Til de af jer som er nye til bloggen, vil jeg blot sige velkommen til. Kig endelig rundt og se hvad jeg tidligere har skrevet om, jeg er sikker på at der er noget for enhver smag og noget som du/i med garanti ikke har hørt - eller hørt om.
Jeg vil endnu engang gøre opmærksom på min Twitter profil, som jeg opdaterer dagligt med random hip hop relateret nyheder og musik, som jeg ikke lige gider skrive et helt indlæg om her på bloggen. Twitter formatet er dejlig bekvemt og simpelt, hvilket gør det muligt at opdatere meget oftere, så i kan helt klart forvente en masse indhold dér.
Som velkomstgave har jeg valgt en udgivelse, som ganske udmærket repræsenterer hvad denne blog egentlig går ud på.
Petey Pablo - Same Eyes On Me
Petey Pablo er endnu en kunstner som blev "trapped on Death Row", han er en del af Death Rows såkaldte "second revival", som blandt andre tæller Crooked I, Tha Realest, Spider Loc, Eastwood og Kurupt (som tog en chance til hos det berygtede label). Fælles for alle kunstnere er at de (ud over at dele label), alle fik skrottet et eller flere projekter - lige bortset fra Kurupt, som fik udgivet en CD lige efter han forlod selskabet, en udgivelse som dog har en historie der fortjener sit helt eget indlæg (all in due time).
Den store forskel mellem Petey Pablo og hans label-mates, ligger dog i hans tilhørsforhold, som ikke ligger på vest-kysten, men derimod lidt længere sydpå i North Carolina - så vidt jeg ved er han den første og eneste non-west coast rapper signet på Death Row (eller hvor kom Lady Of Rage fra?)
Første gang jeg hørte den her udgivelse, blev jeg ret imponeret over hvor meget han har switchet sit flow op. Fra at lyde lidt som Scarface (rapperen, ikke ham fra filmen), med en klar southern lyd, er han pludselig blevet mere af en west coast rapper - dog stadig med sit southern sluur. Det er faktisk lidt ligesom Crooked I, som pludselig lyder som en regulær east coast rapper - dog stadig med sit west coast swagger (første og sidste gang det ord optræder på denne blog, cross my heart and hope to die).
Ligesom alle andre albums der blev skrottet under Death Row, skal årsagen sandsynligvis findes i generelle label-politics, som har præget selskabet fra første dag. Albummet skulle efter sigende være udgivet omkring 2004-2005, men lyder faktisk ældre - da jeg først fik at vide albummet var lavet omkring 97-98, var det kun fordi jeg vidste at Death Row var i bad standing med Kurupt at det ikke kunne passe. Kurupt var vicepresident for Death Row under indspilningen af dette album og optræder derfor på to af numrene, derudover optræder Eastwood på et enkelt nummer, Eastwood kom først til Death Row omkring 2002-03.
Albummet er af et ret højt niveau, som de fleste Death Row udgivelser faktisk er, uanset om de ender med at blive udgivet eller ej. Det er ikke rocketscience lyrik, men det burde man heller ikke forvente af noget som helst fra Death Row. Derimod er det god gammeldags G-rap med et southern twist.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar