Eazy-gjorde-det

Så er jeg tilbage! Det er efterhånden ved at være små to uger siden jeg sidst har givet lyd fra mig, men en rimelig aggressiv mavevirus, satte lige en stopper for morskaben og sendte mig en tur på hospitalet. Alt i alt, ikke en særlig sjov oplevelse, men nu er det fortid og bloggen skal holdes ved lige.

Inden jeg kaster mig ud i det "normale" blog indhold, ville jeg lige benytte muligheden for at henlede opmærksomheden til en af de mest karismatiske personer i hip hoppen.

Eazy-E (f. 1963 - d. 1995)

Som nogle af jer måske har bemærket, rundt omkring i blog-land og på diverse fora, så er det 15 år siden i dag at en af hip hoppens absolut største personligheder afgik ved døden. Og selvom hans egentlige aftryk i historien, stadig kan, og bliver diskuteret, så skal der ikke herske nogen tvivl om at hans rolle er langt større end den umiddelbart bliver gjort til, og stikker langt dybere end hvad der normalt bliver præsenteret.

Eazy-E afgik ved døden, d. 26. marts 1995, af A.I.D.S., han står bag nogle af de vigtigste udgivelser i hip hoppens historie, og han må og skal aldrig glemmes.

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 7)

Endnu en søndag, men en lidt speciel en af slagsen. I dag har jeg pakket alle mine CD'er og vinyler ned i kælderen, 15 års samler mani, er blevet reduceret til 1 kvm tætpakket flyttekasser og en meget tom væg. Ikke en nem beslutning, men bestemt en nødvendig en. Så vil jeg glæde mig til at gense samlingen, den dag jeg flytter i hus/større lejlighed.

Nåh, men ud over det, så er det jo ikke fordi ovenstående nyhed har nogen som helst betydning for bloggen, så derfor er det sådan set blevet tid til ugens bog - bøger egentlig.

Jamel Shabazz

"Back In The Days" / "A Time Before Crack"

I denne omgang griber jeg (som i nok har bemærket) ikke fat i én, men to bøger. Det gør jeg dels fordi de er af samme "forfatter", men også fordi de på en måde passer sammen, og har en vis kronologi. Begge bøger er decideret billebøger, krydret med forord og essays fra diverse kontributører. Fotografen er Jamel Shabazz, en særdeles kendt herre inden for dokumentation af afro-amerikansk kultur, fra midt halvfjerdserne til i dag. Ud over at mange af hans billeder er blevet brugt i dokumentationen af den sprudlende hip hop scene i 80'ernes New York, er han også én af de få fotografer som formår at fange sjælen og nerven som står foran linsen, hvad enten han knipser en flok officerer i b-boy stance, eller et bandemedlem der repper sine farver.

Begge bøger er super flotte, og deler en del ligheder, begge er i tyk dejlig hardcover og begge har meget tykke og lækre sider. Alle billederne er i absolut fantastisk kvalitet og man kan virkelig mærke at de er nøje udvalgte, for at give et korrekt tidsbillede. Lighederne ophører dog idet man dels skal have afdækket den enkelte bogs præmis, samt den enkelte bogs skrevne indhold.

"Back In The Days" udkom i 2001, det er Jamel Shabazz's første egen udgivelse, og ud over et rimelig langt forord af Fred Brathwaite (aka. Fab 5 Freddy) er der blot ét yderligere et siders essay, som mest af alt læses som en hyldest af/til Jamel Shabazz. Derudover er der selvfølgelig nogle afsluttende ord fra manden selv. Alle billederne i denne bog er taget mellem 1980 og 1989, og bogen fungerer hovedsageligt som et nostalgisk tilbageblik på hip hop kulturens spæde begyndelse.

"A Time Before Crack" udkom i 2005, det er Jamel Shabazz's tredje egen udgivelse, men den anden centreret omkring hip hop kulturen (selv om den ikke bliver præsenteret som dette). Denne bog indeholder en del flere essays, og har da også et noget mere dystert formål, nemlig at dokumenterer ungdommen og gadelivet i New York pre-crack, deraf titlen "A Time Before Crack". Med denne viden bliver billederne langt mere livsbekræftende, og tillagt den viden som bogen giver omkring crack-epidemien i midt/slut firserne, bliver billederne blot endnu stærkere. Desværre er det ikke alle essaysene (er det sådan man staver det?) som er lige gode, da en del af dem, som det var tilfældet i "Back In The Day", fremstår som hyldester til/af Jamel Shabazz, hvilket ikke rigtig passer ind i bogens budskab. Alle billederne i denne bog er taget mellem 1975 og 1984, hvorefter crack blev introduceret til New Yorks gader i 1985.

Generelt er bøgernes skrevne dele, deres største hæmsko, da det i for høj grad ikke lever op til billedernes sindsyge høje standard. Det er egentlig lidt ærgerligt, i og med man faktisk har lyst til at læse hvad der står, når nu man har valgt at skrive noget i en billedbog. Generelt synes jeg overhovedet ikke der skulle have stået andet end forord (for at fastlægge præmissen for billederne), samt de obligatoriske afsluttende kommentarer. Derudover synes jeg det er helt vildt ærgerligt at begge bøger er i forskellige dimensioner, selvom forskellen er rimelig lille, ryger en del af æstetikken når de står i en bogreol ved siden af hinanden, og den ene står halvanden centimeter højere end den anden. Det bliver yderligere forstærket, af at man alligevel har bibeholdt alle de designmæssige elementer begge bøger i mellem, så det ligner de er en del af en serie. Selvom det er flueknepperi, betyder det noget for helhedsindtrykket for begge bøger samlet.

Uanset hvad er det to fantastiske bøger, hvad enten man er fan af fotografier fyldt med livsglæde og sjæl, eller man blot ønsker et indblik i Hop Hoppen dengang den var under rivende udvikling og alt var tilladt. Bøgerne gør sig fantastisk på et sofabord, og man vil stensikkert vende tilbage for at se/vise sit yndlings billede. Jeg kan ikke andet end anbefale dem, men vil dog pointere at de generel er ekstremt dyre i at købe i Danmark, hvor jeg har set dem helt op til 499 kr. stykket. Det er fuldstændig forrykt, da de kan købes på Amazon UK, helt ned til under 100 kr. Generelt er der en fuldstændig sindsyg prispolitik, på den her slags bøger i Danmark, som jeg helt sikkert vil vende tilbage til en anden god gang.

Da jeg stadig er igang med at uploade, for at afslutte det sidste "Onsdags bio" indlæg, så benytter jeg muligheden for at fremhæve nogle g(l)emte perler, som jeg tidligere har skrevet om her.

Tryk her for at hente: Dr. Dre - Roadium Swap Meet Mixtapes

One time for your mind (del 26) - Gorillaz - Plastic Beach

Jeg overtrumfer lige den igangværende afstemning, med en udgivelse som har fået så meget fokus og opmærksomhed, at jeg ikke ville vente (med risiko for at den aldrig blev stemt igennem). Det kommer nok til at ske et par gange i den nærmeste fremtid, da der er en del udgivelser, som jeg ikke har intentionen om at vente med at køre igennem, såsom den kommende Wu Massacre (Ghost, Rae og Meth) eller Distant Relatives (Nas og Marley).

Der er nok rigtig mange af jer som vil sige "jamen, Gorillaz er da ikke hip hop", men sådan er det bare, I call the shots og med en god håndfuld gæstende rappere, så finder jeg den ganske relevant for denne blog.

Gorillaz - Plastic Beach

1) Orchestrial Intro (Feat. Sinfonia viVA)

Lyden af vand som skyller ind mod en strand, og noget meget filmisk musik som begynder at spille. Strygere, efterfulgt af blæsere og pludselig kicker et beat ind...

2) Welcome To The World Of Plastic Beach (Feat. Snoop Dogg & Hypnotic Brass Ensemble)

Og så er det kørt over i det andet track, med Snoop som giver den med noget spoken word. Masser af synths, og en utrolig funky rytme, minder mig utrolig meget om en blanding af Daft Punk og Air. Super svedigt track, som klæder Snoop rigtig godt, selvom det også havde været røv-svedigt uden ham.

3) White Flag (Feat. Bashy, Kano & The Lebanese)

Helt anderledes lyd, med indiske vibes, små djembe trommer, masser af strygere og et langt hurtigere tempo, det ændrer sig dog til noget midi, reggae, dubstep inspireret noget, hvor Bashy og Kano giver den max gas, og introducere "the island". Overdrevet fed energi, super kompakt og helstøbt nummer.

4) Rhinestone Eyes

Endnu en ændring i lyden, meget minimalistisk, elektronisk men med en bibeholdt funky vibe. Nummeret tager til i energi, og Damon Albarn's stemme, som er forvrænget, passer perfekt til det øvrige lyd-landskab. Igen er der bare en rigtig fed energi over nummeret, som dog ender lidt brat.

5) Stylo (Feat. Mos Def & Bobby Womack)

De fleste kender det her nummer, med mindre de overhovedet ikke har hørt radio de sidste 2-3 uger, hvor det rent ud sagt er blevet gennemkneppet. Nummeret er som titlen antyder god fucking stylo, og jeg er helt vild med det. Mos Def har genfundet sin plads som rapper, efter en længere pause som skuespiller, og Bobby Womack er da bare alt for sej, nuff said!

6) Superfast Jellyfish (Feat. Gruff Rhys & De La Soul)

Langt mere hip hoppet lyd, hvor De La ikke tøver med at starte løjerne, med deres velkendte lyd. Omkvæddet er fuldstændig psyko, minder om en intro sang til en børnefilm, egentlig ville tracket passe perfekt i et afsnit af Svampebob... Jeg elsker Svampebob.

7) Empire Ants (Feat. Little Dragon)

Helt stille og drømmende lydbillede denne gang, Damon Albarn synger sådan rigtig for første gang på albummet. Det er et utrolig stille og beroligende nummer, meget dejligt og et findt afbræk fra det relativt høje tempo som albummet har startet ud i. Halvvejs inde bygger tracket sig dog op, ud i noget decideret italo disco (tror jeg man kalder det), og en kvinde tager over (Little Dragon?), mens trackets meget drømmende vibe bibeholdes. Et nummer som suger en helt ind, og det føles meget længere end det egentlig varede.

8) Glitter Freeze (Feat. Mark E. Smith)

Tunge handclaps, vilde synths og et generelt meget hektisk tempo, kickstarter tracket med manér. Mark E. Smith(?) giver den med noget spoken word, han har en meget karakteristisk stemme som passer perfekt til den hektiske/støjende lyd. Nummeret er virkelig fedt, men jeg vil dog indrømme det er lidt for hektisk, og jeg vil nok komme til at hoppe det over i fremtiden, med mindre jeg er i det helt rigtige humør.

9) Some Kind Of Nature (Feat. Lou Reed)

Stadig en meget elektronisk lyd, blandet med lidt swing. Lou Reed er jo også bare så fucking sej, overdrevet fed stemme. Et rimelig happy-go-happy nummer, som dog får det ekstra twist med seje, seje Lou Reed.

10) On Melancholy Hill

hmmm, lidt cheesy lyd, men ikke på den fede måde. Minder mig lidt om en melodi man ville høre i en Pokemon tegnefilm (ser jeg for meget børnefjernsyn), desuden er Damon Albarns sang og tekst ikke videre interessant... første virkelige misser, er albummet ved at miste pusten? - det håber jeg ikke.

11) Broken

Samme stille tempo, dog en noget anderledes "lyd", som denne gang er meget spacey. Igen er Damon ikke super spændende at høre på, og igen er det noget af et tempo skift fra albummets øvrige numre.

12) Sweepstakes (Feat. Mos Def & Hypnotic Brass Ensemble)

Mos Def er på sit "I Against I" flow, over et simpelt beat, med højt tempo og et snert af meget afdæmpet drum-n-bass. Nummeret tager til med big band instrumentering, og det hele lyder lidt underligt, men på den fede måde.

13) Plastic Beach (Feat. Mick Jones & Paul Simonon)

Lidt af en "Midnight Express" (hvis i kender temaet til den film, som er møg fed - altså både musikken og filmen) følelse over tracket, blandet med en forvrænget Damon Albarn. Det er et okay track, som passer godt ind i albummets øvrige udtryk, men ikke et som skiller sig meget ud.

14) To Binge (Feat. Little Dragon)

Minder mig helt vildt om Balstyrko, med et meget afdæmpet melankolsk udtryk, blandet med noget som jeg bedst kan beskrive som cirkus musik. Little Dragon har en fed vokal til tracket, og hun klæder Damon Albarn godt. Fedt nummer, som passer rigtig godt ind, her hen mod slutningen af albummet.

15) Cloud Of Unknowing (Feat. Bobby Womack & Sinfonia viVA)

Wuhuu Bobby Womack igen, han lyder fantastisk og med en super afdæmpet instrumentering kommer hans vokal virkelig til sin ret. Smukt nummer.

16) Pirate Jet

Sidste nummer, som har en god afslutningsvibe, og egentlig lægger lidt op til blot at være en instrumental. Men Damon Albarn hopper ind, med noget tak for denne gang lyrik. Udemærket afslutnings track, dog lidt anonymt.

Opsummering

Det er egentlig ikke fordi jeg nogensinde har været den vildeste Gorillaz fan, jeg kan lide det opstillede univers, og første album fangede mig meget. Men det andet album var ikke noget som jeg brugte særlig meget energi på, og det er egentlig ikke fordi jeg hører Gorillaz på en daglig/ugentlig basis. Jeg vil dog sige at dette album, virkelig er velpoleret og ganske enkelt fantastisk udført, næsten fra start til slut. Jeg skriver næsten, da der opstår et lidt for tidligt tempo skift, ved track 10 og 11, som virkelig forstyrrer albummets helheds opfattelse, specielt fordi albummet så kører op og ned igen, over de resterende 6 tracks. Det er mega ærgerligt, for hvis de to numre var blevet skrottet, så ville det uden tvivl have været en fænomenal udgivelse.

Bedste track(s): White Flag (Feat. Bashy, Kano & The Lebanese), Stylo (Feat. Mos Def & Bobby Womack), Superfast Jellyfish (Feat. Gruff Rhys & De La Soul) & Empire Ants (Feat. Little Dragon)

Værste track(s): On Melancholy Hill & Broken

Onsdags bio (del 14) - Wu Franchise edition

Som jeg forklarede i det oprindelige Wu Franchise indlæg, så ville jeg benytte mærkningen til at dække aparte Wu relaterede produkter. I den anledning, har jeg valgt at genoptage et long-lost tema, som desværre måtte udgå, på grund af besværlighedder mht. til de tunge upload .

Da Mystery of Kung-Fu / Soldiers of Darkness

Lad det være sagt med det samme, jeg er godt klar over at "Da Mystery of Kung-Fu" indgår i "Soldiers of Darkness" pakken, men i og med DMOKF blev udgivet særskilt på VHS i sin tid, og er den eneste film hvor selve Wu-Tang Clan optræder, så synes jeg den fortjener lidt opmærksomhed for sig selv.

DMOKF udkom som sagt oprindeligt på VHS tilbage i 1998, jeg kan huske jeg købte en kopi i det daværende Street Dance, alene på grund af Wu-Tang Clan billedet på coveret og antydningen af noget ond Kung-Fu - og jeg blev bestemt ikke skuffet. Videoen er opbygget som en slags best-of, af de (i Wu-Tang's øjne) bedste Kung-Fu scener. Dette bliver gjort af en tydeligt påvirket Ol' Dirty Bastard, og resten af klanen (minus Rza - hvilket er lidt ærgeligt, eftersom han nok må antages at være den meste vidende på området). Ol' Dirty rambler som kun han kan, Raekwon er på sit hustle shit og Method Man sover i baggrunden - det er ganske enkelt PERFEKT! nåh ja, og så er der også noget ond, ond Kung-Fu.

SOD er så en videreudvikling af Wu-Tang Clan/Kung-Fu ægteskabet, og denne gang via en mastodont udgivelse, fyldt med hele 20 film fordelt over 10 DVD'er. Som sagt indeholder SOD også DMOKF, men derudover er der så 19 yderligere Kung-Fu film, hvoraf enkelte af dem skulle være ganske sjældne, det kan jeg dog ikke hverken be- eller afkræfte, idet jeg ærlig talt ikke ved en skid om Kung-Fu film - ud over at jeg godt kan lide at se dem.

