Onsdags bio (del 14) - Wu Franchise edition

Som jeg forklarede i det oprindelige Wu Franchise indlæg, så ville jeg benytte mærkningen til at dække aparte Wu relaterede produkter. I den anledning, har jeg valgt at genoptage et long-lost tema, som desværre måtte udgå, på grund af besværlighedder mht. til de tunge upload .

Da Mystery of Kung-Fu / Soldiers of Darkness

Lad det være sagt med det samme, jeg er godt klar over at "Da Mystery of Kung-Fu" indgår i "Soldiers of Darkness" pakken, men i og med DMOKF blev udgivet særskilt på VHS i sin tid, og er den eneste film hvor selve Wu-Tang Clan optræder, så synes jeg den fortjener lidt opmærksomhed for sig selv.

DMOKF udkom som sagt oprindeligt på VHS tilbage i 1998, jeg kan huske jeg købte en kopi i det daværende Street Dance, alene på grund af Wu-Tang Clan billedet på coveret og antydningen af noget ond Kung-Fu - og jeg blev bestemt ikke skuffet. Videoen er opbygget som en slags best-of, af de (i Wu-Tang's øjne) bedste Kung-Fu scener. Dette bliver gjort af en tydeligt påvirket Ol' Dirty Bastard, og resten af klanen (minus Rza - hvilket er lidt ærgeligt, eftersom han nok må antages at være den meste vidende på området). Ol' Dirty rambler som kun han kan, Raekwon er på sit hustle shit og Method Man sover i baggrunden - det er ganske enkelt PERFEKT! nåh ja, og så er der også noget ond, ond Kung-Fu.

SOD er så en videreudvikling af Wu-Tang Clan/Kung-Fu ægteskabet, og denne gang via en mastodont udgivelse, fyldt med hele 20 film fordelt over 10 DVD'er. Som sagt indeholder SOD også DMOKF, men derudover er der så 19 yderligere Kung-Fu film, hvoraf enkelte af dem skulle være ganske sjældne, det kan jeg dog ikke hverken be- eller afkræfte, idet jeg ærlig talt ikke ved en skid om Kung-Fu film - ud over at jeg godt kan lide at se dem.

Som i måske kan gætte jer til, er det lidt af en mastodont udgivelse, så jeg er endnu ikke færdig med uploade den, da den fylder godt og vel 12GB i alt. Jeg har dog oprettet en mappe, hvor de første 7 film er kommet op, deriblandt DMOKF, så det er bare om at komme i gang og følge med løbende hvornår de andre film kommer op. Jeg skriver selvfølgelig herinde når det er. Desuden er jeg nu MediaFire Pro, så mine links ikke længere kan "dø".

Tryk her for at hente: Soldiers of Darkness

Ustrukturerede søndage (del 2)

Så blev det søndag og tid til et lidt anderledes indlæg. Til dem af jer som ikke liiiige fik læst sidste søndags indlæg, kan jeg fortælle at de resterende søndage i 2009, vil blive knap så strukturerede som tidligere og i stedet bestå af hvad er lige falde mig ind den pågældende dag. I dag har jeg på opfordring af en kommentar, valgt at gøre noget, som jeg ellers havde svoret jeg aldrig ville gøre. Jeg har nemlig tænkt mig at lave en liste, men ikke bare en hvilken som helst liste, jeg vil nemlig lave en liste over mine ti foretrukne rap albums.

Inden vi kaster os over listen, vil jeg dog lige benytte lejligheden til at fortælle lidt om mine kriterier. For det første skal jeg, som alle andre gør når de vil lukke af for kritik, fremhæve at denne liste selvfølgelig er.... (you guessed it) SUBJEKTIV, det er kliché men hey, så er der ingen misforståelser. Pladerne er valgt ud fra en holdning om at det er en plade som jeg ikke ville kunne være foruden og en plade som har affektionsværdi for mig, enhver anden tilgang ville jeg ALDRIG kunne begrænse til 10, det ville simpelthen være umuligt for mig. Der bliver ikke taget højde for kulturel påvirkning eller overordnede kvaliteter, det er dermed ikke en liste over de bedste eller vigtigste udgivelser.

Listen er i vilkårlig rækkefølge, og der er én regel: ingen kunstner må gå igen to gange, ellers ville listen ikke kunne skæres ned til 10 uden at blive for kedelig. Jeg vælger det album som betyder mest fra en given kunstner. I må også gerne lige have in mente, at jeg er et totalt firser barn, så hip hop/rap kom først rigtig ind i mit liv i halvfemserne... det bærer listen præg af.

