Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 5) Wu Franchise edition

Endnu en søndag, endnu en bog. Jeg fortsætter stilen fra sidste uge, og prøver lykken med endnu en tegneserie, endda i samme ånd som den anden - nemlig Wu Tang ånden. Dette er den anden og sidste i en række Wu Tang tegneserier, som også skulle have indbefattet en saga om/med Gza, men som desværre blev skrottet i de afsluttende faser. Derudover går der forlydender om at Rza så småt skulle være i gang med sin del.

Ghosface Killah, Chris Walker, Shauna Garr & Marlon Chapman

"Cell Block Z"

Denne gang er det så blevet Ghostface's tur, til at blive forvandlet om til en tegneserie figur, og til det har han, ligesom Method Man, fundet sammen med nogle eksperter inden for deres felt. Til forskel fra Method Man, har han derimod ikke fundet sammen med decideret tegneserie magere, for selvom Chris Walker har lavet farvelægning for Marvel Comics, så er det ikke ligefrem tegneseriemageri, som pryder hans CV (i forhold til eksempelvis Sanford Greene, som arbejde på Method Man's projekt). Derudover er både Shauna Garr og Marlon Chapman film manuskript forfattere, og dette er efter alt at dømme deres første forsøg ud i tegneseriens verden.

Selve tegneserien er nærmest identisk med Method Man's, der er en utrolig lækker finish, 80+ sider i tykt papir med lidt glans, giver endnu engang virkelig et super førsethåndsindtryk. Man får igen fornemmelsen af, at der er kælet for detaljerne og det er rart når man har givet op imod 100 kr. for en tegneserie (ikke at jeg kender den gængse tegneseriepris nu om dage).

Ghostface Killah er den prisvindende bokser "Dennis Cole", som ryger i fængsel for et røveri og et mord, han ikke har begået. Det går hurtigt op for læseren at det er et komplot for at få ham fængslet, men hvorfor? I fængslet skal Dennis kæmpe for sin plads, og der går ikke længe før han bliver introduceret for fængslets eget "fighting program", som gør det muligt at blive overflyttet til en eftersigende langt mere tålelig afdeling af fængslet, nemlig "Cell Block Z". Efter flere tæsk i "cage fights" forvandler Dennis sig til den ultimative kæmper, med hjælp fra sin eneste ven og fængslets bedste kæmper "Turk" finder han sit nye alias; "I am a man labeled a murderer. A man with his identity stolen. A man with no face. I am Ghostface Killah".

Efter flere kampe, uden nogen umiddelbar udsigt til overflytning til den famøse Z afdeling, får Dennis, ved hjælp af en kvindelig advokat og en fængselsvagt, afdækket sandheden om afdelingen og fængslets mørke hemmelighed. Det hele kuliminerer i en kamp mod Turk, hvor det i sidste ende lykkedes Dennis at få væltet fængslets regime og bevist sin uskyld.

Jeg vil ikke røbe for meget af historien, da den faktisk er ret god. Ikke alene er den rigtig fint bygget op, men dialogen og karaktererne er meget fængende og man interesserer sig rent faktisk for de enkelte personagers skæbne. Derudover er der ingen "b---h" og "f---k" censur, som forstyrrer læsningen, måske fordi sproget er forholdsvis rent.

Illustrationerne er langt mere simple i udtrykket end Method Man hæftet, og de minder mest af alt om croquis, hvilket passer super godt til det beskidte fængselunivers, som er søgt opbygget.

Wu Tang's velkendte univers spiller absolut ingen rolle i historien, og hvis det ikke var for en enkel (men meget sej) reference, via en kasket med det kendte "W" og Dennis' navneændring, så ville man ikke have nogen indikation om en Wu sammenhæng. Igen noget som man skal være obs på, hvis man er die-hard fan af Wu universet, og håber på en uddybning af dette.

I modsætning til Method Man's tegneserie, så kan jeg ikke andet end anbefale dette hæfte. Både som "spøjst" hip hop memorabilia, fra en af Hip Hoppens mest markante personligheder, men også som helstøbt og gennemtænkt tegneserie, der giver fuld valuta for pengene, i form af flotte illustrationer, god historie og lækker indpakning. Det er rart, oven på sidste uges skuffelse.

Til dagen har jeg igen valgt et mixtape, og igen er det fra J-Love. Det drejer sig om et Theodore Unit mixtape, som udkom i anledning af Ghost of Trife albummet "Put It On The Line".

Tryk her for at hente: J-Love & Theodore Unit - NY Backbone

tobeannounced radio

Så er der sgu sket lidt mere her på bloggen. Jeg vil egentlig ikke skrive så meget, men blot henvise til de sider, som er oprettet op i toppen (lige under headeren). Der kan man læse meget mere om den nye "tobeannounced radio", der er kommet et link ude i højre side (lige under FaceBook og lige over Twitter feeden).

Første sende dag bliver Fredag d. 5 marts, kl. 20:00 til 23:00, så husk at sætte kryds i kalenderen.

Hvis du har den mindste lyst til at hjælpe, samarbejde, medvirke etc. så smid mig endelig en mail på: tobeannounced@gmail.com

Intet våben kan stoppe Krummetyven

Nu hvor jeg endelig har fået styr på min CD samling, kan jeg så småt begynde at gå igang med vinylerne og den digitale samling. Jeg må ærligt indrømme at nylerne må vente lidt, da jeg ikke gider gå igang før jeg har mulighed for at rippe dem til computeren. Måske nogen som kan fortælle mig hvad jeg skal bruge for at rippe fra en 1210'er til en PC, helst med noget gratis software, uden for mange dikkedarer - ikke at jeg overhovedet selv har undersøgt noget.

At få ryddet op i den digitale samling, har dog vist sig at være et mindst lige så tidskrævende arbejde, som den fysiske samling. Selvom jeg knap nok er kommet igennem 1% af filerne, så har arbejdet dog allerede belønnet sig, idet jeg har fundet en mappe med 25+ unreleased albums (der ikke er på bloggen), som jeg var helt sikker på jeg var kommet til at slette - hvorfor jeg havde kaldt mappen for "ccc", er mig en gåde.

I den anledning, kan jeg jo ligesågodt få smidt nogle af de udgivelser op, så de ikke bare ligger og ligger på computeren.

Krumbsnatcha & DJ Jemani - No Weapon Formed Against Me Shall Prosper

Jeg starter med en udgivelse, som det egentlig var meningen jeg ville have smidt op lige så snart den blev "offentliggjort". Desværre mangler der to tracks, som jeg havde håbet ville dukke op i mellemtiden, men det er de ikke, så nu får i den bare som den er og så må jeg opdatere indlægget, hvis de en dag skulle dukke op.

Albummet dukkede op på min radar i november 2008, idet det pludselig blev leaket på WYDU bloggen, som et "highly anticipated & unreleased CD". Nu har jeg sådan set været en rimelig aktiv Krumbsnatcha entusiast, men jeg havde aldrig hørt om denne udgivelse før, og bestemt ikke som en "highly anticipated" udgivelse - jeg kan faktisk stadig ikke finde en skid om udgivelsen. Albummet blev leaket af DJ Jemani selv, som jeg faktisk heller ikke ved noget som helst om, og bortset fra få remix projekter og et par mixtapes, ser det faktisk heller ikke ud som om han har lavet vildt meget - jeg kan jo selvfølgelig tage fejl.

Krumbsnatcha er derimod betydeligvis mere kendt i miljøet, både som en del af Gang Starr Foundation (med stor opbakning af Preemo), men også for sine anerkendte optrædender på prominente projekter. Til trods for det fine selskab, har han dog aldrig formået at bryde helt igennem, og har blandt andet forpurret en deal hos et major label (kan ikke lige huske hvem), på grund af umodenhed. En nedskydning og en fængselafsoning senere, er det dog lykkedes Krumb at falde til ro og få udgivet nogle relativt vel-modtaget albums. Nu om dage går han også blot under KS, men jeg ved ikke om det er et officielt navneskift.

Som sagt mangler der to tracks, dette er ikke en fejl, men et decideret valg fra DJ Jemani's side. Der har været en anmodning om at få tracksene, for at samle en komplet version, men til det har han blot svaret "Your not getting tracks 6 or 17 just yet ! WE WILL REVEAL THAT REASON LATER ! those are the songs we will release seperate at a later notice so dont be a chump. either you enjoy the music or you dont so dont be a herb nerd type ! 100" (han virker sympatisk). Min plan var selvfølgelig at vente på at de to tracks dukkede op, for derefter at samle en komplet version, men idet der nu er gået godt og vel halvandet år, så er der måske en god chance for at de aldrig dukker op. Uanset hvad, så opdaterer jeg selvfølgelig indlægget, når/hvis jeg får samlet en komplet version.

Jeg hørte albummet en del lige da det blev frigivet, og med 21 tracks er der masser at gribe fat i. Måske skyldes det de spredte DJ Jemani drops, eller også er det bare fordi jeg ikke kan finde nogen som helst information i interviews eller om projektet, men Jeg må ærligt indrømme at det mest af alt føltes som et mixtape, og det ville ikke komme bag på mig hvis det blot blev præsenteret som en "highly anticipated & unreleased CD" for at få lidt hype. Hvis man kender Krumbsnatcha og hans stil, så ved man hvad man kan forvente. Hvis ikke, så er dette en udmærket begyndelse, hvis man samtidig lige tjekker op for hans klassikere (eventuelt på YouTube).

