One time for your mind (del 13) - Brother Ali - Us

Eftersom jeg lige har været ude og købe tre af de nyere CD'er, så tænkte jeg at det ville være på sin plads at rive dem igennem møllen. Jeg starter med den udgivelse jeg har glædet mig mest til, så snupper jeg de to andre i løbet af weekenden.

Brother Ali er helt klart en af de mere interessante rappere som er ude for tiden, ikke alene lavede han nok det bedste nummer i 2008, med Freeway på Jake One's "White Van Music", men han har også formået at lave (måske) de to bedste Hip Hop EP'er nogensinde, The Champion EP og The Truth Is Here EP - jeg ved godt at The Truth Is Here ikke officielt bliver kaldt en EP, men den indeholder lige så mange numre som Champion EP'en og jeg mener at huske at han selv omtalte den som en EP. Til gengæld synes jeg at hans fulde albums, har en tendens til at trække lidt i langdrag og har aldrig rigtig formået at fange mig, så det bliver interessant at se hvordan dette album passer ind i bagkataloget.

Brother Ali - Us

1) Brothers And Sisters (Feat. Chuck D & Stokley Williams)

Et kor som synger la, la, la, laaa, Chuck D holder en preacher tale ind over koret, om fred, kærlighed og Brother Ali. Udemærket intro, som passer fint inde i Brother Ali universet.

2) The Preacher

Brother Ali lægger hårdt ud, over et beat fyldt med blæsere. Hurtigt tempo from the gate, ret typisk Brother Ali track, med lidt preaching og en masse blær. Nummeret kommer dog ikke rigtig op på samme niveau som hans tidligere numre, med samme indhold. Jeg synes faktisk det er et ret kedeligt nummer, det virker som om han prøver at klemme så meget som muligt ind i tracket, så de 3:34 minutter det varer virker meget lange.

3) Crown Jewel

Meget soulful nummer, med et relativ simple loop af handclaps, trompet og bass. Ali sætter tempoet betydeligvis ned, i forhold til sidste nummer og det passer meget bedre. Første vers er mere af hans typiske blære rap, men mere afdæmpet. Andet vers er et stort fuck you til alle haters. Ganske udmærket nummer, måske en smule kedeligt, ikke dårligt bare lidt anonymt.

4) House Keys

Starter ud med noget spoken word, ind over et rimelig beat med noget guitar, bass, synths og en pige som siger ahhh... da da (jeg er godt nok dårlig til at beskrive beats, men hey jeg prøver). Lidt over et minut inde, kan jeg godt høre at det ikke rigtig bevæger sig væk fra spoken word. Beatet tager dog en smule til med handclaps og en lille smule tempo forøgelse. Nummeret handler om at han skifter lejlighed til noget mindre i samme opgang, for at spare lidt penge (han gemmer dog et ekstra sæt nøgler) . Hans nye naboer er dog lidt vilde, så han vover sig ind i den gamle lejlighed og riber hele lejligheden og sælger tingene. Faktisk et super fedt nummer, selvom det måske lyder lidt underligt, når man lige læser hvad det handler om.

5) Fresh Air

Funky beat, kedeligt nummer, som i bund og grund handler om at han har et dejligt liv og at alle elsker ham. Det har han gjort mange gange før og meget bedre. Meget uinteressant, desværre.

6) Tight Rope

Elektrisk guitar, handclaps, klaver og bass. Første track indtil videre, hvor noget af Ali's velkendte "Sjæl" kommer igennem. Igen er det et lidt cliché nummer, som er set bedre før - ikke hos Ali, men hos andre. Handler om et skilsmisse barn (måske ham selv - det fik jeg ikke rigitg med), som lever to forskellige liv. Nu tror jeg dog ikke det er ham selv, han rapper om. Jeg får lyst til at høre Lupe fiasco's "He Say, She Say", samme emne - bare meget bedre udført.

7) Breakin' Dawn

Flere handclaps, en stortromme og en elektrisk banjo!? (nok en guitar). Der er lidt country feeling over det, Brother Ali er nede i tempo igen, med lidt af et preacherman flow, ganske udmærket nummer.

8) The Travelers

En stortromme og en Xylofon der spiller noget som minder om temaet fra Godfather = sejt beat.

Jeg måtte lige høre nummeret helt færdig før jeg kommenterede. Det er et super fedt nummer, med super meget dybde, hvor mange forskellige ting kan læses ind i. Det er svært at opsummere på få linjer. Helt klar det bedste nummer indtil videre, den ryger helt sikkert i sampleren.

9) Babygirl

Super fedt beat, lidt hendrix agtig guitar loop, med en hård stortromme, og en meget afdæmpet Brother Ali. Endnu et lidt typisk "black girl lost" nummer, dog meget veludført og ret rørende.

10) Round Here

Helt anderledes beat i denne omgang, lidt svært at forklare, men der sker en masse. Et ret utypisk omkvæd starter løjerne, dog følger tracket fint Ali's ret typiske emnevalg, jeg er bedre end alle og jeg kan fandme fuckme "rocke en fest". Udemærket nummer, men man kan ikke lade vær med at føle han rapper om det samme, bare over et nyt beat.

11) Bad Mufucker Pt. II

Et af mine favorit numre, som herved får et ekstra kapitel... Meget mere afdæmpet end første omgang, med utrolig fængende beat. Knap så meget blær, men hans flow passer super godt til beatet. Ah, okay, der er stadig meget blær, det er dog lige anderledes nok, men han flow og levering er så svedigt at man ikke rigtig kan hade på det. Desuden er han uden tvivl den rapper som siger "bad motherfucker", på den absolut sejeste måde. Super fedt nummer.

12) Best At It (Feat. Freeway & Joell Ortiz)

Tre af mine nuværende yndlings rappere, på samme track... don't let me down. Freeway er første mand, han har det fedeste flow lige for tiden og har virkelig oppet sig (jeg glæder mig som vild til hans Jake One album). Joell Ortiz er næste mand, igen et lynhurtigt flow, dog bliver verset lidt langt og virker lidt ustruktureret (fedt til en cypher, ikke til et track på et album). Brother Ali er sidste mand, og han rapper i helt vildt lang tid, lidt samme problem som med Joell Ortiz. Fedt nummer at høre én gang, derefter tror jeg bare man kører træt i det. Sidste del af Ali's vers, er til gengæld pænt psyko, de skulle have skåret resten fra.