Som i måske kan gætte jer til, er det lidt af en mastodont udgivelse, så jeg er endnu ikke færdig med uploade den, da den fylder godt og vel 12GB i alt. Jeg har dog oprettet en mappe, hvor de første 7 film er kommet op, deriblandt DMOKF, så det er bare om at komme i gang og følge med løbende hvornår de andre film kommer op. Jeg skriver selvfølgelig herinde når det er. Desuden er jeg nu MediaFire Pro, så mine links ikke længere kan "dø".

Tryk her for at hente: Soldiers of Darkness

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 6)

Det bedste ved de her bog indlæg, er at jeg får læst og opdaget en masse nyt, som jeg ikke anede fandtes. Det værste ved de her bog indlæg, er at jeg er tvunget til at læse de bøger som jeg skal skrive om, og så endda med en deadline - det føles næsten som at gå i folkeskole igen, og skulle stille sig op foran hele klassen og give résume.

Så er det godt at have et lille stash hip hop tegneserier, til at spæde op med i de uger hvor jeg ikke rigtig gider, eller kan nå at læse en hel bog - så er det bare ærgerligt at jeg har opbrugt min nuværende kvote, og trækker mit sidste tegneserie kort. (og så kun 6 indlæg inde i året, doh!)

Felt & Jim Mahfood

"True Tales of Underground Hip Hop"

Min tredje og sidste hip hop tegneserie, kommer fra ingen ringere end superduoen Felt aka. Slug og Murs. I den sammenhæng er de gået sammen med tegneserie talentet Jim Mahfood, og selvom jeg overhovedet ikke kender ham, så er jeg heldigvis god til at google (læse wiki sider). Jim Mahfood er lidt af en tegneserie wiz, ud over at have tegnet en del Spider Man serier for Marvel, tegner han sine egne undergrunds tegneserier. Derudover han han lavet specielle tegneserier, med manuskript fra Kevin Smith (ham som har lavet Clerks) som følger de to Clerks på nye eventyr. Jim Mahfood har desuden sine rødder i grafittimiljøet, og er kendt for at droppe mange hip hop referencer i sine tegneserier.

Selve hæftet er rimelig simplet, og minder meget om en normal tegneserie. Det er ikke indbundet på nogen særlig måde, og knap så stift i betrækket, som de to foregående tegneserier jeg har dækket.

Præmissen for tegneserien er rimelig simpel, men super gennemført og meget original. Slug er den altid sort-klædte emo rapper, og Murs er den altid liderlige, stor-drikkende mellow brother. I selskab med Ant og til tider Jim Mahfood selv, følger vi duoen igennem samtlige numre af deres andet opus "Felt 2: A Tribute to Lisa Bonet", med fede illustrationer og sjove/finurlige detaljer, som man kan mærke er lavet af en fan af musikken. Tegneserien er som sagt bygget op omkring Felt 2, og hvert track fra albummet får derfor sin egen lille 1-2 siders stribe (hedder det stadig en stribe når den fylder så meget?), selv skits'ene får deres egen stribe, derudover er der en 2-3 små ekstra historier, som lige giver tegneserien et ekstra touch, og omhandler Jim Mahfood og hans arbejde med selve tilblivelsen af tegneserien, samt Slug, Murs og Ant's modtagelse af denne.

Illustrationerne er meget typiske (med forbehold for mit mangelfulde kendskab til tegneserier) for den her type undergrunds/street tegneserier (giver det mening), hvor tegningerne er rimelig underspillet, men spækket med små detaljer og finurlighedder, som gør en ekstra læsning eller to nødvendig for at få det hele med. Selve striberne er super sjove og spækket med referencer til øvrige Slug/Atmosphere og Murs sange, samtidig med at de enkelte numre alle bliver håndteret på en fed og original måde hver gang. Specielt striberne "Morris Day", "Early Mornin Tony" og "Gangster Ass Anthony" er virkelig geniale, og puster helt nyt liv i de tilsvarende tracks.

Tegneserien er lavet i tæt samarbejde med Slug og Murs, og er tiltænkt som en direkte videreudvikling af albummet. Som én af striberne beskriver, blev Jim Mahfood præsenteret med Felt 2 CD'en, og fik frie tøjler til at skabe en akkompagnerende tegneserie, som skulle udgives samtidig med albummet. Desværre blev albummet udsat, og tegneserien udkom derfor tidligere end albummet. Hvilket for mit vedkommende er komplet ligegyldigt, i og med jeg først hørte om tegneserien for en lille måned siden, men som selvfølgelig har haft en betydning for folks helheds oplevelse af Felt 2, som en kombineret CD/tegneserie udgivelse. Og hvilket uomtvisteligt må have betydet, at en stor del er gået glip af denne tegneserie, ganske enkelt fordi de ikke anede den eksisterede.

Kombinationen af CD og tegneserie, betyder dog også at man ikke rigtig får noget ud af den, med mindre man har lidt kendskab til Felt universet, og ikke mindst Felt 2. Faktisk vil en stor del af tegneseriens referencer og generelle historier, gå langt hen over hovedet på dem som ikke har et indgående kendskab til Felt 2. Det gør bestemt ikke noget, da det er klart at de færreste ville købe denne tegneserie med mindre de var/er fans af Felt, men man skal vide den udelukkende centrerer sig omkring Felt 2. Så hvis man ikke lige har den, så skal man lige købe den med - hvilket godt kan anbefales.

Hvis man derimod har totalt styr på Felt 2, og hele Felt universet, så SKAL man simpelthen jage den her tegneserie ned. Den er godt nok udgået, men stadig til at opdrive, jeg fandt min på eBay for 5$ + fragt, og der er ingen tvivl om at det bliver et samler objekt, som man vil blive glad for at have i samlingen. Den har i hvert fald givet mig lyst til at høre Felt 2 igen, og jeg glæder mig til at færdiggøre dette indlæg, så jeg kan lytte til albummet mens jeg læser, som det oprindeligt var tiltænkt.

Til dagen har jeg valgt et mixtape (det eneste faktisk) fra Murs, det er en digital only udgivelse, som kunne købes gennem hiphopsite.com, men som ikke er til at opdrive længere officielt. Jeg har ikke noget med Slug alene, da jeg har opbrugt min kvote for Slug/Atmosphere her på bloggen, frem til 2011.

Tryk her for at hente: Murs - Murs 3:16 presents: Murs and the Misadventures of the Nova Express

One time for your mind (del 26) - Big Twins - Infamous QB EP

Jeg er som regel ikke så vild med at købe digitale downloads, jeg kan bedst lide at have ting i fysisk format, da det for mig er den ultimative backup. De sidste par år, er det dog blevet hyppigere og hyppigere at kunstnere vælger den digitale vej, dels på grund af det stødt dykkende CD salg, men mest på grund af de meget lave omkostninger.

Dette bliver den første digitale udgivelse, som bliver kørt igennem "One time for your mind", men nok ikke den sidste. Da det er en EP er der kun 6 reelle numre, da de sidste 3 numre er instrumentaler. EP'en er en form for prequel for en decideret "Infamous QB" dobbelt cd, spækket med musik fra diverse QB artister.

Big Twins - Infamous QB

1) How's Big Twin (Feat. Chinky)

En kvinde som synger om Big Twin, og samtidig introducere sig selv - det er så Chinky. Er der ikke også en rapper som hedder Chinky (nej, det er ikke Chingy jeg tænker på). Okay, så er det sgu færdig, lige under 2 minutter, det er kort - specielt på en EP, hmmm. Men okay, så fik man da også lige afklaret hvem både Big Twin og Chinky er.

2) Don't nothin move but the money (Feat. Black Ice & Tymaxx)

Et mere mellow track, med en alvorligere tone end det forrige. Typisk "still don't nothin' move but the money" track. Black Ice(?) er ganske habil, men leverer ikke noget som får skillet ham ud fra den gængse New York rapper. Det gør Big Twin til gengæld, dels på grund af hans meget karakteristiske stemme, men også fordi han faktisk er en rigtig dygtig rapper - inden for genren. Hvem eller hvad er en "Tymaxx" og hvorfor er han/hun/den/det krediteret som feat.?

3) Cash, we got to make it (Feat. Black Box)

Lige på og hårdt fra Big, med et noget anonymt beat, som dog er meget typisk for denne her type rap. Black Box(?) minder lidt om Big Twin, bare med en knap så harsk stemme. Det er et rimelig kedeligt track, med endnu et meget slidt og typisk emne om at få de skrilla uanset hvad.

4) Don't be so amazed

Et speedet soul sample, og en march lilletromme, det lyder lidt underligt og beatet er generelt lidt low-tech, på en mixtape agtig måde. Big Twin leverer til gengæld top-notch lyrik og det er rart at høre ham solo, selvom tracket må siges at være noget kort på 2:45.

5) Black Mobb pt. 3 (Feat. Flame Killer & G.O.D.)

Hold da helt fest hvor lyder Big umotiveret, det gør hans gæster også. et super kedeligt track, som nærmest trækker tænder at høre - ikke så meget mere at skrive, beatet er lige så kedeligt som rappen.

6) Murder (Feat. Amir)

Meget Sid Roams agtig beat, a la dem som var på H.N.I.C. 2, meget, meget dystert - rigtig lækkert. Amir KAN rent faktisk skille sig ud, og leverer både et fedt vers og et fedt omkvæd. Big Twin er tændt og alt i alt, er det et super fedt track - uden tvivl det bedste på EP'en.

7) Don't nothin move but the money (instrumental)

Jeg er så elendig til at beskrive beats at det ikke engang er sjovt, så jeg vil ikke prøve. Beatet er kedeligt.

8) Black Mobb pt. 3 (instrumental)

Endnu et røvsygt beat.

9) Murder (instrumental)

Utrolig dystert, det bedste beat på EP'en.

Opsummering

Det var ikke lige hvad jeg havde regnet med, selvom EP'en kun har kostet mig knap 35 kr., så er jeg rimelig skuffet. Ikke alene er det tydeligt disse tracks blot er left-overs, man har skrabet op fra studie gulvet, men det er også død ærgeligt man ikke har ydet en større indsats for at promovere den kommende "Infamous QB" CD, som må være EP'ens formål. Der er reelt set kun ét godt nummer, og det er ikke fordi det slår benene væk under én. Derudover er EP'en utrolig kort, jeg ved godt definitionen på en EP, er at den maks må vare 25 minutter, men med en varighed på lige over 16 minutter for de 6 reelle tracks, så føler man sig lidt snydt, også selvom de 3 instrumentaler sniger EP'en op de 26 minutter - det giver en gennemsnits længde på 2:45 pr. track, det er sgu for tyndt.

Jeg vil kun anbefale denne EP til hardcore QB fans (som mig selv), men selv de vil nok føle sig snydt (som jeg gjorde). Da det nu er slut med sampleren på "One time for your mind" indlæggene, så fremhæver jeg det/de bedste og det/de værste track(s) fremover.

Bedste track(s): Murder (Feat. Amir)

Værste track(s): Black Mobb pt. 3 (Feat. Flame Killer & G.O.D.)

Kongen af 45'erne viser funken frem

Jeg prøver at gøre det til en fast vane, og huske at dække nogle af de udgivelser, som bloggen efterhånden har specialiseret sig i, ved siden af de faste indlæg. Det er faktisk lykkedes ganske godt her på det sidste, så ingen grund til at ændre på det.

The 45 King - Put The Funk Out There LP (unofficial promo release)

DJ Mark The 45 King, eller blot The 45 King (som han har kaldt sig i en del år efterhånden), er måske ikke en producer hvis navn alle lige kan genkende, specielt hvis man ikke rigtig har fulgt/opsøgt hip hop fra slutfirserne/start halvfemserne. Ud over at være "stifter" og medlem af The Flavor Unit, blev han særligt kendt for sine mange break-beat plader, hvor i særdeleshed "The 900 Number" skabte ham megen opmærksomhed.

The Flavor Unit var et kollektiv af MC's og én producer (The 45 King, duh), som blandt andre talte Queen Latifah, Apache (RIP), Chill Rob G, Lakim Shabazz og Freddie Foxxx. Selvom det umiddelbart var Mark, som varetog The Flavor Unit's interesser de første par år, fører et stofmisbrug til, at Queen Latifah overtager styringen og viderefører Flavor Unit navnet over i hendes eget management selskab "Flavor Unit Management", som ender med at blive et ret så succesfuldt foretagende. Netop stofmisbruget, er en af årsagerne til at 45 King ikke får ordentlig fodfæste med sin solokarriere, og i sidste ende mister en pladekontrakt hos Warner.

The 45 King spenderer derefter tiden med diverse remix projekter, og enkelte produktioner op igennem midt- til slut halvfemserne, hvor det lykkedes ham at producere to af vor tids absolut største hip hop skæringer (målt i kommerciel succes), nemlig "Hard Knock Life" og "Stan", med henholdsvis Jay-Z og Eminem (det er der stensikkert mange som ikke vidste). Derudover benytter han også tiden med at arbejde på sit længeventet soloprojekt, som han desværre aldrig afslutter, umiddelbart fordi han ikke kan finde nogen som vil udgive det (sådan læser jeg det i hvert fald i det her interview). Men selvom The 45 King ikke selv afslutter projektet, afholder det dog ikke nogen fra at fremstille en særdeles vellignende "officiel" promo LP af albummet.

Promoen, som er trykt med både Def Jam Music Group og Rocafella Records logo, samt korrekt contact information til Polygram Distribution, viser sig dog at være intet andet end en bootleg, omend en meget omstændig en af slagsen (se billede her). Selvom der aldrig har fremgået en officiel tracklist for albummet, vedkender The 45 King at bootlegen i høj grad minder om den vision han selv havde for albummet, hvilket giver ham en stærk mistanke om hvem bootlegeren måtte være, selvom han aldrig røber et navn (det står også i det førnævnte interview).

Bootlegen har floreret på nettet i et stykke tid, men der er desværre en fejl i henhold til den rigtige bootleg, hvilket gør at vi desværre står og mangler fire tracks. Det er lykkedes mig at finde to af dem, men der mangler stadig to (markeret med *).

The 45 King - Put The Funk Out There

1) Check It Out (Feat. Jay-Z & Lady Champain)*

2) Put The Funk Out There (Feat. Kid Capri)

3) Harlem Bros (Feat. Big Pooh)

4) Latee Rocks Da Bells (Feat. La Tee)

5) Jersey State Of Mind (Feat. Queen Latifah)

6) Roll With Me (Feat. Big Pooh)

7) Simplicity (Feat. Big Pooh & Chill Rob G)

8) Super People (Feat. Lady Champain)

9) Welcome To The Terrordome (Feat. Lady Champain)

10) On And On (Feat. Terry Lorrenz)

11) Double Dare (Feat. Diamond D)

12) Drop The Bomb (Feat. Lady Champain)*

Endnu engang; hvis der er nogle af jer derude, som ved et tilfælde skulle have et af de to numre (eller dem begge), så håber jeg i vil dele dem med os, så vi kan få samlet albummet. Albummet kan nogle gange købes på Discogs eller ebay, og går pt. for 2-300$. Selvom lydkvaliteten ikke er super, er det nogle gennemgående fede numre, og den anderledes version af "Jersey" som man ellers kender fra soundtracket til New Jersey Drive, er downloadet værd alene.

Tryk her for at hente: The 45 King - Put The Funk Out There

Last time for your mind?

Så skete det desværre igen, jeg er nu oppe på seks "DMCA Takedown" notifikationer, og de er alle rettet mod "One time for your mind" indlæg. Heldigvis er de ikke blevet slettet, som jeg ellers havde hørt Google var begyndt på. Så selve indholdet er stadig i behold, dog uden de respektive "samplere", som indeholde en 3-4 udvalgte numre fra hver udgivelse. Nu er jeg sådan set blevet det som Google kalder en "repeat offender", med andre ord; jeg er i overhængende fare for at få slettet (deaktiveret kalder Google det) hele min blog.

Den risiko vil jeg selvfølgelig ikke løbe, så jeg ser mig desværre nødsaget til at lave om på "One time for your mind" konceptet, og afskaffe "sampleren", da den simpelthen tiltrækker for meget opmærksomhed. Jeg håber ikke det vil afholde jer fra at læse indlæggene alligevel, og jeg tror (håber) at i forstår mit ræsonnement. Da den eneste anden løsning ville være at flytte bloggen, hvilket jeg ikke helt kan overskue på nuværende tidspunkt.

Hvis i vil se hvilke indlæg det drejer sig om, så kan i trykke her.