søndag den 31. januar 2010

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 2)

Vinderen af sidste uges lille konkurrence har endnu ikke givet lyd fra sig, så den første som skriver en kommentar til dette indlæg (og husker at sende kontakt info på mail), vinder stakken. Læs her hvilke CD'er det drejer sig om, og husk det er tilladt at skrive en kommentar eller to, selvom der ikke er CD'er på højkant. Men lad os straks rykke videre, den konkurrence har allerede fyldt meget mere end den burde.

Som introduceret for præcist tre uger siden, er der kommet et nyt søndags tema. I og med jeg ikke har fulgt temaet de sidste to søndage, er det måske på sin plads lige at forklare temaet igen; jeg læser en bog, jeg skriver om bogen - that's it.

Vibe Magazine
"The Vibe History of Hip Hop"


Anden bog i serien er efterhånden ved at være en gammel sag, som er præsenteret af Vibe Magazine. Bogen udkom i 1999, og som titlen antyder søger bogen at kortlægge Hip Hoppens historie - i følge Vibe Magazine.

Selve bogen er er utrolig flot, der er kræset for de æstetiske detaljer, både i layout såvel som de valgte billeder. Billederne er klart bogens trumf-kort, idet Vibe har udnyttet deres store repertoire af magasinbilleder, for at give os nogle fantastiske skud af nogle af Hip Hoppens største navne - fra kendte, til mere obskure (ikke for os selvfølgelig) navne. Den eneste anke, som dog er rimelig stor; hvorfor ikke lave en hardcover version af bogen? Jeg har haft bogen lige fra den udkom, hvis jeg husker rigtig fik jeg den enten i fødselsdagsgave eller julegave af min søster, men med 10 år på bagen og et par flytninger er det begyndt at have mærkbare konsekvenser for bogens ydre stand, især i hjørnerne og en mattelse af den højglansede (er det overhovedet ægte ord jeg bruger?) forside. Det til trods for at jeg rent faktisk har passet rigtig godt på den - det var aldrig sket med et hardcover omslag. Jeg må dog indrømme at paperback formatet rent faktisk gør det muligt at sidde og fordybe og nærlæse bogen, som man burde.

Selve bogens indhold er skrevet af mange forskellige, hovedsageligt musik journalister, som på daværende tidspunkt skrev eller havde skrevet for Vibe eller andre store musik magasiner. Bogen er redigeret og tilrettelagt af Vibe's grundlæggende hovedredaktør Alan Light og indeholder ligedele generel historie omkring Hip Hoppens historie og udvikling, såvel som kunstnerbiografier af fremtrædende og "vigtige" kunstnere og personlighedder. Bogen er på imponerende 400+ sider og indeholder en utrolig mængde informationer, som ville være umulige for mig at dække i et enkelt indlæg. Bogen minder mest af alt om en ekstrem udgave af Vibe Magasine, både i sit format såvel som layoutet, hvilket gør den utrolig letlæselig og behagelig at navigere rundt i, hvilket bliver yderligere suppleret af et meget omfattende index, som gør det nemt at finde det man vil, når man vil.

Det mest imponerende ved bogen er dog dens omfang, ofte bliver Hip Hoppen kun dækket fra en given vinkel, eller en given periode. Dette sker som regel via en klar negligering af sub-genrer, kyster eller perioder, som denne bog undgår ved at overholde et overordnet historisk beskrivende perspektiv uden über nørderiet. Dette gør bogen til en slags "Hip Hop 101", som faktisk formår at dække de fleste baser, men som egentlig ikke er særlig relevant hvis man søger virkelig fordybelse i en given periode, kyst eller sub-genre. Og selvom jeg kan nævne en milliard mangler, a la hvor er den og den, hvorfor nævner de ikke dit og dat, så betyder det intet idet bogen som sagt er overordnet, men samtidig tilstrækkelig omstændig og informativ til at være brugbar og (af mangel på et bedre ord) "autentisk". Netop det autentiske er vigtigt, idet man (jeg) føler at det valgte indhold er søgt valgt, ud fra en objektiv holdning omkring hvad der er vigtigt at dække, når der kun er et bind at gøre godt for (KRS-One har, så vidt jeg ved, heller ikke miskreditere bogen endnu, og det siger vist det hele). Jeg har da også set bogen som referencegrundlag for en del artikler igennem tiderne, så dens kredibilitet er på sin vis "bevist" på nuværende tidspunkt. Sidst men ikke mindst, er det Hip Hoppen som musik kultur og ikke mindst populærkultur som afdækkes, forvent derfor ikke omstændige afsnit omkring detroits horrorcore scene i 90'erne, og bliv ikke skuffet over den manglende biografi af "Freestyle Fellowship".

