"Murder your darlings pt. II"

Da bloggen er begyndt at blive spammet helt vildt, har jeg lukket for kommentarerne på forsiden - derfor dette indlæg. Derudover får jeg stadig rapporter om rigtige mange hits, specielt fra folk som har mig i deres RSS feed.

tobeannounced er lukket, alle gamle indlæg forbliver på siden, til dem af jer som stadig vil se hvad det egentlig gik ud på. Hvis i stadig vil have jeres dosis hip hop blogging, så hop over på min nye blog SPOL OP!, som byder på meget af det samme fra tobeannounced, sammen med en masse nyt.

Tusind tak til alle som har fulgt bloggen, og håber at gense mange af er på den nye side

Peace

tba

"Murder your darlings"

"There's never been a blogger this good for this long

This hood, or this pop, this hot, or this strong

With so many different references there's one for this post

The next one I switch up, this one will get bit up

These fucks, too lazy to make up shit, they crazy

They don't, paint pictures, they just, trace me

You know what? Soon they forget where they plucked

they whole style from, they try to reverse the outcome

I'm like - TOUGH!

I'm not a biter I'm a writer for myself and others

I say a P.T.A. fact, I'm only biggin up my brother

Biggin up my borough, I'm big enough to do it

I'm that thorough, plus I know my own knowledge is foolish

So them rings and things you write about, bring 'em out

It's hard to yell when the bar-rell's in your mouth

I'm in - new sneakers, four-seaters

one diva, what more can I tell you?

Nobody truer than, T-B-A

And I'm back for more, Blogspot's ambassador

I'm supposed to be number one on everybody list

We'll see what happens when I no longer exist

Fuck this!"

Eazy-gjorde-det

Så er jeg tilbage! Det er efterhånden ved at være små to uger siden jeg sidst har givet lyd fra mig, men en rimelig aggressiv mavevirus, satte lige en stopper for morskaben og sendte mig en tur på hospitalet. Alt i alt, ikke en særlig sjov oplevelse, men nu er det fortid og bloggen skal holdes ved lige.

Inden jeg kaster mig ud i det "normale" blog indhold, ville jeg lige benytte muligheden for at henlede opmærksomheden til en af de mest karismatiske personer i hip hoppen.

Eazy-E (f. 1963 - d. 1995)

Som nogle af jer måske har bemærket, rundt omkring i blog-land og på diverse fora, så er det 15 år siden i dag at en af hip hoppens absolut største personligheder afgik ved døden. Og selvom hans egentlige aftryk i historien, stadig kan, og bliver diskuteret, så skal der ikke herske nogen tvivl om at hans rolle er langt større end den umiddelbart bliver gjort til, og stikker langt dybere end hvad der normalt bliver præsenteret.

Eazy-E afgik ved døden, d. 26. marts 1995, af A.I.D.S., han står bag nogle af de vigtigste udgivelser i hip hoppens historie, og han må og skal aldrig glemmes.

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 7)

Endnu en søndag, men en lidt speciel en af slagsen. I dag har jeg pakket alle mine CD'er og vinyler ned i kælderen, 15 års samler mani, er blevet reduceret til 1 kvm tætpakket flyttekasser og en meget tom væg. Ikke en nem beslutning, men bestemt en nødvendig en. Så vil jeg glæde mig til at gense samlingen, den dag jeg flytter i hus/større lejlighed.

Nåh, men ud over det, så er det jo ikke fordi ovenstående nyhed har nogen som helst betydning for bloggen, så derfor er det sådan set blevet tid til ugens bog - bøger egentlig.

Jamel Shabazz

"Back In The Days" / "A Time Before Crack"

I denne omgang griber jeg (som i nok har bemærket) ikke fat i én, men to bøger. Det gør jeg dels fordi de er af samme "forfatter", men også fordi de på en måde passer sammen, og har en vis kronologi. Begge bøger er decideret billebøger, krydret med forord og essays fra diverse kontributører. Fotografen er Jamel Shabazz, en særdeles kendt herre inden for dokumentation af afro-amerikansk kultur, fra midt halvfjerdserne til i dag. Ud over at mange af hans billeder er blevet brugt i dokumentationen af den sprudlende hip hop scene i 80'ernes New York, er han også én af de få fotografer som formår at fange sjælen og nerven som står foran linsen, hvad enten han knipser en flok officerer i b-boy stance, eller et bandemedlem der repper sine farver.

Begge bøger er super flotte, og deler en del ligheder, begge er i tyk dejlig hardcover og begge har meget tykke og lækre sider. Alle billederne er i absolut fantastisk kvalitet og man kan virkelig mærke at de er nøje udvalgte, for at give et korrekt tidsbillede. Lighederne ophører dog idet man dels skal have afdækket den enkelte bogs præmis, samt den enkelte bogs skrevne indhold.

"Back In The Days" udkom i 2001, det er Jamel Shabazz's første egen udgivelse, og ud over et rimelig langt forord af Fred Brathwaite (aka. Fab 5 Freddy) er der blot ét yderligere et siders essay, som mest af alt læses som en hyldest af/til Jamel Shabazz. Derudover er der selvfølgelig nogle afsluttende ord fra manden selv. Alle billederne i denne bog er taget mellem 1980 og 1989, og bogen fungerer hovedsageligt som et nostalgisk tilbageblik på hip hop kulturens spæde begyndelse.

"A Time Before Crack" udkom i 2005, det er Jamel Shabazz's tredje egen udgivelse, men den anden centreret omkring hip hop kulturen (selv om den ikke bliver præsenteret som dette). Denne bog indeholder en del flere essays, og har da også et noget mere dystert formål, nemlig at dokumenterer ungdommen og gadelivet i New York pre-crack, deraf titlen "A Time Before Crack". Med denne viden bliver billederne langt mere livsbekræftende, og tillagt den viden som bogen giver omkring crack-epidemien i midt/slut firserne, bliver billederne blot endnu stærkere. Desværre er det ikke alle essaysene (er det sådan man staver det?) som er lige gode, da en del af dem, som det var tilfældet i "Back In The Day", fremstår som hyldester til/af Jamel Shabazz, hvilket ikke rigtig passer ind i bogens budskab. Alle billederne i denne bog er taget mellem 1975 og 1984, hvorefter crack blev introduceret til New Yorks gader i 1985.

Generelt er bøgernes skrevne dele, deres største hæmsko, da det i for høj grad ikke lever op til billedernes sindsyge høje standard. Det er egentlig lidt ærgerligt, i og med man faktisk har lyst til at læse hvad der står, når nu man har valgt at skrive noget i en billedbog. Generelt synes jeg overhovedet ikke der skulle have stået andet end forord (for at fastlægge præmissen for billederne), samt de obligatoriske afsluttende kommentarer. Derudover synes jeg det er helt vildt ærgerligt at begge bøger er i forskellige dimensioner, selvom forskellen er rimelig lille, ryger en del af æstetikken når de står i en bogreol ved siden af hinanden, og den ene står halvanden centimeter højere end den anden. Det bliver yderligere forstærket, af at man alligevel har bibeholdt alle de designmæssige elementer begge bøger i mellem, så det ligner de er en del af en serie. Selvom det er flueknepperi, betyder det noget for helhedsindtrykket for begge bøger samlet.

Uanset hvad er det to fantastiske bøger, hvad enten man er fan af fotografier fyldt med livsglæde og sjæl, eller man blot ønsker et indblik i Hop Hoppen dengang den var under rivende udvikling og alt var tilladt. Bøgerne gør sig fantastisk på et sofabord, og man vil stensikkert vende tilbage for at se/vise sit yndlings billede. Jeg kan ikke andet end anbefale dem, men vil dog pointere at de generel er ekstremt dyre i at købe i Danmark, hvor jeg har set dem helt op til 499 kr. stykket. Det er fuldstændig forrykt, da de kan købes på Amazon UK, helt ned til under 100 kr. Generelt er der en fuldstændig sindsyg prispolitik, på den her slags bøger i Danmark, som jeg helt sikkert vil vende tilbage til en anden god gang.

Da jeg stadig er igang med at uploade, for at afslutte det sidste "Onsdags bio" indlæg, så benytter jeg muligheden for at fremhæve nogle g(l)emte perler, som jeg tidligere har skrevet om her.

Tryk her for at hente: Dr. Dre - Roadium Swap Meet Mixtapes

One time for your mind (del 26) - Gorillaz - Plastic Beach

Jeg overtrumfer lige den igangværende afstemning, med en udgivelse som har fået så meget fokus og opmærksomhed, at jeg ikke ville vente (med risiko for at den aldrig blev stemt igennem). Det kommer nok til at ske et par gange i den nærmeste fremtid, da der er en del udgivelser, som jeg ikke har intentionen om at vente med at køre igennem, såsom den kommende Wu Massacre (Ghost, Rae og Meth) eller Distant Relatives (Nas og Marley).

Der er nok rigtig mange af jer som vil sige "jamen, Gorillaz er da ikke hip hop", men sådan er det bare, I call the shots og med en god håndfuld gæstende rappere, så finder jeg den ganske relevant for denne blog.

Gorillaz - Plastic Beach

1) Orchestrial Intro (Feat. Sinfonia viVA)

Lyden af vand som skyller ind mod en strand, og noget meget filmisk musik som begynder at spille. Strygere, efterfulgt af blæsere og pludselig kicker et beat ind...

2) Welcome To The World Of Plastic Beach (Feat. Snoop Dogg & Hypnotic Brass Ensemble)

Og så er det kørt over i det andet track, med Snoop som giver den med noget spoken word. Masser af synths, og en utrolig funky rytme, minder mig utrolig meget om en blanding af Daft Punk og Air. Super svedigt track, som klæder Snoop rigtig godt, selvom det også havde været røv-svedigt uden ham.

3) White Flag (Feat. Bashy, Kano & The Lebanese)

Helt anderledes lyd, med indiske vibes, små djembe trommer, masser af strygere og et langt hurtigere tempo, det ændrer sig dog til noget midi, reggae, dubstep inspireret noget, hvor Bashy og Kano giver den max gas, og introducere "the island". Overdrevet fed energi, super kompakt og helstøbt nummer.

4) Rhinestone Eyes

Endnu en ændring i lyden, meget minimalistisk, elektronisk men med en bibeholdt funky vibe. Nummeret tager til i energi, og Damon Albarn's stemme, som er forvrænget, passer perfekt til det øvrige lyd-landskab. Igen er der bare en rigtig fed energi over nummeret, som dog ender lidt brat.

5) Stylo (Feat. Mos Def & Bobby Womack)

De fleste kender det her nummer, med mindre de overhovedet ikke har hørt radio de sidste 2-3 uger, hvor det rent ud sagt er blevet gennemkneppet. Nummeret er som titlen antyder god fucking stylo, og jeg er helt vild med det. Mos Def har genfundet sin plads som rapper, efter en længere pause som skuespiller, og Bobby Womack er da bare alt for sej, nuff said!

6) Superfast Jellyfish (Feat. Gruff Rhys & De La Soul)

Langt mere hip hoppet lyd, hvor De La ikke tøver med at starte løjerne, med deres velkendte lyd. Omkvæddet er fuldstændig psyko, minder om en intro sang til en børnefilm, egentlig ville tracket passe perfekt i et afsnit af Svampebob... Jeg elsker Svampebob.

7) Empire Ants (Feat. Little Dragon)

Helt stille og drømmende lydbillede denne gang, Damon Albarn synger sådan rigtig for første gang på albummet. Det er et utrolig stille og beroligende nummer, meget dejligt og et findt afbræk fra det relativt høje tempo som albummet har startet ud i. Halvvejs inde bygger tracket sig dog op, ud i noget decideret italo disco (tror jeg man kalder det), og en kvinde tager over (Little Dragon?), mens trackets meget drømmende vibe bibeholdes. Et nummer som suger en helt ind, og det føles meget længere end det egentlig varede.

8) Glitter Freeze (Feat. Mark E. Smith)

Tunge handclaps, vilde synths og et generelt meget hektisk tempo, kickstarter tracket med manér. Mark E. Smith(?) giver den med noget spoken word, han har en meget karakteristisk stemme som passer perfekt til den hektiske/støjende lyd. Nummeret er virkelig fedt, men jeg vil dog indrømme det er lidt for hektisk, og jeg vil nok komme til at hoppe det over i fremtiden, med mindre jeg er i det helt rigtige humør.

9) Some Kind Of Nature (Feat. Lou Reed)

Stadig en meget elektronisk lyd, blandet med lidt swing. Lou Reed er jo også bare så fucking sej, overdrevet fed stemme. Et rimelig happy-go-happy nummer, som dog får det ekstra twist med seje, seje Lou Reed.

10) On Melancholy Hill

hmmm, lidt cheesy lyd, men ikke på den fede måde. Minder mig lidt om en melodi man ville høre i en Pokemon tegnefilm (ser jeg for meget børnefjernsyn), desuden er Damon Albarns sang og tekst ikke videre interessant... første virkelige misser, er albummet ved at miste pusten? - det håber jeg ikke.

11) Broken

Samme stille tempo, dog en noget anderledes "lyd", som denne gang er meget spacey. Igen er Damon ikke super spændende at høre på, og igen er det noget af et tempo skift fra albummets øvrige numre.

12) Sweepstakes (Feat. Mos Def & Hypnotic Brass Ensemble)

Mos Def er på sit "I Against I" flow, over et simpelt beat, med højt tempo og et snert af meget afdæmpet drum-n-bass. Nummeret tager til med big band instrumentering, og det hele lyder lidt underligt, men på den fede måde.

13) Plastic Beach (Feat. Mick Jones & Paul Simonon)

Lidt af en "Midnight Express" (hvis i kender temaet til den film, som er møg fed - altså både musikken og filmen) følelse over tracket, blandet med en forvrænget Damon Albarn. Det er et okay track, som passer godt ind i albummets øvrige udtryk, men ikke et som skiller sig meget ud.

14) To Binge (Feat. Little Dragon)

Minder mig helt vildt om Balstyrko, med et meget afdæmpet melankolsk udtryk, blandet med noget som jeg bedst kan beskrive som cirkus musik. Little Dragon har en fed vokal til tracket, og hun klæder Damon Albarn godt. Fedt nummer, som passer rigtig godt ind, her hen mod slutningen af albummet.

15) Cloud Of Unknowing (Feat. Bobby Womack & Sinfonia viVA)

Wuhuu Bobby Womack igen, han lyder fantastisk og med en super afdæmpet instrumentering kommer hans vokal virkelig til sin ret. Smukt nummer.

16) Pirate Jet

Sidste nummer, som har en god afslutningsvibe, og egentlig lægger lidt op til blot at være en instrumental. Men Damon Albarn hopper ind, med noget tak for denne gang lyrik. Udemærket afslutnings track, dog lidt anonymt.

Opsummering

Det er egentlig ikke fordi jeg nogensinde har været den vildeste Gorillaz fan, jeg kan lide det opstillede univers, og første album fangede mig meget. Men det andet album var ikke noget som jeg brugte særlig meget energi på, og det er egentlig ikke fordi jeg hører Gorillaz på en daglig/ugentlig basis. Jeg vil dog sige at dette album, virkelig er velpoleret og ganske enkelt fantastisk udført, næsten fra start til slut. Jeg skriver næsten, da der opstår et lidt for tidligt tempo skift, ved track 10 og 11, som virkelig forstyrrer albummets helheds opfattelse, specielt fordi albummet så kører op og ned igen, over de resterende 6 tracks. Det er mega ærgerligt, for hvis de to numre var blevet skrottet, så ville det uden tvivl have været en fænomenal udgivelse.

Bedste track(s): White Flag (Feat. Bashy, Kano & The Lebanese), Stylo (Feat. Mos Def & Bobby Womack), Superfast Jellyfish (Feat. Gruff Rhys & De La Soul) & Empire Ants (Feat. Little Dragon)

Værste track(s): On Melancholy Hill & Broken

Onsdags bio (del 14) - Wu Franchise edition

Som jeg forklarede i det oprindelige Wu Franchise indlæg, så ville jeg benytte mærkningen til at dække aparte Wu relaterede produkter. I den anledning, har jeg valgt at genoptage et long-lost tema, som desværre måtte udgå, på grund af besværlighedder mht. til de tunge upload .

Da Mystery of Kung-Fu / Soldiers of Darkness

Lad det være sagt med det samme, jeg er godt klar over at "Da Mystery of Kung-Fu" indgår i "Soldiers of Darkness" pakken, men i og med DMOKF blev udgivet særskilt på VHS i sin tid, og er den eneste film hvor selve Wu-Tang Clan optræder, så synes jeg den fortjener lidt opmærksomhed for sig selv.

DMOKF udkom som sagt oprindeligt på VHS tilbage i 1998, jeg kan huske jeg købte en kopi i det daværende Street Dance, alene på grund af Wu-Tang Clan billedet på coveret og antydningen af noget ond Kung-Fu - og jeg blev bestemt ikke skuffet. Videoen er opbygget som en slags best-of, af de (i Wu-Tang's øjne) bedste Kung-Fu scener. Dette bliver gjort af en tydeligt påvirket Ol' Dirty Bastard, og resten af klanen (minus Rza - hvilket er lidt ærgeligt, eftersom han nok må antages at være den meste vidende på området). Ol' Dirty rambler som kun han kan, Raekwon er på sit hustle shit og Method Man sover i baggrunden - det er ganske enkelt PERFEKT! nåh ja, og så er der også noget ond, ond Kung-Fu.

SOD er så en videreudvikling af Wu-Tang Clan/Kung-Fu ægteskabet, og denne gang via en mastodont udgivelse, fyldt med hele 20 film fordelt over 10 DVD'er. Som sagt indeholder SOD også DMOKF, men derudover er der så 19 yderligere Kung-Fu film, hvoraf enkelte af dem skulle være ganske sjældne, det kan jeg dog ikke hverken be- eller afkræfte, idet jeg ærlig talt ikke ved en skid om Kung-Fu film - ud over at jeg godt kan lide at se dem.

Som i måske kan gætte jer til, er det lidt af en mastodont udgivelse, så jeg er endnu ikke færdig med uploade den, da den fylder godt og vel 12GB i alt. Jeg har dog oprettet en mappe, hvor de første 7 film er kommet op, deriblandt DMOKF, så det er bare om at komme i gang og følge med løbende hvornår de andre film kommer op. Jeg skriver selvfølgelig herinde når det er. Desuden er jeg nu MediaFire Pro, så mine links ikke længere kan "dø".

Tryk her for at hente: Soldiers of Darkness

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 6)

Det bedste ved de her bog indlæg, er at jeg får læst og opdaget en masse nyt, som jeg ikke anede fandtes. Det værste ved de her bog indlæg, er at jeg er tvunget til at læse de bøger som jeg skal skrive om, og så endda med en deadline - det føles næsten som at gå i folkeskole igen, og skulle stille sig op foran hele klassen og give résume.

Så er det godt at have et lille stash hip hop tegneserier, til at spæde op med i de uger hvor jeg ikke rigtig gider, eller kan nå at læse en hel bog - så er det bare ærgerligt at jeg har opbrugt min nuværende kvote, og trækker mit sidste tegneserie kort. (og så kun 6 indlæg inde i året, doh!)

Felt & Jim Mahfood

"True Tales of Underground Hip Hop"

Min tredje og sidste hip hop tegneserie, kommer fra ingen ringere end superduoen Felt aka. Slug og Murs. I den sammenhæng er de gået sammen med tegneserie talentet Jim Mahfood, og selvom jeg overhovedet ikke kender ham, så er jeg heldigvis god til at google (læse wiki sider). Jim Mahfood er lidt af en tegneserie wiz, ud over at have tegnet en del Spider Man serier for Marvel, tegner han sine egne undergrunds tegneserier. Derudover han han lavet specielle tegneserier, med manuskript fra Kevin Smith (ham som har lavet Clerks) som følger de to Clerks på nye eventyr. Jim Mahfood har desuden sine rødder i grafittimiljøet, og er kendt for at droppe mange hip hop referencer i sine tegneserier.

Selve hæftet er rimelig simplet, og minder meget om en normal tegneserie. Det er ikke indbundet på nogen særlig måde, og knap så stift i betrækket, som de to foregående tegneserier jeg har dækket.

Præmissen for tegneserien er rimelig simpel, men super gennemført og meget original. Slug er den altid sort-klædte emo rapper, og Murs er den altid liderlige, stor-drikkende mellow brother. I selskab med Ant og til tider Jim Mahfood selv, følger vi duoen igennem samtlige numre af deres andet opus "Felt 2: A Tribute to Lisa Bonet", med fede illustrationer og sjove/finurlige detaljer, som man kan mærke er lavet af en fan af musikken. Tegneserien er som sagt bygget op omkring Felt 2, og hvert track fra albummet får derfor sin egen lille 1-2 siders stribe (hedder det stadig en stribe når den fylder så meget?), selv skits'ene får deres egen stribe, derudover er der en 2-3 små ekstra historier, som lige giver tegneserien et ekstra touch, og omhandler Jim Mahfood og hans arbejde med selve tilblivelsen af tegneserien, samt Slug, Murs og Ant's modtagelse af denne.

Illustrationerne er meget typiske (med forbehold for mit mangelfulde kendskab til tegneserier) for den her type undergrunds/street tegneserier (giver det mening), hvor tegningerne er rimelig underspillet, men spækket med små detaljer og finurlighedder, som gør en ekstra læsning eller to nødvendig for at få det hele med. Selve striberne er super sjove og spækket med referencer til øvrige Slug/Atmosphere og Murs sange, samtidig med at de enkelte numre alle bliver håndteret på en fed og original måde hver gang. Specielt striberne "Morris Day", "Early Mornin Tony" og "Gangster Ass Anthony" er virkelig geniale, og puster helt nyt liv i de tilsvarende tracks.

Tegneserien er lavet i tæt samarbejde med Slug og Murs, og er tiltænkt som en direkte videreudvikling af albummet. Som én af striberne beskriver, blev Jim Mahfood præsenteret med Felt 2 CD'en, og fik frie tøjler til at skabe en akkompagnerende tegneserie, som skulle udgives samtidig med albummet. Desværre blev albummet udsat, og tegneserien udkom derfor tidligere end albummet. Hvilket for mit vedkommende er komplet ligegyldigt, i og med jeg først hørte om tegneserien for en lille måned siden, men som selvfølgelig har haft en betydning for folks helheds oplevelse af Felt 2, som en kombineret CD/tegneserie udgivelse. Og hvilket uomtvisteligt må have betydet, at en stor del er gået glip af denne tegneserie, ganske enkelt fordi de ikke anede den eksisterede.

Kombinationen af CD og tegneserie, betyder dog også at man ikke rigtig får noget ud af den, med mindre man har lidt kendskab til Felt universet, og ikke mindst Felt 2. Faktisk vil en stor del af tegneseriens referencer og generelle historier, gå langt hen over hovedet på dem som ikke har et indgående kendskab til Felt 2. Det gør bestemt ikke noget, da det er klart at de færreste ville købe denne tegneserie med mindre de var/er fans af Felt, men man skal vide den udelukkende centrerer sig omkring Felt 2. Så hvis man ikke lige har den, så skal man lige købe den med - hvilket godt kan anbefales.

Hvis man derimod har totalt styr på Felt 2, og hele Felt universet, så SKAL man simpelthen jage den her tegneserie ned. Den er godt nok udgået, men stadig til at opdrive, jeg fandt min på eBay for 5$ + fragt, og der er ingen tvivl om at det bliver et samler objekt, som man vil blive glad for at have i samlingen. Den har i hvert fald givet mig lyst til at høre Felt 2 igen, og jeg glæder mig til at færdiggøre dette indlæg, så jeg kan lytte til albummet mens jeg læser, som det oprindeligt var tiltænkt.

Til dagen har jeg valgt et mixtape (det eneste faktisk) fra Murs, det er en digital only udgivelse, som kunne købes gennem hiphopsite.com, men som ikke er til at opdrive længere officielt. Jeg har ikke noget med Slug alene, da jeg har opbrugt min kvote for Slug/Atmosphere her på bloggen, frem til 2011.

Tryk her for at hente: Murs - Murs 3:16 presents: Murs and the Misadventures of the Nova Express

One time for your mind (del 26) - Big Twins - Infamous QB EP

Jeg er som regel ikke så vild med at købe digitale downloads, jeg kan bedst lide at have ting i fysisk format, da det for mig er den ultimative backup. De sidste par år, er det dog blevet hyppigere og hyppigere at kunstnere vælger den digitale vej, dels på grund af det stødt dykkende CD salg, men mest på grund af de meget lave omkostninger.

Dette bliver den første digitale udgivelse, som bliver kørt igennem "One time for your mind", men nok ikke den sidste. Da det er en EP er der kun 6 reelle numre, da de sidste 3 numre er instrumentaler. EP'en er en form for prequel for en decideret "Infamous QB" dobbelt cd, spækket med musik fra diverse QB artister.

Big Twins - Infamous QB

1) How's Big Twin (Feat. Chinky)

En kvinde som synger om Big Twin, og samtidig introducere sig selv - det er så Chinky. Er der ikke også en rapper som hedder Chinky (nej, det er ikke Chingy jeg tænker på). Okay, så er det sgu færdig, lige under 2 minutter, det er kort - specielt på en EP, hmmm. Men okay, så fik man da også lige afklaret hvem både Big Twin og Chinky er.

2) Don't nothin move but the money (Feat. Black Ice & Tymaxx)

Et mere mellow track, med en alvorligere tone end det forrige. Typisk "still don't nothin' move but the money" track. Black Ice(?) er ganske habil, men leverer ikke noget som får skillet ham ud fra den gængse New York rapper. Det gør Big Twin til gengæld, dels på grund af hans meget karakteristiske stemme, men også fordi han faktisk er en rigtig dygtig rapper - inden for genren. Hvem eller hvad er en "Tymaxx" og hvorfor er han/hun/den/det krediteret som feat.?

3) Cash, we got to make it (Feat. Black Box)

Lige på og hårdt fra Big, med et noget anonymt beat, som dog er meget typisk for denne her type rap. Black Box(?) minder lidt om Big Twin, bare med en knap så harsk stemme. Det er et rimelig kedeligt track, med endnu et meget slidt og typisk emne om at få de skrilla uanset hvad.

4) Don't be so amazed

Et speedet soul sample, og en march lilletromme, det lyder lidt underligt og beatet er generelt lidt low-tech, på en mixtape agtig måde. Big Twin leverer til gengæld top-notch lyrik og det er rart at høre ham solo, selvom tracket må siges at være noget kort på 2:45.

5) Black Mobb pt. 3 (Feat. Flame Killer & G.O.D.)

Hold da helt fest hvor lyder Big umotiveret, det gør hans gæster også. et super kedeligt track, som nærmest trækker tænder at høre - ikke så meget mere at skrive, beatet er lige så kedeligt som rappen.

6) Murder (Feat. Amir)

Meget Sid Roams agtig beat, a la dem som var på H.N.I.C. 2, meget, meget dystert - rigtig lækkert. Amir KAN rent faktisk skille sig ud, og leverer både et fedt vers og et fedt omkvæd. Big Twin er tændt og alt i alt, er det et super fedt track - uden tvivl det bedste på EP'en.

7) Don't nothin move but the money (instrumental)

Jeg er så elendig til at beskrive beats at det ikke engang er sjovt, så jeg vil ikke prøve. Beatet er kedeligt.

8) Black Mobb pt. 3 (instrumental)

Endnu et røvsygt beat.

9) Murder (instrumental)

Utrolig dystert, det bedste beat på EP'en.

Opsummering

Det var ikke lige hvad jeg havde regnet med, selvom EP'en kun har kostet mig knap 35 kr., så er jeg rimelig skuffet. Ikke alene er det tydeligt disse tracks blot er left-overs, man har skrabet op fra studie gulvet, men det er også død ærgeligt man ikke har ydet en større indsats for at promovere den kommende "Infamous QB" CD, som må være EP'ens formål. Der er reelt set kun ét godt nummer, og det er ikke fordi det slår benene væk under én. Derudover er EP'en utrolig kort, jeg ved godt definitionen på en EP, er at den maks må vare 25 minutter, men med en varighed på lige over 16 minutter for de 6 reelle tracks, så føler man sig lidt snydt, også selvom de 3 instrumentaler sniger EP'en op de 26 minutter - det giver en gennemsnits længde på 2:45 pr. track, det er sgu for tyndt.

Jeg vil kun anbefale denne EP til hardcore QB fans (som mig selv), men selv de vil nok føle sig snydt (som jeg gjorde). Da det nu er slut med sampleren på "One time for your mind" indlæggene, så fremhæver jeg det/de bedste og det/de værste track(s) fremover.

Bedste track(s): Murder (Feat. Amir)

Værste track(s): Black Mobb pt. 3 (Feat. Flame Killer & G.O.D.)

Kongen af 45'erne viser funken frem

Jeg prøver at gøre det til en fast vane, og huske at dække nogle af de udgivelser, som bloggen efterhånden har specialiseret sig i, ved siden af de faste indlæg. Det er faktisk lykkedes ganske godt her på det sidste, så ingen grund til at ændre på det.

The 45 King - Put The Funk Out There LP (unofficial promo release)

DJ Mark The 45 King, eller blot The 45 King (som han har kaldt sig i en del år efterhånden), er måske ikke en producer hvis navn alle lige kan genkende, specielt hvis man ikke rigtig har fulgt/opsøgt hip hop fra slutfirserne/start halvfemserne. Ud over at være "stifter" og medlem af The Flavor Unit, blev han særligt kendt for sine mange break-beat plader, hvor i særdeleshed "The 900 Number" skabte ham megen opmærksomhed.

The Flavor Unit var et kollektiv af MC's og én producer (The 45 King, duh), som blandt andre talte Queen Latifah, Apache (RIP), Chill Rob G, Lakim Shabazz og Freddie Foxxx. Selvom det umiddelbart var Mark, som varetog The Flavor Unit's interesser de første par år, fører et stofmisbrug til, at Queen Latifah overtager styringen og viderefører Flavor Unit navnet over i hendes eget management selskab "Flavor Unit Management", som ender med at blive et ret så succesfuldt foretagende. Netop stofmisbruget, er en af årsagerne til at 45 King ikke får ordentlig fodfæste med sin solokarriere, og i sidste ende mister en pladekontrakt hos Warner.

The 45 King spenderer derefter tiden med diverse remix projekter, og enkelte produktioner op igennem midt- til slut halvfemserne, hvor det lykkedes ham at producere to af vor tids absolut største hip hop skæringer (målt i kommerciel succes), nemlig "Hard Knock Life" og "Stan", med henholdsvis Jay-Z og Eminem (det er der stensikkert mange som ikke vidste). Derudover benytter han også tiden med at arbejde på sit længeventet soloprojekt, som han desværre aldrig afslutter, umiddelbart fordi han ikke kan finde nogen som vil udgive det (sådan læser jeg det i hvert fald i det her interview). Men selvom The 45 King ikke selv afslutter projektet, afholder det dog ikke nogen fra at fremstille en særdeles vellignende "officiel" promo LP af albummet.

Promoen, som er trykt med både Def Jam Music Group og Rocafella Records logo, samt korrekt contact information til Polygram Distribution, viser sig dog at være intet andet end en bootleg, omend en meget omstændig en af slagsen (se billede her). Selvom der aldrig har fremgået en officiel tracklist for albummet, vedkender The 45 King at bootlegen i høj grad minder om den vision han selv havde for albummet, hvilket giver ham en stærk mistanke om hvem bootlegeren måtte være, selvom han aldrig røber et navn (det står også i det førnævnte interview).

Bootlegen har floreret på nettet i et stykke tid, men der er desværre en fejl i henhold til den rigtige bootleg, hvilket gør at vi desværre står og mangler fire tracks. Det er lykkedes mig at finde to af dem, men der mangler stadig to (markeret med *).

The 45 King - Put The Funk Out There

1) Check It Out (Feat. Jay-Z & Lady Champain)*

2) Put The Funk Out There (Feat. Kid Capri)

3) Harlem Bros (Feat. Big Pooh)

4) Latee Rocks Da Bells (Feat. La Tee)

5) Jersey State Of Mind (Feat. Queen Latifah)

6) Roll With Me (Feat. Big Pooh)

7) Simplicity (Feat. Big Pooh & Chill Rob G)

8) Super People (Feat. Lady Champain)

9) Welcome To The Terrordome (Feat. Lady Champain)

10) On And On (Feat. Terry Lorrenz)

11) Double Dare (Feat. Diamond D)

12) Drop The Bomb (Feat. Lady Champain)*

Endnu engang; hvis der er nogle af jer derude, som ved et tilfælde skulle have et af de to numre (eller dem begge), så håber jeg i vil dele dem med os, så vi kan få samlet albummet. Albummet kan nogle gange købes på Discogs eller ebay, og går pt. for 2-300$. Selvom lydkvaliteten ikke er super, er det nogle gennemgående fede numre, og den anderledes version af "Jersey" som man ellers kender fra soundtracket til New Jersey Drive, er downloadet værd alene.

Tryk her for at hente: The 45 King - Put The Funk Out There

Last time for your mind?

Så skete det desværre igen, jeg er nu oppe på seks "DMCA Takedown" notifikationer, og de er alle rettet mod "One time for your mind" indlæg. Heldigvis er de ikke blevet slettet, som jeg ellers havde hørt Google var begyndt på. Så selve indholdet er stadig i behold, dog uden de respektive "samplere", som indeholde en 3-4 udvalgte numre fra hver udgivelse. Nu er jeg sådan set blevet det som Google kalder en "repeat offender", med andre ord; jeg er i overhængende fare for at få slettet (deaktiveret kalder Google det) hele min blog.

Den risiko vil jeg selvfølgelig ikke løbe, så jeg ser mig desværre nødsaget til at lave om på "One time for your mind" konceptet, og afskaffe "sampleren", da den simpelthen tiltrækker for meget opmærksomhed. Jeg håber ikke det vil afholde jer fra at læse indlæggene alligevel, og jeg tror (håber) at i forstår mit ræsonnement. Da den eneste anden løsning ville være at flytte bloggen, hvilket jeg ikke helt kan overskue på nuværende tidspunkt.

Hvis i vil se hvilke indlæg det drejer sig om, så kan i trykke her.

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 5) Wu Franchise edition

Endnu en søndag, endnu en bog. Jeg fortsætter stilen fra sidste uge, og prøver lykken med endnu en tegneserie, endda i samme ånd som den anden - nemlig Wu Tang ånden. Dette er den anden og sidste i en række Wu Tang tegneserier, som også skulle have indbefattet en saga om/med Gza, men som desværre blev skrottet i de afsluttende faser. Derudover går der forlydender om at Rza så småt skulle være i gang med sin del.

Ghosface Killah, Chris Walker, Shauna Garr & Marlon Chapman

"Cell Block Z"

Denne gang er det så blevet Ghostface's tur, til at blive forvandlet om til en tegneserie figur, og til det har han, ligesom Method Man, fundet sammen med nogle eksperter inden for deres felt. Til forskel fra Method Man, har han derimod ikke fundet sammen med decideret tegneserie magere, for selvom Chris Walker har lavet farvelægning for Marvel Comics, så er det ikke ligefrem tegneseriemageri, som pryder hans CV (i forhold til eksempelvis Sanford Greene, som arbejde på Method Man's projekt). Derudover er både Shauna Garr og Marlon Chapman film manuskript forfattere, og dette er efter alt at dømme deres første forsøg ud i tegneseriens verden.

Selve tegneserien er nærmest identisk med Method Man's, der er en utrolig lækker finish, 80+ sider i tykt papir med lidt glans, giver endnu engang virkelig et super førsethåndsindtryk. Man får igen fornemmelsen af, at der er kælet for detaljerne og det er rart når man har givet op imod 100 kr. for en tegneserie (ikke at jeg kender den gængse tegneseriepris nu om dage).

Ghostface Killah er den prisvindende bokser "Dennis Cole", som ryger i fængsel for et røveri og et mord, han ikke har begået. Det går hurtigt op for læseren at det er et komplot for at få ham fængslet, men hvorfor? I fængslet skal Dennis kæmpe for sin plads, og der går ikke længe før han bliver introduceret for fængslets eget "fighting program", som gør det muligt at blive overflyttet til en eftersigende langt mere tålelig afdeling af fængslet, nemlig "Cell Block Z". Efter flere tæsk i "cage fights" forvandler Dennis sig til den ultimative kæmper, med hjælp fra sin eneste ven og fængslets bedste kæmper "Turk" finder han sit nye alias; "I am a man labeled a murderer. A man with his identity stolen. A man with no face. I am Ghostface Killah".

Efter flere kampe, uden nogen umiddelbar udsigt til overflytning til den famøse Z afdeling, får Dennis, ved hjælp af en kvindelig advokat og en fængselsvagt, afdækket sandheden om afdelingen og fængslets mørke hemmelighed. Det hele kuliminerer i en kamp mod Turk, hvor det i sidste ende lykkedes Dennis at få væltet fængslets regime og bevist sin uskyld.

Jeg vil ikke røbe for meget af historien, da den faktisk er ret god. Ikke alene er den rigtig fint bygget op, men dialogen og karaktererne er meget fængende og man interesserer sig rent faktisk for de enkelte personagers skæbne. Derudover er der ingen "b---h" og "f---k" censur, som forstyrrer læsningen, måske fordi sproget er forholdsvis rent.

Illustrationerne er langt mere simple i udtrykket end Method Man hæftet, og de minder mest af alt om croquis, hvilket passer super godt til det beskidte fængselunivers, som er søgt opbygget.

Wu Tang's velkendte univers spiller absolut ingen rolle i historien, og hvis det ikke var for en enkel (men meget sej) reference, via en kasket med det kendte "W" og Dennis' navneændring, så ville man ikke have nogen indikation om en Wu sammenhæng. Igen noget som man skal være obs på, hvis man er die-hard fan af Wu universet, og håber på en uddybning af dette.

I modsætning til Method Man's tegneserie, så kan jeg ikke andet end anbefale dette hæfte. Både som "spøjst" hip hop memorabilia, fra en af Hip Hoppens mest markante personligheder, men også som helstøbt og gennemtænkt tegneserie, der giver fuld valuta for pengene, i form af flotte illustrationer, god historie og lækker indpakning. Det er rart, oven på sidste uges skuffelse.

Til dagen har jeg igen valgt et mixtape, og igen er det fra J-Love. Det drejer sig om et Theodore Unit mixtape, som udkom i anledning af Ghost of Trife albummet "Put It On The Line".

Tryk her for at hente: J-Love & Theodore Unit - NY Backbone

tobeannounced radio

Så er der sgu sket lidt mere her på bloggen. Jeg vil egentlig ikke skrive så meget, men blot henvise til de sider, som er oprettet op i toppen (lige under headeren). Der kan man læse meget mere om den nye "tobeannounced radio", der er kommet et link ude i højre side (lige under FaceBook og lige over Twitter feeden).

Første sende dag bliver Fredag d. 5 marts, kl. 20:00 til 23:00, så husk at sætte kryds i kalenderen.

Hvis du har den mindste lyst til at hjælpe, samarbejde, medvirke etc. så smid mig endelig en mail på: tobeannounced@gmail.com

Intet våben kan stoppe Krummetyven

Nu hvor jeg endelig har fået styr på min CD samling, kan jeg så småt begynde at gå igang med vinylerne og den digitale samling. Jeg må ærligt indrømme at nylerne må vente lidt, da jeg ikke gider gå igang før jeg har mulighed for at rippe dem til computeren. Måske nogen som kan fortælle mig hvad jeg skal bruge for at rippe fra en 1210'er til en PC, helst med noget gratis software, uden for mange dikkedarer - ikke at jeg overhovedet selv har undersøgt noget.

At få ryddet op i den digitale samling, har dog vist sig at være et mindst lige så tidskrævende arbejde, som den fysiske samling. Selvom jeg knap nok er kommet igennem 1% af filerne, så har arbejdet dog allerede belønnet sig, idet jeg har fundet en mappe med 25+ unreleased albums (der ikke er på bloggen), som jeg var helt sikker på jeg var kommet til at slette - hvorfor jeg havde kaldt mappen for "ccc", er mig en gåde.

I den anledning, kan jeg jo ligesågodt få smidt nogle af de udgivelser op, så de ikke bare ligger og ligger på computeren.

Krumbsnatcha & DJ Jemani - No Weapon Formed Against Me Shall Prosper

Jeg starter med en udgivelse, som det egentlig var meningen jeg ville have smidt op lige så snart den blev "offentliggjort". Desværre mangler der to tracks, som jeg havde håbet ville dukke op i mellemtiden, men det er de ikke, så nu får i den bare som den er og så må jeg opdatere indlægget, hvis de en dag skulle dukke op.

Albummet dukkede op på min radar i november 2008, idet det pludselig blev leaket på WYDU bloggen, som et "highly anticipated & unreleased CD". Nu har jeg sådan set været en rimelig aktiv Krumbsnatcha entusiast, men jeg havde aldrig hørt om denne udgivelse før, og bestemt ikke som en "highly anticipated" udgivelse - jeg kan faktisk stadig ikke finde en skid om udgivelsen. Albummet blev leaket af DJ Jemani selv, som jeg faktisk heller ikke ved noget som helst om, og bortset fra få remix projekter og et par mixtapes, ser det faktisk heller ikke ud som om han har lavet vildt meget - jeg kan jo selvfølgelig tage fejl.

Krumbsnatcha er derimod betydeligvis mere kendt i miljøet, både som en del af Gang Starr Foundation (med stor opbakning af Preemo), men også for sine anerkendte optrædender på prominente projekter. Til trods for det fine selskab, har han dog aldrig formået at bryde helt igennem, og har blandt andet forpurret en deal hos et major label (kan ikke lige huske hvem), på grund af umodenhed. En nedskydning og en fængselafsoning senere, er det dog lykkedes Krumb at falde til ro og få udgivet nogle relativt vel-modtaget albums. Nu om dage går han også blot under KS, men jeg ved ikke om det er et officielt navneskift.

Som sagt mangler der to tracks, dette er ikke en fejl, men et decideret valg fra DJ Jemani's side. Der har været en anmodning om at få tracksene, for at samle en komplet version, men til det har han blot svaret "Your not getting tracks 6 or 17 just yet ! WE WILL REVEAL THAT REASON LATER ! those are the songs we will release seperate at a later notice so dont be a chump. either you enjoy the music or you dont so dont be a herb nerd type ! 100" (han virker sympatisk). Min plan var selvfølgelig at vente på at de to tracks dukkede op, for derefter at samle en komplet version, men idet der nu er gået godt og vel halvandet år, så er der måske en god chance for at de aldrig dukker op. Uanset hvad, så opdaterer jeg selvfølgelig indlægget, når/hvis jeg får samlet en komplet version.

Jeg hørte albummet en del lige da det blev frigivet, og med 21 tracks er der masser at gribe fat i. Måske skyldes det de spredte DJ Jemani drops, eller også er det bare fordi jeg ikke kan finde nogen som helst information i interviews eller om projektet, men Jeg må ærligt indrømme at det mest af alt føltes som et mixtape, og det ville ikke komme bag på mig hvis det blot blev præsenteret som en "highly anticipated & unreleased CD" for at få lidt hype. Hvis man kender Krumbsnatcha og hans stil, så ved man hvad man kan forvente. Hvis ikke, så er dette en udmærket begyndelse, hvis man samtidig lige tjekker op for hans klassikere (eventuelt på YouTube).

Tryk her for at hente: Krumbsnatcha & DJ Jemani - No Weapon Formed Against Me Shall Prosper

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 4) Wu Franchise edition

Så blev der også tid til det faste søndags bog indlæg, hvis i undrer jeg over "Wu Franchise edition" delen i overskriften, så hop et hak tilbage og læs dagens forrige indlæg. Denne søndag, hiver jeg ikke fat i en bog, men derimod en tegneserie. Jeg er ikke den vilde tegneserie aficionado, så jeg har måske en forkert tilgang til mediet, så bær over med mig.

Method Man, Sanford Greene & David Atchison

"Method Man"

"Method Man" er Method Man's første forsøg ud i tegneseriernes verden, eftersigende skulle Meth have en ekstremt stor tegneserie samling, og derfor være lidt af en tegneserie freak. Så Method Man sprang til, da chancen bød sig, for at blive sin helt egen tegneserie helt. Tegneserien er lavet i samarbejde med Sanford Greene, der er en annerkendt tegner, som blandt andet har lavet en del arbejde for DC Comics, og David Atchison, der også er anerkendt inden for sit felt, som tegneserie forfatter. Method Man selv, har stået for det overordnede koncept, derefter har Green og Atchison taget over, og skabt det endelige produkt.

Tegneserien i sig selv er utrolig lækkert udført, med 80+ sider er den nærmest en mindre bog. Siderne er af høj kvalitet, med lidt glans og helhedsindtrykket er meget lækkert. Man får indtrykket af, at der kælet for detaljerne og man får lyst til at læse den, og passe på den samtidig.

Method Man er den plagede privatdetektiv "Peerless Poe", som er en direkte efterkommer af den bibelske Cain (på dansk Kain); verden første morder. Som straf for Cain's synder, er det hans efterkommeres pligt at bekæmpe "Abhorrents" (diverse onde væsener) i al evighed. I takt med at mængden af Cain's efterkommere vokser, danner de tilsammen "The Order of the Sacred Method" hvor de såkaldte "Method Men" (kan du se hvad de gjorde der), bekæmper de onde kræfter. Peerless Poe's personlige ideologi stemmer dog ikke overens med de øvrige Method Men, så han løsriver sig, bliver privatdetektiv og bekæmper ondskaben på sine egne præmisser.

Peerless ledes ned i kloakkerne, i sin søgen efter en forsvunden dreng. Dér finder han en stor ondskab, som er sendt af "Lilith Morningstar" en ond, ond kvinde, som selvfølgelig vil drukne verdenen i ondskab. For at bekæmpe den stor ondskab, må Peerless blive hvad han flygtede fra, han må blive en "Method Man" (da-da-da-dum!). Med hjælp fra tidligere uærlige kumpaner, lykkedes det Peerless at holde ondskaben væk, men i hvor lang tid...

Som den fremstår foroven, er historien rimelig basic comic book 101, desværre er historien nærmest fortalt lige så simpelt som jeg har formået. De første par sider er spækket med informationer om Peerless og den hemmelige orden, dog på en sådan måde at man aldrig rigtig får nogen mulighed for indlevelse i universet. Peerless karakteren, er rimelig kliché "troubled-tough-guy", med masser af (uoriginale) one-liners og utrolig kortfattet dialog. Den overfladiske fortælling og de uinteressante karakterer, gør tegneserien utrolig tung at læse, og de 80+ sider føles som meget mere, selvom den er rimelig hurtigt læst. Dertil skal det tilføjes at der er valgt en absurd form for censur, hvor bande ord skrives som "s--t" "b--h" f--k, det er faktisk pisse irriterende at læse, især når Peerless er en s--t talking motherf--ker.

Illustrationerne, er ligeledes ikke alt hvad de kunne have været. Uden at være bekendt med Greene's øvrige arbejde, er jeg ikke synderligt imponeret ud fra dette projekt. Peerless Poe, som må formodes at skulle ligne den rigtige Method Man, ligner lidt en junkie version af Meth og illustrationerne mangler generelt noget liv. Meget få illustrationer fangede mig, og der var ingen som umiddelbart sprang i øjnene, som værende særligt imponerende. Dette til trods for den store detaljering, som man eksempelvis kan se ved at kigge på forsiden. Sjovt nok blev denne tegneserie oprindeligt introduceret med en anderledes forside, som giver indtrykket af en langt mere tiltalende form for illustrering.

(original forside)

Wu-Tangs univers optræder ikke umiddelbart i historien, selvom Wu symbolet og enkelte elementer optræder, så er der ingen umiddelbar sammenhæng mellem det univers som Wu er kendt for, og det univers som Peerless Poe bevæger sig i. Det betyder ikke det store for mig, men hardcore fans af Wu universet, vil nok blive skuffet.

Umiddelbart ville jeg kun anbefale denne tegneserie til decideret samlere, historien og illustrationerne kan bestemt ikke bære udgivelsen i sig selv, og den vil egentlig kun egne sig til pynt. Alene derfor, skulle de have valgt det langt mere tiltalende oprindelige cover, så kunne man i det mindste hænge den på væggen.

Til dagen har jeg valgt det nyeste Method Man mixtape, som er lavet i samarbejde med hans sædvanlige partner in crime, når han udgiver den slags; J-Love. Mixtapet er en ganske udmærket "best of", som samler nogle af de lidt mere obskure Meth tracks, som man er vandt til fra et J-Love mixtape.

Tryk her for at hente: J-Love & Method Man - Ticallion

Wu Franchise

Inden jeg kaster mig over dagens bog indlæg, ville jeg lige skynde mig at introducere et nyt tiltag, der egentlig ikke har været planlagt, men som jeg lige kom til at tænke på mens jeg vaskede op. Det drejer sig om en lille tilføjelse af et "Wu Franchise" tag, som vil komme til at optræde en del i fremtiden.

Wu-Tang Clan er en af de få grupper/artister, i hop hop miljøet som har formået at sælge ud i den traditionelle forstand, dog uden at miste deres kredibilitet som kunstnere, noget man ellers har oplevet hos de fleste andre. Og selvom kollaborationer imellem store brands og hip hop, i enkelte tilfælde kan accepteres, så er der absolut ingen kunstnere som har brandet sig i så stor stil som Wu-Tang uden at miste en stor del af deres kerne lyttere. Pyjamaser, sko, skateboards, sengetøj, bøger, tegneserier, dukker, malerier, skulpturer, børnetøj - ja alt tøj faktisk, er blot nogle af de effekter som bliver prydet med et Wu logo, eller et af dets medlemmer. Og faktisk er Wu-Tang nærmest blevet et franchise i sig selv, hvor firmaer fra hele verdenen hopper med for at bliver promoveret ved siden af Wu.

Nu er det ikke fordi jeg er en samler (som man ser i Japan og Tyskland), men jeg synes generelt det er sjovt at samle på sjove og finurlige hip hop effekter, inden for rimelighedens grænser (mht økonomien) og jeg har da et pænt lille stash efterhånden - og især fra Wu. Med hensyn til hvad jeg vil dække på bloggen, drejer det sig hovedsageligt om bøger og film, men jeg har også et par andre ting gemt i ærmet. Derudover vil jeg, i højere grad benytte Twitter, når der kommer nyt og anderledes Wu memorabilia.

Da der ikke er tale om en decideret serie af indlæg, som jeg ellers plejer, men mere en form for ekstra kategori, så bliver indlæggen blog tagget med "Wu Franchise", samt en tilføjelse i overskriften, når det er en del af et serie indlæg, som jeg har gjort her.

Ikke noget musik i denne omgang, men prøv denne her sjove "Wu-Tang name generator" som Fat Lace Magazine har lavet.

One time for your mind (del 25) Freeway & Jake One - Stimulus Package

Så er der sølvbryllup med "One time for your mind" indlæggene, og hvilken bedre måde at fejre det på, end at fremhæve en udgivelse som jeg i hvert fald har glædet mig rigtig meget til. Ud over at have en meget omtalt indpakning, som absolut skal opleves i virkeligheden, så har Freeway imponeret i en sådan grad på det sidste, at der efterhånden er blevet opbygget en del forventninger til albummet. Lad mig straks få forløst spændingen og give mig i kast med:

Freeway & Jake One - Stimulus Package

1) Stimulus Intro (Feat. Beanie Sigel)

Dejlig laid back blacksploitation vibe over introen, meget filmisk og lækker. Freeway introducerer Stimulus Package sammen med Beanie Sigel, som flyder helt vildt over beatet. Virkelig et lækkert nummer. No hype bullshit, det er ganske enkelt et fantastisk introduktions nummer.

2) Throw Your Hands Up

Betydeligvis mere banger beat, med en super tændt og langt mere hypet Free, som reminiscer over hip hoppen. Masser af Wu og Boot Camp referencer, det er sejt og tiltrængt i forhold til de gængse 80'er referencer som præger den type tracks. Free er super, super tændt på det her nummer, der er krydret med lidt cuts. Rigtig fedt track.

3) One Foot In

Lidt mere afdæmpet nummer. Beatet er sådan lidt Rocafella anno 98' agtig, og tracket har lidt en throwback vibe. Freeway reflekterer over sin karriere, og de kampe han har været igennem. Endnu et fedt nummer, som dog er en tand mere anonymt end de to forrige.

4) She Makes Me Feel Alright

Så er det soul sample tid, finurligt omkvæd, mens Free erklærer sin kærlighed. Beatet minder endnu engang ret meget om noget slut halvfemser, start nullerne Rocafella vibe - det gør bestemt ikke noget. Endnu et rigtig godt nummer.

5) Never Gonna Change

Langt mere minimalistisk og beskidt beat, med et rigtig vildt trommespor som nærmest følger Freeways flow, istedet for omvendt - rigtig fedt. Free er i storyteller mode, og er super hardcore men afdæmpet i leveringen, i forhold til den der aggressive måde han normalt fyrer af. Det her er et virkelig, virkelig fedt nummer, specielt beat og levering skaber en overdrevet fed stemning.

6) One Thing (Feat. Raekwon)

Endnu et soul sample beat, som godt kunne minde lidt om noget "Late Registration" era Kanye. Free rapper om falske-røv-negere, og falske-røv-kællinger. Raekwon leverer 100%, og har gjort alt rigtigt siden "OB4CL2". Endnu et dejligt nummer.

7) Know What I Mean

Et lidt mere afdæmpet beat, med et meget kendt vokal sample, som jeg overhovedet ikke kan placere lige nu (jeg er super dårlig til sådan noget). Free skoler lidt med noget hood etikette, det er lige ved at blive kedeligt, men de har simpelthen skåret den helt rigtigt. Lige over 2 minutter, gør nummeret til et rigtig godt break - meget klogt.

8) The Product

Free er "the product" som alle har brug for, hans musik er crack etc. etc. I et tidligere indlæg af denne type, brokkede jeg mig over at Kanye og The Game havde patent på denne type tracks, med mindre der var nogen som kunne toppe "Crack Music". Det gør Free bestemt ikke, heldigvis krydrer han det lidt med nogle sjove og finurlige namedrops (inspireret af Game måske?) - det er dog stadig et ret kedeligt nummer, som er ret middelmådigt, både hvad Jake One og Free angår.

9) Microphone Killa (Feat. Young Chris)

Super banger beat, med cuts og hele svineriet. Free er super tændt, med sit velkendte "jeg-er-super-meget-på" flow, som på "Throw Your Hands Up". Jeg kunne udmærket godt forestille mig Brother Ali på det her track. Free trækker nærmest ikke vejret, det er ret imponerende. Young Chris giver den faktisk lidt Brother Ali flow, synes jeg. Han leverer et rigtig godt vers, og giver et fint afbræk fra Free. Et super tætpakket nummer, som er lige kort nok til at man gider høre det igen, så snart det er slut. Mere kan man vidst ikke forlange.

10) Follow My Moves (Feat. Birdman)

De havde ikke råd til sønnen, så de hyrede faren. Beatet er selvfølgelig meget lig den nye Dirty South lyd, som er ude for tiden. Med Neptunes trommer, og en milliard effekter, såsom et elektrisk orgel (tror jeg) og noget som lyder som en harmonika. Ikke lige min stil, selvom jeg ved det er det de unge vil have, jeg er bare ikke rigtig ung mere - ikke på den måde i hvert fald. Helt klart det værste nummer (indtil videre) på albummet.

11) Sho' Nuff (Feat. Bun B)

Bun B er bare på alt lige for tiden, han er til gengæld en af de få Dirty South kunstnere som kan flyde over ethvert beat. Denne gang over et rimelig West Coast inspireret beat, som Snoop kunne have gjort noget rigtig, rigtig lækkert ud af. Free og Bun gør dog beatet til deres helt eget, men et gæstevers fra Snoop ville virkelig tage det til level 3... Fuck det, det er fandme et fedt nummer uanset, virkelig smooth. Glæder mig til at cruize (nørrebroga', amar'broga' alle broga'er) med det her kørende i baggrunden, jeg har faktisk lyst til at gå ned i bilen lige nu og høre det igen, bare for at få den der sommer vibe.

12) Freekin' The Beat (Feat. Latoiya Williams)

Free er forelsket i musikken over endnu et rigtig mellow og lækkert beat, Latoiya giver tracket en dejlig 90'er soul vibe, og minder helt overdrevet om Tweet. Det er et lækkert track, som stensikkert vil dele vandene, Latoiya's del kunne bruges over enhver hood films sexscene, og det er ikke alle som digger den vibe. Det gør jeg til gengæld, så jeg nyder lige resten af tracket.

13) Money (Feat. Omilio Sparks & Mr. Porter)

Der er finanskrise og alle har brug for penge, også Free. Free reminiscer endnu engang om dengang han var flad, og hvordan han stadig skal knokle for the mullah. Omkvæddet er håndteret af ? (synger Mr. Porter?), og passer fint til tracket. Omilio Sparks leverer et udmærket vers, som hverken blæser en helt væk eller afskrækker, så det er vel okay. Det her track skal lige have tid til at vokse på mig, emnet er okay - alle kan relatere til at være broke, men nummeret er ved første lyt lidt kedeligt. Desuden er det altid lidt underligt når kunstnere nærmest laver en komplet 180, kan i huske "Rocafella Millionaire"? Men sådan er det vel, når man rykker ned på Indie niveauet.

14) Free People

Et speedet soul sample, med noget struggle and hardships vibe. Beatet er super afdæmpet, det samme gælder for Free, som kaster lidt lys over sine trials and tribulations. Det er et meget rart nummer, som dog skal passe på med ikke at blive for langt. Det gør det ikke, og endnu engang bliver det skåret præcis som den slags skal - meget veludført.

15) Stimulus Outro

Anderledes vibe end Introen, og minder denne gang en del om noget "afslutningsmusik". Free gennemgår lidt fanmail, meget inspireret af AZ nummeret af samme navn - But I ain't hatin', det er helt okay og en udmærket lukker.

Opsummering

Da jeg modtog pakken med CD'en, skrev jeg følgende "Endelig! Utrolig fede detaljer, hvis blot musikken er halvt så gennemtænkt, så kan det ikke gå galt", til det kan jeg kun sige; det er den. Ikke alene lever pladen fuldt ud til den hype, som jeg selv havde opbygget omkring den, men man kan virkelig mærke der er blevet kælet for detaljerne, også på den musikalske front. Man kunne godt have frygtet den kreative indpakning blot var for at dække over et halvfærdigt produkt, men det er bestemt ikke tilfældet. Hvert enkelt nummer er skåret præcis som det skal, og man kan mærke at der er blevet arbejdet med helhedsindtrykket, som er exceptionelt godt. Jeg kan ikke andet end anbefale denne plade, indpakningen i sig selv er værd at eje og musikken er det bestemt også.

Som nævnt i toppen, så er dette jo "One time for your mind" indlæggenes sølvbryllup. Som bekendt, plejer jeg jo at fejre bloggen med gaver til jer. Og I og med jeg har købt to eksemplarer af Stimulus Package (one to rock, one to stock - ja, så fed er indpakningen), så har jeg et ekstra eksemplar af "Freelapse" mixtapet, som kun kan erhverves i fysisk format ved at have forudbestilt Stimulus Package. Det eneste du skal gøre for at vinde dette mixtape, hvor Freeway giver den gas over kendte Eminem tracks, er at besvare følgende:

• Freeway er signet på Cash Money Records, men hvilket selskab udgiver Stimulus Package?

(LINK FJERNET AF IFPI) Tryk har for et hente: Freeway & Jake One - Stimuls Package (sampler) (LINK FJERNET AF IFPI)

Den her måned har nu ikke været så gal

Jeg kan simpelthen ikke vente helt til på tirsdag med at få hørt den nye Stimulus Package, så den kommer allerede i dag. Jeg har dog ikke lige tid til at få den hørt før i aften, så jeg tænkte lige jeg ville smide lidt Freeway op, så i har lidt at varme op på indtil i aften.

Freeway - Month of Madness

I 2007/08 var det helt store, at frigive en lind strøm af tracks til samtlige hip hop blogs/hjemmesider, i et (desperat) forsøg på at holde sit navn oven vande. Selvom trenden stadig lever, så er den knap så udbredt og ej heller så nyhedsværdigt længere, hvilket nok skyldes den utrolig store mængde rappere som forsøgte sig, uden nogen umiddelbar kvalitetskontrol. Faktisk er det kun lykkedes ganske få, at gøre det færdige produkt tilstrækkeligt interessant til at man rent faktisk gad at følge med, dag for dag, uge for uge.

Med sit "Hip Hop Weekly" projekt, lykkedes det Crooked I at fange lytterne hver i uge, i hvad mange anså som et kort gimmik for lidt medie opmærksomhed. Det endte dog med at vare et helt år, og skabte overskrifter på samtlige nævneværdige hip hop blogs og hjemmesider. Det hjalp dog også at kvaliteten uge for uge, nærmest steg og steg. Selvom Crooked I måske ikke opfandt konceptet, så "mainstreamede" han det i hvert fald. Little Brother tog derimod konceptet og finpudsede det. Ved at frigive en alternativ version af hvert enkelt nummer fra "Getback" pladen, under Phonte's "12 Days of Getback", fik Little Brother pustet nyt liv i pladen, samtidig med at give en særlig cadeaux til fansene. Selvom de oprindelige 12 dage, endte med at vare godt og vel en måned, er det stadig et af de bedste bud på hvordan man kan takle den slags koncepter, samtidig med at man bibeholder et højt kvalitets niveau.

Hvis Crooked I "opfandt" konceptet, og Little Brother finpudsede det, så er det Freeway som tog det skridtet videre. I December 2008, påbegynder Freeway sit "Month of Madness" projekt, og vælger at frigive et nyt nummer hver dag i hele december måned. Meget lig Crooked I's projekt, var der tvivl om hvorvidt han ville gå hele vejen med projektet, men som dagene og ugerne gik, fik han stadig mere og mere opmærksomhed - igen godt hjulpet af et meget højt niveau. Dette projekt blandet med nogle fantastiske gæste præstationer, blandt andet på det Brother Ali assisterede "The Truth", har uden tvivl været med til at holde liv i Freeways navn og skabt den hype som er opstået omkring hans og Jake One's nyeste projekt "The Stimulus Package".

Tryk her for at hente: Freeway - Month of Madness

tenykS re elgooG

Der er gået et par dage siden mit sidste indlæg, hvilket skyldes en lidt kedelig nyhed, som ramte Internettet for en lille uge siden. Google er nemlig begyndt at bruge deres "magt", som ejere af Blogger/Blogspot til at administrere hvilket indhold de vil acceptere på deres platform.

Med andre ord Google er begyndt at slette indlæg, eller hele blogs, som de har en begrundet mistanke om bryder med DMCA lovgivningen, anmeldelserne kommer fra IFPI, og bliver som sagt håndhævet af Google, i form af en øjeblikkelig sletning af det "ulovlige" indhold. Dette er en klar procedure ændring, hvor Google tidligere har "draftet" det pågældende indlæg - som de gjorde det i mit tilfælde, så man har en mulighed for at fjerne linket selv, samtidig med at man kan redde det primære indhold.

Det største problemet opstår dog, idet der ikke er nogen filtrering i anmeldelserne, hvor blogs som har fået tilladelser fra kunstner/pladeselskab til at videregive musikken også bliver ramt, i og med IFPI ikke er bekendt med sådanne aftale - hvilket der selvfølgelig er et væld af årsager til.

Som sagt, har jeg selv oplevet i hvert fald 3 henvendelser fra Google, hvor jeg har slettet alle links dertil. Hvis man kigger på hvilke indlæg der er blevet "slået" ned på (her, her og her), så er der et klart mønster, i og med alle indlæggene omhandler nyt/nyere udgivelser, fra relativt store kunstnere/labels (selvom Brother Ali indlægget overraskede mig). Personligt har jeg ikke noget problem med at fjerne nogen links, uanset hvilke det skulle dreje sig om - jeg har jo sådan set en mail, hvis der er nogle links i savner. Jeg har dog et problem i at få slettet indhold fra bloggen, især når jeg (som regel) bruger en del tid/energi på at skrive om hver enkel udgivelse. Jeg ville rent ud sagt blive rimelig ked af det, hvis enkelte dele eller - i værste tilfælde, hele bloggen skulle gå hen og blive slettet uden at jeg så meget som havde en chance for at rette op på forseelsen.

Nu ved jeg godt at de mest ramte blogs, har haft betydeligvis mere traffik end min, men i og med jeg i forvejen har været på deres radar, så er der absolut ingen grund til at tro det ikke kan ske igen. Jeg vil virkelig gerne undgå at skulle flytte min blog væk fra Blogger/Blogspot, men hvis der er så meget som et indlæg der bliver fjernet, så er det klart jeg rykker. Det kan også bare være jeg rykker uanset, da det er skide irriterende at skulle tænke over hvorvidt ens blog bliver pillet ved.

Jeg har sådan set allerede flyttet hele bloggen over på en Wordpress blog, og taget adskillige backups både i tekst og html på harddisken, så selve indholdet vil altid kunne re-udgives. Men det er også klart at enhver flytning af bloggen vil være skide besværlig og tidskrævende, så jeg håber da at det ikke bliver nødvendigt.

Til dette indlæg tænkte jeg at jeg ville dele et lille mixtape med jer, fra Lupe Fiasco. Mixtapet udkom lidt før julen 2009 og var oprindelig én lang MP3, som jeg delte med jer via min Twitter. Men mixtapet kom åbenbart et par dage efter i en splittet udgave, som jeg så i dagens anledning deler med jer på bloggen.

Tryk her for at hente: Lupe Fiasco - Enemy Of The State: A Love Story

Læs en bog! Læs en bog! Læs en muh'fuckin bog! (del 3)

Så er det blevet tid til tredje del af mit nye koncept, som desværre måtte udgå i sidst uge, da jeg var super sløj. I denne omgang har jeg valgt en noget mere traditionel bog, i forhold til de forrige "sofa bords" bøger.

Nelson George

"Hip Hop America"

Bogen er en lille 200+ siders sag, paperback som sådan en "rigtig" bog skal være og mere er der egentlig ikke at skrive om det. Forfatteren kan der dog skrives lidt mere om. Nelson George er særlig kendt for sine analytiske musik bøger, hvor han har afdækket de mest markante musikalske perioder/tendenser i afro-amerikansk musikhistorie, fra soul til hip hop. Derudover er han en anerkendt musikkritiker, med en baggrund som musik redaktør for Billboard Magazine og Village Voice. I hip hop regi, står han blandt andet bag afviklingen af "VH1 Hip Hop Honors", Russel Simmons biografi, og så er han en af hovedmændende bag den fantastiske CB4 film, som han dels har co-skrevet og co-produceret.

Bogen tager sit udgangspunkt i Nelson George's egen rejse igennem hip hoppen i Amerika, fra dets spæde begyndelse, som sub-kultur for folk som var "in the know", til dets massive popularitet op igennem halvfemserne. Nelson er født i Brooklyn og har sin primære gang i New York, så historierne er hovedsageligt fortalt ud fra det perspektiv. Bogen er dog ikke den typiske fortælling/beskrivelse af hvert enkelt hændelsesforløb i hip hoppens historie, men derimod en skildring af hip hoppen, fortalt ud fra egne oplevelser, observationer og ikke mindst analyser. Nelson beskriver tidligt i bogen, hvordan hans relative høje alder har spillet en afgørende rolle i hans introduktion til hip hop, hvor han først og fremmest har ageret observatør.

Denne tilgang til hip hoppen, gør Nelson's analyser og iagttagelser særligt interessante, idet han ofte anskuer tendenserne fra en langt mere saglig og gennemtænkt vinkel, end man ofte finder i den slags bøger - hvor hjertet ofte kommer i vejen for hovedet. Derudover har Nelson haft sin daglige gang inden for musik industrien, og har derfor en enorm viden og indsigt i hvordan branchen rent faktisk er opbygget og fungerer, på godt og ondt. Hvor andre forfattere normalt bruger meget tid på at beskrive en stor mængde artister og deres indvirken på kulturen, beskæftiger Nelson sig i langt højere grad med de mennesker som trækker i trådene og får tingene til at ske - eller ikke ske. Netop denne vinkel, giver et utroligt indblik i en del af hip hoppens historie, som oftest bliver glemt af andre forfattere, der måske blot ikke har den nødvendige indsigt. Denne vinkling kommer særligt til gavn i hans afdækning af nogle af hip hoppens dogmer, eksempelvis i kapitlet "Black Owned?" - "One of the prevailing assumptions around hip hop is that it was, at some early moment, solely African American created, owned, controlled, and consumed. It's an appealing origin myth - but the evidence just isn't there to support it."

Bogen er utrolig velskrevet og engagerende. Forfatterens enorme viden omkring arbejdet i "kulisserne", blandet med et væld af interessante informationer og perspektiver, gør denne bog til en must-read for enhver som ønsker en langt dybere indsigt i hip hoppens infrastruktur, og dets indflydelse på den øvrige populær kultur, i sporten, moden og på filmlærredet.

Bogen er skrevet i 1998, og derfor fremstår enkelte dele af bogen lidt "humoristiske" set i lyset af den viden man har tillært sig derefter. Eksempelvis i hans udlægning af det skandinaviske sprog, som værende et umuligt sprog at rappe på. I udgaven som kan købes nu, som er fra 2005 og indeholder et ekstra kapitel, bliver der dog roddet bod på dette, hvor Nelson George desuden benytter muligheden for at opdatere bogen, med nogle vigtige udviklinger inden for hip hoppen. Selvom dette kapitel virker lidt overfladisk i forhold til resten af bogen, så er det dog samtidig blot en bekræftigelse i at Nelson George virkelig har styr på sit ish.

Death Row Happiness - Sæson 2 Afsnit 8 ("Lake er hjemme")

Bloggen har efterhånden fået dækket en del pladeselskabers "rejects", hos Rawkus var det Skillz og Smif-N-Wessun, og hos Aftermath har vi været forbi Hittman, King-Tee og Royce Da 5'9. Selvom der stadig mangler lidt fra Aftermath, så er det uden tvivl Death Row som fylder mest i statistikken, hvor det indtil videre er blevet til syv indlæg, med mange flere i vente.

Selvom følgende udgivelse, ikke som sådan kan kategoriseres som en Death Row "reject", så passer den fint ind i den lille Death Row sæbeopera, jeg efterhånden har fået stablet på benene.

Lake - Lake's Home: Death Row Is Back!!!

Lad mig for det første sige at det her er et mixtape, sammensat af DJ Kay Slay og DJ Absolut. Lad mig for det andet sige, at denne udgivelse, dels bevidner at Death Row East har eksisteret (og måske endda stadig eksisterer), og at jeg tog fejl i Petey Pablo indlægget, da jeg skrev at han var den eneste non west-coast artist signet hos Death Row.

Lake er, som dem af jer der kender ham ved, lidt af en QB veteran, han tilhører en skole af helt særlige MC'er, som tæller Cormega, Blaq Poet, Nas, Havoc, Prodigy, Killa Sha (RIP), KL (RIP), Hostyle, Tragedy, Capone og jeg kunne blive ved og ved. Til forskel fra de nævnte kunstnere, har man dog ikke hørt så meget fra Lake, dette skyldes i stor udstrækning at han har siddet i fængsel i syv år, fra 1992 til 1999.

Efter sin udgang skulle der alligevel gå en del år før man hørte noget fra Lakey The Kid, og selvom han udgav sin egen QB compilation i 2001, så skulle der gå fem yderligere år før man hørte fra ham, som artist. Men selv der, var det igennem et co-sign fra den nu veletableret Cormega, som ender med at optræde på halvdelen af numrene på "My Brothers Keeper" og derfor fremstår det mere som et gruppe album, end et reelt solo udspil. I mellem de to udgivelser (eller før), er det så lykkedes Lake at blive signet til en afdeling af Death Row, der er meget svært at finde nogen information om, og som ifølge Death Row's wiki side, aldrig reelt set har eksisteret.

Her er beviset dog, ikke alene er dette mixtape et testamente på Lake's affiliation med Death Row, men på hans MySpace fremstår det endda som om, at han er CEO af Death Row East. Uanset hvad, så betyder alt dette blot at der nok kommer til at gå et par år endnu, før vi hører et officielt solo album fra Lake.

Dette mixtape udkom såvidt jeg er orienteret i 2006, og fungerer både som en introduktion af Lake under Death Rows faner, men også som forsmag for Lake's kommende Death Row debut. Derfor består mixtapet af en del snippets, som repræsenterer tracks, som ellers ville være at finde på det kommende album. Mixtapet er som sagt hostet og mixet af Kay Slay og Absolut, hvilket er som den slags er - lidt irriterende med alle de drops og shout-outs, men man kender præmissen, så man burde ikke forvente andet.

