludacris)

Jeg kender da godt det her nummer, jo det tror jeg helt bestemt. Det er et super grineren nummer, der oprindeligt har været på et eller andet Ludacris mixtape. Tracket har fået lidt af en rock/electro makeover, som fratager lidt af trackets oprindelige energi. Men det er stadig et fedt track.

2) On The Vista (Feat. Mos Def)

Er det en hyldest til Windows Vista? Mos kicker nogle rim, som mest af alt minder om noget freestyle - det er lidt dovent. Heldigvis er det musikalske lydtæppe helt i top, og derfor bliver tracket som en slags ultra svedig jam session, med noget freestyle fra en af de bedste. Det kan jeg ikke hade på, specielt sidste halvdel er helt suverænt.

3) Hard Times (Feat. NOE)

Hvem er NOE? Han har i hvert fald et utroligt Hova inspireret flow og ikke mindst stemmeføring, det er faktisk ret forstyrrende, da det lyder som om han anstrenger sig for at lyde som Jay gjorde i midt-slut halvfemserne, selv ad-libsene er nærmest en tro kopi af hele Jay's schtick. Nummeret i sig selv er super funky, og Back Keys leverer endnu en gang varen, men NOE's inspirationskilde er svær at abstrahere fra.

4) Dollaz & Sense (Feat. Rza & Pharaohe Monch)

If it don't make dollaz, it don't make sense, ah jeg savner mig noget DJ Quik.... Rza starter tracket med noget "rulla zig zag, this is Bobby, not the ordinary" type ish, me like. Rytmen er dyster, syret og lidt ond (a la noget twistet Nick Cave), det passer perfect til Rza og Pharaohe. Jeg ville dog ønske jeg kunne høre tracket med begge ører, da det er lidt svær for mig at differentiere imellem instrumental og vokal.

5) Why Can't I Forget Him? (Feat. Nicole Wray)

Black Keys har sgu en meget vild lyd, super gennemført. Jeg ved bare ikke helt hvordan Nicole Wray passer ind i det her, hendes vokal er ikke helt stærk nok, desværre. Jill Scott havde passet bedre, meget bedre. Det er overhovedet ikke et dårligt nummer, bare noget anonymt, og spild af en super instrumental.

6) Stay Off The Fuckin' Flowers (Feat. Raekwon)

Raekwon over et funky backdrop, det er hørt før med El Michels Affair, men jo mere jo bedre. The Black Keys gør dem bestemt kunsten efter, og lykkedes på alle fronter. Raekwon er, som han har været det sidste års tid, on fucking fire, han kan ikke gøre meget galt. Super fedt track, jeg digger virkelig The Black keys' lyd, skal helt klart huske at tjekke den CD jeg har købt med dem.

7) Ain't Nothing Like You (Hoochie Coo) (Feat. Jim Jones & Mos Def)

Fed titel, mon det er en kærlighedserklæring til hindanden? Jeg har altid haft svært ved at beslutte mig omkring Jim Jones, på den ene side er han fucking underholdende, på den anden side er han bare ikke en særlig god rapper, hvilket virkelig skinner igennem på dette track (altså det med de manglende evner). Det er faktisk super ærgeligt da tracket i sig selv er fedt, med et super svedigt omkvæd fra Mos Def, som i sig selv kunne have båret tracket.

8) Hope Your Happy (Feat. Q-Tip, Billy Danze & Nicole Wray)

Meget minimalistisk lyd fra The Black Keys denne gang, det passer selvfølgelig helt perfekt til Q-Tips ligeledes minimalistiske flow, musikken tager dog til i omkvæddet, som jeg ikke er helt vild med. Der tilføjes lige lidt ekstra elektrisk guitar, idet en super tændt Billy Danze hopper på mic'en - det er godt M.O.P. endelig har frigjort sig, og får udgivet nogle ting igen. Tracket slutter rimelig pludseligt, det er lidt underligt, men gør ikke så meget da Nicoel Wray ikke får muligheden for at fylde for meget.

9) Tellin' Me Things (Feat. Rza)

Rza lyder som om han er på syre, hvilket musikken nemt kunne give indtrykket af. Rigtig fedt nummer, ikke så meget andet at skrive. Rza er en af de vildeste, når han gider.

10) What You Do To Me (Feat. Jim Jones, Billy Danze & Nicole Wray)

Vi skifter lige Q ud med Jim Jones. Tempoet er sat gevaldigt ned, til et langt mere soulfull/blues agtig vibe, krydret med lidt funk... super fresh. Nicole klæder faktisk tracket super godt, og bliver hjulpet af en mandlig vokalist. Hun giver den virkelig alt hvad den kan trække, på den old school blues agtige måde og det lyder super godt, sådan skulle hun have gjort første gang. Billy Danze leverer varen, mens Jim Jones er utrolig hurtig glemt.

11) Done Did It (Feat. NOE)

Der er ham H to the Izzo, F to the Facko igen, det er altså ret vildt. Samme problem som hans øvrige nummer, så jeg kan kun henvise til track 3.

Opsummering

Der er faktisk ikke så meget at skrive, det er umiddelbart en super fed skive. The Black Keys leverer et fantastisk musikalsk lydtæppe, som egner sig suverænt til Hip Hop. Jeg ved som sagt ikke hvor meget de er gået på kompromis med deres oprindelige lyd, for at arbejde med Hip Hop artister, men det er, for så vidt denne udgivelse angår, fuldstændig ligemeget. Jeg kunne endda forestille mig at høre instrumental versionen af den her plade, og det plejer ellers ikke at være min kop thé.

Heldigvis leverer de inviterede kunstnere også varen fuldt ud, og bortset fra ham NOE (som jeg sikkert bare lige skal vænne mig til), så er der ikke et nummer som jeg ikke kunne tænke mig at høre igen. Jeg glæder mig faktisk allerede til at høre den igennem en gang til, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at den kommer til at være i seriøs rotation både i stuen og bilen.

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: The Black Keys - Blakroc (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

One time for your mind (del 17) - Def Jam - 25th Anniversary Box

Der kommer ikke nogen ny udgivelse på afstemningen, da jeg tænkte det kunne være rart lige at køre nogle af de andre udgivelser i bund, for derefter at nulstille med fem friske udgivelser. Ellers ender det bare med at man kører rundt i de samme 3-4 udgivelser uge efter uge.

Denne uge er afstemningen faldet på en lidt speciel udgivelse, hvilket betyder at jeg er blevet nød til at gribe det lidt anderledes an. Da det drejer sig om en opsamlings udgivelse, har jeg med højst sandsynlighed allerede hørt en stor del (dem alle sammen) mange, mange gange før. Derfor bliver dette en mere traditionel anmeldelse af hver enkelt CD og pakken som helhed, det håber jeg i kan leve med, da jeg simpelthen ikke gider sidde og skrive kommentarer til 60 numre, som jeg i forvejen kender - hvilket en stor del af jer sikkert også gør.

Def Jam - 25th Anniversay Box

Pakken

Pakken (billede) indeholder 5 CD'er, med i alt 12 numre på hver CD. Hver CD kommer i en utrolig flot digipack, hvorpå der er trykt klassiske billeder fra Def Jam arkiverne. CD'erne kommer i en mini vinyl "crate", og er stærkt inspireret af Tommy Boy's Greatest Beats pakken (billede), hvilket egentligt er ret uoriginalt. Derudover er der inkluderet en t-shirt, som er lavet i samarbejde med Adidas. T-shirten er i rigtig god kvalitet, men gør ellers hverken fra eller til for mit vedkommende. Sidst men ikke mindst er der en lille bog om Def Jam's historie, som er en fin lille tilføjelse.

(Fuld tracklist)

CD1 - 1984/1988

Første CD dækker fint de første år ved Def Jam, de første (vigtigste) singler fra selskabet er at finde på CD'en, men det er lidt underligt at inkludere to numre med Beasties og så udelade deres første single på selskabet "Rock Hard". Ellers dækker den fint nogle af de vigtigste skridt for Def Jam, eksempelvis med inkluderingen af Oran "Juice" Jones' "The Rain", som var det første hit under deres RnB afdeling. LL, Slick Rick, Beasties og Public Enemy er alle fint repræsenteret, men kickeren for denne CD må dog siges at være inkluderingen af "It's The Beat" af Run-DMC, som måtte gå under navnet "Hollis Crew", da Priority ejede rettighederne til deres navn og ikke ville give tilladelse til at udgive på et andet selskab under Run-DMC navnet.

CD2 - 1989/1993

Så rykker det stille og roligt op i 90'erne og man kan straks mærke at der skal gøres plads til lidt flere kunstnere, EPMD, Redman, Warren G, LL, Method Man, ONYX, Nice & Smooth, 3rd Bass plus et par knap så velkendte artister pryder tracklisten, men der er ikke meget plads til andet end "the hits". "Room To Breathe" med Downtown Science, må siges at være denne CD's overraskelse. Et super smooth nummer, fra en udgivelse der har været ude af tryk i mange år efterhånden.

CD3 - 1994/1998

Så bevæger vi os op til der hvor Def Jam virkelig begynder at ramme (og ikke mindst sigte efter) mainstreamen. Taget i betragtning af de udgivelser der var på dette tidspunkt, så er der nogle meget tvivlsomme valg. Kunne man ikke have fundet et "vigtigere" DMX nummer end "Party Up In here" eller et bedre Jay-Z nummer end "Hard Knock Life"? Derudover er der ikke ét nummer, som umiddelbart skulle være specielt på nogen måde, intet remix, ingen obskur 12", ingen ting. Desuden er Meth og Red totalt fraværende, ud over deres "Da Rockwilder" track (meget underligt).

CD4 - 1999/2003

Ah årtusindskiftet, måske den sidste gode periode i rap. The Roc er i top og der er gjort plads til intet mindre end fem numre med Jay-Z, ud af tolv...??!???! Det er jo åndsvagt, ikke engang Scarface får lov til at få et solo nummer. Selv Beanie Sigel får sit eget nummer, samtidig med at han er på to andre numre, jeps i læste rigtigt tre numre med Beanie, men kun ét med Luda. Det specielle cut, skal nok findes i "Is that your chick (The Lost Verses)" med en version hvor Memphis Bleek gæster. Bonus info: tracket var møntet mod Nas med hensyn til at Jay havde knaldet hans baby-moms.

CD5 - 2004/2008

Sidste CD og måske også den mest uinteressante periode hos Def Jam (hvis man spørger mig), ikke at der ikke er nogle gode (og vigtige) numre i denne periode, de er bare ikke på denne CD, hvor man udelukkende har valgt de største hits. Rihanna, Ne-Yo og The Dream (?) viser virkelig Def Jam's udvikling. Ellers er der nogle numre med Ghost, Nas, The Roots og Kanye, men det er kun de absolut sikreste valg som er her. Endnu en CD uden noget nummer som skiller sig ud.

Opsummering

Det altovervejende spørgsmål, som de fleste af jer nok søger svar på, er sandsynligvis hvorvidt man skal skrive denne box på sine juleønsker. Spørgsmålet kan besvares ud fra to perspektiver A) du kan (ligesom mig) godt lide denne slags udgivelser, du er ligeglad med selve musikken men vil gerne have pakken. B) Du vil gerne have en gennemført opsamling, fra et af vore tids vigtigste Hip Hop labels. Hvis du er en A'er, så er du alligevel fuldstændig ligeglad med hvad jeg skriver, faktum er at pakken er utrolig veludført og flot, og ville være en fin tilføjelse til samlingen. Der er desuden en Diamon udgave, med nyler og det hele, som jeg desværre ikke havde hørt om før. Hvis du til gengæld er B'er, så skal du holde dig langt væk fra det her makværk. Det er virkelig en skam at indholdet på CD'erne ikke matcher den flotte indpakning, og udgivelsen rejser flere spørgsmål end den søger at besvare.

Den første CD er uden tvivl den bedste, hvor man virkelig får indtrykket af at man har forsøgt at fortælle lidt om Def Jam's opstart. Derefter går det stærkt ned ad bakke, med flere og flere tvivlsomme valg. Hvorfor er der kun 12 numre på hver CD, når der er udeladt så meget? Hvorfor er Jay-Z overeksponeret i en grad hvor det virker som om han har haft en finger med i spillet? Han er på syv numre, ud af 60 - det er over 10% og han udgør altså ikke 10% af hele Def Jam's historie. Der er så mange mangler at jeg ikke vil gennemgå dem alle, den største mangel for mit vedkommende må dog siges at være manglen på noget ekstra shit. Den ovennævnte Tommy Boy boks, var spækket med særlige versioner af tracksene samtidig med at der var en bonus remix CD. Man må da forvente at det hovedsageligt er samlere som køber denne boks, hvorfor er der så ikke noget for samlerne, der højst sandsynlig i forvejen har alle Def Jam's udgivelser som er værd at have - jeg forstår det simpelthen ikke. (Jeg vidste det selvfølgelig godt i forvejen, da tracklisten har været offentliggjort længe - men det betyder ikke jeg forstår det).

I sampleren har jeg valgt de tre numre, som jeg nævner der skiller sig ud fra mængden. Der er blevet fjernet tre samplere fra bloggen, da det virker som om disse nye udgivelser rejser nogle flag hos enkelte instanser. Hvis jeg får en til henvendelse, så må jeg ny-tænke samplerne i disse indlæg (kom gerne med bud).

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: Def Jam - 25th Anniversary Box (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

One time for your mind (del 15) - Fabolous - Loso's Way

Så er det blevet tid til bloggens første demokratisk valgte gennemlytning. Fra nu af, kommer gennemlytningerne på denne måde, men det betyder ikke at der ikke kan være enkelte "afstikkere", når der eksempelvis kommer et album som jeg bare SKAL køre igennem. Derudover kan det godt været at enkelte udgivelser forsvinder fra listen, hvis jeg absolut ikke kan dy mig fra at lytte til dem og de aldrig rigtig fik nogen stemmer.

I denne uge blev det så Fabolous som skulle gennemlyttes. Jeg har ikke det vilde forhold til Fab, en god debut, blev fulgt op af nogle lidt vandede albums, med meget få solide numre. Jeg har hørt Loso' Way skulle være hans hidtil bedste album, men jeg har faktisk ikke hørt et eneste nummer derfra, så det bliver spændende at høre hvad det kan blive til.

Der er kommet en ny udgivelse på afstemningen, og de "gamle" er blevet nulstillet. Afstemningen løber igen frem til næste tirsdag.

Fabolous - Loso's

1) The Way (intro)

"And now for our feature presentation" Loso står foran en flok fotografer og interviewere, lidt ligesom det der skit med ghost som jeg ikke lige kan huske hvor er fra, hvor han ender med at give en gammel mand nogle Wallies, nåh fuck det... Fab spytter nogle rim om at klare sig uden nogens hjælp, hans typiske flow, blandet med lidt ligegyldhed. Det tænder ikke rigtig noget i mig, og han har allerede sagt swagg. Blærerøvs rap kan gøres meget bedre, han har lige brugt 4 minutter uden omkvæd and he ain't saying nothing (endnu).