13) Games

Jeg er begyndt at køre rimelig træt i det her album, det er som om man kun kan klare en halv Brother Ali plade, så bliver man helt mættet. Under andre omstændighedder havde jeg slukket nu. Lidt larmende track, hvor der igen sker lidt for meget. Løbende gennem hele pladen har han refereret sig selv som the preacher. Det kan godt høres i beatet, som har både orgel , klaver handclaps og hele svineriet. Tracket handler om at diverse ting "ain't a game", fattigdom, drug dealing etc. Til trods for mine lidt negative første linjer, er det faktisk et ganske fedt nummer, som man lige skal høre et par gange - tror jeg.

14) Slippin' Away

Jeg synes sgu de her beats lyder lidt som hinanden, SWITCH IT UP!!! Super kedeligt nummer, jeg lader den bare køre, jeg kan ikke lige koncentrerer mig. Tracket handler om en ven på afveje, faktisk ganske udemærket, men det ligger simpelthen for langt nede på tracklisten.

15) You Say (Puppy Love)

Kun to numre tilbage, hang in there... Meget stille beat, med lidt guitar og et klaver, som dog tager til med uuhhs og aaahhhs og noget violin, super dejlig stemning. Så kommer love tracket, måske er det til musikken, eller måske er det til konen, det vil tiden nok vise. Meget dejligt nummer, som faktisk er et ganske udemærket afslutnings nummer (kommer selvfølgelig an på hvordan næste track klarer sig med den plads). Det handlede sgu nok bare om hans kone, så er det da ikke en total cliché. Helt klart et af de bedre numre.

16 Us (Feat. Stoke Williams)

Så kommer titel nummeret, som rosin i pølseenden. Samme kor og handclaps, som i introen. Noget spoken word fra Brother Ali, så træder beatet ind, med noget laver, handclaps, koret, lidt stortromme og noget bass. Dejlig vibe, med Brother Ali, som lige fortæller lidt om hvorfor han startede med at rappe. Fed afslutning, som dog også kunne have været en rigtig fed intro.

Opsummering

Som gennemgangen nok bærer lidt præg af hen mod slutningen, så er det i hvert fald ikke hans bedste udgivelse. Jeg løb hurtig ind i samme problem, som jeg umiddelbart har med hans andre fuld længdes udgivelser, nemlig at de meget hurtig bliver meget lange. Jeg tror det skyldes hans specielle stemme, som dog også er hans største force. Det bliver dog meget hurtig lidt for ensformigt og langt for mig. Jeg er faktisk lidt irriteret, da jeg havde glædet mig som en sindsyg til at høre pladen, som jeg regnede med ville være et af årets bedste. Man skulle have givet denne her udgivelse samme behandling som "The Truth Is Here" og skåret det ned til en 9-10 tracks. Sidst men ikke mindst mangler der helt vildt af den føromtale "sjæl" (soul if you want), som hans andre udgivelser er fuldstændig spækket med ogsom gør at det hele virker lidt for poleret. Alt i alt, en noget skuffende affære, som kunne have været så meget bedre.

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: Brother Ali - Us (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

Ayo Technology

Bare rolig jeg skal ikke til at skrive om et af de værste numre der nogensinde er lavet. I stedet ville jeg bare lige skrive lidt om nogle ændringer her på bloggen, som der nok er en del af jer der har lagt mærke til.

Først og fremmest har jeg opdateret etiketter for ALLE indlæg, så har jeg fjernet etikette visningen, som jeg synes var begyndt at fylde alt for meget. Da søge funktionen oppe i venstre hjørne af skærmen, overhovedet ikke fungerer (kun sporadisk), har jeg tilføjet en Google search widget. Google search er egentlig bare en google søgning, som kun søger inden for bloggens rammer. Det betyder en meget dybtgående søgning, som langt overgår den indbyggede Blogspot søge funktion - det er lidt underligt at Blogspot's egen søge funktion er så mangelfuld, taget i betragtning af at Blogspot er Google ejet.

Næste ændring kommer i kraft af en Facebook Fan widget, med denne kan man altid se hvem som er fan af bloggen, samt selv blive fan direkte gennem bloggen.

Sidste (og i mine øjne, vigtigste) ændring sker i form af en Twitter widget, jeg har helt klart indtrykket af at det er de færreste mennesker, der læser denne blog, som også har en Twitter profil, derfor kan man nu følge alt hvad jeg skriver på Twitter, så man ikke bliver snydt for noget.

Jeg har prøvet at inkorporere ændringerne, uden at gå for meget på kompromis med bloggens udseende, så jeg håber ikke i finder dem forstyrrende - ellers bliver de bare fjernet igen.

50 Cent - War Angel LP

Nu hvor jeg har lånt titlen fra et af 50 Cent's (uden tvivl) værste numre, så tænkte jeg lige jeg ville dele hans seneste "udgivelse", som helt klart løfter mine forhåbninger omkring "Before I Self Destruct". Albummet blev sat til fri download af 50 Cent selv, som fremhæver at det ikke er et mixtape, men skal anses som en regulær udgivelse.

Selvom jeg ved at dette album har været ude i et stykke tid, og at mange af jer sikkert har det i forvejen, så fremhæver jeg det til de folk som har undgået albummet. Det kan enten være fordi de simpelthen ikke kan lide 50 Cent (det ændrer dette album nok ikke), men til dem som godt kunne lide 50 Cent's tidligere albums, og har undgået dette album af frygt for en "Curtis II", så kan jeg kun anbefale dette album da det er 32 minutters vintage Fiddie.

Tryk her for at hente: 50 Cent - War Angel LP

Ustrukturerede søndage (del 3)

Så er vi nået til anden (og sidste) del af min top 10 over udgivelser, som jeg ikke kunne være foruden. Jeg kan godt røbe at det har været sindsygt svært, jeg skrev hele listen i sidste uge, men delte den op i to dele, da jeg ikke havde tid til at uddybe alle udgivelserne på én gang. Det sværeste har selvfølgelig været at trimme listen ned, det har overrasket mig hvor meget tankevirksomhed jeg egentlig har brugt i løbet af ugen på denne liste, hvilket blandt andet har betydet at jeg er blevet meget i tvivl omkring mine valg. Men alt i alt er jeg meget tilfreds og der er ingen af disse udgivelser, som jeg ikke kan stå 100% inde for.

Xzibit - At The Speed of Life (1996)

Xzibit er nok den kunstner som har betydet aller mest for mit forhold til west coast, ikke alene har han i mange år været min absolutte favorit rapper, men han er også skyld i at jeg er blevet introduceret til et væld af fantastiske west coast kunstnere, som jeg på daværende tidspunkt nok aldrig ville have ænset en tanke. Selvom min første reelle introduktion til west coast genren hovedsageligt kan tilskrives Doggystyle - og i et vist omfang The Chronic, så er det først med At The Speed of Life at jeg får åbnet øjnene for west coast musik, som handler om meget mere end bitches, weed og fester. Xzibits hårde stemme og dybe indhold, påvirkede mig meget og Xzibit blev den første rapper, som jeg nærmest blev lidt småbesat af. Jeg kan (næsten) med sikkerhed sige, at jeg ejer alle udgivelser som han har lavet, samt alle tracks som han medvirker på frem til omkring årtusindeskiftet, det er ikke så lidt og har betydet at jeg har utroligt mange udgivelser, som er købt udelukkende på grund af et Xzibit track.

Xzibit er da også den første og eneste rapper, som virkelig har skuffet mig - ikke fordi han har "solgt ud", som mange andre siger, men fordi det virker som om han oprigtigt har mistet gnisten - det gør faktisk lidt ondt at opleve.

Suprême NTM - Suprême NTM (1998)

Jeg kan simpelthen ikke lave sådan en liste og så glemme min anden store passion, nemlig den franske rap. Denne udgivelse er måske ikke min første introduktion til den franske scene, den ære tilfalder IAM's "De La Planete Mars", NTM's "Paris Sous Les Bombes" og Soundtracket til La Haine, til gengæld er det denne udgivelse, som gjorde at jeg i langt højere grad opsøgte den franske rap, dels fordi jeg var blevet ældre og pludselig havde langt større mulighed for at rekvirere fransk rap, men også fordi jeg på det tidspunkt oplevede at niveau på den franske scene havde taget et gevaldigt hop og pludselig på mange måder tiltalte mig langt mere end dets amerikanske modpart. Jeg vil til gengæld sige at IAMs "L'école Du Micro D'argent", på mange måder havde samme indvirken på mig, men valget faldt i sidste ende på "Suprême NTM" af ren og skær personlig præference.

Reflection Eternal - Train of Thought (2000)

Reflection Eternal er Talib Kweli og Hi-Tek, mere introduktion behøves nok ikke, da jeg går ud fra i alle ved hvem de er. Train of Thought er deres første album sammen, og faktisk også Talib Kweli første reele solo udspil, i og med Hi-Tek (næsten) udelukkende agerer producer og faktisk kun rapper et vers på et track. Dette album opnår en plads på min liste, ganske enkelt fordi det er fantastisk, både som reel introduktion for Talib Kweli, men også på grund af dets perfekte sammensætning. Det er ét af meget få albums, hvor hvert enkelt nummer giver mening, og hvor selv en relativ stor mængde gæsterappere leverer fantastiske præstationer uden at overskygge hovedpersonerne. Jeg ved der er en del som nok vil sige "hvad med BlackStar?", men for mig har deres album ikke samme harmoniske sammensætning og består af en del numre, som godt kunne undværes. Desuden mener jeg ikke at Talib Kweli på noget tidspunkt i sin efterfølgende karriere har formået at opnå helt samme niveau - og det siger ikke så lidt om dette albums kvalitetter.

The Beatnuts - A Musical Massacre (1999)

Beatnuts er en gruppe som jeg har fulgt i rigtig mange år, de første par år anså jeg dem dog ikke for mere end en latino version af Alkoholiks, dog med lidt mere substans i lyrikken. Dette skal bestemt ikke forstås som en kritik, da jeg er KÆMPE Alkoholiks fan, især i deres tidlige år. Udgivelsen af Musical Massacre, var dog så mange niveauer over deres øvrige udspil, at den straks cementerede sig i min bevidsthed og endte med at blive definitionen af mine sidste gymnasie år (2000-2001). Ligesom med få andre albums, såsom Supreme Clientele, 3:16 - the 9th edition, Flesh of my flesh-Blood of my blood og Get Back Little Brother, er det svært at sætte ord på hvorfor de formår at indfange én i langt højere grad ende deres andre (mere kritiker roste) albums.

Cormega - The Realness (2001)

Cormega er en kunstner som jeg vidste sindsyg meget om, uden så meget som at have hørt et enkelt album fra. Selvom dette ikke lyder særlig underligt nu om dage, hvor alt blive blogget, eller kompileret hurtigere end kunstneren selv kan nå at blive færdig med sit produkt. Omkring årtusind skiftet så tingene dog lidt anderledes ud, da myten om Cormega langt overskyggede hvad der reelt set var til rådighed. Bortset fra nogle enkelte tracks fra The Firm og enkelte numre på kompilationer/soundtracks, så var det forbløffende lidt, man havde hørt fra Mega Montana, det til trods for at han havde et helt album hos Def Jam liggende (som først blev skrottet, men senere udgivet af Mega selv). Cormega er dog kommet godt igen og har faktisk udgivet rigtig mange af de numre man ikke havde hørt før, eller kun havde i meget dårlig kvalitet gennem Napster. The Realness er et album, som ikke alene var længe ventet, men som også fuldt ud levede op til dets hype. Jeg har et meget personligt forhold til albummet, da det udkom umiddelbart efter mit møde med en gruppe mennesker, som den dag i dag konstituere min absolut nærmeste vennekreds - jeg vil næsten så langt og sige at det var vores fælles kærlighed til The Realness, som gjorde venskabet muligt fra starten af.

(Bonus)Prince Paul - A Prince Among Thieves (1999)

Jeg ville absolut have dette album med, dels fordi det er super veludført, nyskabende og opfindsomt, men mest af alt fordi det er helt vildt overset. Dette album kan måske ikke lige klemmes ind i en top 10 over de albums som jeg ikke kunne leve foruden, den kunne nok ikke engang komme på en top 20 - det gør lidt ondt at skrive det. Dette album komme til gengæld nemt ind på en første plads over albums, som jeg synes har lidt den værste skæbne - det gør rigtig ondt at skrive det. For dem af jer som ikke har hørt om dette album, eller ved noget om det, så vil jeg lade jer om at "opdage" det, for det er ganske enkelt noget af det sejeste som er trykt på et lydmedie. Jeg vil dog give en lille advarsel, det er simpelthen ikke muligt at få glæde af dette album, hvis ikke man giver sig tid og lytter til de fulde 74 minutter i et stræk - men i vil ikke fortryde det.

Så blev listen færdig og som jeg skriver i starten var det meget svært. Der er en masse honorable mentions, hvor det nærmest er tilfældighederne, blandet med min nuværende hukommelse, som bevirker at de ikke optræder på listen. Desuden er der mange nye udgivelser, som også kunne være på listen, men som jeg ikke selv synes jeg kan retfærdiggøre da de ikke har udstået tidens tand. Det var faktisk lidt grænseoverskridende at have Murs med 3:16 - the 9th Edition på listen, da jeg reelt set synes at det er en meget ny udgivelse, selvom den faktisk er over 5 år gammel (damn tiden flyver).

Ligesom i sidste uge skal der også være noget musik, jeg har valgt numre som enten var påtænkt den pågældende udgivelse, blev lavet i samme periode eller blot er en anderledes version end den som optræder på den endelige plade. Jeg har sat numrene op enkeltvis så i ikke behøver at hente tracks i ikke gider have, ellers er de som sædvanlig også samlet i én mappe.

Xzibit - Eyes May Shine (remix) (Feat. Mobb Deep) (1996)

Suprême NTM - Touche Pas À Ma Musique (That's My People Remix) (1999)

Reflection Eternal - The Blast (remix) (Erykah Badu) (2000)

The Beatnuts - Story To Tell You (1999)

Cormega - Take Mine (2001)

(Bonus) Morcheeba - Let Me See (Hi- Tek remix) (Feat. Reflection Eternal) (1999)

(Ekstra Bonus) Prince Paul - A Prince Among Thieves Trailer (1999)

Tryk her for at hente: Ustrukturerede søndage (del 3)

Velkommen til

Mit forrige indlæg om MFS har brudt de fleste rekorder her på siden, lidt over 500 unikke besøgende har kigget forbi siden "anmeldelsen" kom op, det er mere end dobbelt så mange som tjekkede ind hver søndag for at vinde en CD. Derudover er antallet af fans på facebook næsten fordoblet. Så man må sige at jeg har ramt en hel ny demografi.

Til de af jer som er nye til bloggen, vil jeg blot sige velkommen til. Kig endelig rundt og se hvad jeg tidligere har skrevet om, jeg er sikker på at der er noget for enhver smag og noget som du/i med garanti ikke har hørt - eller hørt om.

Jeg vil endnu engang gøre opmærksom på min Twitter profil, som jeg opdaterer dagligt med random hip hop relateret nyheder og musik, som jeg ikke lige gider skrive et helt indlæg om her på bloggen. Twitter formatet er dejlig bekvemt og simpelt, hvilket gør det muligt at opdatere meget oftere, så i kan helt klart forvente en masse indhold dér.

Som velkomstgave har jeg valgt en udgivelse, som ganske udmærket repræsenterer hvad denne blog egentlig går ud på.

Petey Pablo - Same Eyes On Me

Petey Pablo er endnu en kunstner som blev "trapped on Death Row", han er en del af Death Rows såkaldte "second revival", som blandt andre tæller Crooked I, Tha Realest, Spider Loc, Eastwood og Kurupt (som tog en chance til hos det berygtede label). Fælles for alle kunstnere er at de (ud over at dele label), alle fik skrottet et eller flere projekter - lige bortset fra Kurupt, som fik udgivet en CD lige efter han forlod selskabet, en udgivelse som dog har en historie der fortjener sit helt eget indlæg (all in due time).

Den store forskel mellem Petey Pablo og hans label-mates, ligger dog i hans tilhørsforhold, som ikke ligger på vest-kysten, men derimod lidt længere sydpå i North Carolina - så vidt jeg ved er han den første og eneste non-west coast rapper signet på Death Row (eller hvor kom Lady Of Rage fra?)

Første gang jeg hørte den her udgivelse, blev jeg ret imponeret over hvor meget han har switchet sit flow op. Fra at lyde lidt som Scarface (rapperen, ikke ham fra filmen), med en klar southern lyd, er han pludselig blevet mere af en west coast rapper - dog stadig med sit southern sluur. Det er faktisk lidt ligesom Crooked I, som pludselig lyder som en regulær east coast rapper - dog stadig med sit west coast swagger (første og sidste gang det ord optræder på denne blog, cross my heart and hope to die).

Ligesom alle andre albums der blev skrottet under Death Row, skal årsagen sandsynligvis findes i generelle label-politics, som har præget selskabet fra første dag. Albummet skulle efter sigende være udgivet omkring 2004-2005, men lyder faktisk ældre - da jeg først fik at vide albummet var lavet omkring 97-98, var det kun fordi jeg vidste at Death Row var i bad standing med Kurupt at det ikke kunne passe. Kurupt var vicepresident for Death Row under indspilningen af dette album og optræder derfor på to af numrene, derudover optræder Eastwood på et enkelt nummer, Eastwood kom først til Death Row omkring 2002-03.

Albummet er af et ret højt niveau, som de fleste Death Row udgivelser faktisk er, uanset om de ender med at blive udgivet eller ej. Det er ikke rocketscience lyrik, men det burde man heller ikke forvente af noget som helst fra Death Row. Derimod er det god gammeldags G-rap med et southern twist.

Tryk her for at hente: Petey Pablo - Same Eyes On Me

One time for your mind (del 12) - MFS - Bandaniseret

Okay, det her bliver en "one time only" begivenhed, hvor jeg vælger en dansk udgivelse. Det skyldes hovedsageligt en eller anden underlig forestilling om at MFS er for farlige til at anmelde. Jeg kender ikke meget til dem, jeg har deres EP, som jeg egentlig synes er meget fed og så har jeg hørt singlen fra denne her udgivelse, som jeg egentlig også synes er meget fed, bortset fra ham den ene (A) har et flow som jeg ikke rigtig ved om jeg synes er meget sejt - eller meget iriterende, men det finder jeg nok ud af i løbet af denne her gennemgang.

Lad os kaste os over løjerne - midt under gennemlytningen måtte jeg altså lige google hvad de enkelte medlemmer hed, så det ikke bare blev "ham med det specielle flow, ham med den dybe stemme etc." Jeg ved ikke om jeg bytter om på Wood og Hype, jeg tror at Wood er ham med den lidt dybe stemme, så ret mig endelig hvis jeg tager fejl.

MFS - Bandaniseret

1) Intro (MFS)

Der er en pistol der bliver cocket og nogen som siger MFS ind over noget der lyder som en politiradio, så kommer der et meget fedt og meget hårdt beat, med nogen (som jeg går ud fra er dem fra MFS) som lige rapper få linjer (i kor) om MFS. Det hele bliver afsluttet med lidt helikopter lyde. En meget fed intro, som faktisk giver mig lyst til at høre næste nummer.

2) Det Går Stærkt

Det er så det nummer jeg har hørt, jeg synes jo som sagt det er meget fedt. Jeg ved de er blevet kritiseret for ikke at kunne rappe, men jeg synes slet ikke de er så dårlige, da jeg faktisk synes at indholdet er meget fedt og ikke rigtig ligger op til den vilde mic kontrol. Det er sådan lidt tidlig G-Unit agtig, og det synes jeg faktisk er meget fedt. Omkvæddet er til gengæld ikke så fedt i længden, det skulle have været ham den sidste som rapper på tracket (Hype) som tog den tjans og så skulle de have skrottet "Det går stærkt!!!" udråbet, det virker lidt hooligan/brian agtig.

