New York, New York big city of dreams (del 1)

Hey Alle,

så er jeg tilbage på bloggen og parat til at fortælle jer om mine oplevelser i "The Big Apple" og jeg fik da også erhvervet mig en ting eller to fra netop "Apple", dog ikke en iphone den havde kæresten eneret på, men mere om mine indkøb senere. Først vil jeg lige skrive et par linjer om min generelle opfattelse af New York.

Jeg vil starte ud med at sige, at jeg aldrig har været i USA før, jeg havde en del fordomme omkring Amerika, som jeg tror de fleste europæer har. Mange af disse blev indfriet, men der var bestemt også en del som blev lagt til skamme. Jeg har altid følt at New York var en by man bare SKULLE se, specielt hvis man var hip hop fan og da jeg fik billetterne af kæresten i fødselsdagsgave, kunne jeg næsten ikke vente på at det skulle blive den  8 Marts.

Nu er ferien slut og det er blevet tid til at reflektere lidt over nogle af de observationer/oplevelser jeg har haft.

Jeg har altid elsket Paris, dels af personlige årsager, men bestemt også fordi jeg bare syntes det er en fed by med masser af liv, charme og muligheder, derfor falder det mig naturligt ind at trække en vis parallel mellem New York og Paris, ikke mindst ud fra de ting jeg har fået fortalt.
Dette bliver dog hurtigt en lidt "farlig" sammenligning, da New York's største mangelvare, må siges at være i "charme" afdelingen. Højhusene bliver hurtigt kønsløse, og imponerings værdien er kort, da det ene højhus meget hurtigt ligner det andet.

Selv de "hyggelige" områder, såsom SOHO, Greenwitch Village og East Village virker som Europa plagiater med en lidt for "søgt" stemning, derudover bliver mange oplevelser ødelagt af en generel "sælger" mentalitet, der som sådan ikke generer mig, men som til tider kan virke utroligt malplaceret og ødelægger hurtigt helhedsindtrykket af et område.

Den midterste del af Manhattan der grænser op til Central Park (times square, Empire State building etc.) er New York som man "kender" det, masser af mennesker, masser af taxa'er, masser af reklamesøjler og rigtig, rigtig meget larm. Det skulle ses og opleves, men det er sjovere at se på film, end at bevæge sig rundt i, i virkeligheden.

Brooklyn var ret ghetto, men ikke på en slum ghetto måde, mere en "my name is Laquisha" med lange lilla negle og et pink Sean John outfit, det var ret sjovt at opleve men efter tre timer i BK blev man hurtig træt af at høre utrolig høj crunk i forretningerne og utrolig højrøstede piger på gaden.

Harlem var rigtig ghetto, på den der slum agtig måde, men til gengæld også det mest charmerende område, med en dejlig følelse af kultur og sjæl. Det var fedt at se hvordan alle de lokale kendte hinanden, og man blev hurtigt fristet, til at gøre selskab med en gruppe ældre herrer i en lokal barbershop.
Den lange gåtur hjem hele vejen igennem central par var også dejlig rolig, og synet af træerne med højhusene i baggrunden skal opleves.

Nu skal det ikke virke som om at jeg hader New York, jeg tror bare forventningerne var for høje. Amerikanerne er sindsygt flinke og hjælpsome, dette kan til tider virke lidt anmassende men man får en regulær følelse af at de rent faktisk bekymrer sig, og det er faktisk rigtig behageligt. Derudover var hip hop miljøet i fuld effekt, selvom musik udvalget ikke var så stort som jeg havde regnet med, så var det især fedt at opleve så mange lokale kunstnere "pushe" deres CD'er på gaden (mere om det senere).
Vi sørgede da også for at se en enkelt koncert, dette var med Amanda Diva, Talib Kweli (som vært) og Q-Tip som hemmelig gæst. Det var sindsygt fedt, med en stemning som jeg aldrig har oplevet til en hip hop koncert.

Ellers gik tiden med at bruge en masse penge, jeg fik endelig købt mit drømme ur, og den oplevelse alene var hele turen værd.

Nu er dette jo en musik blog, og det er blevet tid til at skrive lidt om det musik jeg har erhvervet mig. Jeg var ikke vildt imponeret over udvalget, men udnyttede dog muligheden for at købe nogle CD'er man ikke lige falder over i Danmark, og det blev alligevel til en 50-60 stykker.
Det er også nu, jeg kommer til de førnævnte lokale kunstnere, som "pushede" selvfinancierede udgivelser. Jeg havde nemlig en plan hjemmefra om at købe en CD fra alle de kunstnere jeg faldt over, dette har jeg så gjort, og det er netop disse CD'er som ville fylde en stor del af bloggen de næste par uger. Det er blevet til en del CD'er (jeg har ikke lige tal på dem), og jeg vil bruge de næste (mange) indlæg på at skrive om og dele disse CD'er.

Det var alt hvad jeg havde at skrive om turen, håber ikke i har savnet mig for meget, jeg vil slutte af med noget som er meget sjældent for denne blog, men det har pisset mig tilstrækkeligt af til at det lige skal nævnes;

FUCK Fat Beats, mage til hip hop arrogance skal man fandme lede længe efter. De havde ikke noget som ikke kunne købes hos Virgin eller på gaden og deres dårlige stil gav mig absolut ikke lyst til at ligge flere penge end højst nødvændigt. Mindede mig om Blackout når man fanger hr. Grubert på en dårlig dag.

FUCK Continental Airlines, fordi min kuffert ikke er ankommet endnu. Jeg hader når der ikke er styr på tingene.

Peace
t