Tryk her for at hente: Krumbsnatcha & DJ Jemani - No Weapon Formed Against Me Shall Prosper

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 4) Wu Franchise edition

Så blev der også tid til det faste søndags bog indlæg, hvis i undrer jeg over "Wu Franchise edition" delen i overskriften, så hop et hak tilbage og læs dagens forrige indlæg. Denne søndag, hiver jeg ikke fat i en bog, men derimod en tegneserie. Jeg er ikke den vilde tegneserie aficionado, så jeg har måske en forkert tilgang til mediet, så bær over med mig.

Method Man, Sanford Greene & David Atchison

"Method Man"

"Method Man" er Method Man's første forsøg ud i tegneseriernes verden, eftersigende skulle Meth have en ekstremt stor tegneserie samling, og derfor være lidt af en tegneserie freak. Så Method Man sprang til, da chancen bød sig, for at blive sin helt egen tegneserie helt. Tegneserien er lavet i samarbejde med Sanford Greene, der er en annerkendt tegner, som blandt andet har lavet en del arbejde for DC Comics, og David Atchison, der også er anerkendt inden for sit felt, som tegneserie forfatter. Method Man selv, har stået for det overordnede koncept, derefter har Green og Atchison taget over, og skabt det endelige produkt.

Tegneserien i sig selv er utrolig lækkert udført, med 80+ sider er den nærmest en mindre bog. Siderne er af høj kvalitet, med lidt glans og helhedsindtrykket er meget lækkert. Man får indtrykket af, at der kælet for detaljerne og man får lyst til at læse den, og passe på den samtidig.

Method Man er den plagede privatdetektiv "Peerless Poe", som er en direkte efterkommer af den bibelske Cain (på dansk Kain); verden første morder. Som straf for Cain's synder, er det hans efterkommeres pligt at bekæmpe "Abhorrents" (diverse onde væsener) i al evighed. I takt med at mængden af Cain's efterkommere vokser, danner de tilsammen "The Order of the Sacred Method" hvor de såkaldte "Method Men" (kan du se hvad de gjorde der), bekæmper de onde kræfter. Peerless Poe's personlige ideologi stemmer dog ikke overens med de øvrige Method Men, så han løsriver sig, bliver privatdetektiv og bekæmper ondskaben på sine egne præmisser.

Peerless ledes ned i kloakkerne, i sin søgen efter en forsvunden dreng. Dér finder han en stor ondskab, som er sendt af "Lilith Morningstar" en ond, ond kvinde, som selvfølgelig vil drukne verdenen i ondskab. For at bekæmpe den stor ondskab, må Peerless blive hvad han flygtede fra, han må blive en "Method Man" (da-da-da-dum!). Med hjælp fra tidligere uærlige kumpaner, lykkedes det Peerless at holde ondskaben væk, men i hvor lang tid...

Som den fremstår foroven, er historien rimelig basic comic book 101, desværre er historien nærmest fortalt lige så simpelt som jeg har formået. De første par sider er spækket med informationer om Peerless og den hemmelige orden, dog på en sådan måde at man aldrig rigtig får nogen mulighed for indlevelse i universet. Peerless karakteren, er rimelig kliché "troubled-tough-guy", med masser af (uoriginale) one-liners og utrolig kortfattet dialog. Den overfladiske fortælling og de uinteressante karakterer, gør tegneserien utrolig tung at læse, og de 80+ sider føles som meget mere, selvom den er rimelig hurtigt læst. Dertil skal det tilføjes at der er valgt en absurd form for censur, hvor bande ord skrives som "s--t" "b--h" f--k, det er faktisk pisse irriterende at læse, især når Peerless er en s--t talking motherf--ker.

Illustrationerne, er ligeledes ikke alt hvad de kunne have været. Uden at være bekendt med Greene's øvrige arbejde, er jeg ikke synderligt imponeret ud fra dette projekt. Peerless Poe, som må formodes at skulle ligne den rigtige Method Man, ligner lidt en junkie version af Meth og illustrationerne mangler generelt noget liv. Meget få illustrationer fangede mig, og der var ingen som umiddelbart sprang i øjnene, som værende særligt imponerende. Dette til trods for den store detaljering, som man eksempelvis kan se ved at kigge på forsiden. Sjovt nok blev denne tegneserie oprindeligt introduceret med en anderledes forside, som giver indtrykket af en langt mere tiltalende form for illustrering.

(original forside)

Wu-Tangs univers optræder ikke umiddelbart i historien, selvom Wu symbolet og enkelte elementer optræder, så er der ingen umiddelbar sammenhæng mellem det univers som Wu er kendt for, og det univers som Peerless Poe bevæger sig i. Det betyder ikke det store for mig, men hardcore fans af Wu universet, vil nok blive skuffet.

Umiddelbart ville jeg kun anbefale denne tegneserie til decideret samlere, historien og illustrationerne kan bestemt ikke bære udgivelsen i sig selv, og den vil egentlig kun egne sig til pynt. Alene derfor, skulle de have valgt det langt mere tiltalende oprindelige cover, så kunne man i det mindste hænge den på væggen.

Til dagen har jeg valgt det nyeste Method Man mixtape, som er lavet i samarbejde med hans sædvanlige partner in crime, når han udgiver den slags; J-Love. Mixtapet er en ganske udmærket "best of", som samler nogle af de lidt mere obskure Meth tracks, som man er vandt til fra et J-Love mixtape.

Tryk her for at hente: J-Love & Method Man - Ticallion

Wu Franchise

Inden jeg kaster mig over dagens bog indlæg, ville jeg lige skynde mig at introducere et nyt tiltag, der egentlig ikke har været planlagt, men som jeg lige kom til at tænke på mens jeg vaskede op. Det drejer sig om en lille tilføjelse af et "Wu Franchise" tag, som vil komme til at optræde en del i fremtiden.

Wu-Tang Clan er en af de få grupper/artister, i hop hop miljøet som har formået at sælge ud i den traditionelle forstand, dog uden at miste deres kredibilitet som kunstnere, noget man ellers har oplevet hos de fleste andre. Og selvom kollaborationer imellem store brands og hip hop, i enkelte tilfælde kan accepteres, så er der absolut ingen kunstnere som har brandet sig i så stor stil som Wu-Tang uden at miste en stor del af deres kerne lyttere. Pyjamaser, sko, skateboards, sengetøj, bøger, tegneserier, dukker, malerier, skulpturer, børnetøj - ja alt tøj faktisk, er blot nogle af de effekter som bliver prydet med et Wu logo, eller et af dets medlemmer. Og faktisk er Wu-Tang nærmest blevet et franchise i sig selv, hvor firmaer fra hele verdenen hopper med for at bliver promoveret ved siden af Wu.

Nu er det ikke fordi jeg er en samler (som man ser i Japan og Tyskland), men jeg synes generelt det er sjovt at samle på sjove og finurlige hip hop effekter, inden for rimelighedens grænser (mht økonomien) og jeg har da et pænt lille stash efterhånden - og især fra Wu. Med hensyn til hvad jeg vil dække på bloggen, drejer det sig hovedsageligt om bøger og film, men jeg har også et par andre ting gemt i ærmet. Derudover vil jeg, i højere grad benytte Twitter, når der kommer nyt og anderledes Wu memorabilia.

Da der ikke er tale om en decideret serie af indlæg, som jeg ellers plejer, men mere en form for ekstra kategori, så bliver indlæggen blog tagget med "Wu Franchise", samt en tilføjelse i overskriften, når det er en del af et serie indlæg, som jeg har gjort her.

Ikke noget musik i denne omgang, men prøv denne her sjove "Wu-Tang name generator" som Fat Lace Magazine har lavet.

One time for your mind (del 25) Freeway & Jake One - Stimulus Package

Så er der sølvbryllup med "One time for your mind" indlæggene, og hvilken bedre måde at fejre det på, end at fremhæve en udgivelse som jeg i hvert fald har glædet mig rigtig meget til. Ud over at have en meget omtalt indpakning, som absolut skal opleves i virkeligheden, så har Freeway imponeret i en sådan grad på det sidste, at der efterhånden er blevet opbygget en del forventninger til albummet. Lad mig straks få forløst spændingen og give mig i kast med:

Freeway & Jake One - Stimulus Package

1) Stimulus Intro (Feat. Beanie Sigel)

Dejlig laid back blacksploitation vibe over introen, meget filmisk og lækker. Freeway introducerer Stimulus Package sammen med Beanie Sigel, som flyder helt vildt over beatet. Virkelig et lækkert nummer. No hype bullshit, det er ganske enkelt et fantastisk introduktions nummer.

2) Throw Your Hands Up

Betydeligvis mere banger beat, med en super tændt og langt mere hypet Free, som reminiscer over hip hoppen. Masser af Wu og Boot Camp referencer, det er sejt og tiltrængt i forhold til de gængse 80'er referencer som præger den type tracks. Free er super, super tændt på det her nummer, der er krydret med lidt cuts. Rigtig fedt track.

3) One Foot In

Lidt mere afdæmpet nummer. Beatet er sådan lidt Rocafella anno 98' agtig, og tracket har lidt en throwback vibe. Freeway reflekterer over sin karriere, og de kampe han har været igennem. Endnu et fedt nummer, som dog er en tand mere anonymt end de to forrige.

4) She Makes Me Feel Alright

Så er det soul sample tid, finurligt omkvæd, mens Free erklærer sin kærlighed. Beatet minder endnu engang ret meget om noget slut halvfemser, start nullerne Rocafella vibe - det gør bestemt ikke noget. Endnu et rigtig godt nummer.

5) Never Gonna Change

Langt mere minimalistisk og beskidt beat, med et rigtig vildt trommespor som nærmest følger Freeways flow, istedet for omvendt - rigtig fedt. Free er i storyteller mode, og er super hardcore men afdæmpet i leveringen, i forhold til den der aggressive måde han normalt fyrer af. Det her er et virkelig, virkelig fedt nummer, specielt beat og levering skaber en overdrevet fed stemning.

6) One Thing (Feat. Raekwon)

Endnu et soul sample beat, som godt kunne minde lidt om noget "Late Registration" era Kanye. Free rapper om falske-røv-negere, og falske-røv-kællinger. Raekwon leverer 100%, og har gjort alt rigtigt siden "OB4CL2". Endnu et dejligt nummer.

7) Know What I Mean

Et lidt mere afdæmpet beat, med et meget kendt vokal sample, som jeg overhovedet ikke kan placere lige nu (jeg er super dårlig til sådan noget). Free skoler lidt med noget hood etikette, det er lige ved at blive kedeligt, men de har simpelthen skåret den helt rigtigt. Lige over 2 minutter, gør nummeret til et rigtig godt break - meget klogt.

8) The Product

Free er "the product" som alle har brug for, hans musik er crack etc. etc. I et tidligere indlæg af denne type, brokkede jeg mig over at Kanye og The Game havde patent på denne type tracks, med mindre der var nogen som kunne toppe "Crack Music". Det gør Free bestemt ikke, heldigvis krydrer han det lidt med nogle sjove og finurlige namedrops (inspireret af Game måske?) - det er dog stadig et ret kedeligt nummer, som er ret middelmådigt, både hvad Jake One og Free angår.

9) Microphone Killa (Feat. Young Chris)

Super banger beat, med cuts og hele svineriet. Free er super tændt, med sit velkendte "jeg-er-super-meget-på" flow, som på "Throw Your Hands Up". Jeg kunne udmærket godt forestille mig Brother Ali på det her track. Free trækker nærmest ikke vejret, det er ret imponerende. Young Chris giver den faktisk lidt Brother Ali flow, synes jeg. Han leverer et rigtig godt vers, og giver et fint afbræk fra Free. Et super tætpakket nummer, som er lige kort nok til at man gider høre det igen, så snart det er slut. Mere kan man vidst ikke forlange.

10) Follow My Moves (Feat. Birdman)

De havde ikke råd til sønnen, så de hyrede faren. Beatet er selvfølgelig meget lig den nye Dirty South lyd, som er ude for tiden. Med Neptunes trommer, og en milliard effekter, såsom et elektrisk orgel (tror jeg) og noget som lyder som en harmonika. Ikke lige min stil, selvom jeg ved det er det de unge vil have, jeg er bare ikke rigtig ung mere - ikke på den måde i hvert fald. Helt klart det værste nummer (indtil videre) på albummet.

11) Sho' Nuff (Feat. Bun B)

Bun B er bare på alt lige for tiden, han er til gengæld en af de få Dirty South kunstnere som kan flyde over ethvert beat. Denne gang over et rimelig West Coast inspireret beat, som Snoop kunne have gjort noget rigtig, rigtig lækkert ud af. Free og Bun gør dog beatet til deres helt eget, men et gæstevers fra Snoop ville virkelig tage det til level 3... Fuck det, det er fandme et fedt nummer uanset, virkelig smooth. Glæder mig til at cruize (nørrebroga', amar'broga' alle broga'er) med det her kørende i baggrunden, jeg har faktisk lyst til at gå ned i bilen lige nu og høre det igen, bare for at få den der sommer vibe.

12) Freekin' The Beat (Feat. Latoiya Williams)

Free er forelsket i musikken over endnu et rigtig mellow og lækkert beat, Latoiya giver tracket en dejlig 90'er soul vibe, og minder helt overdrevet om Tweet. Det er et lækkert track, som stensikkert vil dele vandene, Latoiya's del kunne bruges over enhver hood films sexscene, og det er ikke alle som digger den vibe. Det gør jeg til gengæld, så jeg nyder lige resten af tracket.

13) Money (Feat. Omilio Sparks & Mr. Porter)

Der er finanskrise og alle har brug for penge, også Free. Free reminiscer endnu engang om dengang han var flad, og hvordan han stadig skal knokle for the mullah. Omkvæddet er håndteret af ? (synger Mr. Porter?), og passer fint til tracket. Omilio Sparks leverer et udmærket vers, som hverken blæser en helt væk eller afskrækker, så det er vel okay. Det her track skal lige have tid til at vokse på mig, emnet er okay - alle kan relatere til at være broke, men nummeret er ved første lyt lidt kedeligt. Desuden er det altid lidt underligt når kunstnere nærmest laver en komplet 180, kan i huske "Rocafella Millionaire"? Men sådan er det vel, når man rykker ned på Indie niveauet.

14) Free People

Et speedet soul sample, med noget struggle and hardships vibe. Beatet er super afdæmpet, det samme gælder for Free, som kaster lidt lys over sine trials and tribulations. Det er et meget rart nummer, som dog skal passe på med ikke at blive for langt. Det gør det ikke, og endnu engang bliver det skåret præcis som den slags skal - meget veludført.

15) Stimulus Outro

Anderledes vibe end Introen, og minder denne gang en del om noget "afslutningsmusik". Free gennemgår lidt fanmail, meget inspireret af AZ nummeret af samme navn - But I ain't hatin', det er helt okay og en udmærket lukker.

Opsummering

Da jeg modtog pakken med CD'en, skrev jeg følgende "Endelig! Utrolig fede detaljer, hvis blot musikken er halvt så gennemtænkt, så kan det ikke gå galt", til det kan jeg kun sige; det er den. Ikke alene lever pladen fuldt ud til den hype, som jeg selv havde opbygget omkring den, men man kan virkelig mærke der er blevet kælet for detaljerne, også på den musikalske front. Man kunne godt have frygtet den kreative indpakning blot var for at dække over et halvfærdigt produkt, men det er bestemt ikke tilfældet. Hvert enkelt nummer er skåret præcis som det skal, og man kan mærke at der er blevet arbejdet med helhedsindtrykket, som er exceptionelt godt. Jeg kan ikke andet end anbefale denne plade, indpakningen i sig selv er værd at eje og musikken er det bestemt også.

Som nævnt i toppen, så er dette jo "One time for your mind" indlæggenes sølvbryllup. Som bekendt, plejer jeg jo at fejre bloggen med gaver til jer. Og I og med jeg har købt to eksemplarer af Stimulus Package (one to rock, one to stock - ja, så fed er indpakningen), så har jeg et ekstra eksemplar af "Freelapse" mixtapet, som kun kan erhverves i fysisk format ved at have forudbestilt Stimulus Package. Det eneste du skal gøre for at vinde dette mixtape, hvor Freeway giver den gas over kendte Eminem tracks, er at besvare følgende:

• Freeway er signet på Cash Money Records, men hvilket selskab udgiver Stimulus Package?

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk har for et hente: Freeway & Jake One - Stimuls Package (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

Den her måned har nu ikke været så gal

Jeg kan simpelthen ikke vente helt til på tirsdag med at få hørt den nye Stimulus Package, så den kommer allerede i dag. Jeg har dog ikke lige tid til at få den hørt før i aften, så jeg tænkte lige jeg ville smide lidt Freeway op, så i har lidt at varme op på indtil i aften.

Freeway - Month of Madness

I 2007/08 var det helt store, at frigive en lind strøm af tracks til samtlige hip hop blogs/hjemmesider, i et (desperat) forsøg på at holde sit navn oven vande. Selvom trenden stadig lever, så er den knap så udbredt og ej heller så nyhedsværdigt længere, hvilket nok skyldes den utrolig store mængde rappere som forsøgte sig, uden nogen umiddelbar kvalitetskontrol. Faktisk er det kun lykkedes ganske få, at gøre det færdige produkt tilstrækkeligt interessant til at man rent faktisk gad at følge med, dag for dag, uge for uge.

Med sit "Hip Hop Weekly" projekt, lykkedes det Crooked I at fange lytterne hver i uge, i hvad mange anså som et kort gimmik for lidt medie opmærksomhed. Det endte dog med at vare et helt år, og skabte overskrifter på samtlige nævneværdige hip hop blogs og hjemmesider. Det hjalp dog også at kvaliteten uge for uge, nærmest steg og steg. Selvom Crooked I måske ikke opfandt konceptet, så "mainstreamede" han det i hvert fald. Little Brother tog derimod konceptet og finpudsede det. Ved at frigive en alternativ version af hvert enkelt nummer fra "Getback" pladen, under Phonte's "12 Days of Getback", fik Little Brother pustet nyt liv i pladen, samtidig med at give en særlig cadeaux til fansene. Selvom de oprindelige 12 dage, endte med at vare godt og vel en måned, er det stadig et af de bedste bud på hvordan man kan takle den slags koncepter, samtidig med at man bibeholder et højt kvalitets niveau.

Hvis Crooked I "opfandt" konceptet, og Little Brother finpudsede det, så er det Freeway som tog det skridtet videre. I December 2008, påbegynder Freeway sit "Month of Madness" projekt, og vælger at frigive et nyt nummer hver dag i hele december måned. Meget lig Crooked I's projekt, var der tvivl om hvorvidt han ville gå hele vejen med projektet, men som dagene og ugerne gik, fik han stadig mere og mere opmærksomhed - igen godt hjulpet af et meget højt niveau. Dette projekt blandet med nogle fantastiske gæste præstationer, blandt andet på det Brother Ali assisterede "The Truth", har uden tvivl været med til at holde liv i Freeways navn og skabt den hype som er opstået omkring hans og Jake One's nyeste projekt "The Stimulus Package".