3) Bandaniseret

Wood har helt klart nogle mangler som rapper, han lyder lidt som L:Ron, bare uden den sønderjydske accent. Tracket handler i bund og grund om hvorfor de har nok cred til at reppe farver. Jeg kan endnu ikke bestemme mig om A, han ødelægger i hvert fald ikke dette track. Hype klarer sig sgu rigtig godt og jeg synes han har et fedt flow. Beatet er super velproduceret og det er faktisk et rigtig fedt nummer.

4) Det Sådan Vi Gør

En som prøver at lyde som Sczzhirleyy (er det sådan man staver det nu), synger lidt om MFS, det er lidt kitch men meget sejt. Beater er med lidt keys, lidt synths og lidt uhhs & ahhs i baggrunden, ganske udemærket. Tracket er samme formel som de andre, dyb stemme fyr, speciel stemme fyr og lys stemme fyr. Sidste vers er lidt klamt, hvis det altså er rigtigt - handler om at stompe en fyr til han dør. Udemærket nummer, som dog er lidt anonymt og hurtigt glemt, hvilket hovedsageligt skyldes lyrikken, da sangen faktisk var meget sej og gav mig flashbacks til nogle tidlige west coast vibe, de skulle bare have lavet noget hjernedødt blærerap med lidt storytelling, så havde den været lige i kassen.

5) Hvor Langt Vil Du Gå

Piano keys, handclaps og en tung stortromme, rigtig fedt beat, som dog er noget Dre inspireret. A starter løjerne, og jeg har nu besluttet at hans stemme ikke irritere mig. Han burde dog ikke stå for omkvæd, det bliver trættende. Wood begynder dog at trække lidt ned, da et helt vers med ham bliver lidt langt og hans mangler begynder at skinne igennem - i hvert fald i forhold til de to andre.

6) Fucc Politiet

Beatet er rimelig rocket, med guitar riffs og det hele. Titlen siger lidt sig selv, Hype er første mand denne gang og han er klart den bedste i trioen. Omkvædet bliver endnu engang ordnet af A, det er stadig irriterende. Wood leverer faktisk et meget fedt vers, men han er mastereret vildt underligt og det lyder som om han går væk fra mic'en flere steder, ærgeligt. Tracket slutter med lidt audio fra en grisestald - nice touch.

7) Sker Der

Lidt hjemstavns repping på det her nummer, stadig den samme mand på omkvæddet - der er virkelig nogen som skulle have fortalt dem at de skulle switche det lidt op.

Jeg kan ikke rigtig koncentrere mig om tracket, beatet er lidt for rodet og det gør det svært at lytte til hvad der bliver rappet - første reelle misser.

8) Toppen Af Verden (Feat. StreetMass)

Helt anderledes beat, minder mig lidt om Kanye West faktisk, bare med lidt mere bass. Lyrikken er selvfølgelig om at hustle (hovedsageligt hash), til man når toppen af verden. Igen er Wood lidt underligt mastereret, selvom han faktisk ligger et udemærket vers. StreetMass sørger for omkvæd og det er et dejligt afbræk.

9) Interviewet

Endnu et Kanye inspireret beat (synes jeg), tracket er bygget op som et interview. Det er set et par gange før, så det er lidt spændende om det er vellykket. Intervieweren har en vildt irriterende Århusiansk accent, som sikkert var sjovt på papiret, men ødelægger tracket lidt. Jeg har til gengæld lige fået bekræftet at jeg har ret omkring deres navne. Beatet er rimelig hårdt, men lige anonymt nok til at lade rappen komme til sin ret. Tracket er faktisk ganske vellykket, de skulle dog have valgt en anden form for interviewer, for det gør desværre at flowet i tracket bliver brudt og man vil nok ikke gide genlytte det her nummer alt for ofte.

10) Kom Fra Ingenting

Hype starter, med lidt rap om Christiania og sin rolle i hash handlen. Han er en meget fed rapper, ville ikke have noget imod at høre et helt track med ham. Nu er der en pige som synger omkvæd og hun lyder helt vildt meget som en dansk Tweet, meget lækker stemme. Beatet er endnu engang rimelig Dre inspireret, men det gør bestemt ikke noget. I det hele taget er det her album, meget vel-produceret. Alle tre leverer varen og jeg er begyndt at varme lidt op for ham Wood, som faktisk har nogle af de fedeste og mest humoristiske punchlines "mine anholdelser har jeg ikke tal på mere, jeg mener jeg på fornavn med min anklager". Helt klart et af de bedste numre - det helt vildt så meget hende pigen lyder som Tweet, gad vide om hun har lavet noget.

11) Rul Med Os

Mangler du et crew, så kan du rulle med MFS. Det er første track hvor A's omkvæd ikke er trættende, hvilket nok skyldes at det er lidt mere bouncy. Det her er nok party tracket og det er ganske udemærket, ikke super poppet ikke super hardcore. De har sgu nogle meget gode beat-magere i ryggen.

12) Elsker Dig Sommer (Feat. Lizzie)

Ren laid back vibe på det her track, med keys og Lizzie på omkvæd. Hvis jeg ikke tager fejl er det her track produceret af Troo.L.S., hvilket man godt kan høre på west coast viben. Jeg kan super godt lide det her nummer, det er dejligt chiller og knap så "hadefuldt" som de andre tracks, det er et fint afbræk. Lizzie er også en rigtig dygtig sangerinde, så hun giver klart nummeret det sidste løft. Rigtig fedt nummer, som de måske skulle have overvejet at leake i sommers.

13) På Plads

Sidste track, med endnu et Dre inspireret beat. Det her er et bøf track, jeg ved ikke rigtig hvad den her bøf går ud på, andet end at det virker som om MFS synes at alle fra Tabu eller Tabu-relaterede kunstnere er skod. Lidt unødvendigt nummer, som de skulle have gemt som et bonus nummer, så de kunne have sluttet pladen med et brag.

Opsummering

Umiddelbart synes jeg at MFS har fået en lidt hård modtagelse af Hip Hop Danmark, inden jeg satte skiven i computeren havde jeg allerede afskrevet dem og troede at jeg skulle til at høre 13 numre med 3 X Bulldog. MFS laver 100% kompromisløs gangsterrap, enten kan man lide den slags musik, eller også kan man ikke. De er bestemt ikke DK's bedste rappere og de har nok heller ikke lavet DK's bedste rap plade i år - men det her er deres første reelle plade og den er faktisk rigtig vellykket. Ikke alene holder de sig til deres eget koncept hele vejen igennem, men udgivelsen er virkelig velproduceret og på et meget højt niveau. Hvorvidt man så kan lide denne her form for rap, er så en helt anden sag, jeg synes personligt det er fedt nok.

Jeg synes dog at det er ærgerligt for MFS, at de bliver ved med at køre rundt i deres bøf med samtlige rappere - jeg ved godt Jeppe Rapp er på Tabu, men jeg har da aldrig hørt et nummer hvor han claimede han var "gangster" (jeg har selvfølgelig heller ikke hørt alle Jeppe Rapp's numre, så jeg kan tage fejl). Det har fjernet fokus fra denne udgivelse, som fint kan stå alene uden "billige" medie tricks.

Der er ingen sampler i denne omgang, da jeg ikke sætter dansk musik op. Hvis der er nogen som er tilknyttet MFS, som synes det er okay, så laver jeg en sampler med tre numre og smider op.

Ustrukturerede søndage (del 2)

Så blev det søndag og tid til et lidt anderledes indlæg. Til dem af jer som ikke liiiige fik læst sidste søndags indlæg, kan jeg fortælle at de resterende søndage i 2009, vil blive knap så strukturerede som tidligere og i stedet bestå af hvad er lige falde mig ind den pågældende dag. I dag har jeg på opfordring af en kommentar, valgt at gøre noget, som jeg ellers havde svoret jeg aldrig ville gøre. Jeg har nemlig tænkt mig at lave en liste, men ikke bare en hvilken som helst liste, jeg vil nemlig lave en liste over mine ti foretrukne rap albums.

Inden vi kaster os over listen, vil jeg dog lige benytte lejligheden til at fortælle lidt om mine kriterier. For det første skal jeg, som alle andre gør når de vil lukke af for kritik, fremhæve at denne liste selvfølgelig er.... (you guessed it) SUBJEKTIV, det er kliché men hey, så er der ingen misforståelser. Pladerne er valgt ud fra en holdning om at det er en plade som jeg ikke ville kunne være foruden og en plade som har affektionsværdi for mig, enhver anden tilgang ville jeg ALDRIG kunne begrænse til 10, det ville simpelthen være umuligt for mig. Der bliver ikke taget højde for kulturel påvirkning eller overordnede kvaliteter, det er dermed ikke en liste over de bedste eller vigtigste udgivelser.

Listen er i vilkårlig rækkefølge, og der er én regel: ingen kunstner må gå igen to gange, ellers ville listen ikke kunne skæres ned til 10 uden at blive for kedelig. Jeg vælger det album som betyder mest fra en given kunstner. I må også gerne lige have in mente, at jeg er et totalt firser barn, så hip hop/rap kom først rigtig ind i mit liv i halvfemserne... det bærer listen præg af.

Jeg skriver i en lang køre, uden den store korrektur, så jeg håber i bærer over med eventuelle stavefejl eller underlige formuleringer.

Wu-Tang Clan - Enter the Wu-Tang (36 Chambers) (1993)

Jeg var 10 år (1993) og elskede Michael Jackson og Pink Floyd, men der skulle gå næsten to år før et af mine søsters bånd skulle ændre mit liv gevaldigt. Min søster (som hang med alle de forkerte typer) havde fået et bånd af en ven, som fascinerede mig gevaldigt (altså båndet, ikke vennen). Det drejede sig selvfølgelig om Enter the Wu-Tang, som jeg endte med at "låne" fra min søster... og jeg har været hooked lige siden. Den hårde lyd og de aggressive tekster, var - om noget, mit første forsøg på forældre oprør. Albummet var det første jeg købte for mine egne penge, og repræsenterer starten på min lille besættelse.

Ghostface Killah - Ironman (1996)

Ud over at jeg virkelig er begyndt at tro Ghostface er den rapper med den mest konsistente karriere (kvalitetsmæssigt), så har netop dette medlem af Wu en helt speciel plads i mit hjerte. Ironman er det første album jeg købte af Wu solo udgivelserne, selv før Only Built For Cuban Linx. Modsat Raekwon, har jeg altid synes at Ghostface havde et langt mere tiltalende flow, som i langt højere grad formåede at få sine følelser igennem. Enter The Wu-Tang introducerede mig måske for den hårde rap blandet med kung-fu referencer, og gav mig den første rigtige følelse af oprør. Men det var Ghostface, som introducerede mig for rap blandet med soul og følelser, som gav mig mine første rigtige kuldegysninger når jeg lyttede til musik.

MC Clemens - Regnskabets Time (1997)

Regnskabets Time var min første "rigtige" introduktion til dansk rap, selvom min folkeskole var meget hip hop præget og der konstant kørte (hovedsageligt) dansk rap ud af en ghettoblaster i frikvartererne, var der aldrig rigtig noget som fangede min opmærksomhed. RBC var for old school og Østkyst hustlers gjorde, at jeg aldrig gav Einar så meget som et lyt. Så kom en opsamling, som ville være min første introduktion til en rapper, som vækker de samme følelser i mig som Wu-Tang havde gjort 2 år tidligere. Der er selvfølgelig tale om "De grimme ællinger", med nummeret "Fuldstændig Vild" med MC Clemens. Umiddelbart på samme tidspunkt dukker den båndede optagelse fra DM i Rap '96 op, og da jeg første gang hører Clemens proklamere "I kender godt den der med lorten ik', jo flere spande lort jo dårligere lugter det. Det nytter ikke noget i står 5 mc'er herop, for i snakker bare mere lort" så er jeg fuldstændig hooked. Ud over at introducere mig for en helt ny form for dansk rap, så er det også Regnskabets time som bliver min første introduktion til hele bøf universet i rap musikken og jeg har endnu ikke hørt en dansk rap udgivelse, som har haft samme effekt på mig.

Nas - Stillmatic (2001)

Nej det er ikke en stavefejl. Selvom Illmatic nemt overgår alle Nas' andre udgivelser, både tekstmæssigt og produktionsmæssigt, så har den ikke den samme "værdi" for mig. En relativ sen introduktion til Nas (umiddelbart efter It Was Written), har altid betydet at jeg ikke rigtig fik lov til selv at "opdage" Nas, hvilket derved har gjort at jeg har et lidt distanceret forhold til Illmatic, som jeg (dengang) blev fortalt var et godt album, før jeg selv fik chancen for at træffe beslutningen. Da jeg så endelig hørte det, bekræftede det blot hvad jeg havde fået fortalt, i stedet for at overraske mig, som Wu-tang, Clemens og Ghostface havde gjort. Don't get me wrong... jeg elsker Illmatic, og det er netop derfor at Stillmatic betyder noget, Nas er dygtig uanset hvad han laver, men på Stillmatic er det første gang siden Illmatic at det oprigtigt virker som om han skal bevise noget. Jeg hørte dette album til døde lige da det udkom og dets gode modtagelse har smittet af på de øvrige udgivelser, som besidder en ro og frihed som har manglet i hans tidligere udgivelser.