Jeg skriver i en lang køre, uden den store korrektur, så jeg håber i bærer over med eventuelle stavefejl eller underlige formuleringer.

Wu-Tang Clan - Enter the Wu-Tang (36 Chambers) (1993)

Jeg var 10 år (1993) og elskede Michael Jackson og Pink Floyd, men der skulle gå næsten to år før et af mine søsters bånd skulle ændre mit liv gevaldigt. Min søster (som hang med alle de forkerte typer) havde fået et bånd af en ven, som fascinerede mig gevaldigt (altså båndet, ikke vennen). Det drejede sig selvfølgelig om Enter the Wu-Tang, som jeg endte med at "låne" fra min søster... og jeg har været hooked lige siden. Den hårde lyd og de aggressive tekster, var - om noget, mit første forsøg på forældre oprør. Albummet var det første jeg købte for mine egne penge, og repræsenterer starten på min lille besættelse.

Ghostface Killah - Ironman (1996)

Ud over at jeg virkelig er begyndt at tro Ghostface er den rapper med den mest konsistente karriere (kvalitetsmæssigt), så har netop dette medlem af Wu en helt speciel plads i mit hjerte. Ironman er det første album jeg købte af Wu solo udgivelserne, selv før Only Built For Cuban Linx. Modsat Raekwon, har jeg altid synes at Ghostface havde et langt mere tiltalende flow, som i langt højere grad formåede at få sine følelser igennem. Enter The Wu-Tang introducerede mig måske for den hårde rap blandet med kung-fu referencer, og gav mig den første rigtige følelse af oprør. Men det var Ghostface, som introducerede mig for rap blandet med soul og følelser, som gav mig mine første rigtige kuldegysninger når jeg lyttede til musik.

MC Clemens - Regnskabets Time (1997)

Regnskabets Time var min første "rigtige" introduktion til dansk rap, selvom min folkeskole var meget hip hop præget og der konstant kørte (hovedsageligt) dansk rap ud af en ghettoblaster i frikvartererne, var der aldrig rigtig noget som fangede min opmærksomhed. RBC var for old school og Østkyst hustlers gjorde, at jeg aldrig gav Einar så meget som et lyt. Så kom en opsamling, som ville være min første introduktion til en rapper, som vækker de samme følelser i mig som Wu-Tang havde gjort 2 år tidligere. Der er selvfølgelig tale om "De grimme ællinger", med nummeret "Fuldstændig Vild" med MC Clemens. Umiddelbart på samme tidspunkt dukker den båndede optagelse fra DM i Rap '96 op, og da jeg første gang hører Clemens proklamere "I kender godt den der med lorten ik', jo flere spande lort jo dårligere lugter det. Det nytter ikke noget i står 5 mc'er herop, for i snakker bare mere lort" så er jeg fuldstændig hooked. Ud over at introducere mig for en helt ny form for dansk rap, så er det også Regnskabets time som bliver min første introduktion til hele bøf universet i rap musikken og jeg har endnu ikke hørt en dansk rap udgivelse, som har haft samme effekt på mig.

Nas - Stillmatic (2001)

Nej det er ikke en stavefejl. Selvom Illmatic nemt overgår alle Nas' andre udgivelser, både tekstmæssigt og produktionsmæssigt, så har den ikke den samme "værdi" for mig. En relativ sen introduktion til Nas (umiddelbart efter It Was Written), har altid betydet at jeg ikke rigtig fik lov til selv at "opdage" Nas, hvilket derved har gjort at jeg har et lidt distanceret forhold til Illmatic, som jeg (dengang) blev fortalt var et godt album, før jeg selv fik chancen for at træffe beslutningen. Da jeg så endelig hørte det, bekræftede det blot hvad jeg havde fået fortalt, i stedet for at overraske mig, som Wu-tang, Clemens og Ghostface havde gjort. Don't get me wrong... jeg elsker Illmatic, og det er netop derfor at Stillmatic betyder noget, Nas er dygtig uanset hvad han laver, men på Stillmatic er det første gang siden Illmatic at det oprigtigt virker som om han skal bevise noget. Jeg hørte dette album til døde lige da det udkom og dets gode modtagelse har smittet af på de øvrige udgivelser, som besidder en ro og frihed som har manglet i hans tidligere udgivelser.