Jeg kan ikke andet end anbefale denne bog, til enhver fan af Hip Hop og musik generelt, bogen er et testamente på kulturens udvikling og vækst igennem dens første leveår frem til årtusindeskiftet, og dens indhold burde være "required reading" for enhver fan af genren.

Bogen kommer med en lille 4 tracks CD, som egentlig er komplet ligegyldig og formålsløs - lad mig straks henvise til mit indlæg om Ghostface dukkens mixtape, så har i min holdning til den slags. Det tilføjer (eller fratager) absolut intet til helhedsindtrykket af bogen, men i skal selvfølgelig ikke snydes. Hvis i lige vil vide hvem som er med inden i henter ned, så kan jeg sige CD'en indeholder to numre med Run-DMC, og to andre tracks med henholdsvis DJ Quik og Fresh 3 MC's.

torsdag den 28. januar 2010

Lejjemorderens mord våben (dobbeltkonfekt?)

Jeg var egentlig helt sikker på at jeg allerede havde skrevet om denne udgivelse, faktisk var jeg ikke bare helt sikker, jeg var 100% sikker, endda så meget at jeg troede der var en generel fejl som gjorde det umuligt at søge på indlægget, hvilket resulterede i at jeg har gennemgået samtlige indlæg for at være helt sikker - jeg er stadig ikke helt sikker, men i skal ikke snydes for denne udgivelse, selvom det måske så er anden gang jeg skriver om den.

Hittman - Murda Weapon (pre-release version)

Jeg fortsætter fra sidste indlæg, som (måske) mere end noget andet, søgte at afklare (selvom jeg stillede flere spørgsmål, end jeg besvarede) hvorfor "Aftermath Records", de sidste 10 år, har fungeret som et sort hul, for nogle af hvor tids mest prominente hip hop artister. Hvor jeg i sidste indlæg koncentrerede mig om tiden umiddelbart inden udgivelsen af "2001", er jeg denne gang nået til tiden umiddelbart efter, og en kunstner som må siges at have haft en meget prominent rolle; på netop den udgivelse.

Hittman optræder rent faktisk på hele 9 numre, det er samme antal numre som Dre's usual suspects (Em, Xzibit og Snoop) optræder på - TILSAMMEN. Det er faktisk præcis samme antal numre som Snoop optræder på (hvis man ser bort fra de numre hvor han bare er krediteret med "background vocals") på "The Chronic", som af nogen kaldes for Snoops egentlige debut. I dette perspektiv, er Hittman ikke bare "endnu" en kunstner i Aftermath stablen, men derimod Dre's bud på den næste frontfigur efter Eminem. Hvad går der så lige galt? hvorfor bliver Hittman droppet? og hvorfor overhovedet bruge tid og energi på at indspille en plade?

Det egentlige spørgsmål er måske hvorvidt Hittman selv er klar over årsagen, eller Dre for den sags skyld. Onde Internet rygter vil sige at Hittman skred, frivilligt og uden varsel, andre vil sige at Dre og Hittman havde "creative differences", som ikke kunne løses. Men hvis man graver lidt i de udgivelser og kunstnere som ender med at sidde fast hos Aftermath, dukker der et mønster op, som ikke alene skal tilskrives Dre's über-krav, men i langt højere grad skal tilskrives Aftermath som organisation. Jeg vil ikke skrive en eller anden "half-assed" analyse af hele Aftermath og Dre problematikken, som jeg ærlig talt ikke ved en skid om, ud over hvad jeg kan finde af informationer på Internettet. Jeg vil derimod henvise til et fantastisk ærligt interview med Hittman, som tegner et perfekt billede; både af Dre's rolle hos Aftermath, men også den måde hvorpå kunstnerne behandles (eller rettere ikke behandles) hos Aftermath. Interviewet er fra ThaFormula.com og kan læses her, og når i har læst det, så fortæl mig om ikke i synes det minder en del om hvad der skete for Joell Ortiz.

"Murda Weapon" er som sagt Hittmans debut, jeg har ikke præcis info omkring albummet, så jeg kan ikke fortælle hvem som har produceret hvad, men det står i hvert fald hurtig klart at Dre står bag en mærkbar del af albummet og at han i hvert fald må have haft "executive producer" credits. Ligesom at King Tee's "The kingdome Come" var et indblik ind i Dre's "nye" lyd, som han udvikler for "2001", så er Murda Weapon en klar udvikling af denne, albummet kunne i og for sig kaldes for "2001 part 2", meget lig hvordan mange kalder "Doggystyle" for "Chronic 2". Ikke dermed sagt at Murda Weapon er lige så god som Doggystyle (eller 2001 for den sags skyld), Hittman kan ikke helt bære et helt album, men det betyder dog ikke at han ikke prøver - og langt hen ad vejen lykkedes det ganske godt for ham. Uanset hvad, er det et "must download" for enhver fan af Dre produktioner (cirka '98-'00) og helstøbt West Coast.

Albummet er som skrevet en "pre-release", dvs. alle numre er umastereret og med en langt mindre "crisp" lys, end man kender fra Dre's øvrige arbejde, specielt omkring denne periode. En del af numrene kan købes i bedre kvalitet, da de er blevet mastereret (dog ikke af Dre) til hans "Hittmanic Verses". Hittmanic Verses indeholder sjovt nok 10 tracks fra Murda Weapon plus fire "nye" numre, og er muligvis hvordan Hittman havde tiltænkt Murda Weapon skulle have lydt, hvis den nogensinde skulle have ramt butikshylderne.

tirsdag den 26. januar 2010

Kongerigets komme kom, dog lidt for sent

Lige to beskeder inden jeg hopper ind i selve indlægget.

1) hvis i undrer jer over hvor "One time for your mind" indlægget bliver af, og i ikke lige læser min Twitter (eller feed ude i siden), så må jeg desværre meddele at jeg har sprunget min trommehind i weekenden. Jeg er derfor nærmest døv på det ene øre og kommer ærlig talt ikke til at orke at sidde og koncentrere mig om en CD før hørelsen er nogenlunde normaliseret - forhåbentlig har jeg ikke fået varige skader, og alt burde være i orden i løbet af en til to uger.

2) hvis vinderen af søndagens lodtrækning ikke giver sig til kende via mail til mig, inden det næste søndags indlæg, så finder jeg en ny vinder på søndag.

King-Tee - The Kingdom Come

Det er et lidt anderledes indlæg idag, da der i princippet ikke er tale om en "unreleased" eller "vildt" sjælden udgivelse, derimod er der en lidt speciel historie tilknyttet, samt god mulighed for (en forhåbentlig) uddybning på et senere tidspunkt - måske med jeres hjælp.