Murs & 9th Wonder - Murs 3:16 - The 9th Edition (2004)

Så hopper jeg hen til et album som kom fuldstændig bag på mig. Selvom jeg kendte Murs og havde hans tidligere albums, så var han ikke en rapper som skillede sig særlig meget ud fra hele den "alternative" west coast scene. Men med 3:16 har Murs lavet et af de første (og eneste) rap albums, som jeg kan relatere til - en sjældenhed, som jeg på stående fod ikke kan tilskrive noget andet album. Fra første gennemlyt, var jeg fuldstændig fanget og denne lille perle af en udgivelse, står som et af de bedste albums jeg nogensinde har hørt. Det er sindsygt svært at forklare hvorfor det fungerer, lidt ligesom det er svært at forklare hvorfor Supreme Clientele sandsynligvis er Ghost's bedste album - alt taler imod, men alle delene passer sammen. Det er da heller ikke lykkedes Murs at genfange magien og hans øvrige udspil sniger sig aldrig rigtig over det middelmådige.

To be continued...

Jeg deler selvfølgelig også lidt musik med jer, jeg har valgt nogle numre fra de pågældende kunstnere, som enten er lavet i samme periode som den pågældende udgivelse, eller som har været tiltænkt den pågældende udgivelse. Der er ikke noget nummer med MC Clemens, på grund af min holdning til dansk musik på bloggen. (hvis Clemens mod forventning skulle læse denne blog, og har lyst til at dele et nummer fra den tid, så skal jeg selvfølgelig ikke stå i vejen for det). I kan enten hente numrene enkeltvis, eller samlet i én stor fil, som jeg plejer.

Wu-Tang Clan - Protect Ya Neck (Bloody Version) (1992)

Ghostface Killah - Motherless Child (extended version) (Feat. Raekwon) (1996)

Nas - Stillmatic (2000)

Murs & 9th Wonder - Babylon Fall (2005)

Bonus: Ghostface Killah & RZA - Who's The Champion (1996)

Tryk her for at hente: Ustrukturerede søndage (del 2)

pip, pip

tobeannounced på Twitter

Så er jeg hoppet på endnu en teknologi vogn, selvom MySpace og Facebook profilerne ikke rigtig er blevet udnyttet fuldt ud, så tror jeg at Twitter formatet vil gøre det muligt at gøre bloggen lidt mere interessant og nemmere at følge.

Twitter profilen vil derfor blive opdateret løbende - nogle gange flere gange dagligt, med nyheder enkelte tracks, mixtapes etc. samtidig med at bloggens regulære indlæg bliver feedet til profilen. Derved kan man følge med i alt hvad der sker på bloggen, samtidig med at man får noget mere indhold.

Profetien om buddhist monken

Buddha Monk - The Prophecy (pre-release Version)

Her på det sidste er jeg virkelig begyndt at fokusere på at erhverve mig lidt "rap memerobilia", dels fordi jeg synes det er sjovt. Men også fordi jeg tillægger tingene en form for værdi, som jeg selv tror vil give mig stor glæde den dag jeg er 70 og kigger tilbage på min musik samling. Nogle af de "bedste" køb indtil videre, består af et originalt "purple tape" signeret af en meget overrasket Raekwon i Amager Bio, en Wu-Tang controller og en gangster rap tegne bog (som hverken er sjælden eller dyr, men bare sej).

Ud over de små "sjove" køb, prøver jeg som de fleste andre også at finde nogle af de lidt mere sjældne udgivelser. Her taler jeg ikke om "opblæste" udgivelser som der er en masse som sælger, men som kun er dyre på grund af en forskruet pris; host, host og host - de er jo ikke sjældne bare meget dyre, prisen skal selv have lov til at stige/falde alt efter udbud, efterspørgsel og personligt tilhørsforhold, men de plader vil aldrig ryge under en vis grænse, da det ikke ville dække den oprindelige udgift!... ah, det var rart.

Back to the subject at hand... Denne udgivelse er et perfekt eksempel på ovennævnte, den er yderst sjælden, men bliver alligevel solgt meget billigt. Hvilket nok skyldes, at Buddha Monk kun er rigtig kendt blandt ægte Wu aficionados og at det er svært at få top-dollar for sine promo CD'er, i disse finans krise tider.

Buddha Monk er Wu-affiliate og en del af gruppen "Brooklyn Zu", som først blev introduceret på "Return to the 36 Chambers: The Dirty Version". Gruppen er dannet af Ol' Dirty Bastard og udgav albummet "Ol' Dirty Bastard presents: Brooklyn Zu Chamber #9, Verse 32" (så kan man vidst ikke tage fejl af deres tilhørsforhold), umiddelbart efter ODB's død. Buddha Monk har selv proklameret at han er for Brooklyn Zu, hvad RZA er for Wu-Tang, i og med han både producerer, rapper og "administrerer" gruppen. Lad det være sagt med det samme, Buddha Monk is no Abbot, but he makes a damn good effort.

The Prophecy er et hard core beskidt Big Baby Jesus inspireret album, hvor der er blevet lagt særlig vægt på at lyde så grimey og mudret som muligt, hvilket lykkedes ganske udmærket. Det er faktisk et super fedt album, som desværre er druknet i et hav af middelmådige udgivelser fra alle mulige andre Wu-affiliates. Hvis man er bare lidt wu fan, og savner den gamle kompromisløse lyd, så er dette en must-have i samlingen.

Pre-release versionen skiller sig udelukkende ud, ved at indeholde tre numre, som aldrig dukkede op på den endelige version. Ellers mangler der en del tracks, som ellers kan findes på den endelige version, så der er stadig masser af påskud til at købe den, især hvis i kan lide denne her version.

Tryk her for at hente: Buddha Monk - The Prophecy (pre-release version)

Ustrukturerede søndage (del 1)

Som de fleste af jer nok ved så plejer jeg at have et fast indlæg hver søndag, det startede med en top 8, udviklede sig til en ugentlig konkurrence og endte ud med at handle om soundtracks. Det sidste af de nævnte tiltag var dog knap så populært og de få kommentarer som dukkede op på indlæggene omhandlede altid noget helt tredje - jeg ser derfor ikke nogen umiddelbar grund til at fortsætte med dem.

I stedet vil de resterende søndage i 2009 være lidt mere løse i strukturen, og handle om hvad der umiddelbart falder mig ind.