Tryk her for at hente: Freeway - Month of Madness

tenykS re elgooG

Der er gået et par dage siden mit sidste indlæg, hvilket skyldes en lidt kedelig nyhed, som ramte Internettet for en lille uge siden. Google er nemlig begyndt at bruge deres "magt", som ejere af Blogger/Blogspot til at administrere hvilket indhold de vil acceptere på deres platform.

Med andre ord Google er begyndt at slette indlæg, eller hele blogs, som de har en begrundet mistanke om bryder med DMCA lovgivningen, anmeldelserne kommer fra IFPI, og bliver som sagt håndhævet af Google, i form af en øjeblikkelig sletning af det "ulovlige" indhold. Dette er en klar procedure ændring, hvor Google tidligere har "draftet" det pågældende indlæg - som de gjorde det i mit tilfælde, så man har en mulighed for at fjerne linket selv, samtidig med at man kan redde det primære indhold.

Det største problemet opstår dog, idet der ikke er nogen filtrering i anmeldelserne, hvor blogs som har fået tilladelser fra kunstner/pladeselskab til at videregive musikken også bliver ramt, i og med IFPI ikke er bekendt med sådanne aftale - hvilket der selvfølgelig er et væld af årsager til.

Som sagt, har jeg selv oplevet i hvert fald 3 henvendelser fra Google, hvor jeg har slettet alle links dertil. Hvis man kigger på hvilke indlæg der er blevet "slået" ned på (her, her og her), så er der et klart mønster, i og med alle indlæggene omhandler nyt/nyere udgivelser, fra relativt store kunstnere/labels (selvom Brother Ali indlægget overraskede mig). Personligt har jeg ikke noget problem med at fjerne nogen links, uanset hvilke det skulle dreje sig om - jeg har jo sådan set en mail, hvis der er nogle links i savner. Jeg har dog et problem i at få slettet indhold fra bloggen, især når jeg (som regel) bruger en del tid/energi på at skrive om hver enkel udgivelse. Jeg ville rent ud sagt blive rimelig ked af det, hvis enkelte dele eller - i værste tilfælde, hele bloggen skulle gå hen og blive slettet uden at jeg så meget som havde en chance for at rette op på forseelsen.

Nu ved jeg godt at de mest ramte blogs, har haft betydeligvis mere traffik end min, men i og med jeg i forvejen har været på deres radar, så er der absolut ingen grund til at tro det ikke kan ske igen. Jeg vil virkelig gerne undgå at skulle flytte min blog væk fra Blogger/Blogspot, men hvis der er så meget som et indlæg der bliver fjernet, så er det klart jeg rykker. Det kan også bare være jeg rykker uanset, da det er skide irriterende at skulle tænke over hvorvidt ens blog bliver pillet ved.

Jeg har sådan set allerede flyttet hele bloggen over på en Wordpress blog, og taget adskillige backups både i tekst og html på harddisken, så selve indholdet vil altid kunne re-udgives. Men det er også klart at enhver flytning af bloggen vil være skide besværlig og tidskrævende, så jeg håber da at det ikke bliver nødvendigt.

Til dette indlæg tænkte jeg at jeg ville dele et lille mixtape med jer, fra Lupe Fiasco. Mixtapet udkom lidt før julen 2009 og var oprindelig én lang MP3, som jeg delte med jer via min Twitter. Men mixtapet kom åbenbart et par dage efter i en splittet udgave, som jeg så i dagens anledning deler med jer på bloggen.

Tryk her for at hente: Lupe Fiasco - Enemy Of The State: A Love Story

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 3)

Så er det blevet tid til tredje del af mit nye koncept, som desværre måtte udgå i sidst uge, da jeg var super sløj. I denne omgang har jeg valgt en noget mere traditionel bog, i forhold til de forrige "sofa bords" bøger.

Nelson George

"Hip Hop America"

Bogen er en lille 200+ siders sag, paperback som sådan en "rigtig" bog skal være og mere er der egentlig ikke at skrive om det. Forfatteren kan der dog skrives lidt mere om. Nelson George er særlig kendt for sine analytiske musik bøger, hvor han har afdækket de mest markante musikalske perioder/tendenser i afro-amerikansk musikhistorie, fra soul til hip hop. Derudover er han en anerkendt musikkritiker, med en baggrund som musik redaktør for Billboard Magazine og Village Voice. I hip hop regi, står han blandt andet bag afviklingen af "VH1 Hip Hop Honors", Russel Simmons biografi, og så er han en af hovedmændende bag den fantastiske CB4 film, som han dels har co-skrevet og co-produceret.

Bogen tager sit udgangspunkt i Nelson George's egen rejse igennem hip hoppen i Amerika, fra dets spæde begyndelse, som sub-kultur for folk som var "in the know", til dets massive popularitet op igennem halvfemserne. Nelson er født i Brooklyn og har sin primære gang i New York, så historierne er hovedsageligt fortalt ud fra det perspektiv. Bogen er dog ikke den typiske fortælling/beskrivelse af hvert enkelt hændelsesforløb i hip hoppens historie, men derimod en skildring af hip hoppen, fortalt ud fra egne oplevelser, observationer og ikke mindst analyser. Nelson beskriver tidligt i bogen, hvordan hans relative høje alder har spillet en afgørende rolle i hans introduktion til hip hop, hvor han først og fremmest har ageret observatør.

Denne tilgang til hip hoppen, gør Nelson's analyser og iagttagelser særligt interessante, idet han ofte anskuer tendenserne fra en langt mere saglig og gennemtænkt vinkel, end man ofte finder i den slags bøger - hvor hjertet ofte kommer i vejen for hovedet. Derudover har Nelson haft sin daglige gang inden for musik industrien, og har derfor en enorm viden og indsigt i hvordan branchen rent faktisk er opbygget og fungerer, på godt og ondt. Hvor andre forfattere normalt bruger meget tid på at beskrive en stor mængde artister og deres indvirken på kulturen, beskæftiger Nelson sig i langt højere grad med de mennesker som trækker i trådene og får tingene til at ske - eller ikke ske. Netop denne vinkel, giver et utroligt indblik i en del af hip hoppens historie, som oftest bliver glemt af andre forfattere, der måske blot ikke har den nødvendige indsigt. Denne vinkling kommer særligt til gavn i hans afdækning af nogle af hip hoppens dogmer, eksempelvis i kapitlet "Black Owned?" - "One of the prevailing assumptions around hip hop is that it was, at some early moment, solely African American created, owned, controlled, and consumed. It's an appealing origin myth - but the evidence just isn't there to support it."

Bogen er utrolig velskrevet og engagerende. Forfatterens enorme viden omkring arbejdet i "kulisserne", blandet med et væld af interessante informationer og perspektiver, gør denne bog til en must-read for enhver som ønsker en langt dybere indsigt i hip hoppens infrastruktur, og dets indflydelse på den øvrige populær kultur, i sporten, moden og på filmlærredet.

Bogen er skrevet i 1998, og derfor fremstår enkelte dele af bogen lidt "humoristiske" set i lyset af den viden man har tillært sig derefter. Eksempelvis i hans udlægning af det skandinaviske sprog, som værende et umuligt sprog at rappe på. I udgaven som kan købes nu, som er fra 2005 og indeholder et ekstra kapitel, bliver der dog roddet bod på dette, hvor Nelson George desuden benytter muligheden for at opdatere bogen, med nogle vigtige udviklinger inden for hip hoppen. Selvom dette kapitel virker lidt overfladisk i forhold til resten af bogen, så er det dog samtidig blot en bekræftigelse i at Nelson George virkelig har styr på sit ish.

Death Row Happiness - Sæson 2 Afsnit 8 ("Lake er hjemme")

Bloggen har efterhånden fået dækket en del pladeselskabers "rejects", hos Rawkus var det Skillz og Smif-N-Wessun, og hos Aftermath har vi været forbi Hittman, King-Tee og Royce Da 5'9. Selvom der stadig mangler lidt fra Aftermath, så er det uden tvivl Death Row som fylder mest i statistikken, hvor det indtil videre er blevet til syv indlæg, med mange flere i vente.

Selvom følgende udgivelse, ikke som sådan kan kategoriseres som en Death Row "reject", så passer den fint ind i den lille Death Row sæbeopera, jeg efterhånden har fået stablet på benene.

Lake - Lake's Home: Death Row Is Back!!!

Lad mig for det første sige at det her er et mixtape, sammensat af DJ Kay Slay og DJ Absolut. Lad mig for det andet sige, at denne udgivelse, dels bevidner at Death Row East har eksisteret (og måske endda stadig eksisterer), og at jeg tog fejl i Petey Pablo indlægget, da jeg skrev at han var den eneste non west-coast artist signet hos Death Row.

Lake er, som dem af jer der kender ham ved, lidt af en QB veteran, han tilhører en skole af helt særlige MC'er, som tæller Cormega, Blaq Poet, Nas, Havoc, Prodigy, Killa Sha (RIP), KL (RIP), Hostyle, Tragedy, Capone og jeg kunne blive ved og ved. Til forskel fra de nævnte kunstnere, har man dog ikke hørt så meget fra Lake, dette skyldes i stor udstrækning at han har siddet i fængsel i syv år, fra 1992 til 1999.

Efter sin udgang skulle der alligevel gå en del år før man hørte noget fra Lakey The Kid, og selvom han udgav sin egen QB compilation i 2001, så skulle der gå fem yderligere år før man hørte fra ham, som artist. Men selv der, var det igennem et co-sign fra den nu veletableret Cormega, som ender med at optræde på halvdelen af numrene på "My Brothers Keeper" og derfor fremstår det mere som et gruppe album, end et reelt solo udspil. I mellem de to udgivelser (eller før), er det så lykkedes Lake at blive signet til en afdeling af Death Row, der er meget svært at finde nogen information om, og som ifølge Death Row's wiki side, aldrig reelt set har eksisteret.