"Thy Kingdome Come", som er den oprindelige titel, er King Tee's femte album og det første album, som skulle udgives under Dr. Dre's kyndige hænder, og ikke mindst berygtede label (Aftermath Records). Som i jo alle ved blev Dre oplært af den bedste, og det har i særdeleshed smittet af på det antal udgivelser og kunstnere, som bliver skrottet og/eller flygter fra selskabet - på samme vis som Suge gjorde ved Death Row (hvis jeg absolut skal skære det ud i pap for jer). Forskellen på Suge og Dre, skal dog findes i årsagerne til en udgivelses skrotning (er det et brugbart ord, i denne kontekst?) eller en kunstners flugt(ning). Hvor Suge's motiver bunder i personlige vendetaer og juridiske problematikker, så er Dre's motiver på et kunstneriske plan, hvor intet andet end det perfekte får lov til at slippe igennem sprækken. Hvis man gennemgår Aftermaths udgivelser, så vil man se at det (ud over Dre selv, Eminem og 50 Cent) kun er fire andre kunstnere, som har formået at få udgivet noget (dog kun én CD pr kunstner); The Firm, The Game, Busta Rhymes og Truth Hurts, og at alle disse fire kunstnere har haft en eller anden form for efterfølgende "drama" på grund af deres samarbejde med Dre (makes you think). Det til trods for den store mængde talenter, som ellers har været forbi selskabet og som rygtes at have efterladt en ikke ubetydelig mængde materiale før deres afgang. Eve, Rakim, Raekwon, Bishop Lamont, Busta Rhymes, The Game, Marcia Ambrosius, Hittman, The Last Emperor, Joell Ortiz, Stat Quo og ikke mindst King Tee, er blot nogle af de navne, som har måtte forlade den "gode" doktor helt (eller delvist) tomhændet.

King Tee er én af de helt store west-coast pionerer, som repræsenterer sin del af scenen, på samme vis som Dre og Quik repræsenterer deres. Ud over at stå bag i hvert fald 2 certified classics, så er han også bagmanden bag et af de bedste hip hop kollektiver nogensinde, The Likwit Crew - hvis jeg seriøst skal forklare jer hvem The Likwit Crew er, så er der ikke noget håb for jer. Jeg vil blot sige; Tha Alkoholiks, Xzibit, Defari, Phil Da Agony etc. styrede det hersens Cali rap fra nine-treis til godt og vel 97-98 stykker. Lille sidespring, men vigtigt i det store billede, idet King Tee's nye plads hos Aftermath kom i en tid hvor en anden fra The Likwit Crew var begyndt at nå nye karriere højder, idet Dre var begyndt at øjne den kære X to the Z, som dog gjorde klogt i at blive hos Loud. Derudover var rygterne i fuld gang om et kommende Dre opus, så der var høje forhåbninger til en kommende King Tee udgivelse, som dels ville være en forsmag for Dre's fremtidige lyd, men også en "opdatering" af King Tee, som ellers var begyndt at stagnere lidt. - Lige et sidste sidespring, kan i huske hvor meget hype og venten der var med "2001", ingen troede den ville komme ud. Pludselig står man i samme situation, men denne gang er tonen noget mere negativ - er vi bare blevet møgforkælede og forventer en milliard leaks og pre-mixtapes før vi gider interessere os for en udgivelse?

Nå, men King Tee har det godt, alle venter spændt og der bliver endda trykt nogle pomo nyler med 4 tracks og et sampler kassette bånd med 2 tracks og snippets af 4 andre tracks - vi vender tilbage til dette bånd lidt senere. Hypen var som sagt stor, men desværre levede produktet ikke op til forventningerne, The Source valgte desværre "kun" at give udgivelsen 3½ af deres berygtede "mics", jeg skriver desværre idet dette ville blive hovedårsagen til en midlertidig skrotning (der er det ord igen) af albummet, da Dre ikke ønskede at udgive et album med så "lav" en vurdering - er dette den første reelle Dre-er-en-perfektionist-så-han-udgiver-kun-det-bedste-udgivelse, som bliver skrottet? - jeg kan ikke komme i tanke om andre før denne.
Efterfølgende gik det som det går, King Tee forlader selskabet og ender med at udgive albummet i 2002, på et indie label og under en lidt anderledes titel, og lidt for sent til at tiltrække nogen form for opmærksomhed, specielt når Dre's "nye" lyd på dette tidspunkt nu er godt og vel 3 år gammel, og alle kigger mod Eminem og 50 Cent for at høre Dre's nye visioner.