2) My Time

Auto-tune omkvæd, med nogen som sig hey, hey, hey i baggrunden. Jeg giver lige Fab en chance før jeg skyder mig selv, han disser børnerimsrappere, men dropper selv noget af det mest infantile rap jeg længe har hørt frivilligt. Jeg har aldrig hørt et helt Souljah Boy nummer, men jeg forstiller mig præcist det her. Forhåbentlig er dette bare den obligatoriske auto-tune radio single. Jeg formåede dog at høre det helt igennem, mest fordi jeg skulle vægte mine ord, så jeg ikke kom til at skyde mig selv i foden, hvis dette skulle gå hen og blive en certified classic.

3) Imma Do It (Feat. Kobe)

Endnu et auto-tune omkvæd, what the fuck! De to sidste numre har handlet om at klare sig og bla. bla. bla det gør det her også, har han ikke lavet 4 albums og solgt millioner, han har da klaret sig. Indtil videre kan jeg absolut ikke forstå hypen, jeg gider ikke engang skrive om det her lort. Beatet lyder som noget Joey Moe shit og lyrikken er direkte pinlig. "

4) Feel Like I'm Back

Nah, nah, nah, nah, nah, et meget bombastisk beat, med nogle handclaps, kirkeklokker og nogle blæsere/strygere. Fab rapper om at være tilbage på scenen, ligegyldigt blær. Et fuldstændig tåbeligt omkvæd og Fan lyder fuldstændig umotiveret. Det kan være han skulle gå væk igen, og så komme tilbage når han gider. Jeg bliver lige nød til at tælle til ti, 1... 2... 3... 4... 5... 6... 7... 8... 9... 10... Ahhh... Okay, nu prøver jeg lige at lade som om jeg ikke har hørt de første 4 numre, da jeg er bange for det bare bliver et meget negativt indlæg.

5) Everything, Everywhere, Everyday (Feat. Keri Hilson)

Et meget sjovt beat, med midi lyde og lidt Mario Bros lyde spredt ind, blandet sammen med handclaps og en tung tromme. Udmærket party track, selvom jeg virkelig synes at Fab lyder totalt umotiveret, jeg ved godt at det er hans stil, men så skal musikken og lyrikken også bare holde 100%, ellers bliver det sgu for dovent. Det her nummer er bestemt ikke godt, det skal i ikke tro, det er bare det bedste indtil videre. Et minut tilbage, jeg hopper videre.

6) Throw It In The Bag (Feat. The Dream)

Fuck det jeg bruger ikke tid på det her lort, der er meget få som kan lave gode tracks om at flosse. Fab er ikke en af dem, det er så dumt og ligegyldigt. Lyt til Poppin Tags med Big Boi, Jay-Z, Twista og Killa Mike, hvis i vil lære hvordan man gør. Han prøver endda at lave sit eget lille call-out hook, men han lyder så fucking umotiveret at han ikke engang kan komme ud over beatet. Under normale omstændighedder så ville jeg slukke nu, seks numre og de er alle seriøst dårlige. Fab har 10 numre at gøre godt ved nu, Illmatic var også kun 10 numre, så jeg krydser fingre.

7) Salute (Feat. Lil' Wayne)

Lidt militær trommer, med nogle blæsere og nogen som siger hey i ny og næ. Fabolous giver sin bedste Lil' Wayne lyrik, og den er faktisk ikke dårlig. Wayne lyder til gengæld fuldstændig smadret, den mand lever så meget af sit flow, at jeg undrer mig om der overhovedet er nogen som lytter til noget af det lort han nogengange kan få fyret af. Dette vers var nu ganske udemærket. Titlen siger lidt sig selv, men lad det være sagt med det samme et collabo mellem disse to herrer kan ikke rigtig komme op ved siden af Nas X Jay-Z eller Ghost X Doom.

8) There He Go (Feat. Paul Cain & Freck Billionaire)

Fuck det jeg stopper nu...