Jeg vil starte ud med at dele et track med jer, som blev ønsket for meget lang tid siden i kommentarerne. Dengang havde jeg kun en rigtig dårlig film-optagelse at gøre godt med, men jeg er faldet over en cd kvalitets udgave på et totalt tilfældigt mixtape. Det drejer sig selvfølgelig om den meget kendte scene fra La Haine filmen, hvor DJ Cut Killer mixer NTM's "Nique Ta Mêre" med Édith Piaf's "Non, je ne regrette rien". Dette er hele mixet på fulde to et halvt minut i perfekt kvalitet.

Hvis man tjekker mange blogs dagligt kan det godt være en sand jungle at finde rundt i alle de nye numre, som bliver smidt op dagligt. Det betyder især at man ofte ender med at grovsortere en del, med risiko for at gå glip af nogle sande perler. Eksempelvis det fantastiske Brother Ali og Scarface track, fra BK One's nyeste Album "Rádio Do Canibal", eller Crooked I's nyeste single med Snoop Dogg, som han ellers har haft bøf med - indtil nu altså. Det er måske heller ikke alle som har hørt Sean Price, M.O.P. og Saigon's leakede track fra Statik Selektah's kommende "The Hangover" eller som har fattet at Cormega's først single er produceret af Preemo.

Hvis i (ligesom mig) var lidt skuffede over Slaughterhouse albummet, så vil jeg lige dele deres (efter min mening) to bedste tracks, som selvfølgelig ikke endte på den færdige udgivelse, hvilket resulterede i en endnu større skuffelse, da jeg havde hørt albummet helt igennem og ikke rigtig kunne forstå visionen. Det første nummer er det introspektive "Move On" det andet er posse cuttet "Woodstock" med M.O.P.

Tryk her for at hente: Ustrukturerede søndage (del 1)

Red Min Onsdag AZ

AZ - S.O.S.A. (Save Our Streets AZ)

Så kommer AZ endelig til Danmark, ud over ham mangler jeg kun Scarface, før jeg kan sige at jeg har set de koncerter, som jeg har brug for. Selvom jeg ikke umiddelbart kan stå inde for en del af det nye musik han har udgivet på det sidste, så er han virkelig en kunstner som jeg kan unde et par fejlskud, uden at tøve et sekund om at støtte hans projekter.

S.O.S.A. er et album, som han selv lavede og distribuerede i kølvandet på sin afgang fra Noo Trybe Records. Albummet består af 10 numre, hvoraf halvdelen også er at finde på "9 Lives". Da AZ selv stod for distributionen af dette album, er det ikke umiddelbart til at fremskaffe mere. Det betyder dog ikke at kvaliteten ikke er i top, ikke alene fik albummet fire mikrofoner i The source (som rent faktisk betød noget dengang), men albummet sikrede ham en pladekontrakt hos Motown.

Jeg fandt dette album i Baryske, dengang det blev udgivet, men mistede det i min "jeg-vil-da-gerne-tage-musik-med-til-festen" periode. Det er jeg selvfølgelig lidt ked af, så hvis der er nogen derude som vil sælge deres kopi, så smid en mail.

Tryk her for at hente: AZ - S.O.S.A. (Save Our Streets AZ)

Denne Van Gogh kom næsten til salg

Ras Kass - Van Gogh (Retail Version)

Som nogen af jer måske kan huske har jeg (for over 2 år siden, damn!) allerede dækket denne udgivelse, dengang var der dog tale om en pre-release/advanced version og denne gang er der tale om retail versionen.

I det tidligere indlæg skriver jeg at netop at retail versionen er den sværeste at finde og at pre-release versionen er den mest udbredte på nettet. Jeg prøvede at bytte mig frem til den, gennem et meget irriterende og krævende forum og endte med at give op. Pludselig faldt jeg dog over en ret anonym blog, med meget få indlæg, hvor skribenten søgte efter pre-release versionen da han kun kunne finde (og kendte folk som havde) retail versionen. Jeg skriver til ham at jeg har det på præcist modsatte måde og sender ham et link til pre-release versionen - han kvitterer kort tid efter med et link til retail versionen.

Efterfølgende er retail versionen poppet op her og der, på diverse blogs, men jeg har jo ikke lige været så god til at opdatere, så jeg håber at jeg kommer nogle af jer i forkøbet alligevel.

Den umiddelbare forskel på pre-release og retail versionen, ligger i mastereringen af diverse numre og inkluderingen af Intro, skits og outro. Derudover er der et nyt nummer at finde på retail versionen, hvis titel afslutter dette indlæg ganske fint; "God Bless".

Tryk her for at hente: Ras Kass - Van Gogh (Retail Version)

Okay, I'm reloaded!

Crooked I - Say Hi To The Bad Guy

Nogle gange får man nogle tegn, som simpelthen er så bizarre at man simpelthen bliver nød til at reagere. I går aftes sad jeg og forberedte mig til en mundtlig eksamen, alt imens mig og min kæreste snakkede om at jeg burde genoptage bloggen, eftersom jeg alligevel ville have masser af tid, ved siden af min bachelor opgave. Alt imens jeg sad og ledte efter nogle relevante artikler, som kunne drages ind i mit oplæg, søgte jeg efter noget nyt musik til bloggen og faldt over en leaket version af Crooked I's "Say Hi To The Bad Guy". Her til aften sidder jeg så og forbereder et indlæg til bloggen med det nye fund og så kommer der pludselig en kommentar på bloggen, om at der ønskes nogle flere indlæg og ikke mindst noget mere Crooked I - det er uden tvivl det mest syret jeg længe har oplevet, så derfor without further ado...

Say Hi To The Bad Guy er det andet af to albums, som blev indspillet i hans tid hos Death Row. Det skulle være udgivet i september 2002, men blev roddet ind i Death Rows juridiske problemer og derfor aldrig udgivet. I starten af 2009 dukker der dog pludselig en version af pladen op, som kan erhverves som bootleg til små 1.300$. Ikke så snart som CD'en bliver sat til salg, opstår der stor tvivl om hvorvidt det rent faktisk er Say Hi To The Bad Guy, eller blot et scheme. Denne tvivl bliver yderligere styrket, da der pludselig dukker en anden version op af samme album, hvor begge parter holder på deres. Den oprindelige sælger har i mellem tiden trukket sit tilbud tilbage og vil nu have små 5.000$ for den nu.

Uanset om versionerne er "legit" eller ej, er det stadig vintage Crooked I, fra dengang han var rigtig interessant. Jeg har uploadet den version, som er blevet leaket så må i selv bedømme hvorvidt i tror den er "god nok".

Tryk her for at hente: Crooked I - Say Hi To The Bad Guy (Bootleg version)