Historien er dog ikke slut, der er nemlig en lille detalje som er værd at nævne og som har drevet mig lidt til vanvid den sidste uges tid. Der er nemlig en forskel mellem den originale udgave, som blev skrottet og denne version som vi står med nu. Forskellen ligger i en ændret tracklist, som resulterer i udeblivelsen af fire numre, hvoraf to af disse "forsvundne" numre kan findes i deres helhed, på det føromtalte sampler kassette bånd. De fire numre er; Psychic Pimp Hotline, The Future, Got It Locked og That's Drama. De to sidste numre kan jeg nemt finde (it's nothin'), men de to første er straks mere tricky (det ene er selvfølgelig på det skide bånd, som er nærmest umuligt at opdrive) og er begyndt at pisse mig tilstrækkeligt af, til at jeg vil tage den kedelige route og spørge her og/eller her, og selvfølgelig vende tilbage med en opdatering hvis det lykkedes.

Med hensyn til selve musikken vil jeg blot sige at, hvis du er nede med King Tee og Dre anno 98, så skal du overhovedet ikke snyde dig selv. Selvom den blev udgivet i 2002 er den allerede begyndt at være småsjælden og trækker relativt store beløb ind, så hvis du ligesom mig ser den i Accord til en 50'er, så snup den uden bekymring - især hvis den har det her cover i stedet for det her cover (der er op til 150$ til forskel, men jeg ved ikke hvorfor).

søndag den 24. januar 2010

Sunday Giveaway (del 45) - "I am somebody edition"

Så er det blevet tid til at finde en vinder af de CD'er, som blev udlovet i sidste indlæg. Eneste kriterie for at vinde, var at skrive en kommentar til indlægget. Der var kun 10 som deltog, deri ligger forskellen på at skrive om den slags konkurrencer på facebook siden kontra rapspot, som ved tidligere konkurrencer har tiltrukket op til et par hundrede "håbefulde", men det er jeg faktisk ganske tilfreds med, da jeg så ved at præmien går til en fast læser.

Som nævnt, skal vinderen findes på "demokratisk" vis og i og med der er 10 deltagere, så har alle 10% chance for at vinde. Jeg har valgt den gammeldags "navn-op-af-hatten" metode, som jeg nedenfor har lavet en lille billeddokumentation af - så i kan se at der ikke er noget snyd.

Først bliver navnene skrevet ned, printet og klippet ud.

Så ryger navnene ned i hip hop kasketten - en NY kasket underskrevet af samtlige medlemmer af Boot Camp Clik.

Så kalder jeg på den eneste troværdige person i husstanden - som i måske genkender herfra.

Og vinderen er

Tillykke til (Bisque Galore), som hermed har vundet denne "special edition" sunday giveaway. Send en mail med navn + kontakt info, så sender jeg CD'erne i løbet af ugen.

torsdag den 21. januar 2010

"I am somebody"

Bum! så er jeg pædagog. Et overstået kapitel, som føles ualmindelig fjernt når jeg tænker tilbage. Det er som sådan ikke fordi bloggen har været helt vildt præget af mine studier, men der har der været de notoriske pauser, under mine - mildt sagt, ulideligt lange praktik forløb.

Hvad nu? spørger i så - selvom i nok er pisse ligeglade. Jeg læser sådan set direkte videre på en kandidat, så det er ikke fordi jeg 100% føler jeg er færdig med skolegangen - det føles mest af alt, som om jeg først lige er startet. Blogmæssigt kører det som altid, og jeg kommer faktisk til at have mere tid, da jeg det næste halve år skal tage - noget knap så tidskrævende, B niveaus matematik på VUC.

Som altid på bloggen, så plejer jeg at belønne jer (læserne) når der nu engang skal fejres noget, så den formel holder jeg mig til. Da jeg, som sagt i sidste indlæg, endelig har fået ryddet op i min CD samling, så ligger jeg inde med en mindre bunke CD'er, som jeg har dubletter af - dem vil jeg gerne af med. Skriv en kommentar - whatever, og jeg vil på demokratisk vis trække lod om en vinder af CD'erne.

Det er en rimelig blandet bunke på godt 17 CD'er, med noget for enhver smag:
  • Soundtrack - Caught Up
  • Rakim - The Legends Volume One (mixed by J-Love) (mixtape)
  • Cypress Hill - Till Death Do Us Part
  • Bizzy Bone - Heaven'z Movie
  • Various Artists - Got 'Em Hatin' (mixtape)
  • Blackalicious - Blazing Arrow
  • Fat Joe, Rick Ross & Beanie Sigel - Fat Boys (mixed by Keyz) (mixtape)
  • D12 - World
  • Mary J. Blige - Miss Mary J. Blige part III (mixed by J-Love) (mixtape)
  • Foxy Brown - Chyna Doll
  • Santana - Supernatural
  • Soundtrack - The Great White Hype
  • Benzino - Arch Nemesis
  • Elzhi - The Leftovers (Unmixedtape)
  • Beastie Boys - Ill Communication
  • Various Artists - The Best Of Both Worlds Vol. 1 (mixed by Doo Wop)
  • Various Artists - Street Savior part 3 & 4 (mixed by J-Love)
Som sagt, skriv en kommentar og der vil blive trukket lod. Lodtrækningen finder sted søndag og bliver offentliggjort søndag på bloggen, som holder - you guessed it, pause indtil da.

lørdag den 16. januar 2010

New York, New York big city of dreams (del 5)

Da der har været voksenfri herhjemme (kæresten har været i Holland), har jeg udnyttet tiden til endelig at få styr på det sidste af musik samlingen (CD delen af den). Under oprydningen faldt jeg over en stak CD'er, som jeg nærmest fuldstændig havde glemt, nemlig de "street" CD'er jeg købte af lokale acts på New Yorks gader. Selvom jeg gik igang med at dække disse udgivelser, mistede jeg gejsten efter blot tre indlæg, og resten af CD'erne har ligget begravet under en bunke DVD'er lige siden.

Nu har jeg dog endelig fået dem ind på computeren og ind i systemet, og jeg er faktisk ret nysgerrig omkring en del af dem. Så jeg fortsætter hvor jeg slap for snart 2 år siden. Metoden minder lidt om "One time for your mind" indlæggene, jeg lytter til CD'en én gang og giver en overordnet kommentar omkring produktet som helhed.

Je' Billie - Truth Be Told

Je' Billie var en af de mere afdæmpet typer, knap så påtrængende og virkede meget sikker omkring sit produkt. Han gjorde utrolig meget ud af at fremhæve at, han havde den absolutte bedste CD på gaden og at han ville give mig pengene tilbage hvis jeg ikke var mente det samme. Prisen var, som de fleste andre, standard - 10 Dollars.

CD'en er i et slim jewel case og selve cover"arten" virker rimelig tjekket, desværre er indtrykket ikke det samme når du åbner, idet selve inlayet er printet på almindeligt printerpapir, som man kender det hjemmefra. Men CD'en har 10 tracks, så det kan jo være den nye Illmatic jeg står med mellem hænderne.

Musikken er rimelig velproduceret, selvom det fremstår en tand anonymt, hvilket kan skyldes den noget "matte" lydkvalitet, som virkelig bærer præg af at være hjemmelavet. Je' Billie er næsten lige så anonym som beatsene, han har ikke meget karisma og hans tekster er noget simple, selvom han prøver at takle komplekse emner. Flowet minder mig om Twista (når han er i slow-mode), dog uden den karakteristiske Chi-town selvsikkerhed. Den her udgivelse karakteriserer meget godt mit syn på den gængse street pusher; han kan rime og han kan flowe, men han har i bund og grund intet nyt at sige og mangler en klar musikalsk identitet - hvilket nok er årsagen til at hans musik aldrig bliver opdaget.

