1) hvis i undrer jer over hvor "One time for your mind" indlægget bliver af, og i ikke lige læser min Twitter (eller feed ude i siden), så må jeg desværre meddele at jeg har sprunget min trommehind i weekenden. Jeg er derfor nærmest døv på det ene øre og kommer ærlig talt ikke til at orke at sidde og koncentrere mig om en CD før hørelsen er nogenlunde normaliseret - forhåbentlig har jeg ikke fået varige skader, og alt burde være i orden i løbet af en til to uger.
2) hvis vinderen af søndagens lodtrækning ikke giver sig til kende via mail til mig, inden det næste søndags indlæg, så finder jeg en ny vinder på søndag.
King-Tee - The Kingdom Come
Det er et lidt anderledes indlæg idag, da der i princippet ikke er tale om en "unreleased" eller "vildt" sjælden udgivelse, derimod er der en lidt speciel historie tilknyttet, samt god mulighed for (en forhåbentlig) uddybning på et senere tidspunkt - måske med jeres hjælp.
"Thy Kingdome Come", som er den oprindelige titel, er King Tee's femte album og det første album, som skulle udgives under Dr. Dre's kyndige hænder, og ikke mindst berygtede label (Aftermath Records). Som i jo alle ved blev Dre oplært af den bedste, og det har i særdeleshed smittet af på det antal udgivelser og kunstnere, som bliver skrottet og/eller flygter fra selskabet - på samme vis som Suge gjorde ved Death Row (hvis jeg absolut skal skære det ud i pap for jer). Forskellen på Suge og Dre, skal dog findes i årsagerne til en udgivelses skrotning (er det et brugbart ord, i denne kontekst?) eller en kunstners flugt(ning). Hvor Suge's motiver bunder i personlige vendetaer og juridiske problematikker, så er Dre's motiver på et kunstneriske plan, hvor intet andet end det perfekte får lov til at slippe igennem sprækken. Hvis man gennemgår Aftermaths udgivelser, så vil man se at det (ud over Dre selv, Eminem og 50 Cent) kun er fire andre kunstnere, som har formået at få udgivet noget (dog kun én CD pr kunstner); The Firm, The Game, Busta Rhymes og Truth Hurts, og at alle disse fire kunstnere har haft en eller anden form for efterfølgende "drama" på grund af deres samarbejde med Dre (makes you think). Det til trods for den store mængde talenter, som ellers har været forbi selskabet og som rygtes at have efterladt en ikke ubetydelig mængde materiale før deres afgang. Eve, Rakim, Raekwon, Bishop Lamont, Busta Rhymes, The Game, Marcia Ambrosius, Hittman, The Last Emperor, Joell Ortiz, Stat Quo og ikke mindst King Tee, er blot nogle af de navne, som har måtte forlade den "gode" doktor helt (eller delvist) tomhændet.
King Tee er én af de helt store west-coast pionerer, som repræsenterer sin del af scenen, på samme vis som Dre og Quik repræsenterer deres. Ud over at stå bag i hvert fald 2 certified classics, så er han også bagmanden bag et af de bedste hip hop kollektiver nogensinde, The Likwit Crew - hvis jeg seriøst skal forklare jer hvem The Likwit Crew er, så er der ikke noget håb for jer. Jeg vil blot sige; Tha Alkoholiks, Xzibit, Defari, Phil Da Agony etc. styrede det hersens Cali rap fra nine-treis til godt og vel 97-98 stykker. Lille sidespring, men vigtigt i det store billede, idet King Tee's nye plads hos Aftermath kom i en tid hvor en anden fra The Likwit Crew var begyndt at nå nye karriere højder, idet Dre var begyndt at øjne den kære X to the Z, som dog gjorde klogt i at blive hos Loud. Derudover var rygterne i fuld gang om et kommende Dre opus, så der var høje forhåbninger til en kommende King Tee udgivelse, som dels ville være en forsmag for Dre's fremtidige lyd, men også en "opdatering" af King Tee, som ellers var begyndt at stagnere lidt. - Lige et sidste sidespring, kan i huske hvor meget hype og venten der var med "2001", ingen troede den ville komme ud. Pludselig står man i samme situation, men denne gang er tonen noget mere negativ - er vi bare blevet møgforkælede og forventer en milliard leaks og pre-mixtapes før vi gider interessere os for en udgivelse?
Nå, men King Tee har det godt, alle venter spændt og der bliver endda trykt nogle pomo nyler med 4 tracks og et sampler kassette bånd med 2 tracks og snippets af 4 andre tracks - vi vender tilbage til dette bånd lidt senere. Hypen var som sagt stor, men desværre levede produktet ikke op til forventningerne, The Source valgte desværre "kun" at give udgivelsen 3½ af deres berygtede "mics", jeg skriver desværre idet dette ville blive hovedårsagen til en midlertidig skrotning (der er det ord igen) af albummet, da Dre ikke ønskede at udgive et album med så "lav" en vurdering - er dette den første reelle Dre-er-en-perfektionist-så-han-udgiver-kun-det-bedste-udgivelse, som bliver skrottet? - jeg kan ikke komme i tanke om andre før denne.
Efterfølgende gik det som det går, King Tee forlader selskabet og ender med at udgive albummet i 2002, på et indie label og under en lidt anderledes titel, og lidt for sent til at tiltrække nogen form for opmærksomhed, specielt når Dre's "nye" lyd på dette tidspunkt nu er godt og vel 3 år gammel, og alle kigger mod Eminem og 50 Cent for at høre Dre's nye visioner.
Historien er dog ikke slut, der er nemlig en lille detalje som er værd at nævne og som har drevet mig lidt til vanvid den sidste uges tid. Der er nemlig en forskel mellem den originale udgave, som blev skrottet og denne version som vi står med nu. Forskellen ligger i en ændret tracklist, som resulterer i udeblivelsen af fire numre, hvoraf to af disse "forsvundne" numre kan findes i deres helhed, på det føromtalte sampler kassette bånd. De fire numre er; Psychic Pimp Hotline, The Future, Got It Locked og That's Drama. De to sidste numre kan jeg nemt finde (it's nothin'), men de to første er straks mere tricky (det ene er selvfølgelig på det skide bånd, som er nærmest umuligt at opdrive) og er begyndt at pisse mig tilstrækkeligt af, til at jeg vil tage den kedelige route og spørge her og/eller her, og selvfølgelig vende tilbage med en opdatering hvis det lykkedes.
Med hensyn til selve musikken vil jeg blot sige at, hvis du er nede med King Tee og Dre anno 98, så skal du overhovedet ikke snyde dig selv. Selvom den blev udgivet i 2002 er den allerede begyndt at være småsjælden og trækker relativt store beløb ind, så hvis du ligesom mig ser den i Accord til en 50'er, så snup den uden bekymring - især hvis den har det her cover i stedet for det her cover (der er op til 150$ til forskel, men jeg ved ikke hvorfor).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar