Ustrukturerede søndage (del 2)

Så blev det søndag og tid til et lidt anderledes indlæg. Til dem af jer som ikke liiiige fik læst sidste søndags indlæg, kan jeg fortælle at de resterende søndage i 2009, vil blive knap så strukturerede som tidligere og i stedet bestå af hvad er lige falde mig ind den pågældende dag. I dag har jeg på opfordring af en kommentar, valgt at gøre noget, som jeg ellers havde svoret jeg aldrig ville gøre. Jeg har nemlig tænkt mig at lave en liste, men ikke bare en hvilken som helst liste, jeg vil nemlig lave en liste over mine ti foretrukne rap albums.

Inden vi kaster os over listen, vil jeg dog lige benytte lejligheden til at fortælle lidt om mine kriterier. For det første skal jeg, som alle andre gør når de vil lukke af for kritik, fremhæve at denne liste selvfølgelig er.... (you guessed it) SUBJEKTIV, det er kliché men hey, så er der ingen misforståelser. Pladerne er valgt ud fra en holdning om at det er en plade som jeg ikke ville kunne være foruden og en plade som har affektionsværdi for mig, enhver anden tilgang ville jeg ALDRIG kunne begrænse til 10, det ville simpelthen være umuligt for mig. Der bliver ikke taget højde for kulturel påvirkning eller overordnede kvaliteter, det er dermed ikke en liste over de bedste eller vigtigste udgivelser.

Listen er i vilkårlig rækkefølge, og der er én regel: ingen kunstner må gå igen to gange, ellers ville listen ikke kunne skæres ned til 10 uden at blive for kedelig. Jeg vælger det album som betyder mest fra en given kunstner. I må også gerne lige have in mente, at jeg er et totalt firser barn, så hip hop/rap kom først rigtig ind i mit liv i halvfemserne... det bærer listen præg af.

Jeg skriver i en lang køre, uden den store korrektur, så jeg håber i bærer over med eventuelle stavefejl eller underlige formuleringer.

Wu-Tang Clan - Enter the Wu-Tang (36 Chambers) (1993)

Jeg var 10 år (1993) og elskede Michael Jackson og Pink Floyd, men der skulle gå næsten to år før et af mine søsters bånd skulle ændre mit liv gevaldigt. Min søster (som hang med alle de forkerte typer) havde fået et bånd af en ven, som fascinerede mig gevaldigt (altså båndet, ikke vennen). Det drejede sig selvfølgelig om Enter the Wu-Tang, som jeg endte med at "låne" fra min søster... og jeg har været hooked lige siden. Den hårde lyd og de aggressive tekster, var - om noget, mit første forsøg på forældre oprør. Albummet var det første jeg købte for mine egne penge, og repræsenterer starten på min lille besættelse.

Ghostface Killah - Ironman (1996)

Ud over at jeg virkelig er begyndt at tro Ghostface er den rapper med den mest konsistente karriere (kvalitetsmæssigt), så har netop dette medlem af Wu en helt speciel plads i mit hjerte. Ironman er det første album jeg købte af Wu solo udgivelserne, selv før Only Built For Cuban Linx. Modsat Raekwon, har jeg altid synes at Ghostface havde et langt mere tiltalende flow, som i langt højere grad formåede at få sine følelser igennem. Enter The Wu-Tang introducerede mig måske for den hårde rap blandet med kung-fu referencer, og gav mig den første rigtige følelse af oprør. Men det var Ghostface, som introducerede mig for rap blandet med soul og følelser, som gav mig mine første rigtige kuldegysninger når jeg lyttede til musik.