Opsummering

Jeg er ked af, det men jeg har kæmpet mig halvvejs igennem og nægter simpelthen at høre den sidste halvdel. Jeg er typen som bryster mig af, at jeg giver alt musik en chance og at jeg kan se alt musik i en sammenhæng, eksempelvis Souljah Boy, som appellerer til folk som godt kan lide personlige ringtoner og vellavet dansevenlig rap. Hvis jeg nogensinde skulle anmelde en Souljah Boy plade, så ville det være ud fra disse kriterier (og ingen andre). Men det her er ikke en anmeldelse, det er en gennemlytning af noget, som jeg selv har købt og som jeg håber på i det mindste indeholder hvad den lover. For det første hvorfor fuck hedder den Loso's Way og har en stærk mafia undertone på coveret, hvis den ikke leverer grimey fortællinger om gadelivet og gennemtænkte raps om at nå toppen, kæmpe sig tilbage etc. etc. Derudover har jeg læst sindsyg god omtale omkring plade, hvem fuck har seriøst synes at den var god? seriøst, jeg spørger? er der nogen som læser denne blog som synes den er god? det kan godt være jeg mangler 8 numre, men dem skal jeg nok få gennemlyttet en anden dag, og de 8 kan vel ikke være dem som løfter hele svineriet. Indtil videre har jeg hørt 8 dårlige numre, med fuldstændig ligegyldigt indhold, som ikke engang ville kunne få god respons i klubberne. Hvor er visionen? hvor er konceptet?hvor er målsætningen? Jeg er mest af alt sur over at jeg rent faktisk har brugt 149,- på den.

Sampleren plejer at være noget som i kan pejle jer efter inden i går ud og bruger penge. Da jeg ikke synes i skal spilde jeres penge, vil jeg ikke smide en sampler op. I stedet smider jeg bare hele skiven op. Så kan i selv bedømme de sidste 8 numre - og hvis i kan lide den, så behold den bare med god samvittighed og betragt det som en gave fra mig.

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: Fabolous - Loso's Way (lidt mere end en sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

One time for your mind (del 13) - Brother Ali - Us

Eftersom jeg lige har været ude og købe tre af de nyere CD'er, så tænkte jeg at det ville være på sin plads at rive dem igennem møllen. Jeg starter med den udgivelse jeg har glædet mig mest til, så snupper jeg de to andre i løbet af weekenden.

Brother Ali er helt klart en af de mere interessante rappere som er ude for tiden, ikke alene lavede han nok det bedste nummer i 2008, med Freeway på Jake One's "White Van Music", men han har også formået at lave (måske) de to bedste Hip Hop EP'er nogensinde, The Champion EP og The Truth Is Here EP - jeg ved godt at The Truth Is Here ikke officielt bliver kaldt en EP, men den indeholder lige så mange numre som Champion EP'en og jeg mener at huske at han selv omtalte den som en EP. Til gengæld synes jeg at hans fulde albums, har en tendens til at trække lidt i langdrag og har aldrig rigtig formået at fange mig, så det bliver interessant at se hvordan dette album passer ind i bagkataloget.

Brother Ali - Us

1) Brothers And Sisters (Feat. Chuck D & Stokley Williams)

Et kor som synger la, la, la, laaa, Chuck D holder en preacher tale ind over koret, om fred, kærlighed og Brother Ali. Udemærket intro, som passer fint inde i Brother Ali universet.

2) The Preacher

Brother Ali lægger hårdt ud, over et beat fyldt med blæsere. Hurtigt tempo from the gate, ret typisk Brother Ali track, med lidt preaching og en masse blær. Nummeret kommer dog ikke rigtig op på samme niveau som hans tidligere numre, med samme indhold. Jeg synes faktisk det er et ret kedeligt nummer, det virker som om han prøver at klemme så meget som muligt ind i tracket, så de 3:34 minutter det varer virker meget lange.