Murs & 9th Wonder - Murs 3:16 - The 9th Edition (2004)

Så hopper jeg hen til et album som kom fuldstændig bag på mig. Selvom jeg kendte Murs og havde hans tidligere albums, så var han ikke en rapper som skillede sig særlig meget ud fra hele den "alternative" west coast scene. Men med 3:16 har Murs lavet et af de første (og eneste) rap albums, som jeg kan relatere til - en sjældenhed, som jeg på stående fod ikke kan tilskrive noget andet album. Fra første gennemlyt, var jeg fuldstændig fanget og denne lille perle af en udgivelse, står som et af de bedste albums jeg nogensinde har hørt. Det er sindsygt svært at forklare hvorfor det fungerer, lidt ligesom det er svært at forklare hvorfor Supreme Clientele sandsynligvis er Ghost's bedste album - alt taler imod, men alle delene passer sammen. Det er da heller ikke lykkedes Murs at genfange magien og hans øvrige udspil sniger sig aldrig rigtig over det middelmådige.

To be continued...

Jeg deler selvfølgelig også lidt musik med jer, jeg har valgt nogle numre fra de pågældende kunstnere, som enten er lavet i samme periode som den pågældende udgivelse, eller som har været tiltænkt den pågældende udgivelse. Der er ikke noget nummer med MC Clemens, på grund af min holdning til dansk musik på bloggen. (hvis Clemens mod forventning skulle læse denne blog, og har lyst til at dele et nummer fra den tid, så skal jeg selvfølgelig ikke stå i vejen for det). I kan enten hente numrene enkeltvis, eller samlet i én stor fil, som jeg plejer.

Wu-Tang Clan - Protect Ya Neck (Bloody Version) (1992)

Ghostface Killah - Motherless Child (extended version) (Feat. Raekwon) (1996)

Nas - Stillmatic (2000)

Murs & 9th Wonder - Babylon Fall (2005)

Bonus: Ghostface Killah & RZA - Who's The Champion (1996)

Tryk her for at hente: Ustrukturerede søndage (del 2)

One time for your mind (del 5) Wu-Tang Clan - 8 Diagrams

Så kom den endelig, den nye Wu-Tang. Jeg må ærligt indrømme at jeg ikke har hørt meget godt om denne udgivelse, især fra diverse interviews med medlemmer af gruppen. Men jeg har helt bevidst valgt ikke at høre nogle af numrene (bortset fra et enkelt) og ventet til jeg havde en kopi af CD’en i hånden, før jeg traf en beslutning hvorvidt den var noget værd.

1) Campfire
Et typisk Kung-Fu film sample som man kender fra Wu-Tang, beatet starter og er dystert og mørkt, Method man starter sagerne og lyder helt i topform, Ghostface fortsætter løjerne og lyder også i topform. Beatet er overdrevet fedt, efter et lille break fortsætter Capadonna hvor de andre slap, han har aldrig været verdens bedste, men han er okay her. Tracket havde fortjent at være meget længere og virker lidt for kort.

2) Take It Back
Raekwon begynder at rappe over et meget nedtonet beat, som giver god plads for lyrikken (det kan jeg godt lide). Rebel INS er næste mand, en af de mere undervurderet i gruppen, han flower fedt over beatet. Omkvæddet som bliver sunget/rappet af U-God og Mr. Tical er lidt underligt/malplaceret men heldigvis er det hurtigt overstået og Ghostface er næste mand i båsen, han gør det godt men det strippede beat og de hurtige leveringer fra rapperne (ham inkluderet) gør det her track lidt langtrukkent. U-God er sidste mand på og desværre taber man lidt koncentrationen, til trods for et ganske udmærket rim.

3) Get Dem Out Ya Way Pa
Lidt specielt beat, men bestemt ikke på den dårlige måde. Method Man starter sagerne med et solidt vers. U-God er på igen og er slet ikke på niveau med Method Man, Masta Killa bryder fuldstændig rytmen og dropper et vers der virker som om det var indspillet til et andet track. Lidt ærgeligt at dette track bliver ødelagt af rapperne, som ikke kan levere varen, om noget burde man forvente mere af Masta Killa. (Method Man gør det godt)

4) Rushing Elephants
Beatet er lidt kraftigere og minder om noget Gza plejer at rappe over. Raekwon er i topform og starter tracket godt, Gza er næste mand og det er fedt at høre ham igen (alt for lang tid siden), Rza ligger det bedste vers og giver den videre til Masta Killa, som igen bryder tempo og stilen lidt (på den dårlige måde). Endnu engang ærgeligt at tracket havde været bedre uden MK.

5) Unpredictable (Feat. Dexter Wiggle)
Det her beat er sygt og virkelig ”Unpredictable”, Inspectah Deck rapper i hvad der virker som en evighed og bliver kun afbrudt af et virkelig syret og underligt omkvæd. Derefter er det Rza’s tur til at rappe, og beatet får nogle syge Guitar riffs ind over. Tracket minder om noget af det David Bowie lavede til filmen Se7en.