Hvis musikken falder i din smag, så hop ind på hans MySpace og køb CD'en.


torsdag den 14. januar 2010

"Danse, danse, dukke min..."

"Han har hat og halskæde på
Badekåbe, og rigtig rå.
Den er fin og han er fin,
danse, danse dukke min!"
I mit sidste indlæg nævner jeg kort den famøse Ghostface Killah dukke (billede), som blev lavet i 2007 - men aldrig officielt "udgivet". Dukken er lavet af 4 Cast Limited, produceret i 1000 nummereret eksemplarer, med ægthedsbevis og et speciallavet mixtape. Om dukken kan det nævnes at, den er 23 cm høj, har "autentiske" Ghostface smykker i 24 kt guld og (vigtigst af alt) en sej badekåbe - alt i alt en tro kopi af Ghostface cirka "Bulletproof Wallets" og "The Pretty Toney Album". Sidst men ikke mindst har dukken 7 klassiske "catchphrases" a la; "Remember when I long dicked you, and broke your ovary?" og "Yo bitch I fucked your friend, ya you stank ho" eller blot "Ghostface, Ghostface"



Nu tænker i sikkert - det er da den vildeste dukke, hvorfor kom den aldrig ud? Ja, der er i hvert fald én stensikker årsag, og så er der selvfølgelig også min egen lille teori (som sædvanlig). Jeg starter med min egen lille teori: Prisen! Hvis du googler, så dukker der forskellige priser op, nogle skriver 300$ og andre (de fleste) 500$, jeg stod selv på venteliste til en af dukkerne og den endelige pris de sendte mig var på 500$, jeg hoppede fra dér og det er jeg 100% sikker på rigtig mange andre gjorde, ikke mindst fordi der ikke var særlig meget info om dukken (på daværende tidspunkt) og så også fordi dukken egentlig ikke er særlig pæn -hvilket bringer os til den førnævnte "stensikre" årsag. Ghostface var nemlig overhovedet ikke glad for dukkens udseende, i særdeleshed dukkens ansigt - som virker en del karikeret. Problemet er åbenbart opstået i selve metoden som er blevet brugt til at producere dukken, hvor man har valgt at scanne Ghostface's eget ansigt for derefter at lade en maskine lave en præcis lasergravering - det er åbenbart ikke godt til sådan noget plastik halløj, og de skulle have brugt en skulptør - det er åbenbart sådan man gør den slags (jeg fandt en artikel om det for lidt over en måned siden, men nu kan jeg ikke finde den, typisk).

Som sagt fulgte der en CD med dukken, et såkaldt "mixtape", af selveste DJ Rhettmatic fra The Beat Junkie Crew. Eftersom dukken aldrig blev udgivet, delte DJ Rhettmatic selv mixtapet ud til masserne via fri download, og selv om mixet er super godt med en masse vintage Ghost, så var jeg nok blevet rimelig skuffet efter at have spenderet 500$. Hvorfor ikke lave en EP eller bare en greatest hits, med et par "exclusive" numre - hvis han ikke ville gå hele vejen med CD projektet, hvorfor så overhovedet inkludere den?

Dukken blev aldrig officielt solgt, men den dukker da op i ny og næ på eBay, den sidste blev solgt for 125$, hvilket er en lidt mere rimelig pris - efter min mening. Det mix som Rhettmatic selv smed på nettet er en lang Mp3, jeg har selvfølgelig en version som er breaket op til jer.

søndag den 10. januar 2010

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin' bog! (del 1) Wu Franchise edition

Inspiration til årets tema er hentet fra den vidunderlige "Read A Book" af Bormani "D'Mite" Armah's, som kan hentes gratis her.


Jeg går bare straks igang med det nye tiltag, i og med jeg aldrig har skrevet den slags indlæg før, så bliver det en læreproces for os alle sammen.