3) Crown Jewel

Meget soulful nummer, med et relativ simple loop af handclaps, trompet og bass. Ali sætter tempoet betydeligvis ned, i forhold til sidste nummer og det passer meget bedre. Første vers er mere af hans typiske blære rap, men mere afdæmpet. Andet vers er et stort fuck you til alle haters. Ganske udmærket nummer, måske en smule kedeligt, ikke dårligt bare lidt anonymt.

4) House Keys

Starter ud med noget spoken word, ind over et rimelig beat med noget guitar, bass, synths og en pige som siger ahhh... da da (jeg er godt nok dårlig til at beskrive beats, men hey jeg prøver). Lidt over et minut inde, kan jeg godt høre at det ikke rigtig bevæger sig væk fra spoken word. Beatet tager dog en smule til med handclaps og en lille smule tempo forøgelse. Nummeret handler om at han skifter lejlighed til noget mindre i samme opgang, for at spare lidt penge (han gemmer dog et ekstra sæt nøgler) . Hans nye naboer er dog lidt vilde, så han vover sig ind i den gamle lejlighed og riber hele lejligheden og sælger tingene. Faktisk et super fedt nummer, selvom det måske lyder lidt underligt, når man lige læser hvad det handler om.

5) Fresh Air

Funky beat, kedeligt nummer, som i bund og grund handler om at han har et dejligt liv og at alle elsker ham. Det har han gjort mange gange før og meget bedre. Meget uinteressant, desværre.

6) Tight Rope

Elektrisk guitar, handclaps, klaver og bass. Første track indtil videre, hvor noget af Ali's velkendte "Sjæl" kommer igennem. Igen er det et lidt cliché nummer, som er set bedre før - ikke hos Ali, men hos andre. Handler om et skilsmisse barn (måske ham selv - det fik jeg ikke rigitg med), som lever to forskellige liv. Nu tror jeg dog ikke det er ham selv, han rapper om. Jeg får lyst til at høre Lupe fiasco's "He Say, She Say", samme emne - bare meget bedre udført.

7) Breakin' Dawn

Flere handclaps, en stortromme og en elektrisk banjo!? (nok en guitar). Der er lidt country feeling over det, Brother Ali er nede i tempo igen, med lidt af et preacherman flow, ganske udmærket nummer.

8) The Travelers

En stortromme og en Xylofon der spiller noget som minder om temaet fra Godfather = sejt beat.

Jeg måtte lige høre nummeret helt færdig før jeg kommenterede. Det er et super fedt nummer, med super meget dybde, hvor mange forskellige ting kan læses ind i. Det er svært at opsummere på få linjer. Helt klar det bedste nummer indtil videre, den ryger helt sikkert i sampleren.

9) Babygirl

Super fedt beat, lidt hendrix agtig guitar loop, med en hård stortromme, og en meget afdæmpet Brother Ali. Endnu et lidt typisk "black girl lost" nummer, dog meget veludført og ret rørende.

10) Round Here

Helt anderledes beat i denne omgang, lidt svært at forklare, men der sker en masse. Et ret utypisk omkvæd starter løjerne, dog følger tracket fint Ali's ret typiske emnevalg, jeg er bedre end alle og jeg kan fandme fuckme "rocke en fest". Udemærket nummer, men man kan ikke lade vær med at føle han rapper om det samme, bare over et nyt beat.

11) Bad Mufucker Pt. II

Et af mine favorit numre, som herved får et ekstra kapitel... Meget mere afdæmpet end første omgang, med utrolig fængende beat. Knap så meget blær, men hans flow passer super godt til beatet. Ah, okay, der er stadig meget blær, det er dog lige anderledes nok, men han flow og levering er så svedigt at man ikke rigtig kan hade på det. Desuden er han uden tvivl den rapper som siger "bad motherfucker", på den absolut sejeste måde. Super fedt nummer.