6) The Heart Gently Weeps (Feat. Rykah Badu, Dhani Harrison & John Frusciante)
Det her nummer har jeg hørt en enkelt gang før, dengang synes jeg det var meget fedt. Men det kan selvfølgelig godt være jeg er blevet smittet af ”Baduizm”. Ærlig talt så gør hun hverken fra eller til på det her track, og det kunne lige så godt have været en eller anden random chick som sang omkvæddet, selvom jeg altid godt har kunnet lide Badu’s specielle stemme (shit… jeg har sgu Baduizm). Som jeg har sagt før, så er ethvert nummer med Ghost og Rae næsten altid = kvalitet, og dette er ingen undtagelse. Men Meth stjæler næsten tracket fra de to (kun næsten).

7) Wolves (Feat. George Clinton)
Meget low-key beat, som igen giver god plads for lyrikken. Så er det bare ærgeligt at U-God skal rappe over det… spøg til side, han gør det faktisk okay. Method Man levere endnu engang varen, men George Clinton omkvæddet klæder ikke det her track. Masta Killa bryder igen tracket’s flow, men kommer hurtigt på rette spor igen. (heldigvis)

8) Gun Will Go (Feat. Sunny Valentine)
Raekwon ligger virkelig et vildt vers og Method Man må have følt presset for han levere også top præstation på det her track. Beatet er dystert og overdrevet fedt, der er kælet for detaljerne. Masta Killa, giver også sin hidtil bedste præstation (på dette album) og det her track er nok der fedeste indtil videre.

9) Sunlight
Solo Rza nummer, meget afdæmpet og chillet. Rigtig fedt, et af de bedre tracks indtil videre.

10) Stick Me For My Riches (Feat. Gearald Alston)
Jeg havde godt hørt om det her track, en fyr som synger i lidt over ét minut… Det er okay så kan jeg lige nå et glas appelsin juice… Så er det drukket og det her skulle have været en særskilt interlude så man kunne hoppe det over, jeg ved allerede nu at selvom det her track er overdrevet fedt, så vil jeg altid hoppe det her track over fordi jeg ikke gider høre på hans ulidelige stemme. (har aldrig fattet hvorfor de ikke vælger gode sangere, når de endelig SKAL lave den her slags). Nå nu er Method Man begyndt at rappe og det er lidt kedeligt... jeg har egentlig bare lyst til at trykke på ”next” knappen, nu begynder fyren at synge igen… Inspectah Deck dropper også et kedeligt vers, som jeg ikke gider lytte til og NU begynder fyren at synge igen, damn. Pludselig dropper Rza og Gza (specielt Gza) to rigtig vilde vers, men de kan intet gøre for at redde tracket.

11) Starter (Feat. Sunny Valentine & Tash Mahogany)
Er det virkelig nødvændigt med to R&B sangere på det her track, anyway… tracket er kedeligt og… Ja det er egentlig bare et totalt uinteressant track på alle måder.

12) Windmill
Op i tempo og et betydeligvis mere beskidt beat, som tydeligvis er inspireret af Kill Bill.
Raekwon, Gza, Masta Killa, Inspectah Deck, Method Man & Capadonna leverer alle solide vers, men heller ikke mere end det. Tracket virker anonymt og fladt til trods for den store mængde talent som rapper ind over, desværre.

13) Weak Spot
Kung-Fu sample og et dystert beat er godt at høre, Rza dropper et fedt rim og bliver efterfulgt af Raekwon som endnu engang virkelig skinner igennem, Gza er ikke helt lige så skarp som de to andre, men alt i alt et rigtig fedt nummer.

14) Life Changes
ODB tribute tracket, det var længe ventet, og især Gza’s vers skinner igennem. En god afslutning. (håber de laver et ”remix” med et Ghost vers)

Opsummering
Som jeg havde læst mig til tidligere, var dette som forventet en noget blandet affære. Jeg vil dog starte ud med at sige at jeg ikke syntes den var nær så dårlig som den er blevet gjort til. Der er et par enkelt numre som virkelig ikke burde være på en Wu plade, men jeg kan ærlig talt ikke forstå den er blevet omtalt som værende en ”hippie” plade.
Før i skriver ind og siger jeg mangler to tracks, så er det fordi jeg har købt en US verison som (desværre) ikke indeholder ”Tar Pit” og ”16th Chamber (ODB Special)”.