Musikken er også som man forventer, grimey gutter QB ish. Det er knap så raffineret som Cormega, Nas og Tragedy, men hvis man derimod er til Screwball, Prodigy, Big Twin osv. så er det en no-brainer. Der er dog en lille detalje, som burde gøre dette til en "must download" for alle. Man skal nemlig ikke glemme, at dette reelt set er en Death Row udgivelse, og i og med Death Row først og fremmest er et West Coast label, er der nogle ret sjove og anderledes skæringer med, som man ellers aldrig ville forvente af en QB artist af denne art - tænk QB med et snert af West Coast funk, hvor især "Death Row Is Back" og "Deep Cover 2006" skiller sig mærkbart ud fra den gængse QB rutine. Derudover er det også her man finder de fantastiske "Dirty New York" med Cormega og Fat Joe, og "One Never Knows" med Nas.

Tryk her for at finde: Lake - Lake's Home: Death Row Is Back!!!

tba går på gymnasial grund supplerings kursus

Jeg har sgu været lidt sløj her i weekenden, så jeg måtte lige udskyde søndags indlægget. Så var det meningen jeg ville skrive det mandag, men så ramte virkeligheden mig. Jeg har tidligere skrevet at jeg ville komme til at "have mere tid, da jeg det næste halve år skal tage - noget knap så tidskrævende, B niveaus matematik på VUC."

Jeg vil gerne have lov til at tage de ord i mig igen, for ikke alene er matematik på B niveau mindst lige så tidskrævende som mit forrige studie, men det er også komplet uforståeligt for mig. Jeg kan love jer for, der er sket et indholdsmæssigt hop fra dengang jeg havde "naturfag" på sproglig linje i gymnasiet, til det jeg skal til at gennemføre nu, I said god damn!

Jeg har netop afsluttet min første blæk regning (jeg har ikke skrevet det ord siden folkeskolen), siden ca. ottende klasse (der jeg officielt holdt op med at give en fux for matematik), dvs. for godt og vel 12-13 år siden. Og det er gået helt ad helvede til. Heldigvis er der noget skole vinterferie i næste uge, som jeg kan bruge til lige at sunde mig og få lidt struktur på hverdagen, både med hensyn til det hersens matematik og vigtigst af alt bloggen, som jeg faktisk synes er begyndt at køre rigtig godt.

Generelt vil jeg begynde at skrive flere af denne her slags indlæg, når/hvis bloggen bliver sat i bero, så i er bedre informeret og så der er et bedre flow i indlæggene - bare rolig, der vil altid være en lille musikalsk godbid til sidst, til dem af jer som alligevel ikke læser det jeg skriver.

Inden jeg efterlader jer, vil jeg derfor lige fremhæve to fulde gratis koncept albums, lavet af ingen ringere end Killah Priest. Det drejer sig om henholdsvis "I killed the devil last night" og "The untold story of Walter Reid", som kan hentes helt gratis på Killah Priest's egen hjemmeside. Jeg har selv kun fået hørt den første, som dog overraskede mig meget positivt, og stensikkert ikke vil skuffe fans - eller nytilkomne for den sags skyld.

Tryk her for at hente: Killah Priest - I Killed The Devil Last Night

Tryk her for at hente: Killah Priest - The Untold Story Of Walter Reid

One time for your mind (del 24) - Del The Funky Homosapien & Tame One - Parallel Uni-Verses

Jeg ville da være et skarn, hvis jeg ikke lige snuppede den sidste udgivelse med. Jeg må da ærligt indrømme at, det er den af de fem udgivelser jeg har de største kunstneriske forventninger til, og eftersom de tre sidste ikke just har imponeret, så er det måske ikke så svær en opgave.

Without further ado, og stadig i mono.

Del Thy Funky Homosapien & Tame One - Parallel Uni-Verses

1) Intro (Magic)

Meget funky intro, med nogen som jeg sten sikkert burde vide hvem er, som forklarer synergien ved at arbejde sammen. Tame One kommer ind med et hurtigt lille vers om ham og Dels "dangerous combination", Del fortsætter efter Tame og det er en rigtig, rigtig fed intro. Virkelig en god appetitvækker, for hvad der forhåbentlig venter.

2) Keep It Up

Første reelle track, beatet er super funky, med en rigtig behagelig low-key blacksploitation vibe - rigtig fedt. Tame One ligger ud, med et nærmest spoken word flow og råder alle til at fortsætte med at gøre hvad de gør, men passe på ikke at rode sig ud i problemer (message!), spøj til side, det er fucking fedt. Virkelig et godt nummer, som Del afslutter med et ligeledes godt vers.

3) Flashback

Tame One og Del kigger tilbage på de gode gamle dage, over endnu et stærkt 60-70'er inspireret beat. Alt var bedre før, der var mere sjæl og mindre bling, tracket er knap så belærende som jeg umiddelbart fremlægger det og det bliver bestemt præsenteret på en langt mere smagfuld måde, end andre har gjort det. Hvis jeg var født i 70'erne, ville jeg uden tvivl kunne relatere til det her nummer, med masser af referencer til Roxanne Shanté og Shell-toe Adidas - det er jeg bare desværre ikke. Så skulle de nok have rappet om Wu-Tang og Timberlands i stedet. Stadig et fedt nummer though, og langt bedre end andre i den dur.

4) The Franchise

Så er der lidt Hendrix at spore, i dette meget syrede guitar drevet beat. Tame og Del er et franchise i sig selv, ikke et vildt spændende nummer. Beatet bliver lidt for meget i længden og Tame formår ikke rigtig at fange mig fra starten af, så det bliver lidt svært for Del at hive tracket hjem, selvom han dropper et super vers.

5) Specifics

Beatet bliver lige skruet en tak ned, langt mere afdæmpet og mindre forstyrrende, selvom det egentlig indeholder en del elementer fra det forrige nummer. Tame's vers er endnu engang lidt dovent, hvorimod Del virkelig æder sig igennem med et sygt vers, som nærmest ingen ende vil tage. Umiddelbart et lidt kedeligt nummer, som dog bliver reddet fuldstændig af en meget tændt Del.

6) Before This

Super funky beat, med et rimelig simpelt trommeloop, en vild baslinje og en effekt jeg ikke ved hvad man kalder (jeg er bare så god til det der med beats). Alt i alt et beat som sætter det lyriske i fokus, og hverken Tame eller Del skuffer, selvom jeg begynder at synes Tame halter en del efter Del. Jeg ved ikke om det er deres anderledes flow, som gør udslaget, men Del lyder generelt langt mere flydende og tilpas når han rapper. End Tame, som til tider lyder lidt som om han kæmper. Bortset fra det, er det sku stadig et super fedt nummer, som dog måske bare havde været federe uden Tame.

7) We Taking Over

Tame navnedropper et par af de navne som han respekterer, samtidig med at han dropper lidt knowledge omkring Hip Hoppens nuværende tilstande, beatet er endnu engang stærkt inspireret fra 60-70'erne, og endnu engang så holder det 100%. Del fortsætter navnedropningen, og der er mange navne. Endnu engang er det den slags tracks, som kan går begge veje. Enten bliver det gammelmands ranting, eller også bliver det fedt. Personligt synes jeg de griber det rigtig godt an, godt hjulpet af et fedt beat.

8) Life Sucks

Del og Tame er trætte af en del ting, ikke mindst af livet og dets realiteter. Det er hårdt at være rapper, at blive gammel og pludselig at have et ansvar, når man bare gerne vil rocke shows. Beatet er fedt, og lyrikken er også i orden, men jeg kan ikke rigtig lide selve nummeret. Det er præget af sådan en "jeg-vil-være-tyve-for-evig-selvom-jeg-er-langt-over-tredive" mentalitet, som desværre rammer fuldstændig ved siden af, for mit vedkommende.

9) Teddy

Tame og Del deler lidt af deres eskapader med diverse rus-midler, hvis i har hørt "Leak Bros.", så ved i det ikke er fremmede land for Tame One. Endnu engang er beatet virkelig on point, og både Tame og Del leverer underholdende rim, til et noget udslidt emne.

10) Special

Tame kommer endelig lidt op i tempo, og dropper (nok) det bedste vers på hele pladen. Del følger lige i hælene, og hans Cali flow efterlader næsten Tame i støvet - kun næsten, for Tame kommer igen 100% korrekt, på sit andet og TREDJE vers. Uden tvivl det lyrisk bedste track jeg har hørt på albummet indtil videre, selvom det dog bliver lidt langt, med hele tre vers fra Tame og to fra Del.

11) Gaining Ground

Sidste track, har et meget syret og spacet beat, som minder mig om Aceyalone's "Space Cowboy", bare meget mere afdæmpet. Del lyder faktisk også lidt som Ace, på det her track.

Del dropper et nærmest uendelig langt vers - som jeg ærlig talt lige skal høre en gang til for at få det hele med, stærkt efterfulgt af et fantastisk omkvæd. Tame fortsætter med sit spoken word flow, som han gjorde på "Keep It Up" og leverer et mindst lige så langt og lytteværdigt vers. Umiddelbart et super fedt track, som virkelig passer perfekt som afslutningsnummer, men som fortjener mere end blot en enkelt gennemlytning.

Opsummering

De sidste par år, har der været en klar tendens til at lave denne her slags kollaborative albums, hvor det enten er to rappere eller en rapper og en producer, som sætter sig i fokus for at danne en samlet sonisk oplevelse; Buck/KRS, Edo/Ace, KRS/Marl, Canibus/Keith, Torae/Marco, 9th/murs, 9th/Buck, Jake/Free og jeg kunne blive ved og ved. Ikke fordi det er noget nyt, men tendensen er vokset eksponentielt de sidste 5-6 år, og virker nærmest som en ny trend, som alle lige skal prøve af. Med denne udgivelse er der faktisk ikke tale om en duo, men derimod en trio (eller helt nøjagtig en quartet), da Tame og Del, bliver ledsaget af producer duoen Parallel Thought, som står bag alle produktioner - hvilket den kvikke vil have fanget i albummets titel.

Albummet bliver dog præsenteret som en Del og Tame udgivelse, derfor sammenligningen med de øvrige albums. Derudover er hovedvægten af albummet lagt på netop dette nye samarbejde, som bringer det bedste fra east coast undergrunden, sammen med det bedste fra west coast undergrunden.

Da både Del og Tame er to rutinerede herrer, kommer det næppe som nogen overraskelse, at de overvejende leverer varen. Dog vil jeg fremhæve at Del efterlader et mærkbart større indtryk på mig end Tame, som til tider virker umotiveret og rusten. Det er ærgerligt for albummet har ellers en klar musikalsk retning, som virkelig bliver båret frem, og bundet sammen, af nogle virkelig gode produktioner. Det er uden tvivl et rigtig godt album, som stensikkert vil blive meget bedre ved flere gennemlyt, men det kunne have været meget bedre fra start af, hvis Tame lige havde steppet sit game lidt op.

Tryk her for at hente: Del Tha Funkeé Homosapien & Tame One - Parallel Uni-Verses (sampler)