Her er beviset dog, ikke alene er dette mixtape et testamente på Lake's affiliation med Death Row, men på hans MySpace fremstår det endda som om, at han er CEO af Death Row East. Uanset hvad, så betyder alt dette blot at der nok kommer til at gå et par år endnu, før vi hører et officielt solo album fra Lake.

Dette mixtape udkom såvidt jeg er orienteret i 2006, og fungerer både som en introduktion af Lake under Death Rows faner, men også som forsmag for Lake's kommende Death Row debut. Derfor består mixtapet af en del snippets, som repræsenterer tracks, som ellers ville være at finde på det kommende album. Mixtapet er som sagt hostet og mixet af Kay Slay og Absolut, hvilket er som den slags er - lidt irriterende med alle de drops og shout-outs, men man kender præmissen, så man burde ikke forvente andet.

Musikken er også som man forventer, grimey gutter QB ish. Det er knap så raffineret som Cormega, Nas og Tragedy, men hvis man derimod er til Screwball, Prodigy, Big Twin osv. så er det en no-brainer. Der er dog en lille detalje, som burde gøre dette til en "must download" for alle. Man skal nemlig ikke glemme, at dette reelt set er en Death Row udgivelse, og i og med Death Row først og fremmest er et West Coast label, er der nogle ret sjove og anderledes skæringer med, som man ellers aldrig ville forvente af en QB artist af denne art - tænk QB med et snert af West Coast funk, hvor især "Death Row Is Back" og "Deep Cover 2006" skiller sig mærkbart ud fra den gængse QB rutine. Derudover er det også her man finder de fantastiske "Dirty New York" med Cormega og Fat Joe, og "One Never Knows" med Nas.

Tryk her for at finde: Lake - Lake's Home: Death Row Is Back!!!

tba går på gymnasial grund supplerings kursus

Jeg har sgu været lidt sløj her i weekenden, så jeg måtte lige udskyde søndags indlægget. Så var det meningen jeg ville skrive det mandag, men så ramte virkeligheden mig. Jeg har tidligere skrevet at jeg ville komme til at "have mere tid, da jeg det næste halve år skal tage - noget knap så tidskrævende, B niveaus matematik på VUC."

Jeg vil gerne have lov til at tage de ord i mig igen, for ikke alene er matematik på B niveau mindst lige så tidskrævende som mit forrige studie, men det er også komplet uforståeligt for mig. Jeg kan love jer for, der er sket et indholdsmæssigt hop fra dengang jeg havde "naturfag" på sproglig linje i gymnasiet, til det jeg skal til at gennemføre nu, I said god damn!

Jeg har netop afsluttet min første blæk regning (jeg har ikke skrevet det ord siden folkeskolen), siden ca. ottende klasse (der jeg officielt holdt op med at give en fux for matematik), dvs. for godt og vel 12-13 år siden. Og det er gået helt ad helvede til. Heldigvis er der noget skole vinterferie i næste uge, som jeg kan bruge til lige at sunde mig og få lidt struktur på hverdagen, både med hensyn til det hersens matematik og vigtigst af alt bloggen, som jeg faktisk synes er begyndt at køre rigtig godt.

Generelt vil jeg begynde at skrive flere af denne her slags indlæg, når/hvis bloggen bliver sat i bero, så i er bedre informeret og så der er et bedre flow i indlæggene - bare rolig, der vil altid være en lille musikalsk godbid til sidst, til dem af jer som alligevel ikke læser det jeg skriver.

Inden jeg efterlader jer, vil jeg derfor lige fremhæve to fulde gratis koncept albums, lavet af ingen ringere end Killah Priest. Det drejer sig om henholdsvis "I killed the devil last night" og "The untold story of Walter Reid", som kan hentes helt gratis på Killah Priest's egen hjemmeside. Jeg har selv kun fået hørt den første, som dog overraskede mig meget positivt, og stensikkert ikke vil skuffe fans - eller nytilkomne for den sags skyld.

Tryk her for at hente: Killah Priest - I Killed The Devil Last Night

Tryk her for at hente: Killah Priest - The Untold Story Of Walter Reid

One time for your mind (del 24) - Del The Funky Homosapien & Tame One - Parallel Uni-Verses

Jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke lige snuppede den sidste udgivelse med. Jeg må da ærligt indrømme at, det er den af de fem udgivelser jeg har de største kunstneriske forventninger til, og eftersom de tre sidste ikke just har imponeret, så er det måske ikke så svær en opgave.

Without further ado, og stadig i mono.

Del Thy Funky Homosapien & Tame One - Parallel Uni-Verses

1) Intro (Magic)

Meget funky intro, med nogen som jeg sten sikkert burde vide hvem er, som forklarer synergien ved at arbejde sammen. Tame One kommer ind med et hurtigt lille vers om ham og Dels "dangerous combination", Del fortsætter efter Tame og det er en rigtig, rigtig fed intro. Virkelig en god appetitvækker, for hvad der forhåbentlig venter.

2) Keep It Up

Første reelle track, beatet er super funky, med en rigtig behagelig low-key blacksploitation vibe - rigtig fedt. Tame One ligger ud, med et nærmest spoken word flow og råder alle til at fortsætte med at gøre hvad de gør, men passe på ikke at rode sig ud i problemer (message!), spøj til side, det er fucking fedt. Virkelig et godt nummer, som Del afslutter med et ligeledes godt vers.

3) Flashback

Tame One og Del kigger tilbage på de gode gamle dage, over endnu et stærkt 60-70'er inspireret beat. Alt var bedre før, der var mere sjæl og mindre bling, tracket er knap så belærende som jeg umiddelbart fremlægger det og det bliver bestemt præsenteret på en langt mere smagfuld måde, end andre har gjort det. Hvis jeg var født i 70'erne, ville jeg uden tvivl kunne relatere til det her nummer, med masser af referencer til Roxanne Shanté og Shell-toe Adidas - det er jeg bare desværre ikke. Så skulle de nok have rappet om Wu-Tang og Timberlands i stedet. Stadig et fedt nummer though, og langt bedre end andre i den dur.

4) The Franchise

Så er der lidt Hendrix at spore, i dette meget syrede guitar drevet beat. Tame og Del er et franchise i sig selv, ikke et vildt spændende nummer. Beatet bliver lidt for meget i længden og Tame formår ikke rigtig at fange mig fra starten af, så det bliver lidt svært for Del at hive tracket hjem, selvom han dropper et super vers.

5) Specifics

Beatet bliver lige skruet en tak ned, langt mere afdæmpet og mindre forstyrrende, selvom det egentlig indeholder en del elementer fra det forrige nummer. Tame's vers er endnu engang lidt dovent, hvorimod Del virkelig æder sig igennem med et sygt vers, som nærmest ingen ende vil tage. Umiddelbart et lidt kedeligt nummer, som dog bliver reddet fuldstændig af en meget tændt Del.

6) Before This

Super funky beat, med et rimelig simpelt trommeloop, en vild baslinje og en effekt jeg ikke ved hvad man kalder (jeg er bare så god til det der med beats). Alt i alt et beat som sætter det lyriske i fokus, og hverken Tame eller Del skuffer, selvom jeg begynder at synes Tame halter en del efter Del. Jeg ved ikke om det er deres anderledes flow, som gør udslaget, men Del lyder generelt langt mere flydende og tilpas når han rapper. End Tame, som til tider lyder lidt som om han kæmper. Bortset fra det, er det sku stadig et super fedt nummer, som dog måske bare havde været federe uden Tame.

7) We Taking Over

Tame navnedropper et par af de navne som han respekterer, samtidig med at han dropper lidt knowledge omkring Hip Hoppens nuværende tilstande, beatet er endnu engang stærkt inspireret fra 60-70'erne, og endnu engang så holder det 100%. Del fortsætter navnedropningen, og der er mange navne. Endnu engang er det den slags tracks, som kan går begge veje. Enten bliver det gammelmands ranting, eller også bliver det fedt. Personligt synes jeg de griber det rigtig godt an, godt hjulpet af et fedt beat.

8) Life Sucks

Del og Tame er trætte af en del ting, ikke mindst af livet og dets realiteter. Det er hårdt at være rapper, at blive gammel og pludselig at have et ansvar, når man bare gerne vil rocke shows. Beatet er fedt, og lyrikken er også i orden, men jeg kan ikke rigtig lide selve nummeret. Det er præget af sådan en "jeg-vil-være-tyve-for-evig-selvom-jeg-er-langt-over-tredive" mentalitet, som desværre rammer fuldstændig ved siden af, for mit vedkommende.

9) Teddy

Tame og Del deler lidt af deres eskapader med diverse rus-midler, hvis i har hørt "Leak Bros.", så ved i det ikke er fremmede land for Tame One. Endnu engang er beatet virkelig on point, og både Tame og Del leverer underholdende rim, til et noget udslidt emne.

10) Special

Tame kommer endelig lidt op i tempo, og dropper (nok) det bedste vers på hele pladen. Del følger lige i hælene, og hans Cali flow efterlader næsten Tame i støvet - kun næsten, for Tame kommer igen 100% korrekt, på sit andet og TREDJE vers. Uden tvivl det lyrisk bedste track jeg har hørt på albummet indtil videre, selvom det dog bliver lidt langt, med hele tre vers fra Tame og to fra Del.

11) Gaining Ground

Sidste track, har et meget syret og spacet beat, som minder mig om Aceyalone's "Space Cowboy", bare meget mere afdæmpet. Del lyder faktisk også lidt som Ace, på det her track.