Tryk her for at hente: Wu-Tang Clan - 8 Diagrams (sampler)

Søndagens top 8 (del 31)

Jeg hopper direkte ind i denne uges top 8 og gør med det samme opmærksom på, at der ikke vil være noget decideret tema denne gang. Dette skyldes hovedsageligt at jeg aldrig blev færdig med Long Beach temaet, og det vil jeg gerne have ud af verdenen inden jeg begynder på et nyt.

Så denne gang bliver det bare 8 numre, som jeg synes er fede.

1) Pharaohe Monch & Styles P - The Life
Min kæreste er gået rundt i en måned og nynne det her track og vi kunne simpelthen ikke placere det, nu har vi så endelig fundet ud af det, og der er da også et svedigt track.

2) Jadakiss - Bring You Down
Jeg har hørt så meget Jadakiss her på det sidste, at jeg lige har bestilt alle D-Blocks mixtapes og albums. Så forhåbentlig kan jeg også snart dele dem med jer.

3) Jay-Z - ROC Boys (And The Winner Is...)
Den nye Jay-z har bestemt fået meget airplay i mit hjem de sidste par dage, i starten var jeg ikke så vild med det her track, men nu kan jeg pludselig ikke få nok af det.

4) Big L - All Black
Her på det sidste har jeg virkelig haft en trang til at høre noget lidt ældre musik, så Big L er nærmest blevet spillet på repeat i bilen.

5) Def Squad - Check N Me Out
Det er sindsyg lang tid siden jeg har hørt noget Def Squad, og det her nummer er bestemt et af de bedste. Hvis i ikke allerede ejer "El Niño" så gå ud og skaf den.


6) Little Brother - That Ain't Love (Feat. Jozeemo)
Little Brothers nyeste plade, havde virkelig meget hype omkring sig, men da den endelig droppede var det som om den smuttede lige under radaren på de fleste. Her er ét af de bedste tracks fra skiven.

7) The Beatnuts - Beatnuts Forever (Feat. Triple Seis & Marlon Manson)
Et fantastisk track, fra en plade som helt klart kunne/burde være på enhvers top 20 over bedste rap albums.

8) Tony Touch & Wu-Tang Clan - The Abduction
Nu kommer der jo snart nyt fra Wu lejren, og det er med en del problemer i baglandet. Lad os alle håbe på det bedste.

(Bonus Track) The Cure - Lullaby
Jeg har altid sagt jeg har en bred musiksmag.

Tryk her for at hente: Søndagens top 8 (del 31)

Vil du ikke nok lytte til mit demo bånd... (del 1)

Endnu et nyt tiltag som vil løbe over et par indlæg, jeg ligger inde med nogle demo bånd fra flere forskellige kunstnere som jeg selv synes er fede at have i samlingen. Jeg starter ud med:

Wu-Tang Clan - Demo Tape

Jeg går ud fra at alle som læser denne blog kender Wu-Tang, så der er virkelig ikke nogen grund til at jeg sidder og beskriver deres første plades indflydelse på halvfemsernes hip hop lyd. Så det vil jeg ikke gøre...

I stedet vil jeg starte med begyndelsen, dengang Rza var "Prince Rakeem", Gza var "The Genius", Ol' Dirty Bastard (RIP) var... øh "Ol' Dirty Bastard" og de til sammen udgjorde gruppen "Force of the Imperial Masters". Gruppen udgav singlen "All in together now" og opnåede en del opmærksomhed i industrien men det lykkedes dem aldrig at få en pladekontrakt. De beslutter sig derfor at prøve lykken med solokarrierer og det lykkedes for både Gza og Rza at få en pladekontrakt. Gza udgiver pladen "The Genius" på Cold Chillin' Records og Rza udgiver EP'en "Ooh We Love You Rakeem" på Tommy Boy Records. Begge plader flopper fuldstændig og det er kun Gza som opnår moderat succes med singlen "Pass The Bone".

Deres fælles frustration over datidens hip hop scene bliver startskudet til dannelsen af en af de vigtigste grupper i hip hop historien. I 1992 begynder Rza, Gza og ODB at lede efter nye medlemmer og der går ikke længe inden de finder de resterende seks; Raekwon the Chef, Ghostface Killah, Inspectah Deck, Method Man, Masta Killa og U-God.

Dette bånd blev optaget i 1992 og er de første optagelser af Wu-Tang Clan, lydkvaliteten er som man kan forvente (ikke god). Hvis man er Wu-Tang fan så skal man have disse numre i sin samling og det er rigtig fedt at høre deres flow og lyd ikke er helt finpudset endnu.

Tryk her for at hente: Wu-Tang Clan - Demo Tape