MC Clemens - Regnskabets Time (1997)

Regnskabets Time var min første "rigtige" introduktion til dansk rap, selvom min folkeskole var meget hip hop præget og der konstant kørte (hovedsageligt) dansk rap ud af en ghettoblaster i frikvartererne, var der aldrig rigtig noget som fangede min opmærksomhed. RBC var for old school og Østkyst hustlers gjorde, at jeg aldrig gav Einar så meget som et lyt. Så kom en opsamling, som ville være min første introduktion til en rapper, som vækker de samme følelser i mig som Wu-Tang havde gjort 2 år tidligere. Der er selvfølgelig tale om "De grimme ællinger", med nummeret "Fuldstændig Vild" med MC Clemens. Umiddelbart på samme tidspunkt dukker den båndede optagelse fra DM i Rap '96 op, og da jeg første gang hører Clemens proklamere "I kender godt den der med lorten ik', jo flere spande lort jo dårligere lugter det. Det nytter ikke noget i står 5 mc'er herop, for i snakker bare mere lort" så er jeg fuldstændig hooked. Ud over at introducere mig for en helt ny form for dansk rap, så er det også Regnskabets time som bliver min første introduktion til hele bøf universet i rap musikken og jeg har endnu ikke hørt en dansk rap udgivelse, som har haft samme effekt på mig.

Nas - Stillmatic (2001)

Nej det er ikke en stavefejl. Selvom Illmatic nemt overgår alle Nas' andre udgivelser, både tekstmæssigt og produktionsmæssigt, så har den ikke den samme "værdi" for mig. En relativ sen introduktion til Nas (umiddelbart efter It Was Written), har altid betydet at jeg ikke rigtig fik lov til selv at "opdage" Nas, hvilket derved har gjort at jeg har et lidt distanceret forhold til Illmatic, som jeg (dengang) blev fortalt var et godt album, før jeg selv fik chancen for at træffe beslutningen. Da jeg så endelig hørte det, bekræftede det blot hvad jeg havde fået fortalt, i stedet for at overraske mig, som Wu-tang, Clemens og Ghostface havde gjort. Don't get me wrong... jeg elsker Illmatic, og det er netop derfor at Stillmatic betyder noget, Nas er dygtig uanset hvad han laver, men på Stillmatic er det første gang siden Illmatic at det oprigtigt virker som om han skal bevise noget. Jeg hørte dette album til døde lige da det udkom og dets gode modtagelse har smittet af på de øvrige udgivelser, som besidder en ro og frihed som har manglet i hans tidligere udgivelser.

Murs & 9th Wonder - Murs 3:16 - The 9th Edition (2004)

Så hopper jeg hen til et album som kom fuldstændig bag på mig. Selvom jeg kendte Murs og havde hans tidligere albums, så var han ikke en rapper som skillede sig særlig meget ud fra hele den "alternative" west coast scene. Men med 3:16 har Murs lavet et af de første (og eneste) rap albums, som jeg kan relatere til - en sjældenhed, som jeg på stående fod ikke kan tilskrive noget andet album. Fra første gennemlyt, var jeg fuldstændig fanget og denne lille perle af en udgivelse, står som et af de bedste albums jeg nogensinde har hørt. Det er sindsygt svært at forklare hvorfor det fungerer, lidt ligesom det er svært at forklare hvorfor Supreme Clientele sandsynligvis er Ghost's bedste album - alt taler imod, men alle delene passer sammen. Det er da heller ikke lykkedes Murs at genfange magien og hans øvrige udspil sniger sig aldrig rigtig over det middelmådige.

To be continued...

Jeg deler selvfølgelig også lidt musik med jer, jeg har valgt nogle numre fra de pågældende kunstnere, som enten er lavet i samme periode som den pågældende udgivelse, eller som har været tiltænkt den pågældende udgivelse. Der er ikke noget nummer med MC Clemens, på grund af min holdning til dansk musik på bloggen. (hvis Clemens mod forventning skulle læse denne blog, og har lyst til at dele et nummer fra den tid, så skal jeg selvfølgelig ikke stå i vejen for det). I kan enten hente numrene enkeltvis, eller samlet i én stor fil, som jeg plejer.

Wu-Tang Clan - Protect Ya Neck (Bloody Version) (1992)

Ghostface Killah - Motherless Child (extended version) (Feat. Raekwon) (1996)

Nas - Stillmatic (2000)

Murs & 9th Wonder - Babylon Fall (2005)

Bonus: Ghostface Killah & RZA - Who's The Champion (1996)

Tryk her for at hente: Ustrukturerede søndage (del 2)