12) Best At It (Feat. Freeway & Joell Ortiz)

Tre af mine nuværende yndlings rappere, på samme track... don't let me down. Freeway er første mand, han har det fedeste flow lige for tiden og har virkelig oppet sig (jeg glæder mig som vild til hans Jake One album). Joell Ortiz er næste mand, igen et lynhurtigt flow, dog bliver verset lidt langt og virker lidt ustruktureret (fedt til en cypher, ikke til et track på et album). Brother Ali er sidste mand, og han rapper i helt vildt lang tid, lidt samme problem som med Joell Ortiz. Fedt nummer at høre én gang, derefter tror jeg bare man kører træt i det. Sidste del af Ali's vers, er til gengæld pænt psyko, de skulle have skåret resten fra.

13) Games

Jeg er begyndt at køre rimelig træt i det her album, det er som om man kun kan klare en halv Brother Ali plade, så bliver man helt mættet. Under andre omstændighedder havde jeg slukket nu. Lidt larmende track, hvor der igen sker lidt for meget. Løbende gennem hele pladen har han refereret sig selv som the preacher. Det kan godt høres i beatet, som har både orgel , klaver handclaps og hele svineriet. Tracket handler om at diverse ting "ain't a game", fattigdom, drug dealing etc. Til trods for mine lidt negative første linjer, er det faktisk et ganske fedt nummer, som man lige skal høre et par gange - tror jeg.

14) Slippin' Away

Jeg synes sgu de her beats lyder lidt som hinanden, SWITCH IT UP!!! Super kedeligt nummer, jeg lader den bare køre, jeg kan ikke lige koncentrerer mig. Tracket handler om en ven på afveje, faktisk ganske udemærket, men det ligger simpelthen for langt nede på tracklisten.

15) You Say (Puppy Love)

Kun to numre tilbage, hang in there... Meget stille beat, med lidt guitar og et klaver, som dog tager til med uuhhs og aaahhhs og noget violin, super dejlig stemning. Så kommer love tracket, måske er det til musikken, eller måske er det til konen, det vil tiden nok vise. Meget dejligt nummer, som faktisk er et ganske udemærket afslutnings nummer (kommer selvfølgelig an på hvordan næste track klarer sig med den plads). Det handlede sgu nok bare om hans kone, så er det da ikke en total cliché. Helt klart et af de bedre numre.

16 Us (Feat. Stoke Williams)

Så kommer titel nummeret, som rosin i pølseenden. Samme kor og handclaps, som i introen. Noget spoken word fra Brother Ali, så træder beatet ind, med noget laver, handclaps, koret, lidt stortromme og noget bass. Dejlig vibe, med Brother Ali, som lige fortæller lidt om hvorfor han startede med at rappe. Fed afslutning, som dog også kunne have været en rigtig fed intro.

Opsummering

Som gennemgangen nok bærer lidt præg af hen mod slutningen, så er det i hvert fald ikke hans bedste udgivelse. Jeg løb hurtig ind i samme problem, som jeg umiddelbart har med hans andre fuld længdes udgivelser, nemlig at de meget hurtig bliver meget lange. Jeg tror det skyldes hans specielle stemme, som dog også er hans største force. Det bliver dog meget hurtig lidt for ensformigt og langt for mig. Jeg er faktisk lidt irriteret, da jeg havde glædet mig som en sindsyg til at høre pladen, som jeg regnede med ville være et af årets bedste. Man skulle have givet denne her udgivelse samme behandling som "The Truth Is Here" og skåret det ned til en 9-10 tracks. Sidst men ikke mindst mangler der helt vildt af den føromtale "sjæl" (soul if you want), som hans andre udgivelser er fuldstændig spækket med ogsom gør at det hele virker lidt for poleret. Alt i alt, en noget skuffende affære, som kunne have været så meget bedre.

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: Brother Ali - Us (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)