Del dropper et nærmest uendelig langt vers - som jeg ærlig talt lige skal høre en gang til for at få det hele med, stærkt efterfulgt af et fantastisk omkvæd. Tame fortsætter med sit spoken word flow, som han gjorde på "Keep It Up" og leverer et mindst lige så langt og lytteværdigt vers. Umiddelbart et super fedt track, som virkelig passer perfekt som afslutningsnummer, men som fortjener mere end blot en enkelt gennemlytning.

Opsummering

De sidste par år, har der været en klar tendens til at lave denne her slags kollaborative albums, hvor det enten er to rappere eller en rapper og en producer, som sætter sig i fokus for at danne en samlet sonisk oplevelse; Buck/KRS, Edo/Ace, KRS/Marl, Canibus/Keith, Torae/Marco, 9th/murs, 9th/Buck, Jake/Free og jeg kunne blive ved og ved. Ikke fordi det er noget nyt, men tendensen er vokset eksponentielt de sidste 5-6 år, og virker nærmest som en ny trend, som alle lige skal prøve af. Med denne udgivelse er der faktisk ikke tale om en duo, men derimod en trio (eller helt nøjagtig en quartet), da Tame og Del, bliver ledsaget af producer duoen Parallel Thought, som står bag alle produktioner - hvilket den kvikke vil have fanget i albummets titel.

Albummet bliver dog præsenteret som en Del og Tame udgivelse, derfor sammenligningen med de øvrige albums. Derudover er hovedvægten af albummet lagt på netop dette nye samarbejde, som bringer det bedste fra east coast undergrunden, sammen med det bedste fra west coast undergrunden.

Da både Del og Tame er to rutinerede herrer, kommer det næppe som nogen overraskelse, at de overvejende leverer varen. Dog vil jeg fremhæve at Del efterlader et mærkbart større indtryk på mig end Tame, som til tider virker umotiveret og rusten. Det er ærgerligt for albummet har ellers en klar musikalsk retning, som virkelig bliver båret frem, og bundet sammen, af nogle virkelig gode produktioner. Det er uden tvivl et rigtig godt album, som stensikkert vil blive meget bedre ved flere gennemlyt, men det kunne have været meget bedre fra start af, hvis Tame lige havde steppet sit game lidt op.

Tryk her for at hente: Del Tha Funkeé Homosapien & Tame One - Parallel Uni-Verses (sampler)

One time for your mind (del 23) - Snoop Dogg - Malice N Wonderland

Så er det blevet den kære Snoop D O double G's tur, og jeg glæder mig altid til at høre et nyt Snoop projekt. Snoop er for hip hop, hvad Madonna er for pop musikken, han ændrer sig konstant, følger udviklingen (på godt og ondt) og formår altid at lave et kvalitets album, uden at gå på kompromis med den fastsatte formel. Jeg kan ikke sige jeg altid er på helt samme bølgelængde som Snoop, men jeg har til gengæld aldrig nogensinde tøvet med at købe nogen af hans udgivelser - ikke engang mens han var på No Limit (det var trods alt der han lavede "Bitch Please").

Snoop Dogg - Malice N Wonderland

1) Intro

Typisk Snoop intro, med Snoop's søn som lige præsenterer første track - med et lille twist.

2) I Wanna Rock

Det her er jo det nye "A Milli" eller næsten da, det bliver det først officielt når Nik og Jay hopper på beatet. Jeg har hørt tracket før, man kan nærmest ikke undgå det. Jeg er super nede med det, det minder mig en utrolig mellow version af Nas's "Made You Look".

3) 2 Minute Warning

Lille to minutters track, hvor Snoop gør det han er bedst til over noget som minder om et modificeret Dre beat. Meget lækkert, jeg er især nede med beatet - men Snoop leverer bestemt også varen.

4) 1800 (Feat. Lil Jon)

Lil Jon! lever han endnu? HEY! NAH! YEAAAH! WHAAAT! han kører stadig sin velkendte stil. Rimelig ligegyldigt klub-track, ikke super catchy eller noget. Beatet er nogle handclaps og en stortromme, blandet med lidt synths, meget minimalistisk Neptunes wannabe agtigt (det kunne selvfølgelig godt være Neptunes, det tror jeg bare ikke). Ikke særlig spændende, jeg hopper videre.

5) Different Languages (Feat. Jazmine Sullivan)

Er det ikke hende som ødelagde det der Wale nummer, som egentlig var meget godt? Nej det var det ikke, det var hende som lød som en kopi af Miss Blige, det gør hun egentlig ikke her. Det her er så Snoops obligatoriske "love track". Der er en fed vibe og Jazmine giver faktisk tracket noget god adspredelse, da hun har en lidt mere speciel vokal end først antaget. Udmærket track, inden for sin niche, selvom det er ved at være et lidt udslidt emne hos Snoop.

6) Gangsta Luv (Feat. The Dream)

"Radio killer, Big Snoop D O Dub" så er det vidst blevet tid til radio hittet. Det her er super skod, The Dream er, og bliver, en forfærdelig "sanger". Så jeg hopper bare videre, ingen grund til at risikere høreskader på mit sunde øre.

7) Pronto (Feat. Soulja Boy Tell 'Em)

Det bliver så det første Soulja Boy nummer jeg nogenside hører, jeg forventer ikke meget. Okay Souljah Bay synger med autotune, jeg trykker på "next" med det samme... Så, nu kan jeg bibeholde mit perfekte track-record, med aldrig at have hørt et Souljah Boy nummer, pyha det var tæt på.

8) That's Tha Homie

Beatet lyder som noget Cool & Dre dirty south chopped n screwed agtig noget, Snoop rapper noget typisk "alle kender mig, jeg kan gå i alle hoods" type ish. Desværre lyder han lidt umotiveret, og tracket forbliver rimelig uinteressant.

9) Upside Down (Feat. Nipsey Hustle & Problem)

Noget drum-line agtig noget, med en rimelig tung rytme. Rimelig fedt beat, og Snoop er tændt. Nipsey Hustle ødelægger tracket, med noget autotune rap/sang på omkvæddet, irriterende. Problem kan jeg meget godt lide, og han ligger heldigvis et rigtig fedt vers. Hvis bare ham Nipsey Hustle var blevet hjemme, så havde jeg været glad.

10) Secrets (Feat. Kokane)

Fed vibe, med en super tung og funky basslinje, percussions og lidt handclaps - det er vintage pimp Snoop, når det er bedst. Tracket er underbygget af noget afdæmpet pimpin' sang, og Kokane starter løjerne, det er fandme dejligt at høre Kokane igen. Virkelig et fedt nummer, som fører tankerne tilbage til det fantastiske "The Last Meal". Virkelig et klasse nummer.

11) Pimpin' Ain't EZ (Feat. R. Kelly)

Jeg har savnet R. Kelly lidt, ja han er halv-pedo, og ja han har en tisse fetish, men kan vi ikke alle genkende lidt af det i os selv? Derudover så kan han synge så det driver ned med fissesaft fra væggene, jeg har altid forestillet mig at en R. Kelly koncert kunne sidestilles med en tur på skøjtebanen (hold for laughter). Nu er tracket sku slut, jeg glemte helt at lytte til tracket, under normale omstændigheder, ville jeg lige gå tilbage og lytte igen. Men nu er det jo ikke "Two time for your mind", så sorry - i kan sikkert forestille jer hvordan en Snoop/Kellz collabo udspiller sig.

12) Luv Drunk (Feat. The Dream)

Ah, The Dream igen, the plot thickens. Jeg gider sku ikke rigtig, jeg trykker "next".

13) Special (Feat. Brandy & Pharrell)
Er det Brandy med autotune? Er det Pharrell med autotune? nu har det altså taget overhånd, men det beviser dog at Jay ikke har samme indflydelse, som han har haft. Ikke noget "special" ved det her track.

14) Outro

Typisk telefonsvarer skit, som så er en outro her.

Opsummering

Det var da en kedelig affære, men ikke nogen egentlig overraskelse. Et hurtigt kig på tracklisten røber det meste som er at vide om denne udgivelse. Der er bestemt nogle fede numre, og selvom de er rigtig fede, er der bare ikke mange/nok. Albummet er, som forventet, vel produceret, vellydende og holder en rød musikalsk tråd - og det er meget sværere end man lige umiddelbart skulle tro. Til gengæld er den musikalske tråd, noget være lort - rent ud sagt. Faktisk kan jeg uden tvivl sige, at dette er hans absolut dårligste album til dato. Jeg er dog ikke i tvivl om at Snoop, som man kender og elsker ham, venter lige rundt om hjørnet. Han har simpelthen leveret for mange klasse præstationer, til at blive afskrevet - Jay-Z derimod...

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: Snoop Doog - Malice N Wonderland (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

One time for your mind (del 22) - Obie Trice - Special Reserve

Jeg fortsætter ufortrødent med det mini-marathon jeg har påbegyndt, og denne gang er jeg nået til Obie Trice's nyeste album, som er lavet i samarbejde med produceren MoSS(?). Dette er Obie's første CD efter afgangen fra Shady/Interscope, men består faktisk af tracks som alle blev indspillet inden han kom i Eminem's lejr. Som Obie selv fremlægger det "this album was actually recorded before Shady(...) and this is what we were recording when Shady called(...) This is pre-Shady music. This is basic Obie".

Obie Trice - Special Reserve

1) Welcome

Et lille velkomst nummer, Obie benytter lige muligheden for at præsentere sig selv. Ikke det vildeste, men man kan høre han er på og det opvejer en del.

