One time for your mind (del 20) - The Black Keys - Blakroc

Som nogle af jer ved, så har jeg desværre sprunget min trommehinde for godt og vel to uger siden. Derfor valgte jeg at udskyde disse indlæg, indtil jeg havde fået min hørelse tilbage. Nu har jeg i mellemtiden været hos lægen, som desværre måtte meddele at der i hvert fald ville gå en måned, inden jeg kunne høre igen. Hvis jeg venter så længe, så vil en del af udgivelserne blive stærkt forældede (hvis de ikke allerede er det), samtidig med at jeg ikke får dem hørt.

Derfor genoptager jeg indlæggene for en stund, dels så jeg endelig kan få hørt dem, men også så i ikke går glip af noget. Jeg kører derfor listen ned (eller en stor del af den), og så sætter jeg en ny omgang udgivelser til afstemning når øret har det bedre.

Første udgivelse er med The Black Keys og en samling hip hop artister, jeg kan ikke helt placere The Black Keys, og selvom jeg købte en anden CD med dem - for at høre hvad det gik ud på, så har jeg ikke fået den hørt. Derudover er dette den første udgivelse fra Damon Dash, siden hans famøse brud med Jay-Z, så det bliver spændende at høre hvad han har at byde på.

Here goes endnu en gennemlytning, nu i mono.

The Black Keys - Blakroc

1) Coochie (Feat. Ol' Dirty Bastard & Ludacris)

Jeg kender da godt det her nummer, jo det tror jeg helt bestemt. Det er et super grineren nummer, der oprindeligt har været på et eller andet Ludacris mixtape. Tracket har fået lidt af en rock/electro makeover, som fratager lidt af trackets oprindelige energi. Men det er stadig et fedt track.

2) On The Vista (Feat. Mos Def)

Er det en hyldest til Windows Vista? Mos kicker nogle rim, som mest af alt minder om noget freestyle - det er lidt dovent. Heldigvis er det musikalske lydtæppe helt i top, og derfor bliver tracket som en slags ultra svedig jam session, med noget freestyle fra en af de bedste. Det kan jeg ikke hade på, specielt sidste halvdel er helt suverænt.

3) Hard Times (Feat. NOE)

Hvem er NOE? Han har i hvert fald et utroligt Hova inspireret flow og ikke mindst stemmeføring, det er faktisk ret forstyrrende, da det lyder som om han anstrenger sig for at lyde som Jay gjorde i midt-slut halvfemserne, selv ad-libsene er nærmest en tro kopi af hele Jay's schtick. Nummeret i sig selv er super funky, og Back Keys leverer endnu en gang varen, men NOE's inspirationskilde er svær at abstrahere fra.

4) Dollaz & Sense (Feat. Rza & Pharaohe Monch)

If it don't make dollaz, it don't make sense, ah jeg savner mig noget DJ Quik.... Rza starter tracket med noget "rulla zig zag, this is Bobby, not the ordinary" type ish, me like. Rytmen er dyster, syret og lidt ond (a la noget twistet Nick Cave), det passer perfect til Rza og Pharaohe. Jeg ville dog ønske jeg kunne høre tracket med begge ører, da det er lidt svær for mig at differentiere imellem instrumental og vokal.

5) Why Can't I Forget Him? (Feat. Nicole Wray)

Black Keys har sgu en meget vild lyd, super gennemført. Jeg ved bare ikke helt hvordan Nicole Wray passer ind i det her, hendes vokal er ikke helt stærk nok, desværre. Jill Scott havde passet bedre, meget bedre. Det er overhovedet ikke et dårligt nummer, bare noget anonymt, og spild af en super instrumental.

6) Stay Off The Fuckin' Flowers (Feat. Raekwon)

Raekwon over et funky backdrop, det er hørt før med El Michels Affair, men jo mere jo bedre. The Black Keys gør dem bestemt kunsten efter, og lykkedes på alle fronter. Raekwon er, som han har været det sidste års tid, on fucking fire, han kan ikke gøre meget galt. Super fedt track, jeg digger virkelig The Black keys' lyd, skal helt klart huske at tjekke den CD jeg har købt med dem.

7) Ain't Nothing Like You (Hoochie Coo) (Feat. Jim Jones & Mos Def)

Fed titel, mon det er en kærlighedserklæring til hindanden? Jeg har altid haft svært ved at beslutte mig omkring Jim Jones, på den ene side er han fucking underholdende, på den anden side er han bare ikke en særlig god rapper, hvilket virkelig skinner igennem på dette track (altså det med de manglende evner). Det er faktisk super ærgeligt da tracket i sig selv er fedt, med et super svedigt omkvæd fra Mos Def, som i sig selv kunne have båret tracket.

8) Hope Your Happy (Feat. Q-Tip, Billy Danze & Nicole Wray)

Meget minimalistisk lyd fra The Black Keys denne gang, det passer selvfølgelig helt perfekt til Q-Tips ligeledes minimalistiske flow, musikken tager dog til i omkvæddet, som jeg ikke er helt vild med. Der tilføjes lige lidt ekstra elektrisk guitar, idet en super tændt Billy Danze hopper på mic'en - det er godt M.O.P. endelig har frigjort sig, og får udgivet nogle ting igen. Tracket slutter rimelig pludseligt, det er lidt underligt, men gør ikke så meget da Nicoel Wray ikke får muligheden for at fylde for meget.

9) Tellin' Me Things (Feat. Rza)

Rza lyder som om han er på syre, hvilket musikken nemt kunne give indtrykket af. Rigtig fedt nummer, ikke så meget andet at skrive. Rza er en af de vildeste, når han gider.

10) What You Do To Me (Feat. Jim Jones, Billy Danze & Nicole Wray)

Vi skifter lige Q ud med Jim Jones. Tempoet er sat gevaldigt ned, til et langt mere soulfull/blues agtig vibe, krydret med lidt funk... super fresh. Nicole klæder faktisk tracket super godt, og bliver hjulpet af en mandlig vokalist. Hun giver den virkelig alt hvad den kan trække, på den old school blues agtige måde og det lyder super godt, sådan skulle hun have gjort første gang. Billy Danze leverer varen, mens Jim Jones er utrolig hurtig glemt.

11) Done Did It (Feat. NOE)

Der er ham H to the Izzo, F to the Facko igen, det er altså ret vildt. Samme problem som hans øvrige nummer, så jeg kan kun henvise til track 3.

Opsummering

Der er faktisk ikke så meget at skrive, det er umiddelbart en super fed skive. The Black Keys leverer et fantastisk musikalsk lydtæppe, som egner sig suverænt til Hip Hop. Jeg ved som sagt ikke hvor meget de er gået på kompromis med deres oprindelige lyd, for at arbejde med Hip Hop artister, men det er, for så vidt denne udgivelse angår, fuldstændig ligemeget. Jeg kunne endda forestille mig at høre instrumental versionen af den her plade, og det plejer ellers ikke at være min kop thé.

Heldigvis leverer de inviterede kunstnere også varen fuldt ud, og bortset fra ham NOE (som jeg sikkert bare lige skal vænne mig til), så er der ikke et nummer som jeg ikke kunne tænke mig at høre igen. Jeg glæder mig faktisk allerede til at høre den igennem en gang til, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at den kommer til at være i seriøs rotation både i stuen og bilen.

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: The Black Keys - Blakroc (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)