Ghostface Killah, J. Brightly & Dave Hill
"The World According To Pretty Toney"


Jeg starter det første indlæg, med en af de mere "simple" bøger i samlingen, nemlig Ghostface Killah's "selvhjælpsbog", med gode råd om alting fra personlig hygiejne og madlavnings tips til hvordan man behandler crack-heads. Bogen er utrolig flot udført i hardcover, med super flotte billeder, som akkompagnerer hvert enkelt råd. Billederne er taget af Dave Hill, som har en meget karakteristisk stil. Bogen er delt op i fem hovedkapitler:
  • Livin'
"Brush your tongue, son. That's where your stink breath is hiding" - "Lose the bumps! Use hot water when you shave to avoid looking like the back of a Nestlé Crunch bar." - "Don't rock cloudy jewels. Put that Source Magazine shit down."
  • Bobbin' & Weavin'
"Be nice to the crackheads. Sometimes they're all you got." - "Diversify! You gotta have mad hustles. Make sure to have plan B, C, D, E, and F ready to go." - "FUCK THAT! RUN! COPS GOT GUNS!"
  • Wizdom
"Pillow talk is a no, no. Don't be laid up running your mouth." - "Survey says, your wiz must wait 8 months before she can take a dump at your house."
  • The Hustler's Diet
5 opskriftsbilleder med "Ramen" (thainudler).
  • Toneology
"Shit is fucked up cause families don't eat together anymore. A lack of communication leads to bad understanding." - "Don't let a muthafucka kiss your baby! You don't know where he's been." - "Heavy head motherfuckers if you can't handle your liquor, don't drink!"

Bogens "hovedattraktion" skal dog findes i den medfølgende CD, her drejer det sig ikke om en eller anden nærig mix CD, som man eksempelvis får med hans Ghosface dukke (som jeg nok skal smide op snart), derimod har Ghostface indspillet (eller rettere indtalt) en monolog som dels introducerer og akkompagnerer hvert enkelt kapitel - det er super underholdende og en sjov tilføjelse.

Alt-i-alt er det en flot og veludført bog, med megen underholdningsværdi. Selvom det bestemt ikke er et litterært mesterværk og selve bogen er læst på under 10 minutter, så er det en super gave til hip hopperne som ikke mangler musik, og som godt kan lide typiske sofabordsbøger a la "A Time Before Crack" eller "Back In The Day".

Normalt vil der nok ikke være noget til at akkompagnere (mit nye buzzword) disse indlæg, men idet bogen kommer med en medfølgende CD, så har jeg uploadet denne. Dels så i kan få indtrykket af bogens indhold, men også fordi det er sjovt og jeg synes i skal høre den.

"Pay attention I'ma do it again, this what I'ma write about in 2010"

Velkommen tilbage og ikke mindst, velkommen til et nyt år her på tobeannounced bloggen, som nu stille og roligt påbegynder sit fjerde år på Internettene.

Hvad skal der så ske i 2010, og hvordan kommer bloggen til at se ud. Umiddelbart er det min hensigt at gå rimelig meget "back 2 basics", dvs. mere decideret indhold og knap så mange undskyldninger og falden af på den.

Langtids læsere af bloggen kender til mine søndags indlæg og et nyt år, betyder et nyt tiltag. 2007 bød på "top 8" lister, 2008 var faste ugentlige konkurrencer og 2009 var et noget mislykket soundtrack koncept - som jeg faktisk selv synes var super originalt, men som desværre gik død på grund af bloggens manglende struktur, hvilket det sidste søndags koncept bar præg af. 2010 bliver noget anderledes, idet jeg bevæger mig væk fra musikken, og i stedet vil jeg koncentrere mig om et andet medie, nemlig bøger.

Afsluttende vil jeg lige dele to lidt anderledes numre med jer, det drejer sig om Maino's "predictions" serie, som indtil videre kun tæller to tracks, for henholdsvis 2009 og 2010. I numrene forudsiger Maino det givne års kommende hændelser, lyt til 2009 og hør hvor meget han fik ret i, næste år sammenligner vi hans track for 2010 og ser hvor mange han ramte rigtig.