2) Got Hungry

Har han ikke også lavet et nummer som hed "Got Teeth"? Obie er endnu engang på, men desværre bliver det lidt kedeligt og anonymt. Beatet er egentlig også rimelig anonymt, dog tillagt lidt cuts, som pepper det en del op. Overhovedet ikke et dårligt nummer, bare lidt kedeligt uden at tilføre noget nyt eller originalt.

3) You Have Been Slain

Fed titel... Total militær beat, med calypso - det lyder bedre end man skulle tro, meget dystert. Obie's vokal er lidt lav, men det er nogle fede og hårde rim han får fyret af.

4) On And On

Der sker rimelig meget i MoSS' beats, minder mig lidt om DJ Muggs på Soul Assassins II. Obie Trice er helt klart tændt på de her tracks, men indholdet siger mig ikke det vilde. Materialet er så småt ved at være over 10 år gammelt og det kan bestemt godt høres.

5) I Am

MoSS' beats begynder at trætte mig lidt, og det gør Obie egentlig også. MoSS kan godt lide at krydre sine beats med cuts, det var okay de første 2-3 gange, men nu bliver det lidt ensformigt. Det er vel egentlig et fedt nok nummer, men har vi ikke allerede hørt et "ya'll know the name" nummer fra Obie før?

6) 4 Stories

Igen er vokalen ret lav, lidt irriterende i forhold til beatet. Titlen ligger op til noget godt, og umiddelbart lyder det godt, men det er faktisk ret svært at koncentrere sig om hvad der bliver rappet når han er mixet så lavt i forhold til beatet.

7) Roughnecks (Feat. Deuce Wonder)

Woahh mit øre, så røg volumen lige helt i vejret. Det er ligesom at se fjernsyn og så kommer der reklamer. Meget hardcore lyrik, i forhold til hvad man er vandt til fra Obie, det er fedt nok. Beatet er til gengæld lidt irriterende, med noget som lyder som et orgel loop i baggrunden. Hvis det ikke er Obie, så er det beatet, der er nok en grund til at en del af disse numre ikke kom ud da han kom til Shady.

8) Cool Cats

Igen et vildt volume udsving, det er sgu lidt irriterende at skule skrue op og ned. Det her track minder lidt mere om den Obie man kender fra sine Shady udgivelser, det er faktisk rigtig fedt og jeg kunne 100% forestille mig Eminem eller Royce over. Der er faktisk lidt af en "Bad Meets Evil" over tracket, virkelig fedt.

9) What You Want

Obie laver lidt frem og tilbage rap med sig selv "what you want Obie?" Det så stensikkert meget bedre ud på papiret, end det endelige produkt. Ikke specielt imponerende, eller interessant.

10) Jack My Dick

Obie synes lige vi skulle indvies i hvad der får ham til at "jack my dick off", det er faktisk meget underholdende, men sjovt nok er både beat og levering lidt for alvorligt i forhold til indholdet, det giver tracket en lidt underlig feel.

11) Dope, Jobs, Homeless

Obie har åbenbart både prøvet at sælge dope, holde et job og været hjemløs, han er jo en regulær blanding af Jay-Z, Rhymefest og KRS-One. Obie gennemgår de forskellige stadier af sit liv, og det er, som de fleste andre tracks, rimelig kedeligt.

Opsummering

Slev om det umiddelbart virker som om jeg er rimelig negativ, så vil jeg egentlig starte ud med at sige at, der faktisk ikke er ét decideret dårligt nummer. Problemet er dog at, der egentlig heller ikke er ét decideret godt nummer. Alle numre er anonyme, usammenhængende og egentlig ret uinteressante. Obie er dygtig på mikrofonen, men den udvikling han har undergået på Shady har helt klart været tiltrængt. Hvis man er Obie fan, så skal man da selvfølgelig ikke snyde sig selv for at anskaffe sig noget tidlig Obie inden han blev påvirket af Shady lejren. Hvis man derimod ikke er så vild med Obie, så skal man nok bare springe over, eller lige hente sampleren og se om den tidlige Obie er mere tiltalende.

Tryk her for at hente: Obie Trice - Special Reserve (sampler)

One time for your mind (del 21) - Wale - Attention Deficit

Der er absolut intet i fjernsynet, så jeg benytter muligheden for at krydse endnu en udgivelse af listen. Wale er en af de nyere up-coming rappere, som jeg rent faktisk interesserer mig for. Ikke alene har han i mine ører leveret nogle fantastiske mixtapes, men jeg er specielt begejstret for hans flow og struktur, som jeg synes er dejlig forfriskende og ikke mindst original. Så håber jeg blot han kan leve op til min egen selv opbygget hype.

Wale - Attention Deficit

1) Triumph

Rimelig bombastisk beat, med blæsere, bongo trommer og midilyde. Wale lægger ud med sit velkendte flow, og jeg er rimelig vild med det her. Beatet er helt vildt funky og Wale rapper med masser af overskud og selvsikkerhed. Rigtig god åbner.

2) Mama Told Me

Selvom tempoet er sat ned, er det stadig satans funky og minder mig lidt om et åbningstema fra en 70'er politi serie - det holder. Wale holder det lidt mere low-key, og er tydeligvis inspireret af Kanye på det her track - ved ikke helt hvad jeg skal synes om det, der er jo en del som har taget hele Kanye rap tingen til sig. Det er et fedt nummer, men det skal nok lige vokse på mig.

3) Mirrors (Feat. Bun B & Alex Greenwald)

Endnu et super funky beat, med noget bass "waka, waka" i baggrunden, som man kender fra Shaft temaet. Bun B flyder så overlegent på beatet, det er virkelig lækkert. Det er altså virkelig et stilet nummer, selvom jeg må indrømme at Wale ikke leverer sit lyriske A-game.

4) Pretty Girls (Feat. Gucci Mane, Weensey, Tre & Ms. Kim)

Uhhh, ved ikke lige hvad der sker her. De dejlige vibes er byttet ud med et betydeligvis mere "larmende" beat, Wale er igen stærkt inspireret af Kanye og tracket bliver en utrolig dårlig kopi af Kanye, som (til trods for hvad man måtte synes om ham) rent faktisk kan finde ud af at lave det, som dette nummer forsøger på. Jeg har ingen kommentarer til de øvrige medvirkende, det her nummer stinker rent ud sagt.

5) World Tour (Feat. Jazmine Sullivan)

Et klaver som spiller noget som minder mig om noget jeg måske burde genkende. Han gør det sgu igen, lyder fuldstændig som en dårlig kopi af Kanye - Hvad sker der! Det er fandme ærgerligt, super kedeligt og han lyder virkelig ægte umotiveret. Jazmine Sullivan er jeg ikke videre bekendt med, men hun lyder som en dårlig kopi af Mary J.

6) Let It Loose (Feat. Pharrell)

Pharrell er med, men det lyder ikke umiddelbart som en Pharrell produktion - måske har han udviklet sig. Pharrell leverer sin velkendte falset, og Wale giver (endelig) igen en smag på sine kundskaber, med hensyn til levering og struktur - desværre halter han enormt på det lyriske, hvor nummeret absolut intet tilføjer til genren og desuden ikke umiddelbart lyder særlig klub-venligt. Meget underligt og utrolig formålsløst (og så er det meget langt).

7) 90210

Nu gør han det sgu igen, måske har jeg været galt på den med Wale fra starten af, måske har han altid været en halv-dårlig Kanye klon, og så har jeg bare aldrig lagt mærke til det fordi hans mixtapes var så skide originale og tætpakket... Denne gang er det en typisk "black girl lost" fortælling, med et forfærdeligt autotunet "90210000hhhh" i baggrunden. Damn.

8) Shades (Feat. Chrisette Michelle)

Jeg er rimelig vild med Chrisette Michelle, hun har virkelig en lækker stemme og giver heldigvis dette track et godt løft. Jeg må ærlig indrømme Wale har gjort mig lidt sur, men jeg må også indrømme at det her er et meget lækkert track, med et lidt cliché emne "shades doesn't matter, we're all beautiful", som dog bliver grebet godt an.

9) Chillin (Feat. Lady Gaga)

Jeg har hørt om det her track, jeg har dog undgået det. Jeg er ikke helt vild med Lady Gaga, selvom hun måske er denne generations Madonna. Tracket er ikke super, med et rimelig irriterende beat og et super irriterende omkvæd fra Gaga, til gengæld er Wale super tændt og det er nok det mest irriterende, hvorfor spilder han det på det her track? - nok fordi han tænkte det kunne blive hans store breakthrough og han hellere måtte give den alt hvad den kunne trække. I skal ikke misforstå mig, det er et forfærdeligt nummer, men i det mindste er Wale tændt.

10) TV In The Radio (Feat. K'Naan)

Rimelig up-tempo beat, krydret med blæsere som giver den lidt af en "show" feel (jeg ved godt det slet ikke giver mening, men hey jeg har kun et øre at gøre godt med). Nummeret er fedt og både Wale og K'Naan leverer varen, selvom ingen af dem imponerer helt vildt.

11) Contemplate (Feat. Rihanna)

Lige nu har jeg bare lyst til at slukke, "play this shit while you contemplate". Så giv mig dog noget at "contemplate" over, og undlad for helvede at bruge Rihanna, som har den mest ulidelige stemme, som de har formået at gøre endnu værre på det her nummer, ved at køre det igennem en eller anden form for forvrængning... Bah!

12) Diary (Feat. Marsha Ambrosius)

Nåh Wale 3 numre tilbage, skal du slutte som du startede? Stille beat, som har lidt middelalder jester vibe over sig. Sjovt nok giver det her nummer langt mere at "contemplate" over, end det forrige. Det er faktisk et rigtig fedt nummer. Men - og det er et ret stort men, Marsha Ambrosius giver simpelthen nummeret et virkelig cheesy præg, med et meget storladent ballade omkvæd, som virkelig ødelægger det hele. Virkelig ærgerligt.

