lørdag den 31. januar 2009

En god omgang tyk suppe kogt på G-Funk rødder

Jeg har fandme haft svært ved at finde tid til det her blogging, men jeg håber dem af jer som følger bloggen, vil hænge på lidt endnu, for jeg er langt fra færdig.

Battlecat - Gumbo Roots

For dem af jer hvor navnet Battlecat ikke lige umiddelbart siger jer noget, kan jeg lige hurtig fortælle at han er en af de absolut bedste West Coast producere. Han er særlig kendt for at være med til at bygge videre på den G-Funk lyd, som blandt andre Dre og Quik var med til at skabe. Han har dog aldrig rigtig formået at opnå nogen stor kommerciel succes, og hans værker er som regel kun virkelig annerkendte af dem som er "in-the-know". 

Dette album skulle have været Battlecat's første plade, den blev dog aldrig udgivet. Jeg kan ærlig talt ikke finde nogen information på hvorfor pladen blev skrottet, men ved dog at den blev udsendt som promo CD i 1995, derudover har jeg set at den også har kunnet købes på bootleg vinyl. Selvom der flere steder på nettet står at pladen alligevel blev udgivet i 1999 gennem Warner, er dette ikke rigtig og Gumbo Roots vil efter al sandsynlighed forblive "unreleased" i lang tid endnu.

Pladen er virkelig en glemt West Coast G-Funk perle, som bliver gæstet af blandt andre; Ras Kass, Dresta, Michel'le, Beefy Loc, Kam og et væld af andre west coast kunstnere fra 90'erne. Produktionerne er super funky og hvis man kender og kan lide Battlecat's øvrige arbejde, så vil man bestemt ikke blive skuffet.

På nuværende tidspunkt har Battlecat endnu ikke udgivet noget album, men i dette rigtig gode interview fra 2007, ser det ud til vi snart kommer til at høre meget mere fra Battlecat.

søndag den 25. januar 2009

Sunnudagur soundtrack - New Jersey Drive

Så er jeg endelig tilbage på bloggen, jeg har haft sindsyg mange problemer med min computer, så jeg har ikke kunne komme på nettet før nu. Derudover har jeg haft rimelig stress med at få ordnet en masse bank ting, som har gjort det muligt for mig at købe en "ny" bil, men som samtidig ikke rigtig har gjort det muligt at få skrevet nogen indlæg.

New Jersey Drive

Det er netop det nye bilkøb som har inspireret dagens indlæg og soundtracket til NJD har været det første musik som er blevet spillet i "alle" de biler jeg har haft.

NJD er lidt af en kult-klassiker i min verden. Det er uden tvivl en af de bedste "hood" film der er lavet, men har dog aldrig rigtig formået at opnå samme popularitet som "Menace II Society" og "Boyz n the Hood". Filmen handler i meget grove træk om en gruppe unge fra New Jersey, som morer sig ved at stjæle biler.

Soundtracket (eller rettere soundtracksene) til NJD har længe været kendt som et af de bedste hip-hop soundtracks, og man mente da også allerede dengang at filmens musik var så stærkt at man blev nødt til at fordele det over to seperate udgivelser, henholdsvis en vol. 1 og vol. 2.

Begge CD'er er spækket med suveræn 90'er hip hop og selvom en del af numrene dukker op på senere udgivelser, er det specielt sammensætningen af numrene, som har gjort netop dette soundtrack så populært. I og med filmen tager sit udgangspunkt i New Jersey er det hovedsageligt east coast kunstnere, som Redman, O.C., Organized Konfusion, Black Moon, Smif-n-Wessun, Keith Murray, Jeru, Biggie etc. etc. som pryder tracklisten. Det betyder dog ikke de andre kyster er forsømt og der er også solide numre fra blandt andre; Outkast og MC Eiht. 
Derudover er det også her man finder det suveræne "Jersey" track af Queen Latifah, som uden tvivl må siges at være et af hendes bedste.

søndag den 11. januar 2009

Sunnudagur soundtrack - Tresspass

Søndagen er over os, og jeg har fundet et soundtrack som jeg mente var værdigt til at udfylde dagens tomrum.

Trespass
Filmen er lavet i 1992 og er med blandt andre Ice-T og Ice cube, selv om de begge spiller karikerede typer, så er filmens handling langt fra en gang-banger historie, som man måske kunne forvente i en film med de to is-mænd i hovedrollen. Derimod handler filmen om en skjult guld skat, i en forladt bygning. Jeg gider ikke rigtig gå i store detaljer om filmens handling, men vil sige at den er meget underholdende, til trods for at den ikke kræver den store tanke virksomhed.

Soundtracket skal det jo også handle lidt om, og heldigvis er albummet flere klasser over filmen både med hensyn til indhold og kvalitet. Titel nummeret er lavet specielt til filmen og er selvfølgelig med både Ice Cube og Ice-T, derudover har Ice-T ét andet nummer med, som også kan findes på hans "Home Invasion" plade. Ellers er albummet fyldt med skjulte perler, der er blandt andet Gang Starr's "Gotta Get Over (Taking Loot)", som ellers kun er på 12" eller Full Clip opsamlingen. Public Enemy's "Gotta Do What I Gotta Do", som ellers også kun optræder på en opsamling. Et nummer med Penthouse Players Clique, som nok var påregnet deres første og eneste plade men som ikke kom med. To dejlige nummre med henholdsvis W.C. & The Maad Circle og Black Sheep, som jeg i hvert fald ikke er faldet over nogen andre steder. 
Sidst men bestemt ikke mindst er det også her man finder det sindsyg fede Lord Finesse "You know What I'm About", som senere dukker op i en original version med Big L på hans "From The Crates To The Files" album.

Alt i alt er dette et virkelig fedt hip hop album, godt båret af nogle bund-solide kunstnere og en masse "sjældne" numre. Som en lille bonus har jeg tilføjet et ekstra nummer, det drejer sig om et track ved navn "Looters" som oprindeligt skulle have fungeret som titel-nummer, men filmens navn blev ændret i sidste øjeblik på grund af optøjerne i Los Angeles og sangen blev derfor skrottet. 

mandag den 5. januar 2009

Tripple R (del 8)

Random Rap Randomness

Som han har gjort det de sidste 5 år, opsummere Skillz endnu engang det forgangne års største Hip-Hop begivenheder. I kan stadig få de fem sidste lige her.

Nu hvor Lupe skal til at udgive sit tredje og sidste rap album er han begyndt at søge nye kreative veje at formidle sit musikalske udtryk. Hvad synes i? er det for skørt? eller er han forud for sin tid?

9th Wonder har indgået et yderst interessant samarbejde med både Duck Down og Stones Throw. Forhåbentlig bliver det en knap så kedelig affære, som hans projekter med Buckshot.

Talib Kweli og Hi-Tek har endelig påbegyndt arbejde på opfølgeren af deres mesterværk fra 2000.

DJ Scratch er lidt fortørnet over ikke at være blevet inkluderet i EPMD's nyeste projekt, selvom han selv benægter at stå bag udtalelserne.

Lidt sjov forskning om rappens oprindelse.

Suge Knight er på spil igen, og salget af Death Row bliver måske aldrig en realitet.

Premo giver os sit bud på de 20 bedste udgivelser fra 2008. Big Shug??? man er vel homies...

Hvis i ikke har Juan Epstein som fast podcast, så sørg for at få det asap. det er hands-down den bedste "non-music" podcast ude. Noreaga (jeg nægter simpelthen at skrive N.O.R.E.) giver et overraskende fedt interview og jeg glæder mig endnu mere til Capone-n-Noreaga koncerten.

Er vi stadig i '96 (wtf sker der for sangen)

søndag den 4. januar 2009

Sunnudagur soundtrack - Black Gangster

Et nyt år, betyder et nyt søndags indlæg. I 2007 var det top 8 lister, i 2008 blev det så til en ugentlig konkurrence og nu hvor det er blevet 2009 tænkte jeg at jeg ville følge op på "Onsdags bio" indlæggene, blot med et lille twist. det er så blevet til "Sunnudagur soundtrack" (ja det er søndag på Islandsk). 

Princippet er enkelt, hver søndag uploader jeg et soundtrack, som jeg mener fortjener at blive fremhævet af forskellige årsager. soundtracks bliver tit overset, selvom de for det meste indeholder tracks som man ikke kan finde andre steder (specielt på soundtracks fra 90'erne).

Jeg starter tiltaget med et af de mere aparte soundtracks jeg har, der er nemlig ikke tale om et film soundtrack, men derimod soundtracket til en bog.

Black Gangster
Bogen er skrevet af Donald Goines (1937-1974), som er en kendt forfatter af "street" romaner. Det var oprindeligt meningen at soundtracket skulle fungere som apettitvækker for en eventuel filmatisering af bogen, men filmatiseringen blev aldrig til noget. Bogen er ikke et mesterværk, men god underholdning hvis man kan lide lidt gangster fortællinger med et hood-twist, som finder sted i slut 60'erne start 70'erne. 

Soundtracket blev udgivet i 1999, de valgte kunstnere bærer tydeligvis præg af dette og indeholder nogle (for den tid) meget relevante kunstnere. Jay-Z og DMX har de to bedste track, DMX's er et af mine yndlings fra en tid hvor han leverede nogle rigtig fede tracks. Ja Rule har ikke droppet gangster attituden endnu, 50 Cent er først lige blevet opdaget og Freddie Foxxx's track ville man aldrig gætte var hans, hvis det ikke var fordi hans navn stod på tracklisten. Ellers er der tracks fra Mac Mall, Donell Jones, Mac Dre og en håndfuld relativt ukendte kunstnere, som alle fylder albummet godt ud.

Soundtracket er ikke suverænt, men repræsentere godt hvordan den kommercielle rap-musik var i slut halvfemserne (på godt og ondt).

En solid dosis ugentlig hip hop

Crooked I - Hip-Hop Weekly

Det er ved at blive rimelig moderne at en eller anden random rapper, vælger at udsende et givent antal numre/albums over en given tid, som så kan hentes ganske gratis over internettet. Som regel er rapperen dog ligeså lidt værd, som de tracks der bliver smidt op på nettet. Der er dog enkelte undtagelser, som da Phonte valgte et rekreere hele Little Brothers "Getback" album, med alternative/demo udgaver af de originale numre (kan stadig hentes her).

Denne gang er det så blevet Crooked I's tur til at hoppe på vognen, ved at udgive ét nyt nummer hver uge i et helt år cementerede Crooked I sin plads på de største blogs og sørgede derved også for at holde sit navn relevant, efter flere års stilstand i karrieren.

Der er 54 numre i alt, som mest af alt kan beskrives som mixtape numre. Standarden er relativ høj, men Crooked I er også en fantastisk rapper, så selv hans dårlige numre er bedre end de fleste andre i denne genre.