13) Beautiful Bliss (Feat. Melanie Fiona & J. Cole)

Endnu en Kanye vibe, med en klar "Good Life" inspiration. Kanye vidste godt at der kun var plads til et "Good Life" nummer, det er derfor han ikke lavede flere - hans vil blive husket, det vil det her bestemt ikke (og så varer det 5 fucking minutter!!!)

14) Prescription

Hvis første track var introduktionen (duh?), så er det her afskeden. Super afdæmpet, super underspillet, super gennemført og virkelig et fantastisk afslutningsnummer.

Opsummering

Nåh, hvad skal jeg skrive, som ikke allerede er blevet skrevet. Jeg kan i hvert fald starte med at afklare, hvorvidt Wale endte med at leve op til min egen selv opbygget hype. Som i nok har gættet er svaret et resonant; NEJ! Til gengæld, havde jeg nok bare for store forventninger til en kunstner som måske ikke vil være, hvad jeg troede han ville være. Jeg troede nemlig Wale ville være den der lidt nørdet, lyriske, spøjse, intelligente rapper, a la Lupe bare med betydeligvis mere karisma og kant, som ikke går på kompromis og som giver en fuck-less med et radio hit, idet han ved det vil komme før eller siden, alene på grund af hans talent. Med den her udgivelse virker det til gengæld som det stik modsatte, han lefler for mainstreamen og hans album virker sammensat af hitliste analytikere og A&R's. Nu skal i ikke tro, jeg ikke kan lide den slags musik, for det kan jeg, men Wale er simpelthen bare ikke dygtig nok til at gøre de rigtige dygtige kunsten efter - ikke endnu i hvert fald. Wale skal holde op med at følge trenden, og blive en trendsætter, noget som han faktisk var på vej til at blive efter Seinfeld mixtapet, men som han har sat en enorm dæmper for med dette makværk. (som til gengæld kunne være blevet en vild EP, hvis han selvfølgelig havde valgt de rigtige numre)

Ikke dermed sagt der ikke er nogle gode numre, der er bare meget få, så gør jer selv den tjeneste at spare håndørene og hent de bedste numre her. Så kan i bruge jeres penge på denne, i stedet.

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: Wale - Attention Deficit (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

One time for your mind (del 20) - The Black Keys - Blakroc

Som nogle af jer ved, så har jeg desværre sprunget min trommehinde for godt og vel to uger siden. Derfor valgte jeg at udskyde disse indlæg, indtil jeg havde fået min hørelse tilbage. Nu har jeg i mellemtiden været hos lægen, som desværre måtte meddele at der i hvert fald ville gå en måned, inden jeg kunne høre igen. Hvis jeg venter så længe, så vil en del af udgivelserne blive stærkt forældede (hvis de ikke allerede er det), samtidig med at jeg ikke får dem hørt.

Derfor genoptager jeg indlæggene for en stund, dels så jeg endelig kan få hørt dem, men også så i ikke går glip af noget. Jeg kører derfor listen ned (eller en stor del af den), og så sætter jeg en ny omgang udgivelser til afstemning når øret har det bedre.

Første udgivelse er med The Black Keys og en samling hip hop artister, jeg kan ikke helt placere The Black Keys, og selvom jeg købte en anden CD med dem - for at høre hvad det gik ud på, så har jeg ikke fået den hørt. Derudover er dette den første udgivelse fra Damon Dash, siden hans famøse brud med Jay-Z, så det bliver spændende at høre hvad han har at byde på.

Here goes endnu en gennemlytning, nu i mono.

The Black Keys - Blakroc

1) Coochie (Feat. Ol' Dirty Bastard & Ludacris)

Jeg kender da godt det her nummer, jo det tror jeg helt bestemt. Det er et super grineren nummer, der oprindeligt har været på et eller andet Ludacris mixtape. Tracket har fået lidt af en rock/electro makeover, som fratager lidt af trackets oprindelige energi. Men det er stadig et fedt track.

2) On The Vista (Feat. Mos Def)

Er det en hyldest til Windows Vista? Mos kicker nogle rim, som mest af alt minder om noget freestyle - det er lidt dovent. Heldigvis er det musikalske lydtæppe helt i top, og derfor bliver tracket som en slags ultra svedig jam session, med noget freestyle fra en af de bedste. Det kan jeg ikke hade på, specielt sidste halvdel er helt suverænt.

3) Hard Times (Feat. NOE)

Hvem er NOE? Han har i hvert fald et utroligt Hova inspireret flow og ikke mindst stemmeføring, det er faktisk ret forstyrrende, da det lyder som om han anstrenger sig for at lyde som Jay gjorde i midt-slut halvfemserne, selv ad-libsene er nærmest en tro kopi af hele Jay's schtick. Nummeret i sig selv er super funky, og Back Keys leverer endnu en gang varen, men NOE's inspirationskilde er svær at abstrahere fra.

4) Dollaz & Sense (Feat. Rza & Pharaohe Monch)

If it don't make dollaz, it don't make sense, ah jeg savner mig noget DJ Quik.... Rza starter tracket med noget "rulla zig zag, this is Bobby, not the ordinary" type ish, me like. Rytmen er dyster, syret og lidt ond (a la noget twistet Nick Cave), det passer perfect til Rza og Pharaohe. Jeg ville dog ønske jeg kunne høre tracket med begge ører, da det er lidt svær for mig at differentiere imellem instrumental og vokal.

5) Why Can't I Forget Him? (Feat. Nicole Wray)

Black Keys har sgu en meget vild lyd, super gennemført. Jeg ved bare ikke helt hvordan Nicole Wray passer ind i det her, hendes vokal er ikke helt stærk nok, desværre. Jill Scott havde passet bedre, meget bedre. Det er overhovedet ikke et dårligt nummer, bare noget anonymt, og spild af en super instrumental.

6) Stay Off The Fuckin' Flowers (Feat. Raekwon)

Raekwon over et funky backdrop, det er hørt før med El Michels Affair, men jo mere jo bedre. The Black Keys gør dem bestemt kunsten efter, og lykkedes på alle fronter. Raekwon er, som han har været det sidste års tid, on fucking fire, han kan ikke gøre meget galt. Super fedt track, jeg digger virkelig The Black keys' lyd, skal helt klart huske at tjekke den CD jeg har købt med dem.

7) Ain't Nothing Like You (Hoochie Coo) (Feat. Jim Jones & Mos Def)

Fed titel, mon det er en kærlighedserklæring til hindanden? Jeg har altid haft svært ved at beslutte mig omkring Jim Jones, på den ene side er han fucking underholdende, på den anden side er han bare ikke en særlig god rapper, hvilket virkelig skinner igennem på dette track (altså det med de manglende evner). Det er faktisk super ærgeligt da tracket i sig selv er fedt, med et super svedigt omkvæd fra Mos Def, som i sig selv kunne have båret tracket.

8) Hope Your Happy (Feat. Q-Tip, Billy Danze & Nicole Wray)

Meget minimalistisk lyd fra The Black Keys denne gang, det passer selvfølgelig helt perfekt til Q-Tips ligeledes minimalistiske flow, musikken tager dog til i omkvæddet, som jeg ikke er helt vild med. Der tilføjes lige lidt ekstra elektrisk guitar, idet en super tændt Billy Danze hopper på mic'en - det er godt M.O.P. endelig har frigjort sig, og får udgivet nogle ting igen. Tracket slutter rimelig pludseligt, det er lidt underligt, men gør ikke så meget da Nicoel Wray ikke får muligheden for at fylde for meget.

9) Tellin' Me Things (Feat. Rza)

Rza lyder som om han er på syre, hvilket musikken nemt kunne give indtrykket af. Rigtig fedt nummer, ikke så meget andet at skrive. Rza er en af de vildeste, når han gider.

10) What You Do To Me (Feat. Jim Jones, Billy Danze & Nicole Wray)

Vi skifter lige Q ud med Jim Jones. Tempoet er sat gevaldigt ned, til et langt mere soulfull/blues agtig vibe, krydret med lidt funk... super fresh. Nicole klæder faktisk tracket super godt, og bliver hjulpet af en mandlig vokalist. Hun giver den virkelig alt hvad den kan trække, på den old school blues agtige måde og det lyder super godt, sådan skulle hun have gjort første gang. Billy Danze leverer varen, mens Jim Jones er utrolig hurtig glemt.

11) Done Did It (Feat. NOE)

Der er ham H to the Izzo, F to the Facko igen, det er altså ret vildt. Samme problem som hans øvrige nummer, så jeg kan kun henvise til track 3.

Opsummering

Der er faktisk ikke så meget at skrive, det er umiddelbart en super fed skive. The Black Keys leverer et fantastisk musikalsk lydtæppe, som egner sig suverænt til Hip Hop. Jeg ved som sagt ikke hvor meget de er gået på kompromis med deres oprindelige lyd, for at arbejde med Hip Hop artister, men det er, for så vidt denne udgivelse angår, fuldstændig ligemeget. Jeg kunne endda forestille mig at høre instrumental versionen af den her plade, og det plejer ellers ikke at være min kop thé.

Heldigvis leverer de inviterede kunstnere også varen fuldt ud, og bortset fra ham NOE (som jeg sikkert bare lige skal vænne mig til), så er der ikke et nummer som jeg ikke kunne tænke mig at høre igen. Jeg glæder mig faktisk allerede til at høre den igennem en gang til, og jeg er ikke et sekund i tvivl om at den kommer til at være i seriøs rotation både i stuen og bilen.

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk her for at hente: The Black Keys - Blakroc (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)